Skal industrifiskerne have ejendomsretten til fisken ude i havet?

Ifølge TV2 Syd den 27/2 har Fødevareministeren haft et møde med industrifiskerne i Esbjerg. Fiskerne vil nu have retten til selv at forvalte fiskekvoterne og at de vil også have mulighed for at kunne købe og sælge fiskekvoter sammen med deres fartøjer. Industrifiskernes argumenter er de samme som de store konsumfiskere brugte til at få indført individuelle omsættelige kvoter IOK for sild. Bl.a. at sildefiskerne skulle have fornyet flåden og det er dyrt og derfor må de have sikkerhed i ressourcerne osv.

Selv om sildefiskerne havde fornuftige og tilgrundliggende argumenter til sikring af kvaliteten på silden til konsum, en sikring som indebar at man fik en mere moderne flåde på færre fartøjer, så var det alligevel svært at acceptere IOK i sildefiskeriet. Hvor det var svært i sildefiskeriet, er det noget nær umuligt at forestille sig, at industrifiskerne får tilkendt ejendomsretten over de ressourcer de råder over i dag. Det er der flere grunde til. Hvor det danske sildefiskeri hører til de ældste kommercielle fiskerier i Danmark, så er industrifiskeriet efter fisk, til fremstilling af fiskemel og olie, en ny opfindelse som først rigtig tog fart i slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne – samtidig med at det også er et fiskeri med masser af lig i lasten. Bl.a. var det industrifiskeriet efter sild til fiskemel og olie som blev skyld i et totalt stop for fangsten af sild i slutningen af 70’erne da industrifiskeriet var tæt på at udrydde bestanden af sild i Nordsøen. Så inden vi kan diskutere om industrifiskerne skal have en ejendomsret over tobis, sild, brisling, sperling, blåhvilling og lodde, så må vi have en grundig folkelig og politisk diskussion om vi overhovedet vil have det relativt store industrifiskeri som vi har i dag. Og derefter skal følgende forhold være på plads, inden der kan blive tale om, at samfundet overgiver ejendomsret på ovennævnte arter til industrifiskerne.

1. For det første kan der under ingen omstændigheder blive tale om, at give industrifiskerne ejendomsretten over industrifisken, førend vi har en 100 % sikkerhed for, hvor stort et fisketryk, målt på arterne og havets økosystem vi kan tillade industrifiskeriet.

2. For det andet må der være noget nær en 100 % sikkerhed for, at industrifiskeriet kan forgår uden bifangster af konsumfisk.

3. For det tredje må vi have en åben diskussion i Danmark og i EU om hvilket industrifiskeri vi vil have og herunder om vi ikke hellere skulle satse på at få genopbygget de førhen så store konsumbestande i Nordsøen og de andre farvande. I dag er det et spørgsmål, om vi overhovedet kan genopbygge bestande af torsk, kuller og sej med det industrifiskeri vi har i dag.

Fødevareministeren udtalte efter mødet i Esbjerg, at hun er positiv over for forslagene, da hun ikke mener at fiskerikontrollen kan kontrollere det hele.

Kommentar: Endnu engang har det kapitaltunge og ligeså ubæredygtige fiskeri og fiskeindustri kunnet overbevise ministeren om deres gode hensigter. De har bl.a. fået udarbejdet en rapport ”Fakta om industrifiskeriet” 2002 og sådan en rapport gør indtryk på folk og ministre, med et overfladisk kendskab til de faktiske omstændigheder i fiskeriet.

Tilbagestå dette faktum:

– I Danmark tillader vi et industrifiskeri i blinde for ingen aner noget som helst om dette fiskeris konsekvenser for fiskebestande og økosystem. Og derfor kan fiskeindustrien, uden at blive taget fra bestillingen, fremføre deres mange påstande mod bedre vidende.

Kurt Bertelsen Christensen

Ferring Strand den 28/2 2003