Fiskekvoter 2002 – kommentarer og analyser

Fiskekvoter 2002

Udsendt tirsdag den 18.12.01

Kommentarer og analyser efter afslutningen på forhandlingerne i EU om fiskekvoterne for 2002

Nedskæringen på rødspættekvoten i Skagerrak og Nordsøen på i alt 2500 tons, betyder en reel og mærkbar nedgang i det danske fiskeri får her man opfisket dette års kvoter. Nedgangen i tunger på 115 tons i Nordsøen er også en reel nedgang, for også tungekvoten opfiskes. Derimod vil nedskæringerne i kvoterne på tobis, havtaske, pig- og slethvarrer, rødtunger og skærising samt lidt dybvandsrejer, ikke berøre de danske fiskere, for de er meget langt fra at opfiske disse kvoter. For tobisens vedkommende fanger man 50-60% af kvoten, havtaske kun 25% af kvoten, pighvarrer 50 % rødtunger 50% og rejer 30 %. Blot på disse arter bortset fra tobis, er der et ”overskud” i konsumkvoterne på 7000 tons i 2001, eller næsten ligeså mange fisk som den danske kvote på torsk i Nordsøen. Og situationen i 2000 var nogenlunde den samme. Bortset fra ising og tobis så er der tale om kostbare fisk som i gennemsnit vel afregnes med omkring 50 kr./kg.

Torskefiskeriet som har størst opmærksomhed går samlet set tilbage med ca. 10.000 tons i de danske farvande og rødspættekvoten går tilbage med ca. 3000 tons. Og begge disse tilbagegange bliver mærkbare fordi kvoterne for 2001 næsten bliver opfiskede på de arter. Kvoterne på kuller og mørksej hæves samlet set med ca. 7000 tons og det hjælper, men økonomisk set ikke så meget som mængderne giver udtryk for, da mørksej og kuller er billigere. Dertil skal

også lægges, at det er tvivlsomt om de danske fiskere vil være i stand til at fange de ca. over 9000 tons kuller de nu råder over.

Kommissionen mener at en del kvoter er for høje, alene fordi de ikke kan fanges. Danmarks Fiskeriforening protesterer med henvisning til sæsonudsving og markeder, som årsagen til at man ikke fanger kvoterne. Men de danske fiskere har ikke været bedre til at fange disse kvoter igennem flere år, og da ingen fiskere holder sig tilbage, fordi markederne ikke vil aftage disse fisk, er sandheden mere enkel. Man kan ikke fange dem, enten fordi de bestandene ikke er større eller også fordi man ikke forsøger ihærdigt nok. Vi tror at de danske fiskere gør hvad de kan, og at de lave fangster derfor er et udtryk for at bestandene simpelthen ikke er større.

Mht. jomfruhummer er det mildt sagt meget ubæredygtigt, at kvoterne ikke blev reduceret, men at de derimod fik en meget lille, men dog en stigning. Selv om bestandene måske ikke er truet, så er dette fiskeri helt uforeneligt med et bæredygtigt fiskeri. Fiskeriet efter jomfruhummer foregår med små masker og det er et fiskeri som for Nordsøens vedkommende, har det største udsmid i dansk fiskeri og derfor bør det selvfølgelig begrænses. Selv om den danske kvote i Nordsøen er forholdsvis lille i sammenligning med andre lande, så er det område hvor danskerne løbende vil kunne bytte sig til flere hummer, fordi de andre lande har svært ved at fiske deres kvoter. Og danske fiskere rigger da også store fartøjer til med 3-4 trawl for at fiske hummer. Det er også meget beklageligt, at man ikke fik sat kvoterne ned med de begrundelser som EU kommissionen havde lagt frem, så ville vi næste år kunne sætte alt ind på at få begrænset det hollandske og belgiske bomtrawl fiskeriet efter tunger, et fiskeri som også har et meget stort udsmid.

Sidste års kvoter var langt værre for fiskerne end kvoterne dette år, men det kan og må ikke tages som udtryk for, at bestandene har fået det bedre. Bestandene har det dårligere end sidste år, men når kvoterne ikke bliver lavere, så hænger det sammen med, at de ansvarlige nu også er ved at komme på det rene med, at kvoter ikke løser problemerne i fiskebestandene.

Med et torskestop eller små rationer så forbyder man jo ikke fiskerne at fange andre fisk, og alt afhængig af hvilke andre fisk man fanger, fanger man en større eller mindre mængde torsk som bifangster. I visse fiskerier kan man fange rigtig mange torsk, som så skal smides ud igen. Et andet og ligeså alvorligt problem ved de lave kvoter og rationer er at fiskerne sorterer torsken. Når de fanger en trawlfuld torsk så begynder de at sorterer og det vil sige at man kun lander de store og dyre sorteringer. De mindre torsk ryger ud igen. På denne måde vil de store bifangster, som tidligere blev landet og de frasorterede torsk som også tidligere blev landet, nu stadig blive slået ihjel, blot ikke landet. Lave kvoter løser ikke problemerne. Det har fiskerne været klar over i mange år, men det er heldigvis nu også ved at gå op for politikkerne at sådan forholder det sig.

Nu satser man derimod på andre reguleringsformer for at få genopbygget bestandene. Begrænsninger på hvor mange dage man må fiske, målt i kilowatt timer, tekniske forskrifter som større masker, mere kontrol og overvågning m.m. Men lige så sikkert som kvoterne ikke er blev løsningen, så er disse begrænsninger det heller ikke. Det er regler som fiskerne, efter mange års kreativ udvikling under den europæiske fiskeriforvaltning, vil kunne leve med uden de store problemer.

De eneste løsninger som kan virke efter hensigten, er helt at få fjernet eller også kraftigt beskåret de fiskeriformer og metoder som er årsagen til problemerne. Og det er det modsatte man gør. Man støtter nybygninger og moderniseringer og giver en smule penge til at få ophugget de mindre effektive fartøjer som har råd til at tage imod en ophugningsstøtte. De store kapitaltunge fartøjer fortsætter, alene fordi man ikke afsætter de nødvendige mange penge til at få dem fjernet.

Henvendelse til Fødevareudvalget Vedr. Danmarks Fiskeriforenings henvendelse og notat af 9.12.01 til den biologiske rådgivning og fiskekvoter for 2002

Levende Havs kommentarer til Danmarks Fiskeriforenings notat af 9.12.01 til den biologiske rådgivning og fiskekvoter for 2002

Udsendt den 12.12.01

Folketinget

Udvalget For Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Landsforeningen Levende Hav LLH ønsker hermed at henlede udvalgets opmærksomhed på dele af notat fra den 9.12.01 fra Danmarks Fiskeriforening DF. Et notat DF åbenbart har fået udarbejdet til brug for de kommende EU forhandlinger om fiskerkvoterne for 2002.

Notatet diskuterer og kritiserer først ICES tal og anbefalinger. Her bør Fødevareudvalget huske på, at DF gerne ser, at Danmark trækker sig ud af det fiskeribiologiske samarbejde i ICES. Denne kontante udmelding sætter sit tydelige præg på notatets skarpe kritik af ICES eller ACFM (den rådgivende komite). Vi har ikke de biologiske kompetencer som DF råder over, og derfor kan vi ikke deltage i denne biologiske diskussion og fortolkninger. Vi huske blot, at ICES biologerne repræsenterer flere lande, hvor DFs biologer repræsenterer de økonomiske interesser i dansk fiskeri. Og det er også i denne kontekst at DFs konklusion for ICES biologiske rådgivning giver mening og logik, dog med omvendt fortegn: ”Danmarks Fiskeriforening sidder tilbage med et indtryk af at den biologiske rådgivning ikke anvendes som et instrument der kan optimere fiskeriets muligheder, men udelukkende bruges til de bruges til at argumenterer for reduktioner i kvoten og restriktioner der allerede er vedtaget”.

Danmarks Fiskeriforening har nu gennem flere år forsøgt at mistænkeliggøre ICES anbefalinger, men indtil videre er DF ikke fremkommet med noget holdbart motiv til hvorfor ICES skulle modarbejde fiskerierhvervet? Derimod sår dette notat ingen tvivl om, at DF bruger deres biologer til at få fremmet danske fiskeres økonomiske interesser.

I Levende Hav har vi gennem flere år argumenteret for at politikkerne bør tage ansvaret for det europæiske fiskeri og derfor er vi tilfredse med, at den biologiske rådgivning bliver et instrument af mange, til en bedre forvaltning. Den biologiske rådgivning kan heller ikke bruges til andet, da den også af biologerne fremhæves som et endog meget mangelfuld. Eskild Kirkegaard, som tidligere arbejdede i DFU, men som nu arbejder i EU, har i år udtrykt det meget klart ”Det bæredygtigt fiskeri er ikke noget biologisk, men et politisk ansvar”.

Jomfruhummer

Det undrer DF at EU kommissionen anbefaler en reduktion af fiskeriet på jomfruhummer og ikke i fiskeriet efter hvilling, kuller og sej, hvor bifangsten af torsk er betydelig. Vi mener det er et udtryk for at de ansvarlige nu ser realiteterne i øjnene. Bifangsterne af torsk og anden konsumfisk, i fiskeriet efter jomfruhummer i Nordsøen, er intet mindre end en skandale. Vi har hørt fiskere som i chokerende beretninger beretter om det ”forfærdelige svineri”, kalder de det, der foregår i jomfruhummer fiskeriet. Vi har også beretninger fra fiskere som har oplevet voldsomme og uantagelige udsmids situationer i fiskeriet efter kuller, hvor man smider tonsvis af store døde torsk tilbage i havet, fordi der er et stop, eller fordi ens torskeration er opbrugt. Men i modsætning til fiskeriet efter jomfruhummer, med de små masker og et enormt udsmid af undermålsfisk, så vil et lovet discardforbud for fisk som lovlig kan i landbringes, være en del af løsningen på bifangstproblematikken i fiskeriet efter rundfisk.

Mht. den foreslående store reduktion af kvoten på rødspætter i Kattegat har vi tidligere givet udtryk for samme undren som DF nu også giver udtryk for. Det vil undre de fleste aktive, at kvoten nu sættes ned med 40% hvor der for første gang i flere år, har været tydelige tegn til at rødspætterne er på vej tilbage i Kattegat, efter at havde været fortrængt af den organiske forurening.

Mht. tobis undrer det DF at kommission nu anbefaler en reduktion på 20%. Det undrer ikke os, og det undrer sikkert heller ikke ret mange andre end tobisfiskerne, og vi havde gerne set en væsentlig højere reduktion. Igen vil vi henvise til Eskild Kirkegaard som har påpeget, at tobisbestanden i sig selv nok er biologisk bæredygtig. Men vil vi genoprette, genopbygge konsumbestande som f.eks. torsk, så bliver vi også nødt til at reducerer fiskedødeligheden på tobis, for ellers er der ikke en tilstrækkelig føde i havet til de voksende bestande af konsumfisk.

I øvrigt bør det også understreges at der ikke vil gå en eneste tobis fra Danmark med de foreslående reduktioner. Vi så i øvrigt gerne, at man nu sammenkædede denne reduktion i Danmarks historiske rettigheder til tobis, med en reduktion i de hollandske historiske rettigheder til tunger. Så vil der kunne åbnes på for, at det danske garnfiskeri efter tunger, kunne få en betydelig forhøjelse af den danske tungekvote. Som det tegner sig i øjeblikket vil den danske tungekvote blive yderligere reduceret til stor skade for kystfiskerne. Og allerede i dag kunne man firedoble den danske kvote, blot ved at fordele de tunger som de hollandske, belgiske, tyske og engelske bomtrawlere ikke kan fange.

– Vi anbefaler at man fra dansk side bringer dette spørgsmål op på det kommende møde. Og her kunne man nu bruge de foreslåede tobisreduktionerne til at få flere tunger til de danske garnfiskere, ved et forsøg på at få gjort op de historiske rettigheder der beviseligt skader en fornuftig udvikling for et i fremtiden mere bæredygtigt fiskeri. Her ligger der en oplagt mulighed for politikerne i at få opfyldt de smukke hensigtserklæringer for styrkelse af kystfiskeriet.

Følgende kommentarer til situationen omkring torsken. DF finder at kommissionens forslag er ”præget af panik”, og DF finder kommissionens frygt for kollaps i torskebestanden ”helt ude af proportioner med de faktiske forhold”. Også denne skarpe udmelding fortjener at man hæfter sig ved følgende sætning: ”også blandt fiskere er der stor bekymring over det ringe torskefiskeri” (vores understregning). Vi kan tilføje, at det er en for DF helt uhørt erkendelse af situationens alvor. Vi kan tilføje, at der er en udbredt, og aldrig tidligere hørt bekymring i fiskeriet over det meget ringe torskefiskeri, så det er al mulig grund til at frygte for et forestående kollaps i torskebestandene. Forskellen mellem biologerne og fiskernes bekymring skal også ses i dens rette sammenhæng, hvor biologerne frygter et kollaps i sig selv, ved fiskerne at de selv kollapser før bestandene.

Som afslutning vil vi ikke undlade at påpege en mangel på logik i notatets biologiske diskussion. Under ”torsk” 1/5 står det ”Sandheden er den at bestanden muligvis er mindre en nogensinde før, men at man ikke aner hvor lille en bestand der kræves for at sikre en rimelig rekruttering”. Denne påstand står i et alvorligt misforhold til notatets konklusioner på torsk hvor der står ”Lad det med denne fremstilling være gjort klart at torskebestanden befinder sig et stykke under det ønskede niveau, men den er i bedring og der er ingen anledning til at gribe ind overfor andre fiskerier blot for at sikre en endnu hurtigere genopbygning”.

Man kan ikke med alvor påstå, at ingen kender sandheden om bestandens situation, for så i konklusionen at påstå, at bestanden er i bedring.

Vi skal hermed henstille til, at man studerer Danmarks Fiskeriforenings notat i lyset af vore indvendinger.

For Levende Hav, Henning Thøgersen, Kurt Bertelsen Christensen

Bestyrelsesmedlemmer i Levende Hav, Ferring Strand den 12.12.01

– sendt til

– Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, departementet

EU kommissionen DG14

Fiskekvoter i 2002 og et kuldsejlet erhvervsfiskeri

iskekvoter i 2002 og et kuldsejlet erhvervsfiskeri

Udsendt den 12.12.01

Fiskekvoterne for 2002 bliver så lave, at der bliver tale om en katastrofe for mange fiskere. Den økonomiske katastrofe har været undervejs i flere år med fortsat faldende kvoter, men indtil i år, er de lavere kvoter blevet opvejet af højere priser. Men det bliver ikke tilfældet i 2002, for priserne kan ikke blive højere og derfor vil fiskeriets indtjening i 2002 blive kraftig reduceret. Hvor meget vil vi først få klarhed over efter ministerrådsmødet 17. og 18 dec.

Kommissionen har nu fremlagt deres forslag til kvoter på enkelte bestande i 2002, men de har endnu ikke fremlagt deres forslag til kvoter på de vigtigste bestande i Nordsøen og Skagerrak. Kommissionen begrunder det med, at de må vente til det kommende ministerrådsmøde og afslutningen på forhandlingerne med Norge. Men det er mere end sandsynligt at kommissionen holder igen med alle tallene, og vidtgående forslag til tekniske bevaringsforanstaltninger, begrænsninger på havdage, og bifangstregler, i et forsøg på at dæmme op for den vrede der vil brede sig fiskeriet, en vrede som sagtens kan betyde, at fiskerne går amok. De spanske fiskere er allerede på gaden fordi de har mistet fiskeriet ud for de marokkanske kyster, og de franske fiskere vil sikkert reagere voldsomt når alle kvoterne er færdigforhandlet. Men allerede nu ser det ikke godt ud for de danske kvoter og områder som kommissionen har taget stilling til.

Ifølge kommissionen bør torskekvoten i Kattegat reduceres med 58 %, rødspætter med 40% og jomfruhummer med 22 %. Samtidig opfordrer EU-kommissær Franz Fischler, i en uhørt formanende tone ministrene til at udvise ansvarlighed og undgå de studehandler som vil udhule bestræbelserne på at få rettet op på de katastrofale tilstande i de europæiske fiskebestande. Selv om Kattegat fiskeriet repræsenterer en mindre del af det danske fiskeri, så vil de store reduktioner får meget alvorlige konsekvenser for mange fiskere. Reduktionen på de 40 % af rødspættekvoten er også et problem i sig selv. For 2001 blev året hvor rødspætterne endelig vendte tilbage til Kattegat, efter at have været fordrevet i mere end 10 år pga. af den organiske forurening i Kattegat. Ingen fiskere i Kattegat kan forstå hvorfor rødspættekvoten skal reduceres med 40 %. Og man kan ikke andet end give dem ret i at det virker besynderligt.

Der er mange andre enkelte kvoter man kunne se nærmere på, som f.eks. samlede tungekvote (TAC en) i Nordsøen som foreslås sat ned med 29 %. Denne nedsættelse vil betyde, at de danske kystfiskere vil lide store tab, også selv om de kun disponerer over en meget lille del af tungekvoten i Nordsøen (ca. 4 %) Den danske kvote var på ca. 760 tons i 2001 og den vil nu skulle sættes ned ca. 550 tons i 2002. Umiddelbart synes det måske ikke af så meget, men med de store priser der er på tunger, bliver et meget alvorligt tab for kystfiskerne. Baggrunden for at den samlede tungebestand i Nordsøen har det dårligt, skal ikke findes i det danske tungefiskeri. Den skal findes i det hollandske bomtrawlfiskeri. De danske kystfiskere fanger tungerne når den kommer ind til den Jyske vestkyst om foråret og de fanger tunger med garn. Det store tungefiskeri, op mod 90 %, foregår med de hollandske bomtrawlere som igennem et meget brutalt og naturødelæggende bomtrawlfiskeri fik opbygget de såkaldte ”historiske rettigheder” til tunger. De hollandske historiske rettigheder til tunger er skyld i, at de danske kystfiskere har måttet betale en uhørt høj pris for nedgangen i tungekvoterne de seneste 10 år, fra over 2000 tons til de nu forventede 500 tons. Men også den danske fiskeripolitik bærer sin del af skylden for, at Holland kan opretholde deres naturødelæggende bomtrawl fiskeri efter tunger.

Danmark kæmper nemlig også for at opretholde deres historiske rettigheder og hovedårsagen til at Danmark ikke vil give køb på deres rettigheder, skal findes i det danske tobisfiskeri. Danmark har sat sig meget tungt på tobiskvoten i Nordsøen, hvor Holland sidder lige så tungt på tungekvoten i Nordsøen. Men med det voksende fokus der er på bæredygtighed, havets økosystem, skånsomhed, større masker og udsmid er det tæt på vanvid, at EU landene ikke får gjort op med en regulering som bygger på de historiske rettigheder.

Men mere vandvittigt bliver det, for hverken Holland eller Danmark kan opfiske deres kvoter på henholdsvis tunger og tobis. Danmark kæmper en tilsyneladende formålsløs kamp for at opretholde en historisk ret til at fange en mængde skidtfisk der svarer til 3-400.000 tons tobis om året – en mængde som de danske slet ikke kan fange! Og i det spil bliver konsumfiskeriet den store taber. Dette er blot et af mange groteske eksempler på, at politikkerne ikke viser mods og mandshjerte til at få taget fat om nældens rod i det europæiske fiskeri. De taler om bæredygtighed, samtidig med at de tillader det dokumenterede mest ressourcekrævende og ødelæggende fiskeri vi har, nemlig det hollandske boomtrawlfiskeri efter tunger. Et fiskeri som udsmider 13 kg andet fisk og bunddyr for hvert kg tunger det fanges.

Med de alvorlige ressourceproblemer som hersker i det europæiske fiskeri, hvor nu også myndighederne udtrykker frygt for at bestande vil kollapse, burde man naturligvis regulerer efter hvilke fiskerier som gør mindst skade på havbund og ressourcer, i stedet for at anvende en regulering som er funderet på brutalitet og ødelæggelser, og en fiskerimetode som er skyld i så store ødelæggelser at man ikke længere kan opfange de hvert år mindre og mindre kvoter. Der er så mange tunger til rådighed på de hollandske, tyske belgiske og engelske tungekvoter, at man uden problemer kunne 4 doble den danske tungekvote i Nordsøen, uden at der ville gå en eneste tunge fra de andre lande. En 4 dobling af den danske tungekvote vil betyde en merindtægt til det danske tungefiskeri, på over 100 mill. kroner.

Men de historiske rettigheder til fisken er skyld i, at det i tungefiskerisammenhænge, meget skånsomme danske kystfiskeri efter tunger, kan sejle deres egen sø. For de danske historiske rettigheder til tobisfiskeriet skal der ikke røres ved.

Fiskeriet er lastet med mange andre paradokser og eksempler på, at det voksende politiske fokus på et mere bæredygtigt fiskeri, ikke når ud i erhvervet og slet ikke ud hvor det skal virke i havet og i de skrantende fiskebestande. Seneste brugte vi 80 mill. til ophugning af fiskefartøjer og nu igen 48 mill. og Fødevareministeren taler om at hun vil finde yderligere 80 mill. Over en relativ kort periode bruger vi tæt ved 200 mill. til at fjerne fartøjer, men i samme periode bruger vi tæt på det samme til moderniseringer og nybygninger. Vi støtter indsættelsen af nye højeffektive fartøjer og vi støtter udskiftninger af gamle motorer med nye og større motorer. Vi giver offentlig støtte til fartøjer og motorer som vi ved kun overholder reglerne på papiret. For at få en fiskeritilladelse og for at få del i støtten, nedbremser man de nye motorer så de overholder kravene. Og derefter fjernes nedbremsningen og fartøjet fisker med den dobbelte ja helt op til den tredobbelte motorkraft end den tilladte.

Sagen omkring de fiktive motorkraftsbegrænsninger er tidligere blevet rejst af LLH og den sag har vi igen sat på vores dagorden og inden for en uges tid vil vi rejse sagen over for de ansvarlige myndigheder. Og den vil også kunne læses her på vores hjemmeside.

EUs Fiskeripolitik

EU’s fiskeripolitik

Udsendt april 2002

Den fiskerireform som skal træde i kraft ved årsskiftet er endnu engang blevet udsat til stor harme for de danske fiskeripolitikere. Fiskernes formand Bent Rulle raser og skælder ud over at bl.a. Spanien forhaler offentliggørelsen af reformen. Den danske generaldirektør i fiskeri kommissionen, er blevet forflyttet fra posten, åbenbart som et resultat af krisen mellem syd og nord i den europæiske fiskeripolitik.

Men hvad er fup eller fakta i denne sag? Her følger den mest sandsynlige forklaring.

Spanien har formandskabet indtil Danmark tager over i juni, og de gør nu hvad de kan, for at få aben over på den danske skulder. For reformen vil skabe problemer for alle landes fiskere og særlig Spanien, som er hårdt ramt af, at deres store fiskefartøjer bliver forment adgang til flere og flere af de afrikanske landes fiskerizoner. De vil selvfølgelig gerne have disse fartøjer på fiskeri i Nordsøen, men pga. af de historiske rettigheder, som sikrer de enkelte landes relative fiskerier efter indførelsen af den fælles fiskeripolitik i 1983, kan det ikke lade sig gøre. Derfor lægger de naturligvis pres på, for at få så store fordele som muligt mht. ophugning og støtte.
Danmark påberåber sig – med Bent Rulle som talsmand – at vi har levet op til alle aftaler inden for den fælles fiskeripolitik. Vi har overholdt FUP programmerne til punkt og prikke, som Bent Rulle ynder at fortælles os. Men han glemmer at fortælle os, at samtidig med at vi har taget tonnage ud, har vi moderniseret og nybygget, så vi i dag har en relativ moderne flåde, som kan fange den samme mængde fisk som før vi begyndte at ophugge. Vi har taget ca. 1200 fartøjer ud, men det var fartøjer som målt på effektivitet, ikke udgjorde nogen særlig risiko for fiskebestandene.
Reformen som alle er enige om er nødvendig, er ikke problemet i sig selv, problemet er penge. Hvem skal have støttekronerne i fremtiden? De sydlige lande har et kæmpe stort fiskeri, målt på antal af fartøjer og fiskere. Disse mange fiskere i Frankrig, Spanien, Portugal, Italien og Grækenland er meget vigtige for de enkelte lande. Og disse fiskere betyder meget mere end blot fisk. De er nærmest livsnødvendige for de mange havne i Middelhavet og på Atlanterhavskysten. Det er et utal af mindre og mellemstore fartøjer som tager ud og fanger et par kasser fisk. Og fordi disse lande holder af fisk og spiser meget fisk, vil landene gøre meget for at bevare disse mange tusinder af fiskere. Turisme spiller også en stor rolle i de landes fiskeripolitik. Derfor har disse lande nu iværksat en kampagne til fordel for, at de fremtidige støttekroner bliver anvendt på det miljøvenlige fiskeri. Og her vil Danmark, og de andre lande som fisker med de flere hundrede tons fiskerkuttere i Nordsøen, få problemer. Dansk fiskeri er nemlig blevet afviklet til et højtindustrialiseret fiskeri på få fartøjer og med få fiskere, en modernisering som har kunnet bevare Danmark som EU’s største fiskerination, målt på landet fisk.
Fakta er derfor at kampen står om støttekroner og i den kamp spiller Spanien ud med, at Nordsøen skal åbnes for deres havgående flåde. Hvis ikke de får disse indrømmelser – hvad de sandsynligvis aldrig vil få – vil de have støttekronerne til ophugning af de store fartøjer og til udvikling og støtte af deres miljøvenlige kystfiskeri.
Levende Hav anbefaler, at man holder tungen lige i munden og ser den fælles europæiske fiskeripolitik i lyset af de faktiske omstændigheder, som disse tager sig ud i de nordlige og sydlige fiskerimønstre. Vi skal også anbefale, at man ser på, om FUP programmerne overhovedet var noget redskab til sikring af et mere bæredygtigt fiskeri? Fremtiden vil vise, at FUP programmerne levede op til navnet, ved at de først og fremmest blev et effektiv redskab til modernisering af Nordsø-flåden.

Den fælles europæiske fiskeripolitik er en død sild

Den fælles europæiske fiskeripolitik er en død sild

Tømmermændene efter fiskeriforhandlinger i Bruxelles.

En gruppe af modstandere mod EU begrunder deres modstand med, at det europæiske fællesskab ikke er noget fællesskab, men derimod en forsamling af krejlernationer hvor alle kæmper imod hinanden og kommission, for at få så meget som muligt ”med hjem til deres lande”.

Denne gruppe af modstandere mod EU henter helt sikkert megen næring i EU’s fiskeriforhandlinger. Dette års forhandlinger den 17. og 18 december blev ingen undtagelse. Tværtimod slår 2001 alle rekorder i kunsten at få så meget som muligt til sig selv, på bekostning af den fælles fiskeripolitik og fiskeressourcerne.

De europæiske nyhedstjenester som beskæftiger sig med fiskeri, flyder over af ros til de enkelte landes ministre og delegationer for at de formåede at få ”kommissionen ned med nakken”. ”Der bør rulle hoveder i kommission, siger den skotske minister”. Der er stor tak til den franske minister fra fiskernes hovedorganisation. Vores egen fiskerformand Bent Rulle giver roser og smukke ord til vores nye fødevareminister, som selv er meget tilfreds med egen indsats, ”vi reddede hummerne” siger hun og Minister Elliot Morley og Ross Finnie får stor ros for at have ”besejret kommissionen” på jomfruhummerområdet.

Den fælles europæiske fiskeripolitik har udviklet sig til en skandale af rang. Forhandlingerne er blevet en hån mod al anstændighed. Og udtalelserne før, under og efter forhandlingerne hører ikke hjemme i et moderne politisk fællesskab. Grønbogen og de nationale vedtagelser til støtte for Grønbogen til sikring af et mere bæredygtigt fiskeri røg overbord under de seneste forhandlinger i Bruxelles.

Det er en katastrofe at man ikke fik bremset trawlfiskeriet efter jomfruhummer. Her havde kommissionen fremlagt en realistisk plan for at tadalafil buy uk mindske de store bifangster af konsumfisk som dette fiskeri medfører, for den eneste måde man kan begrænse disse bifangster er ved at begrænse selve hummerfiskeriet. Men sådan skulle det ikke være, TAC en blev hævet. Og nu kan fiskerne fortsætte udviklingen af effektive trawlsystemer, til fangst af en ligegyldig luksus spise, på bekostning af større ødelæggelser i konsumbestandene.

Hvad er det dog for et fællesskab? Ja det kan jo sammenlignes med, at den danske regering pålægger Fiskeridirektoratet at udarbejde et forslag til reguleringen for 2002, for så i fuld offentlighed at latterliggøre direktoratets plan som komplet idiotisk og helt ude af trit med virkeligheden i havet. Sådan fremstilles kommissionens forslag i de enkelte EU lande.

– Der bør rulle hoveder i kommissionen siger de i Skotland, Bent Rulle mener at EU kommissionen bør fyres osv.

Efter sådan en teaterforestilling i EU er det fuldt forståeligt, at der findes en stor gruppe http://augmentin875-dosage.com/ EU modstandere som er modstander af EU, fordi EU beviseligt ikke er cialis dosage noget internationalt forum for større social retfærdighed og en mere bæredygtig udvikling i verden.

KBC. Ferring Strand 2. Jan. 2002

LLHs kommentarer og forslag til ”Grønbog – Den fælles fiskeripolitiks fremtid

LLHs kommentarer og forslag til ”Grønbog – Den fælles fiskeripolitiks fremtid”

Udsendt 28.09.01

Følgende er sendt til: EU Kommissionen, DG 14 – Fiskeri

Organisatorisk hører Landsforeningen Levende Hav til gruppen af NGO’er. Levende Hav arbejder for en mere bæredygtig udnyttelse af havet og dets ressourcer. Foreningen har ca. 350 medlemmer og den blev stiftet i 1995. Levende Hav er en upolitisk almennyttig miljøforening, hvor alle som sympatiserer med foreningens formål, kan blive medlemmer. Levende Hav forfølger dets mål gennem konkrete projekter indenfor bl.a. havforurening og i fiskerierhvervet. Siden 1995 har arbejdet været koncentreret i og omkring fiskeriet med fokus på fiskeriets betydning for havmiljøet og ressourcerne i havet. Drivkræfterne bag Levende Hav har været aktiv i forbedringer af havmiljøet og et mere bæredygtigt fiskeri, siden midten af 1980’erne..

Projekter i og omkring Levende Hav med referencer for denne sag:

REFITOUR og i Fiskens Tegn – et samarbejdsprojekt med fiskere og fiskefartøjer om mulighederne for at kunne hente indtægter gennem en kombination af fiskeri og turisme

ECOast Fish – et flerårig projekt for opbyggelse af netværk og samarbejder inden for det europæiske kystfiskeri

Økologisk Fisk = mulighed og nødvendighed – et projekt til undersøgelse af mulighederne for et miljømærke til fisk

Fiskernes Økologiske Netværk – en brancheforening for naturskånsomme fiskere som fisker og sælger deres fisk under et miljømærke, udviklet af LLH.

M/S Anton – et sejlende projekt til opbyggelse af en større folkelig forståelse for en bæredygtig fiskeripolitik og et levende hav

Dertil kan lægges større antal mindre opgaver inden for fiskeriet som: Den utilsigtede bifangst af Marsvin i garn; bifangsten af krabber; skarvens indflydelse på kystfiskeriet; torskebestanden i Nordsøen; det danske tobisfiskeri; regulering af det danske kystfiskeri ved hjælp af årsmængder/kvoter; erhvervsfiskeri og turisme m.m.

Ovenstående opgaver er gennemført igennem direkte henvendelser og redegørelser til politikerne og de offentlig myndigheder og i en offentlig debat og diskussion med fiskerne på havet og i havnene, på møder i Danmark og uden for Danmark, igennem dagspressen og Levende Havs hjemmeside.

For detaljeoplysninger om Levende Hav, formål, vedtægter og projekter, henvises i øvrigt til foreningens hjemmeside www.levende-hav.dk

Nedenstående kommentarer og forslag forsøger at være så objektive som overhovedet muligt. Vi undgår således den fiskeripolitiske dagsorden om hvorvidt fiskeripolitikken skulle have et nationalt udspring eller ej. Vi er klar over, at flertallet blandt de danske fiskere er imod EU og måske mere for en national politik og forvaltning. I LLH er vi afklarede på det punkt, vi finder en sådan diskussion nyttesløs i lyset af de store problemer der skal løses til opbyggelse af et mere bæredygtigt fiskeri i de europæiske farvande.

” Tænk globalt, og handel derfor lokalt” kunne være et dækkende motto for vore aktiviteter. Vi mener det er afgørende, at de mennesker, organisationer og forvaltninger som har et ansvar for fiskeriet, handler konkret i forhold til de specifikke områder de nu mener at have indflydelse på.

Grønbogen og de initiativer bogen har affødt, siden den udkom i april d.å. med opfordringer til alle om at bidrage med synspunkter, forslag og debat, anser vi som meget vigtige. Og vi ser derfor denne bog, som et nyttig bidrag og senere forhåbentlig også et nyttig redskab, i arbejdet på at få skabt en større enighed om en mere bæredygtig fiskeripolitik i det europæiske fiskeri.

Vi skal anbefale, at ministerrådet, så hurtig som muligt, får udarbejdet fælles objektive mål for den europæiske fiskeripolitik

Det står nu klart, også i Grønbogen, at de nationale og den europæiske fiskeriforvaltning ikke har formået at sikre det bæredygtige fiskeri. Det er ikke lykkes for de enkelte lande, ministerrådet og kommissionen at få forvaltet fiskeressourcerne på en måde, der sikrer bestandenes biologiske- og økonomiske bæredygtighed, til brug for et fornuftigt og varieret fiskeri, for de fremtidige generationer.

Vi skal anbefale, at de nationale og internationale forvaltninger ændrer strategien fra en forvaltning af fisken i havet, til en forvaltning af selve fiskeriet. Det er også vore erfaring, at fiskerne nu er mere klar end nogensinde, siden 1983. I dag prioriterer fiskerne sikkerheden højere end friheden.

Det står nu klart, at den europæiske fiskeriforvaltning og økonomiske støtte til fiskeriet, har favoriseret de større og kapitaltunge fartøjer og metoder, på bekostning af de mindre fartøjer og de naturskånsomme fiskerimetoder.

Vi skal anbefale, at de nationale og internationale forvaltninger også ændrer kursen på dette område. Vil man fortsætte med en eller anden form for økonomisk støttepolitik, bør man fortsat støtte et effektivt fiskeri, men nu målt på et lavt energiforbrug, målt på størst mulig skånsomhed mod havmiljøet og ressourcerne, målt på bestandenes største økonomiske værdi dvs. konsum- før industrifisk. Den fremtidige økonomiske støttepolitik bør også indeholde en adskillelse af offshore- og kystfiskeriet.

Det er også velkendt, at de nationale og den europæiske fiskeriforvaltning har gjort sig afhængig af den fiskerifaglige rådgivning, de har modtaget fra de større nationale organisationer inden for fiskeriet.

Vi skal anbefale, at man nu mere konkret inddrager alle organisationer og foreninger som arbejder med fiskeri og havmiljø. Det kan gøres ved bl.a. at yde økonomisk støtte til foreninger og projekter, der beviseligt og konkret arbejder indenfor og udenfor fiskeriet, på at få skabt et mere bæredygtigt fiskeri.

Konkrete kommentarer og forslag. De følger i kronologisk rækkefølge med sidehenvisninger fra Grønbogen (ex. S. 31) og med citater i kursiv.

s. 7 Generelt

Mht. Grønbogens vurderinger af tobisbestanden som værende nogenlunde i balance, sætter vi spørgsmålstegn ved denne vurdering. Et studie af fiskeriindsatsen de seneste 10 år lagt, sammen med den betydelige nedgang der har været i de bestande som æder tobis, tyder på at tobisbestanden er endog betydelig svækket. En robust tobisbestand er forudsætningen for opbyggelse af konsumbestande som f.eks. torsk. Et eksempel til eftertanke er genopbygningen af det færøske fiskeri siden starten af 1990. Et af virkemidlerne til opbyggelse af torskebestandene rundt Færøerne, blev bl.a. et totalt stop for tobisfiskeri i 1993. Vi mener at fisketrykket på tobis er for stort også i forhold til søfugle, vågehvaler og sæler.

s. 9 citat: Endelig findes der også bestande såsom skader og rokker og de mindre fladfiskearter (herunder pighvar, slethvar, rødtunge, skærising og ising), der ikke overvåges nøje videnskabeligt, men som muligvis også overfiskes.

Mht. pighvar bør der ikke længere være tvivl om, at bestanden er alvorligt nedfisket. Mht. skader er der overhovedet ingen tvivl, denne bestand er totalt fisket, ned med kroge og garn. Mht. skærising skal vi opfodre til, at der sker en TAC separering af skærising og rødtunger. Det er vores erfaring, at der er ved blive opbygget et målrettet fiskeri efter skærising og at det vil vokse i de kommende år med de nye 3 og 4 trawlsystemer.

s. 24 Den relative stabilitet DRS.

Vi opfatter DRS som en hindring til løsninger af de mange konkrete problemer det europæiske fiskeri står overfor. Vi erkender og tager også til efterretning, at der ikke vil blive rørt ved DRS, men vi skal beklage det. I en fælles forvaltning som i det europæiske fiskeri, er DRS med til at forhindre lokale og regionale løsninger på praktiske kvoteproblemer. Et udmærket eksempel herpå er tungefiskeriet. Fordelingen mellem Holland og Danmark opfattes af danske tungefiskere som meget uretfærdig, samtidig med at stabilitetspagten forhindrer en løsning af dette problem. Det danske tobisfiskeri er også et eksempel på pagtens mangler.

I øvrigt sætter vi spørgsmålstegn ved den tilsyneladende brede opbakning omkring DRS. Vi mener, at de større nationale fiskeriorganisationers manglende lyst (og evner) til at finde konstruktive løsninger på de problemer fiskeriet er kommet ud i, er skyld i denne ”hagen sig fast i fortiden”. Vi mener faktisk, at mange fiskere på havet er rede til at give køb på DRS, for en mere hensigtsmæssig forvaltning af ressourcerne. Vi skal foreslå en mere målrettet debat i det europæiske fiskeri om dette emne og at der også gennemføres bi- eller multilaterale forsøg i de kommende år inden for eksempel tunger.

s. 28 Flådepolitik.

At tilrettelægge en flåde- og støttepolitik på flerårige TAC’er, forekommer os som en meget vanskelig (læs: umulig) opgave. Først og fremmest fordi flerårige TAC’er ligger endog flere år ude i fremtiden, hvor der er brug for en aktiv flåde- og støttepolitik, her og nu.

Vi mener at et flerårig moratorium kunne komme på tale hvad angår økonomisk støtte til ny- og ombygning af fiskefartøjer og redskaber. Den store opmærksomhed der er omkring selektion under trawlfiskeri, bør ikke udløse et kapløb om nye offentligt støttede redskaber. Selektion bør være et krav til fiskeriet. Det er ikke nye og moderniserede fartøjer og nye redskaber der er brug for i det europæiske fiskeri, tværtimod. Vil man støtte kan man yde støtte til mandskabsforbedringer ombord, til fangstbehandling fra hav til bord, til ophugning/oplægning m.m.

s. 30 Bedre styring af den fælles fiskeripolitik.

Tankerne om en større inddragelse af forskellige aktører i regionale og/eller lokale råd/udvalg m.m. er en udvikling i den rigtige retning. Men en sådan udvikling kan ikke stå alene, det viser erfaringerne fra bl.a. UK, som har regionaliseret store dele af deres fiskeriforvaltning, uden at det har medført en mere bæredygtig forvaltning.

Ballasten til brug for en mere decentral forvaltning og rådgivning inden for fiskeriet, er en massiv indsats for at højne vidensniveauet om fisk og fiskeri i den europæiske befolkning. Befolkningen skal regionalt og lokalt, der hvor der er rum for dialog og diskussion, kende til fiskearter og fiskeriformer, kvoter, TAC, den relative stabilitet, forurening osv.

Her bør man støtte folkeoplysning og man kan og bør i højere grad gøre brug af medierne til opbyggelse af en folkelig viden og forståelse for havet, fisken og fiskeriet. LLH har netop afsluttet et 3 måneders sejlende togt rundt til de danske havne. Her har vi mødt tusinder af mennesker i forbindelse med vore udstillinger og andre aktiviteter på havnen.

Og vi beklager, men selv om Grønbogen nu har været ude i 5 måneder så er det meget få mennesker som kender bogen. De få har også blot et minimum af kendskab til indholdet. Bl.a. forholdet mellem EU og de nationale forvaltninger gennem TAC og kvoter er ukendte for de mange, også i fiskeriet. EU kommissionens ambitioner med denne bog er rigtige, men der er endnu lang vej før de er opfyldte.

Den økonomiske støttepolitik bør i fremtiden også handle mere om oplysning til borger og samfund, om nødvendig på bekostning af en del af den økonomiske støtte til nye fartøjer og redskaber

s. 35 Kystnært fiskeri

Af mange gode grunde, som også er beskrevet i Grønbogen, bør kystfiskeriet fremmes og styrkes. En væsentlig grund er også at kystfiskeriet er synligt for befolkningen. Her kan den brede befolkning komme i kontakt med fiskeriet og derigennem opnår større viden og indsigt i fiskerierhvervet. Der er, som Grønbogen også påpeger, brug for en tydeligere definering af hvad vi skal forstå som en ”kystfisker/kystfiskerfartøj”. Der er brug for en mere forenklet regelsæt for kystfiskeriet og der er brug for støtte til udvikling af et moderne kystfiskeri. Ligesom der er brug for, at kystfiskeriet får sikkerhed for, at de kystnære farvande forbeholdes det naturskånsomme kystfiskeri. Det er derimod ikke brug for, at det økonomisk svage kystfiskeri får pålagt en afgift for retten til at fiske.

Grønbogen beskæftiger sig ikke meget med ”fredede områder” eller egentlige reservater. Men meget tyder på, at sådanne områder vil komme til at udgøre en større og større del af fiskeriforvaltningen i fremtiden. Der er brug for disse områder, specielt til beskyttelse af gydefisken og ungfisken. Men sådanne områder rammer skævt inden for fiskeriet, særlig hvis de kommer til at omfatte større områder med sten, inden for de områder hvor kystfiskerne opererer. Derfor er det vigtigt, at man tager hensyn til de skånsomme fiskemetoder som kroge, garn og bundgarn, så disse, under et regelsæt, vil kunne opretholde deres fiskeri også i de beskyttede områder eller reservater. Dette er vigtigt af hensyn til et fornuftigt kystfiskeri, men det er også vigtigt af hensyn til fiskernes forståelse for sådanne områder. De naturskånsomme metoder er jo ikke årsagen til at områderne må beskyttes, det er derimod det hårde trawl og vodfiskeri som i dag også foregår i stenene.

s. 36 Ny prioritering af akvakulturstøtten

Akvakulturen i saltvand bør prioriterer opdræt af vegetarfisk på bekostning af rovfisk. Det er der flere gode grunde til. Rovfiskeopdræt kræver større og større mængder af tobis, sild, brisling, sperling, hvilling og lodde. Denne udvikling synes at gå imod bestræbelserne på at få opbygget konsumbestande i havet. Opdræt af rovfisk skaber miljøproblemer hvor opdræt af vegetarfisk, muslinger og andre skaldyr, kan være med til at udnytte den stigende algevækst i vore farvande. Den økonomisk støtte til erhvervet bør indeholde en sådan strategi og der er saltvandsfisk som egner sig glimrende til opdræt, bl.a. multer (Mugilidae). Det er en stimefisk som efterhånden også er blevet helt almindelig i Nordsøen og de indre danske farvande. Priserne på multer er også blevet rigtig gode.

Fortsat opdræt af rovfisk som ørreder og laks bør foregå på et biologisk bæredygtigt grundlag og markedsføringen af disse produkter bør i langt højere grad end i dag, gøre forbrugerne opmærksomme på, at der her er tale om en opdrættet fisk, med hvad dertil hører af oplysninger. Opdrætsfisk er også oplage emner inden for en økologisk mærkningsordning for opdrætsfisk, hvis vel at mærke, man kan fremskaffe foderet på et økologisk bæredygtigt grundlag.

s. 39 Bilateralt samarbejde

Det er gode og perspektivrige intentioner og planer i Grønbogen på dette område. LLH arbejder med kystfiskerprojekter i udviklingslandene og vi har forventninger til, at EU nu virkelig tager fat om de problemer EU selv er med til at skabe for udviklingslandenes egne fiskere, gennem de aftaler de indgår med de fattige landes regeringer.

s. 42 Forskning og videnskabelig rådgivning

Der skal forskes tværfagligt og fiskernes data skal ind i denne forskning osv. Disse sandheder er blevet fremført i flere år, men resultaterne er udeblevet. Levende Hav skal anbefale begrebet ”aktionsforskning”. Det er en forskning som ikke nødvendigvis tilstræber den konsensus som Grønbogen lægger op til i de politiske- og fiskerifaglige virkeligheder. Vi mener der er brug for de mange fagligt stærke projekter, som ikke lægger skjul på at de har et mål med forskningen. For så længe fiskerierhvervet er styret af de økonomiske interesseorganisationer (som bestemt også har deres mål), er det ikke muligt at forestille sig, at selv en tværfaglig forskning, som tilstræber konsensus, vil kunne ændre ret meget.

Dette blev vore seneste bemærkninger og forslag til den europæiske fiskeripolitik. Vi kan tilføje, at vi samtidig hermed er aktiv med kritik og forslag til den danske revision på fiskeriområdet.

For Levende Havs bestyrelse

Kurt Bertelsen Christensen

Medlem af bestyrelsen og Projektleder i LLH

Ferring den 28.9.01

Taler og indlæg i forbindelse med EU konference i Bruxelles om Grønbogen om fiskeripolitikken

Taler og indlæg august 2001

Levende Hav har deltaget i og bidraget med oplæg på møder i forbindelse med EUs Grønbog om fiskeri. Her bringes taler og indlæg i denne forbindelse

Tale i forbindelse med konference i Bruxelles om Grønbogen.

V/ Knud Andersen for Landsforeningen Levende Hav

Jeg taler i dag på vegne af Landsforeningen Levende Hav i Danmark og jeg skal sætte fokus på det kystnære fiskeri. Jeg skal have understreget, at selv om kystfiskeriet nu har fået en selvstændig placering i kommissionens og regeringernes handlingsplaner for fremtidens fiskeri, så betyder det så absolut ikke, at kystfiskeriet i de kommende 6 års støttepolitik får den nødvendige økonomiske opbakning til udvikling.

I Danmark bliver kystfiskeriet både udkonkurreret af de store fartøjer til havs og i den økonomiske støttepolitik. Den danske fiskeriforvaltning indretter sig efter fiskeriets organisation, som organiserer alle fiskefartøjer fra 100 mill. kroner klassen og til de mindre joller i kystfiskeriet. Her spiller kystfiskerne ingen økonomisk rolle og som sådan bliver de behandlet.

I Levende Hav har vi arbejdet på at få ændret på disse forhold i flere år, senest gennem et bredere samarbejde i og omkring det europæiske kystfiskeri. Vi har bl.a. gennemført projektet ECOast Fish og dette projekt gør klart, at situationen for det mindre kystnære fiskeri er den samme overalt i Europa: Kystfiskeriet bliver løbet over ende på havet og det har ikke adgang til den økonomiske støtte, der skal til for at få fastholdt og udviklet deres fiskeri.

Vi vil have udviklet det mere naturskånsomme og kystnære fiskeri på bekostning af det brutale og ikke bæredygtige fiskeri, som finder sted overalt i de europæiske farvande. Vi vil have fremmet og udviklet det skånsomme kystfiskeri af hensyn til vore fælles ressourcer og af hensyn til havmiljøet. Men vi vil det også, fordi kystfiskeriet dagligt sætter spørgsmålstegn ved fiskeriet i det hele taget, fordi kystfiskeriet er i kontakt med det omgivende samfund. Og vi mener, det er afgørende for fiskeriets fremtid, at borgerne får større indsigt i fiskeriet for bl.a. at få viden om, hvad deres penge bliver brugt til. Her kan kystfiskerne spille den formidlende rolle. For os er kystfiskerne den folkelige kontakt mellem fiskeri og samfund, og den kontakt bør udvikles betydeligt, men dertil har kystfiskeriet brug for penge.

Vores deltagelse i denne konference og i debatten om Grønbogen er således klar: Vi skal indtrængende anmode offentlighedens fiskeriansvarlige om en større og mere konkret udtrykt politik for kystfiskeriet. Dertil bør man fremme og forøge den centrale økonomiske støtte til kystfiskeriet. Projektet ECOast Fish, vi gennemførte, ville aldrig være blevet realiseret under de nationale støtteordninger. Det ville fiskeriets organisationer simpelthen have forhindret. Så vi er meget overbeviste om, at en økonomisk støtte til det mindre kystnære fiskeri skal komme direkte fra kommissionen, hvis de smukke ord og planer for kystfiskeriet skal holde.

Til slut. Det er nu vores erfaring, at de europæiske kystfiskere har mere tilfælles end de nationale fiskere i de store nationale organisationer. I Levende Hav arbejder vi til fordel for globale fiskerifællesskaber. Kystfiskerne overalt på denne klode har de samme problemer på havet og i land, hvor de store kapitaltunge interesser gør livet vanskeligt for det fiskeri, som endnu kan levere friske fisk til de forbrugere, som i dag efterspørger kvalitetsfisk fanget på en naturskånsom måde.

M.h.t. det europæiske fiskeri er der ingen tvivl: EU- kommissionen bør sørge for og tage ansvaret for, at kystfiskeriet bliver udviklet ved bl.a. at stille de nødvendige midler til rådighed.

Tak for opmærksomheden.

Indlæg af Knud Andersen på vegne af Levende Hav på konferencen i Bruxelles i juni 2001 om ”Grønbogen om EU-fiskeriets fremtid” under emnet EU’s fiskeri i 3. landes farvande.

En dansk fiskerkollega siger, at det kan høres, at der ikke er mange fiskere til stede, for fiskerne kan fatte sig i korthed. Jeg har været fiskeskipper i 25 år og jeg skal gøre det kort:

Hr. Dion taler med stolthed om den store trawlerflåde. Det er en stolthed, vi er mange, der ikke deler. Det voldsomme trawlfiskeri er ikke bæredygtigt i europæiske farvande og så er det det heller ikke i 3. landes farvande og i internationalt farvand. Jeg er selvfølgelig også enig i, at det brutale, industrialiserede drivgarnsfiskeri skal stoppes. Det store fiskeri i 3. landes farvande langt fra, hvor fartøjerne er hjemmehørende, er en art negativ globalisering, som vi er modstandere af. Dette fiskeri introducerer ikke bæredygtige fiskeriformer, som 3. landene presses til at overtage.

I fiskerisektoren har vi i EU en glimrende mulighed for at hjælpe bl.a. de katastrofalt fattige lande i Afrika. Vi skal konsekvent støtte og være aktive i omfattende udviklingsprojekter på de landes betingelser, som naturligt grænser ud til havene. Særlig skal vi understøtte og udvikle fiskeristrukturer, som fastholder en situation, så fisken fortsat når ind til kystregionen, hvor den kan fanges af mange lokale fiskere. Husk, at mange fiskearter, der fanges langt til havs, har en cyklus, hvor de senere er tæt på kysten. Situationen i EU-farvandene viser, at det ikke er vort fiskerimønster, der ukritisk skal overføres til den 3. Verden. Vi i vor organisation føler en naturlig solidaritet med den almindelige fattige kystfisker i landene uden for EU. Jeg føler ikke solidaritet med store trawlerredere. Hvis EU skal handle ansvarligt, så skal man udvikle de fattige landes fiskeri.

Der er en særlig pointe, som er vigtig for helheden i EU. Vi har i EU kolossale indvandringsproblemer med mennesker fra de fattige lande. Vi kan ved at udvikle disse landes fiskeri på landenes og deres befolkningers egne betingelser forbedre fødevaresituationen i disse lande. Vi kan gøre det med inspiration fra vore bæredygtige fiskerimetoder, f.eks. det danske snurrevodsfiskeri og det nordiske krogefiskeri. Det er jo i disse lande, der er den helt store arbejdsløshed. Vi kan sikre, at de kan opbyge bæredygtige fiskerisektorer og dermed, at deres befolkninger fastholdes dér.

Tak for ordet.

Indlæg under debatten om ”Grønbogen” vedr. Fiskeri og Miljø:

(Skrevet sammen efter konferencen på grundlag af talenotaterne).

Der er mange gode initiativer i denne Grønbog om fiskeriets fremtid i EU. Vi har også lagt mærke til, at Hr. Fantz Fitzler har proklameret, at der skal foregå en reduktion på 40 % af EU’s fiskeriflåde. Det er bestemt også påkrævet, men spørgsmålet er: Hvilke fartøjer skal tages ud?

Fiskere er ikke ens! Generelt bliver fiskeriet mere og mere brutalt. Stenrev og stenområder ødelægges. Det gælder i Nordsøen og det gælder i de indre farvande omkring Danmark. De fiskerimetoder, der er ødelæggende i stenområder er bomtrawl, det er fiskeri med bobbinstrawl, hvadenten det er en enkelt trawler, der slæber, eller to trawlere. Endelig er den nyudviklede metode ”flyshooting”, hvor der anvendes 60 mm tykke stålwirer i fiskeriet også meget ødelæggende. Faktisk er man nu ved at ødelæge et stort og unikt stenområde ved Hirtshals ved den nordlige del af den Jyske vestkyst i Danmark. Det er et stenområde, hvor fiskere i pagt med naturen i hundrede år har fisket uden at skade naturen. Men nu er ødelæggelserne i fuld gang.

Hvis man ønsker bæredygtighed, så bør man anvende passive fiskeredskaber. Det er redskaber, hvor fisken så at sige slår sin egen skrue til og selv svømmer til fiskegrejet. Det er fiskegrejer som krog og langline og det er garn med store maskestørrelser.

Det er fiskeriformer, som ikke skader havbunden og som medfører et minimum af udsmid. Og så er der den fordel, at det passive fiskeri gennemgående skaber de fleste arbejdspladser. Som det flere gange har været sagt, så foregår fiskeri ofte fra områder med stor arbejdsløshed.

Jeg skal også anmode om, at man anlægger et helhedssyn på valget af fiskerimetoder i EU. Vi er jo på vej ind i en menneskeskabt klimakatastrofe. Derfor bør vi også satse på fiskeriformer, som anvender mindst mulig dieselolie. På den baggrund er det dumt med meget stor maskinkraft at slæbe fiskeredskaberne hen ad havbunden. Vi ønsker og arbejder for en fredning af stenområder for bundslæbende redskaber.

Tak for ordet!

Oplæg til Folketingets høring om fiskeriet i EU

Oplæg til Folketingshøring om EU-Grønbogen om fiskeriet fremtid

Af Knud Andersen, Fiskernes Økologiske Netværk

Christiansborg 2001

Jeg er glad, fordi jeg får lejlighed til at sige et par ord her i dag. Jeg vil forsøge på baggrund af denne Grønbog at ytre mig om dansk fiskeri som del af det europæiske fiskeri. Jeg vil komme med hårde ord om dansk fiskeri, men som man siger: ”Den man elsker, tugter man!”. Jeg holder dybt af fiskerierhvervet med dets mennesker og samfund! Derfor vil jeg heller ikke lade stå til og bare være et passivt vidne til den dødskurs, erhvervet nu er på.

Jeg var gang på gang ved at falde ned af stolen, da jeg læste denne Grønbog. Jeg synes, at der stort set med denne bog er leveret et modigt, progressivt og konstruktivt oplæg. Der er, kære politikere, leveret en god baggrund for, at I konsekvent kan føre kniven og handle aktivt på baggrund af langsigtede mål og ikke kortsigtede økonomiske interesser.

Grønbogen tager udgangspunkt i FAOs adfærdskodeks for ansvarligt fiskeri, som taler om ”behørig respekt for økosystemerne og biodiversiteten, så fiskeriet både for nuværende og kommende generationer vedbliver med at være en livsvigtig kilde til føde, beskæftigelse, rekreation og økonomisk velfærd for menneskene”.

Denne dejlige bog nævner også i sit udgangspunkt artikel 6 i traktaten, der taler om miljøbeskyttelseskrav og bæredygtig udvikling i EU-politikken. Særlig nævnes artikel 174, hvor forsigtighedsprincippet fastslås.

Bogen konstaterer i afsnittet ”Hvad er status?” at det er i 11. time – også m.h.t. ”Havet omkring Danmark”, hvis vi i fremtiden skal have et fiskerierhverv i et positivt samspil med en befolkning i land. Senere konstateres det i bogen, at ”fiskerisektorens bæredygtighed er afhængig af et velfungerende økosystem og deri levende arter”. Det er endvidere interessant, at afgiftsfrit brændstof problematiseres som et skjult subsidie til fiskeriet og endelig stilles der spørgsmål ved fartøjsejernes evne til at aflønne arbejdsstyrken.

Her efter lægger bogen op til, at der opstilles ”Klare mål for fremtiden”. Det er for os særlig interessant, at man anbefaler ”lancering af en debat om økomærkning af fiskerivarer” og at man senere skriver, jeg citerer : ”Der bør derfor tilskyndes til indførelse af frivillige økomærkningsordninger”. Det er bemærkelsesværdigt, for den debat rejste Landsforeningen Levende Hav her i Danmark på baggrund af et større seriøst forarbejde. Men initiativet blev skudt ned af den danske fiskesektors top med formanden for Danmarks Fiskeriforening i spidsen. Han sagde – jeg citerer igen: ”Det vil jeg med alle til rådighed stående midler kæmpe imod”. Altså kæmpe i mod, at befolkningen, forbrugerne skal kunne vælge sig ind på fisk fanget med særlig naturskånsomme metoder! Jeg skal virkelig love for, at hans indsats har skabt tillid til Danmarks Fiskeriforenings oprigtige vilje at mysoline online arbejde for et fiskerierhverv i harmoni med naturen!

Jeg er virkelig glad for, at der i bogen i afsnit 5.3 skrives ”en mulighed er at tilpasse reduktionsindsatserne for at fremme anvendelsen af miljøvenlige redskaber eller fangstmetoder”. Hurra! Det er nemlig rigtigt: Det er ikke lige meget, hvilke fiskerimetoder, der anvendes og er kapaciteten for stor, så skal man, hvis man vil bære sig klogt ad, afskaffe de fartøjstyper og fiskerimetoder, der er mest skadevoldende.

Til min glæde hører jeg også, at man lægger op til at føre en positiv kystzonepolitik til gavn for kystsamfundene og miljøet.

Hvordan ser det så ud med realiteterne i dansk fiskeri? Desværre er det generelt slet ikke bæredygtigt og udviklingen går i den forkerte retning. Det nænsomme, det naturskånsomme fiskeri taber i konkurrencen med det brutale fiskeri, som der åbenbart satses på. Vi har f.eks. i løbet af den sidste halve snes år fået etableret en dansk bomtrawlerflåde. Det er en skam og den har ingen berettigelse, hvis man tager forsigtighedsprincippet i betragtning. Disse vældige stålkasser med deres enorme motorer og energiforbrug efterlader et spor døde bunddyr og fisk efter sig. Jeg og mine tidligere kolleger i fiskeriet véd det, for vi samler ådslerne op i vore garn, når vi kommer, hvor de har været. Disse fartøjer er formodentlig beregnet til at operere langt til havs, men i Jammerbugten har man her i foråret haft store problemer med danske bomtrawlere inden for 12 sømil fra kysten, som er forbudt område for dem.

Danmark driver et meget omfattende industrifiskeri med et tvivlsomt formål. Det er meget problematisk, hvorvidt man kan gribe så radikalt ind i økosystemet, uden at det får alvorlige konsekvenser for hele fødekæden. Tag nu tobisfiskeriet. For to år siden var industrifiskerne og biologerne rørende enige om, at dette fiskeri bestandsmæssigt var bæredygtigt. I dag to år efter skuffer dette fiskeri og i forrige nummer af Fiskeritidende appellerer 10 industritrawlerejere om radikale indgreb mod opfiskningen af for små tobis. Kære politikere – gør jer klart, at tobis et helt centralt fødeemne, når torsken efter at have smidt rognen skal bygge sig selv op igen! Og så det med bifangsterne – og her taler jeg ikke specielt om tobisfiskeriet – her er det tilladt industrifiskerne at medbringe 2 % bifangst af konsumfiskeyngel i deres kæmpelastrum. Jeg vil sige jer: Blot én last med 2 % torske- eller kulleryngel er en katastrofe i sig selv.

Vi har også en kæmpeflåde, som trawler efter jomfruhummere. Engang var hummerfiskeriet en lille niche for små kuttere på 15 tons som i sæsoner på den bløde bund med deres småmaskede trawl fangede disse kravl af ringe fødemæssig værdi, men en luksus for velhavere. Det havde ikke den store effekt på økosystemet p.g.a. fiskeriets ringe omfang og de lette grejer, de brugte. Nu foregår det med stor maskinkraft og med tunge grejer og også oppe i den hårde bund. År ud og år ind med småmaskede trawl. Der fanges mængder af yngel både af målarten og af kunsumfiskearter. Det er uomtvisteligt. Men ikke nok med det. I vinters opererede mange store jernkasser med flere hummertrawle efter sig på sydkanten af Norske Rende. Mens vi har de radikale restriktioner for torskefiskeriet, fangede de 100 kasser store gydetorsk i døgnet, som de så lossede døde ud igen. Ja, 4 – 5 tons om dagen. Og taler vi om mørksej, så berettes der om større tal. Dét fiskeri skal ingen komme og kalde bæredygtigt.

Trawlfiskeri med de såkaldte ”bobbinstrawl” enten slæbt af en trawler eller parvis af to har ansvaret for, at store stenområder og stenrev såvel i vore indre farvande som til havs i Nordsøen er blevet komplet molesterede. Se bare på det omdelte arbejdspapir.

Hvis man i Danmark og i EU mener noget som helst med ”forsigtighedsprincipet”, så må og skal fiskeri med bundslæbende redskaber i sten bringes til ophør og f.eks. krogefiskeriet opprioriteres i stedet.

En ny form for naturnedbrydende fiskeri i sten er metoden ”flyshooting” – en videre udvikling af det ellers særdeles naturskånsomme snurrevodsfiskeri. Det er måske derfor, at biologer og embedsmænd af en eller anden grund tror, at det er bæredygtigt. Med 60 mm tykke ståltove rykkes med stor kraft toppene af stenformationerne, som udgør levesteder for et varieret fiskeliv. Det er forfærdeligt at tænke på, at samfundet har været med til ved tilskud at få bygget disse fartøjer. Jeg kan tilføje, at når disse stolte nybygninger i dansk fiskeri har fisket deres torskekvote op, så er de i stand til at skifte over til det føromtalte heller ikke bæredygtige hummerfiskeri.

Der er dog lyspunkter i dansk fiskeri. Således har en halv snes yngre, fremsynede fiskeskippere gjort, hvad man har efterspurgt. De har lagt om til et torskefiskeri, hvor der praktisk talt ikke finder udsmid sted. Alt kan anvendes og det sælges til de absolut højeste priser p.g.a. den høje kvalitet. Havbunden efterlades fuldstændig intakt. Der er et meget lavt energiforbrug og det er også absolut økonomisk bæredygtigt, hvis man ellers kan få lov til at fiske. Det er krogefiskerne, jeg taler om. Disse modige ”havets duksedrenge”, som har investeret i de nye autolinesystemer, er desværre kommet i klemme og ladt i stikken af Danmarks Fiskeriforening, som forbenet holder fast ved, famvir at alt fiskeri, der overholder den officielle fiskeriforvaltning, pr. definition er lige bæredygtigt. Fra gammel tid har man i Fiskeridirektoratet haft en kategori, som man har kaldt ”garn- og krogefartøjer”. Da man skulle beregne konsekvenserne af de meget radikale og på mange måder også velbegrundede restriktioner i Nordsøen i en såkaldt ”regnegruppe”, holdt man forbenet fast ved det. Fiskeridirektoratet og Danmarks Fiskeriforening fandt åbenbart en fælles forståelse for, at garn- og krogefiskeri også i 2001 skal høre til i samme kategori. Det er uargumenteret og det er useriøst! Dét er måske årsagen til, at man med koldt blod lader disse fiskere, som vil naturskånsomheden, som vil det bæredygtige fiskeri, nu alle vil gå fallit, mens de naturnedbrydende flyshootere og bobbinstrawlere overlever. Det er en skadale!

Jeg skal også, som noget positivt fremhæve det danske traditionelle snurevodsfiskeri på glat bund. Dette fiskeri lever også op til alle intentioner om et fiskeri i harmoni med naturen. Også dette fiskeri er for øjeblikket på retur, under pres som det er fra det voldsomme bomtrawlfiskeri.

Garnfiskeriet er også naturskånsomt, hvis det pålæges forskellige restriktioner m.h.t. maskestørrelser, den tid garnene må stå til fiskning, antallet af garn, m.v. Jeg skal også buy vasotec online nævne, at bundgarnsfiskeriet i de indre farvande faktisk er et yderst bæredygtigt fiskeri, og der burde gøres en indsats for at bactrim bevare det.

Det er vedrørende fiskeriet helt centralt at tage stilling, om man vil fremme aktive fiskerimetoder eller de passive. Gør jer klart, at det er de aktive fiskerimetoder, som vi har alle problemerne med. Altså de forskellige former for trawlfiskeri, som jeg har omtalt og flyshooterbådene. Det er dem, der påvirker havbunden mere eller mindre groft. Det er dem der har de største og mest massive discardproblemer og endelig er det dem, der forbruger den største energi.

Som ansvarlige politikere, så har I en forpligtelse overfor at skabe helhed i de forskellig politikker og altså også i overlapningerne mellem miljø- og fiskeripolitik. Har I ikke tænkt på, at det faktisk er temmelig ubegavet, at vi under den igangværende menneskeskabte klimakatastrofe satser på fiskeriformer, hvor fiskegrejet med voldsom kraft og under forbruget af meget betydelige mængder af dieselolie knokles afsted ikke bare over havbunden, men faktisk så at sige gennem havbunden. Vi kunne jo i stedet vælge at anvende passive metoder, hvor fisken, vi vil fange, selv slår sin egen skrue til og selv svømmer til fiskegrejet. Det er vel ikke en naturlov, at vi skal bære os tosset ad!

Der er lagt op til en kraftig beskæring af flådekapaciteten. Frantz Fitzler taler om 40 %. Det er ikke for meget, synes jeg. Men hvilke fartøjer skal det være? Det er givet, at det bliver en smertelig proces. Det bliver også en proces, hvor I politikere må vise mod til at træffe skelsættende afgørelser. Fiskerne vil ikke selv være i stand til det. I har jo ansvaret for, at vi ikke skal løbe spidsrod efter en skandaløs udvikling. Det er jer, som er valgt til at vælge for os, for vore børn og efterfølgende generationer.

Er det så linefiskerne, der skal ud? Eller snurrevodsfiskerne? Eller hvem?

Fiskerne i rusen Aralsøen i Kazakstan . Jyllands Posten

Fiskerne i rusen

Kronik udsendt fra Aralsk og bragt i Jyllands Posten i maj 2001

Fiskerne på Aralsøen har i deres eksistenskrise noget at lære deres europæiske kolleger: de har fået gjort op med den centrale forvaltning, som tog lykken fra deres fædre og livet fra Aralsøen, skriver Kurt Bertelsen Christensen fra Aralsk i Kazakstan.

Det europæiske fiskeri ligger ude i store vanskeligheder. De nationale regeringer og kommissionen udtænker strategier og planer som aldrig før, men lige meget hjælper det. Seneste eksempel blev Folketingsdebatten den 16. maj, ed advanced lite set hvor man blev enige om en mildest talt udvandet strategi for fremtidens fiskeri, en vedtagelse som ikke tager fat om de konkrete problemer med at få fjernet de fiskefartøjer og metoder som er årsagen til problemerne.

Der er selvfølgelig mange årsager til vanskelighederne og til at fiskebestandene aldrig har været lavere, men den vigtigste årsag er forsøget på en retfærdig fordeling af fisken mellem medlemslandene. For med EF og EU måtte man også igang med at fordele fiskeressourcerne i de europæiske farvande og hertil skulle den økonomiske støtte og den biologiske forskning og rådgivning sikre bestandene mod overudnyttelse, men den opgave har man ikke kunnet løse. Og i dag er situationen tydelig for enhver: Den europæiske fiskeripolitik er kuldsejlet og hvornår den bliver rettet op, står hen i det uvisse.

Jeg skriver udefra Aralsøen i Kazakstan, en af de store republikker under det daværende Sovjetunionen, og set her fra, er det lykkes for en demokratisk centralistisk fiskeriforvaltning i Europa, at få smadret et relativt stabilt europæisk fiskeri, som vi kendte det frem til midten af 1980erne. Aralsøen var engang verdens fjerdestørste sø, men den blev smadret af et udemokratisk centralistisk styre. En central forvaltning og planlægning skabte verdens største menneskeskabte naturkatastrofe i og omkring Aralsøen, og herfra ser det ud til, at politikere, eksperter og specialister, i såvel Øst- som Vesteuropa, synes at være lige gode til at smadre natur og erhverv.

Ind imellem kommer der billeder på det gamle TV man har stillet til min rådighed. Det viser møder mellem betydningsfulde politikere og eksperter i en verden jeg forlod for 14 dage siden. Jeg synes deres aktiviteter er en hån mod de mange mennesker som engang levede af naturen og de få som endnu gør det. Hvorfor pokker tillader vi dette tilsyneladende uendelige cirkus omkring disse mænd og kvinder som i deres selvskabte betydningsfuldhed, ødelægger livet for de mennesker som blot ønsker et jævnt og muntert liv på denne jord

Her i den kazakiske ørken, i Aralsk regionen, bor der stadig fiskere som fiskede på Aralsøen, dengang for 30 år siden, hvor de fiskede året rundt og leverede fisk til virksomhederne i Aralsk og andre byer rundt søen. Og her møder man stadig gamle mænd som lyser op i glæde når de bliver spurgt om dengang de fangede de store kaviarfyldte stør, karper, sandart og mange andre arter. Alle disse arter og mange andre findes ikke længere i Aralsøen, de forsvandt sammen med det betapace online ferske vand, som blev ligeså salt som vandet i Nordsøen, da man i Moskva besluttede at vandet skulle bruges til opdyrkning af den centralasiatiske ørken – fiskerne lod man hånt om. Men den vrede de tidligere rettede mod Moskva, synes nu også at være udtørret sammen med den sø de levede af, for nu at være afløst af tårer, når de beretter om dengang lykken herskede i de mange fiskerfamilier rundt Aralsøen.

Aralsøen var stor dengang, næsten dobbelt så stor som Danmark, nu er den udtørret til en størrelse lig med Jylland og der foregår kun et meget begrænset fiskeri, hvor der deltager ca. 600 fiskere som nu fisker på Aralsøen, fordi vi fra Danmark har givet dem den nødvendige støtte dertil. Det er yngre fiskere som selvfølgelig kender historien, men kun få af dem var med dengang, da mere end 10.000 fiskere og arbejdere fik deres penge og fisk fra Aralsøen.

Men nu fanger man lidt skrubber og det er blevet muligt fordi bestanden er vokset betydelig siden 1978, hvor man udsatte skrubber i den salte Aralsø, (skrubberne blev hentet i Sortehavet). Og skrubbefiskeriet er nu ved at være det eneste tilbageværende fiskeri i hele Aralsk regionen, en region som i dens udstrækning er ligeså stor som Danmark, men hvor der kun bor 70.000 mennesker.

Dengang var Aralsk regionen en af de rigeste regioner under Sovjetunionen. Fiskerne her havde penge og overalt i regionen finder man stadig beviser på, at her var der velstand. De store, og dengang meget moderne fartøjer, ligger nu og ruster i ørkenen overalt omkring Aralsøen, virksomhederne er blevet slagtet for alle værdier og tilbage står kun ruiner. Men som nævnt i al denne elendighed, finder man nu mere end 70 kooperativer og brigader af fiskere, som med deres meget små tomands joller fisker skrubber om efteråret, og om vinteren fanger de skrubber under isen. Fiskeriet har udviklet sig siden 1996, hvor vi igangsatte det første større forsøgsfiskeri på Aralsøen og i dag spiser man skrubber i regionen og fisken forhandles nu i de store byer i Kazakstan, Astana, Karaganda, Almaty, Chimkent, Aktubinsk m.m. Så ved hjælp af relativt få midler fra Danida og andre fonde er det lykkedes at få sat gang i en positiv udvikling for de alt for få tilbageværende fiskere i regionen. Men Aralsø tragedien fremstår ligeså klart i dag, som for 30 år siden. Politikerne, med deres hære af eksperter og specialister, troede de kunne forvalte naturen, uden hensyn til de mennesker som lever af denne natur, og som sørger for at de kan få kaviar til deres uendelige række af topmøder.

Dette er ikke noget forsøg på at sammenligne noget som helst i det europæiske og kazakiske fiskeri, men blot et forsøg på at berette lidt om livsformer.

Vi har fået udviklet de livsformer hvori politikere, eksperter og specialister i dag trives som aldrig før, og på samme tid har vi fået afviklet de livsformer hvori fiskere og landmænd høstede af den natur som vi alle lever af. Set herfra er det en katastrofe.

Nu vil samme klogskab uden tvivl råbe op om at fiskere og landmænd selv er skyld i at være kommet under afvikling, fordi de har høstet mere end naturen kunne klare, men det er en sandhed, uden den dybde og visdom, som bør herske i naturforvaltningen.

For ligesom det centralistiske styre i Sovjetunionen var blind for virkeligheden og tog fiskeriet fra Aral fiskerne, er det centralistiske styre i EU ved at tage fiskeriet fra de europæiske fiskere. Den katastrofale situation cvs pharmacy technician training program i det europæiske fiskeri er ikke skabt af fiskere, men af politikere og eksperter, som i deres enestående uvidenhed mente sig i stand til at herske over hav og fisk. I stedet for at opbygge et tillidsfuldt samarbejde med de som har begreb om tingene, fiskerne, skabte det centrale styre en hær af eksperter og specialister, som uden de store problemer fik fiskeriorganisationerne til at makke ret, da disse organisationer bygger på et meget enkelt formål – at skaffe fisk og penge til de fiskere som råbte højest og som havde de største fartøjer.

De europæiske farvande tørrer ikke ud som Aralsøen og fiskernes fartøjer ligger ikke og ruster rundt omkring, de bliver pænt hugget op og bragt ud af verden. Tilbage bliver jollerne og de store industrifartøjer, men fiskeriet som vi kender det og de 100.000 af fiskere i Europa, forsvinder. Og hvem ved, om måske 30 år vil fiskerne fra Aralsøen kunne rejse til Europa for at få beretninger om dengang man fangede de store torsk, rødspætter, pighvarrer, sej i Nordsøen og de mange andre farvande.

Selv tror jeg på denne mulighed, da perspektiverne for fiskerne ved Aralsøen er bedre end deres kollegaer i Europa. De har endnu ikke nået et demokratisk politisk styre, men de har fået gjort op med den centrale forvaltning, som tog lykken fra deres fædre og livet fra Aralsøen.

Kurt Bertelsen Christensen, Levende Hav, p.t. Aralsk. (maj 2001)

Fisk og forbrugere, et nyt initiativ fra EU og Levende Havs kommentarer dertil

Fisk og forbrugere

Udsendt 22.11.01

Kommentar til dette EU forslag, udfærdiget i jan. 2002.

Et vigtig kriterium ved denne ordning var at at forbrugerne skulle have oplysninger om fra hvilket farvandsområder de køber en fisk. Dette kriterium må siges at være noget udvandet. For danske forbrugere og farvande får det den betydning, at man kun får oplysninger om fisken kommer fra den østlige del af Østersøen. Resten af de danske farvande, inklusiv hele Nordsøen, kommer under en betegnelse. Det må siges at være et meget lavt informations niveau, så vi og forbrugerne må håbe på at ordningen snares bliver udvidet til mindst også at give oplysninger om de kendte farvandsområder som Storebælt, Kattegat, Skagerrak, Nordlige og sydlige del af Nordsøen m.m.

Fra starten af 2002 skal forbrugerne have flere oplysninger sammen med fisken. De skal bl.a. vide hvilken fisk (arter) de køber, dvs. vi må forvente at mystiske fisk som lakseørred, koteletfisk, kongeåll forsvinder fra køledisken. Vigtigt bliver det også, at forbrugerne nu skal have klar besked om de køber en vildtfanget fisk eller en fisk som er opdrættet i fangenskab.
Og som det vigtigste. Forbrugerne skal oplyses om, i hvilket farvand reglan online fisken er fanget. Dette sidste krav til fiskeprodukterne er særligt gode oplysninger, for med disse oplysninger kan man fravælge fisk fra farvande hvorfra buy fosamax man ikke ønsker at spise fisk, måske pga. af forureningen. Ligesom man kan tilvælge fisk fra de farvande, med de meste bæredygtige fiskebestande.

”Disse EU krav til fiskeprodukter hilser vi velkommen og vi opfatter dem som første skridt på vejen mod en mere omfattende mærkningsordning for fisk, en mærkning som også oplyser om fangsttidspunkt, hvem der har fanget fisken og med hvilke redskaber” siger projektleder Kurt Bertelsen Christensen.

Pressemeddelelse udsendt den 22.10.2001 fra DG 14 Fiskerikommissionen

Consumers to get more information on fisheries products

European Commission has adopted a Regulation requiring more detailed information for consumers about fisheries and aquaculture products. From 1 January 2002, a number of details will have to feature on these products specifying their names, origin and method of production. “The aim of this measure is to boost consumer choice. The new labelling requirement will inform consumers about the production method, the area and the exact name of the product they buy. It will strengthen the traceability of fisheries products. Consumers will find it easier to choose their fisheries products according to the criteria which matter to them. Greater traceability will also facilitate the buffalo pharmacy monitoring of fisheries products from the ship to the shop, enhancing conservation of fish stocks”, Franz Fischler, Commissioner for Agriculture, Rural Affairs and Fisheries said.

From 1 January of next year, all fisheries products on sale at retailers will have to be appropriately labelled with the following information

– the commercial name of the species

– the production methods, whether the product come from wild fisheries or aquaculture and

– the area where the fish was caught.

The commercial designation or name of the species will be that established in each Member State. The addition of the scientific name is left to the discretion of the operators concerned.

The production method will be indicated according to one of the following: “caught in…”, “caught in fresh water, “farmed” or “cultivated”. Member States may decide whether this information is required when the commercial designation and the area of capture make it obvious that the fish was caught at sea.

With regard to the information on the area, products caught at sea will have to show the area from a defined list. Products caught in freshwater will require a reference to the Member State or third country of origin of these products. As for farmed products, the reference will be to the Member State or third country in which the product undergoes the final development stage. Operators may choose to provide additional information on the catch area.

To facilitate traceability, at all stages of the marketing process, fisheries products will have to be labelled or accompanied by a document indicating the three sets of information described above as well as the scientific name of the products.

Background

These rules are part of the Common Organisation of the Market in fisheries and aquaculture products establishing, among other things, common marketing standards to these products. This is to keep products of unsatisfactory quality off the market and to ensure fair competition for traders.

Given the widening variety of supply, the EU considers it essential to provide consumers with a minimum of information on the characteristics of the fisheries and aquaculture products. The new requirement will meet this need and also facilitate the checks on the quality of these products.