Levende Hav

Kystfiskeriet i Tanzania

Beretning fra Kurt Bertelsen Christensen (KBC) på rejse for Levende Hav til Tanzania for at fortage et studie af kystfiskeriet og foreningen KIMWAM, som ønsker et makkerskab med LLH omkring udviklingen af kystfiskeriet i de 15 landsbyer Mtwara distriktet hvor der bor ca. 500.000 mennesker. Mtwara ligger i det meget sydlige Tanzania for Mtwara er regionen der grænser op til Mocambique.

I hele Mtwara regionen bor der ca. 2 mio og regionen regnes som en af de fattigste af Tanzanias 33 regioner. Men måske ændrer det sig nu hvor der fundet olie og gas i havet ud for Mtwara og offshore industrien har anlagt en havn i Mtwara, så det er en udvikling som også får stor betydning for fiskeriet.

Et andet og voksende problem er selve fiskeriet som næsten udelukkende foregår inden for revet på forholdsvist lavt vand. Og det voksende pres på ressourcerne og brugen af mindre og mindre masker, betyder at ressourcerne i havet inden for revet er under et stort pres og det er meget alvorligt for de 500.000 i distriktet som spiser fisk flere gange om dagen, men også for hele regionen fordi fiskerne i distriktet leverer fisk til hele regionen hvor der bliver spist meget fisk, fordi der ikke er tradition for køer og geder pga. af tsetsefluer. Og nu er der også den Marine Park som skal forvaltes og de vil meget gerne have fiskeriet til at foregå uden for parken, dvs. uden for revet.

Men fiskeriet er meget traditionsbunden. Det meste foregår stadig med håndliner i kanoer og selv de større fartøjer sejler med sejl. Men der er mange fiskere i landsbyerne hvor over halvdelen af de voksne mænd og store drenge og kvinder er beskæftiget i fiskeriet. Her er kvinder meget aktive i forarbejdningen og slaget af fangsterne.

Jeg forsøger at indsætte små artikler og situationsbeskrivelser og i den udstrækning min internet adgang kan klare det oploader jeg også nogle fotos. Kronologien er at den sidste beretning er den første i rækken.

20.10.12. Her følger den sidste korte beretning fra Mtwara provinsen i Tanzania. I morgen søndag rejser jeg til Nairobi og derfra mandag eftermiddag til Kastrup hvor jeg via Qatar ankommer tidlig tirsdag morgen, inshala.

De sidste to dage her er gået med mindre ture ud til landsbyer ture som kunne klares på motorcykel og med møder på kontoret og møder med embedsfolk og politiske ledere. Hver dag har jeg været på markedet og i torsdag tidlig morgen så jeg den store hal i brug. Jeg havde undret mig over hvorfor den var så tom for fisk, det havde kun været nogle der solgte tørfisk. Men denne morgen var hallen stuvende fyldt af tørfisk af alle slags, det var et syn. Og i hundredvis af mennesker stod rundt hallen (som er omkranset af en lav mur) og bød på de fisk som 4 auktionsholdere udbød på en og samme tid. Det var ikke et gedemarked, det så og lød bare sådan. Her fik jeg syn for sagen – alle fisk der fanges spises. Først køber kvinderne dem og udbyder dem som friske til den højeste pris som falder i løbet af dagen hvor fisken bliver blødere og blødere og får hun den ikke solgt den dag, bliver den saltet og derefter tørret. Det kan være hun selv gør det for at minimere sin omkostninger, ellers sælger hun den til de professionelle saltnings og tørrings team og det bliver til en pris lavere end hun gav fiskeren. Det er hendes risiko og sådan er det. Dagen efter må hun så søge heldet igen.

I dag afslutter vi med heldags møde på kontoret hvor vi får udarbejdet en protokol for studiet og det forslag jeg skal tage med herfra for at præsentere for LLHs bestyrelse. Selvom det er skønt hernede som billederne også viser, så længes jeg hjem til mine piger. Jeg indrømmer også nu at jeg er træt. Det har været en meget hård måned og jeg er træt langt ind i knoglerne. Så nu skal jeg hjem og have lidt ro i et par dage.  Her følger nogle fotos fa de seneste dag. Jeg glæder mig til at vise fil, billeder og berette herfra.

Indtryk fra markedet for tørfisk i Mtwara. Der er en livlig handel. Jeg har spist ugali med sovs kogt på tørfisk. Sovsen er OK men fisken er skrigende salt. Her vander man ikke fisken ud før den koges.

Der er rokker og de meget store Manta på markedet hver dag. Dele af rokkerne spises frisk, andre koges i mindre stkker i olie og andre saltes og tørres. Prisen er varierende, men ikke lavere end så mange andre fisk i denne kategori. Jeg ser hajer på markedet, men i forhold til Somaliland er det meget få.

Det er billeder jeg har fået af Samli og situationen er her som næsten alle andre landsbyer. Vi holder møderne på stranden i skyggen af trær og der sidder vi fra KIMWAM omgivet af fiskere, kvinder og børn. Det er meget tydeligt her i området at kvinderne spiller en fremtrædende rolle i fiskeriet, og de deltager højrøstet i debatten og diskussionerne og ofte laver de en skellen mellem dem selv og mændene. Som om at de to køn er i konstant konkurence på markedet, men også for at få de hvides opmærksomhed. Det er naturligt for de hvide jeg har mødt hernede (det er ikke mange, her er de ikke så synlige som i Somaliland, er kvinder). Og da de hvides organisationer ofte tilbyder workshops og lidt støtte i husholdningen, en ged eller nogle høns og andet, er det også en forklaring på de aktive kvinder.

Cassava ugali med saltet fisk og en lidt mistænksom og tøvende masungo.

Men en masungo fhv. fisker som selvfølgelig ikke har glemt at bruge en bødenål når garnet skal bødes.

18.10.12. Her følger den tredje beretning som omhandler 2 dages studier og møder med fiskere i 7 fiskelandsbyer. De 4 besøgte jeg i dag og de lå alle nordvest for Mtwara. I tirsdags besøgte jeg 3 landsbyer sydøst for byen og de lå alle i en Marin Park i Mnazi bugten parken har en hjemmeside www.marineparks.go.tz forkortelse for parken er MBREMP. Jeg har nu talt med rigtige mange fiskere og på alle møder får jeg det samme spørgsmål ”Er du og din forening partner med den marine park?” og alle udtrykker i større eller mindre grad at de er grundigt trætte af den park.

Hver gang forsøger jeg så godt jeg kan at argumentere for at fiskeriet bør være bæredygtigt både inden i og udenfor parken. Og det er udenfor enhver tvivl blevet et alt for stort fiskeri inde ved kysten, inden for revet. Og parkens strategi for at få flere fiskere længere til havs bør vi støtte uanset om vi bryder os om marine parker eller ej. Jeg har fuld forståelse for fiskernes frustrationer over i løbet af ganske få år at få trukket den park ned over hovedet. Jeg fortalte at Levende Hav også er kritisk i Danmark og EU over udviklingen mod mere beskyttelse af afgrænsede områder (hvad man så end kalder områderne) samtidig med at man tillader større og større fartøjer at fiske løs uden for de områder. I det hele taget er vi LLH stor modstander af afviklingen af det mindre fiskeri som overtages af de store.

Men i Mtwara er det ikke problemet endnu, her problemet at fisketrykket er blevet for stort ved kysten og pga. faldende omsætning og manglen på innovation i fiskesamfundene og muligheden for at kunne få finansieret sine planer, kan fiskerne ikke hvis de ville, få de fartøjer og det udstyr der er nødvendigt for et fiskeri lidt længere til havs.

Her skal tilføjes at i landsbyer i denne verden, kan der bo op til 10.000 mennesker. De ligger en km fra stranden og derfra går man så ned landsbyens fiskelandsby, hvor der også bor mange fiskere, men hvor mange af husene også er til fiskerens udstyr. Det er store byer og mange mennesker der skal have fisk hver dag og helst et par gange om dagen.

Når fiskerne lander deres fisk købes de med det samme og renses i sandet. Når fisken er renset og skællene skabet af er fisken fuld af sand. Med de skylles i havet og sikkert også før de steges eller koges for jeg har ikke mærket noget til al den sand og jeg spiser også fisk to gange om dagen som regel med ugali eller som suppe. I dag fik jeg den ”rigtige” ugali lavet af cassava. Denne rod synes jeg er bedre rå, jeg foretrækker min ugali af majs. Men ellers er ugali og lidt sovs med et stykke fisk i et udmærket måltid.

I hver landsby har der været møder med fiskerne og nogle steder har der været op mod hundrede mennesker til de møder hvor formanden for KIMWAM indleder og så fortæller jeg lidt om LLH og viser billeder på ipaden fra Danmark og LLHs projekter og så er der ellers spørgsmål og en livlig debat. Det er helt klart at KIMWAM får styrket deres position gennem disse besøg. De er repræsenteret i landsbyerne af grupper som har eksisteret i mange år, de første grupper fik støtte gennem KIMWAM i 1994 og det var en betydelig støtte i form af fartøjer, udstyr og også penge og det var SwissAid som stod bag. Men siden er det kun blevet til lidt støtte i form af kredit og workshops. Men der er også givet støtte til kvindegrupper som har fået støtte til høns, geder og dyrkning af tang. Vi besøgte også de grupper i dag.

Ligesom kritikken af den Marine Park er gennemgående er kritikken af alle de NGO’er og internationale organisationer der dukker op hele tiden, tager billeder og fortæller alt muligt og så ser de ikke mere til dem. Den kritik er meget tydelig ligesom kritikken af Tanzanias myndigheder og egne NGO’er herunder også KIMWAM for at løbe med det hele og at der intet bliver tilbage til fiskerne og landsbyerne, så hvis LLH vil gennemføre et projekt så anbefaler fiskerne at støtten går direkte til fiskerne.

Det blev endnu en god dag ude i området. I morgen er der møder her i byen hele dagen, hvor myndighederne har kaldt sammen til mindre workshops om hvad de mener der er brug for. Hele lørdagen bruges på KIMWAM kontoret i brainstorm og møder med ledere fra landsbyerne som skal vurdere det vi er nået frem til i den seneste uge og den skitse til et eventuelt LLH projekt i Mtwara regionen i Tanzania

Kurt den 18.10

Jollefisker som udelukkende fisker med håndline. Han tager afsted om morgen og er tilbage til aften. Han padler men kan også sætte et lille sejl. Denne form for fiskeri er langt det mest udbredte i Mtwara distriktet og det fiskeri lærere drenge fra de er ganske små. Og på strandene op til landsbyerne ser man dreneg, unge mænd og mænd med en snor hvor der hænger nogle fisk.

Det er så et fartøj af de største med det store ringnet. Det har en besætning på 20-30 mand og det bruger kun motor, sikkert fordi det fisker så tæt på kysten. Men sejle med sejl de kan de,

 

Fisken er landet og renses.

Deres udsendte beundrer et spisested i landbyen Mtbongo

 

17.10.12 Her følger den anden beretning. Hele dagen i dag har jeg brugt på havet for at studere fiskeriet, med fokus på det mest anvendte større redskab som er en ringnot. Det foregår fra de lidt større fartøjer med en besætning på 20-30 mand alt efter størrelse på nettet. Der er flere typer ringnet. Der er de meget store og småmaskede og så er det de lidt mindre med større masker hvor ed små fisk kan slippe igennem. Fiskeriet burde foregå uden for revet, men det gør det altså ikke.

De første vi taler med er håndline fiskere og en af dem har allerede fanget godt, nemlig 4 større fisk og nogle mindre. De største vejer 6 kg og de gode af fisken får fiskerne 5000 for pr. kg. de små falder til omkring 1000. Der i mellem er der en masse fisk størrelser og arter og koster fra 50 cent til de 3,5$.

Derefter følger vi gruppen Nete som er medlemmer af KIMWAM. Fartøj og de 25 mand og de fisker med et af de ringnet med store masker og de sætter nettet ca. det halve af i alt omkring 300 meter og ca. 10 meter dybt. De store net er 1000 meter og 20-30 meter dybe. De sætter altså det halve i en bue i et område hvor fisken forventes trække ud fra revet og så er det hele tiden en mand i vandet som svømmer frem og tilbage for at opservere om der skulle gå en stime ind mod denne bue. Når han ser en stime så råber han og så ved alle hvad de skal. Mand efter mand hopper i vandet mens båden meget hurtigt bliver trukket hen på det anker hvor den anden arm til nettet sidder. Det er hele er stillet op og mens de haler af livet løs sættes den sidste arm og blot et par min. efter at stimen er set hales der livligt i nettet. Første gang lykkes det ikke, fisken undslap anden gang mens vi var sammen med dem i et par timer lykkes det og de fangede ca. 20 kg i det træk. Jeg var i vandet mens det foregik i et forsøg på at filme både over og under vandet.

Der er også et stykke vej til jeg bliver undervandsfotograf, men nu ved jeg i hvert fald hvordan de fisker med de ringnot. Alle de folk i vandet med briller og snorkel er simpelthen nødvendig fordi nettet hele tiden skal løftes klar af sten og rev. Det blev en dejlig dag på havet. Startede i regnvejr (udsædvanlig for årstiden) og sluttede i meget sol, kan jeg mærke på ryggen og se på maven. Her følger et par fotos.

 

 

 

 

 

 

 

Undervandssituationer, manden på billedet er Nijtii formand for KIMWAM. Og sådan ser en god bøf ud i Mtwara. Denne morgen talte jeg 7 sejlfisk fra de 50 til de 80 kg. Og store rokker og et par hajer, og alt muligt andet.

 

 

 

 

 

16.10.12  Her følger den første beretning fra første møde med fiskeriet i Tanzania, Dar es Salaam. Derfra går turen mod syd til Mtwara for sammen med en organisation KIMWAM at få undersøgt mulighederne for et Levende Hav fiskeriprojekt i Mtwara distriktet i Mtwara regionen.

Dar es Salaam /DAS). Den 12/10 2012. Dagen i går efter en bustur fra Nairobi til DAS på 16 timer blev brugt på et studie af fiskeriet fra DAS. Studiet var fantastisk på alle områder. Kystfiskere lander og har deres marked og alt hvad der hører til et kystfiskeri det samme sted som de har haft det i mange, mange generationer og det ligger nu i det mest centrale af Dár és Salaam, kun et par hundrede meter fra premierministeren og mange andre ministerier, ambassader, EU OG FN hovedkvarterer.

Jeg går altså ned af denne brede avenue med palmer og vader lige ind i det mest organiske man næsten kan forestille sig. Det er så voldsomt og så enestående i lugten og i livet. Det er ubeskriveligt med andre ord – end sjæl. Det er umami den smag som japanerne henter igennem en lang proces hvor de koger, tørrer, røger og fermenterer fisk for netop at få koncentreret umami. Det samme som sker med surstrøming, graved laks, det færøske bedekød, Norge gør det med en ørred. Det er ikke råddenskab – det lugter bare sådan. Det er sjælen i materien – det er den rene begribelse. Jeg bliver høj af sådan en dag i dette liv som jeg nu heldigvis har oplevet mange steder i verden. Jeg har ikke ret mange billeder og film derfra, men jeg synes det noget nær blasfemi at tage billeder af sådanne steder som skal opleves i virkeligheden eller alternativt i beskrivelsen.

Der ligger de hundrede af små, mindre og mellemstore kystfisker fartøjer, alle af træ jeg så ikke en eneste af andet materiale og langt hovedparten med sejl som eneste drivkraft. Og landingen foregår ved at fiskerne vader ind med fisken og op i store haller hvor fisken lægges ud på et af de mange store lave borde hvorfra den blev solgt med det samme af en auktionarius. Det går stærkt og rundt bordene står der Tætpakket flere hundrede og byder og så er fisken i sække, kasser og spande på vej væk. Der er ingen synlig is, men fisken spises samme dag. Der er kæmpe flotte fisk af alle slags, store kurve med krabber af alle slags, hummer, rejer, der er alt og lidt til. Og folk er flinke og søde og vil gerne snakke og de er helt tæt på, her er der kropskontakts af første grad. Og der er kvinder i tusindvis som køber og sælger fisken og som laver mad i store åbne køkkener med trækul. Der er Dantes inferno i form af et stort område hvor der koges og steges fisk til videresalg og rundt omkring ligger presseninger med fisk fisk til tørre og ind i mellem hvor der er plads, repareres fartøjer, der laves lidt udstyr og garn redes og kroge udredes. Også er det duften som afløste lugten. Efter en time hvor jeg har vadet i historien og sølet af fiskehandlen, blod og slim er jeg tilfreds og må ud derfra, men kun et øjeblik så må jeg tilbage igen for der kommer hele tiden nye både med nye fangster. Åh hvor ligger dette pragtfulde sted udsat. Og vores projekt i Tanzania får også en opgave med at holde øje med dette sted, få skrevet stedets historie og få gjort alt hvad vi kan for at dette sted må blive der til evig tid. Ingen og jeg gentager ingen i denne verden har nogen ret til at sætte spørgsmålstegn ved dette enestående fiskemarked nu i centrum kæmpebyen Dar és Salaam som nu har lagt sig omkring det marked der levere byen dens friske fisk hver eneste dag.

Nu er det lufthavnen og 45 min. Senere er jeg i Mtwara – inshallah

Kurt

 

Krabber fra fiskemarked i DAS. Disse flotte af slagsen solgte han for 15000 TZ ca. 50 kr. kg. Flere billeder følger dette, men nu er der kaldt ud.

Posted in: Dagens Nyheder

Leave a Comment (0) ↓

Leave a Comment