2011 juni: Som Kurt Madsen råber i vinden, får han svar
Det er igen kludder i DFPO’s formand, Kurt Madsens virkelighedsopfattelse og realitetssans. Ligesom da Kurt Madsen proklamerede, at han personligt havde reddet fiskeriet i Torsminde, ved at stifte et kvoteselskab med vigvakkerne fra syd. Umiddelbart derefter lukkede fiskeauktionen og siden er fiskerne fra Torsminde forsvundet og tilbage er nu blot en filial af Thyborøns fiskeauktion og nogle få store fartøjer.
Med sådan en indsigt gjorde Kurt Madsen selvfølgelig en lynkarriere i fiskeriet og er nu højtbetalt formand for Thyborøn fiskeriforening og PO. For sådan en mand, befriet for enhver form for virkelighedssans, har de store trawlere og deres selskaber meget brug for.
Efter den ordinære generalforsamling i PO, udsender han følgende pressemeddelelse:
”PRESSEMEDDELELSE FRA DANSKE FISKERES PO: udsendt den 27/6 2011
Danske fiskere kræver højere priser til gengæld for indsatsen for et bæredygtigt fiskeri, siger Kurt Madsen, der er formand for Danske Fiskeres Producent Organisation.
– Markedet har efterspurgt et bæredygtighedsmærke (MSC) på danske fiskeres fangster. Det har alle råbt op om og brugt som begrundelse for, at det var svært at sælge danskfangede fisk, nævner Kurt Madsen.
– Gennem flere år har danske fiskere ydet en meget stor indsats for at få certificeret fiskeriet. Nu, hvor Nordsørødspætter og Østersøtorsk har været certificeret i nogle måneder, ser vi desværre kun en begrænset stigning i priserne på fisken med MSC-mærke. Certificeringen har ikke givet det løft, vi havde forventet, siger han.” (klippet fra Danmarks Fiskeriforenings hjemmeside)
Der står sku skrevet, sort på hvidt, at de danske fiskere nu ”kræver”, at vi betaler mere for deres fisk, ene og alene fordi deres fisk er blevet MSC mærket. Det er nu ikke sådan lige til at forstå.
For det første er der ingen objektive grunde til at forbrugerne betaler mere for en MSC mærket rødspætte, end én der ikke er mærket, alene fordi alle danske rødspætter nu er MSC mærket. Der er ikke ændret en tøddel på fiskemetoder og andet. Alle rødspætter, om de er trawl- snurre- eller garnfanget, får MSC mærket.
Hvorfor skulle vi så betale mere, end for noget andet, vi ikke kan få?
Jeg er klar over, at Kurt Madsen ikke taler til os forbrugere, men industrien, når han taler om ”efterspørgslen” efter MSC mærket fisk. Fordi det var jo industrien og supermarkederne som ville have et MSC mærke. Fint med dem, men den diskussion har intet med forbrugerne at gøre. Det er noget med WWF og Greenpeace som ellers kunne finde på at demonstrere i de supermarkeder – for det gør WWF og Greenpeace jo, det er faktisk det de lever af!
Forbrugerne på deres side betaler meget gerne noget mere for fisk, der er fanget naturskånsomt og klimavenligt, det er undersøgt og afklaret. Men sådanne fisk får de ikke med MSC mærket. Det ved de godt (de forbrugere der køber fisk i det daglige, er ikke så dumme) og derfor må fiskerne naturligvis kikke langt efter flere penge fra forbrugerne.
Det er ene side af sagen, den anden er Kurt Madsens løse påstande om at ”de” fiskerne har ”ydet en stor indsats for at få certificeret fiskeriet”. Nu er det selvfølgelig relativt, hvordan man måler en stor indsats. Men når fiskerne det facto ikke har ydet nogen målbar indsats i fiskeriet, eller givet en krone til certificeringen, er det jo løgn det Kurt Madsen påstår.
Fiskerne har intet ydet. De har fået alle de penge certificeringen koster af skatteyderne og de har f.eks. ikke fjernet et gram jern fra deres bundskrabende naturødelæggende trawl. Og hvis de sparet på brændstoffet, ved f.eks. at købe nye fartøjer og motorer, er det også skatteyderne som har betalt hovedparten af den regning. Så fiskerne har intet ydet for et mere økologisk og biologisk bæredygtigt fiskeri – intet.
Kurt Madsen råber i vinden og får selvfølgelig ikke andet end tavshed og så disse bemærkninger.
Kurt Bertelsen Christensen
Juni 2011
Posted in: DK Politik, DK Politik 2011
Leave a Comment (0) ↓