Levende Hav

Den fælles fiskeripolitik kom nærmere sin endelig form

Europa-Parlamentet vedtog onsdag d. 6. februar en omfattende reform af EUs fælles fiskeripolitik. Det er målet for reformen, at fiskeriet på de enkelte arter bliver reguleret, så bestandene vil få en størrelse, der giver det optimale, bæredygtige udbytte. Desuden bliver der forbud mod at smide fangst tilbage i havet, og grundlaget for den langsigtede planlægning af fiskeriet skal bygge på solide videnskabelige data, så vi ikke længere skal være vidner til studehandler, når de årlige fangstkvoter skal fastlægges. Dermed skulle det også være slut med det overfiskeri, som har været en af de værste fejl i den nuværende fælles fiskeripolitik, som stammer fra 2002. Der tilbagestår endnu en række forhandlinger mellem ministerrådet, Kommissionen og Parlamentet inden vi kender den endelige udformning af reformen, men det overvældende flertal hvormed parlamentet vedtog reformen vil betyde, at det næppe bliver andet end detaljer, der bliver justeret i de afsluttende forhandlinger. Det forventes at den nye fælles fiskeripolitik træder i kraft med starten af 2014.

Overfiskning af bestandene

Kommissionens tal peger på, at 80% af bestandene i Middelhavet og 47% af bestandene i nordøstlige Atlanterhav er overfiskede. Plenarmødet vedtaget et sæt klare og stærke foranstaltninger for at løse dette problem.

“Vi har vist i dag, at Europa-Parlamentet er alt andet end tandløst. Vi har brugt vores magt som medlovgiver – for første gang i fiskeripolitikken – til at sætte en stopper for overfiskeri. Fiskebestande bør genvinde deres status med god bæredygtighed i 2020, så vi kan tage 15 millioner tons flere fisk, og skabe 37.000 nye job “, sagde ordfører for fiskerireformen, Ulrike Rodust. Hendes forslag til betænkning blev vedtaget med 502 stemmer for, 137 imod og 27 hverken for eller imod.

Slut med overfiskeri ved at stoppe med udsmid …

Udsmid, discard – fisk der smides tilbage i havet, som regel fordi de er af en uønsket art eller størrelse – tegner sig for næsten en fjerdedel af de samlede EU-fangster. De fleste af de discardede arter dør. For at afslutte dette ressourcespild, har Europarlamentet stemt for, at fartøjerne er forpligtede til at lande alle fangster i overensstemmelse med en tidsplan for de forskellige former for fiskeri. Den ordning starter i 2014.

… og accept af maksimalt bæredygtigt udbytte

Fra 2015 vil EU-landene blive forhindret i at fastsætte kvoter, der er for høje til at fiskeriet kan være bæredygtigt. Politikerne skal respektere “maksimalt bæredygtigt udbytte” (MSY), dvs der må ikke fanges mere af en given bestand, end den kan reproducere i et givet tidsrum. I afstemningen søgte parlamentsmedlemmerne at sikre, at bestandene i 2020 er blevet genopbygget til over MSY-niveau. I sidste ende bør dette betyde flere fisk, bedre fangster og dermed flere arbejdspladser i fiskeindustrien.

Langsigtet planlægning skal erstatte de årlige kvote-studehandler

Reformen vil basere sig på flerårige forvaltningsplaner af fiskebestandene for at sikre, at fiskeriet forbliver bæredygtigt. En langsigtet strategi skal forbedre forudsigeligheden på markedet, hvilket skulle hjælpe industrien til at planlægge og investere bedre. Flerårige planer skal baseres på pålidelige og nøjagtige videnskabelige data, som EU-medlemsstaterne vil være forpligtet til at indsamle og stille til rådighed.

Næste skridt

Parlamentet vil nu indlede forhandlinger med Rådet og Kommissionen om reformen før andenbehandlingen. Det irske formandskab for Rådet har gentagne gange sagt, at det håber at nå en aftale inden udgangen af juni.

Posted in: Dagens Nyheder, EU Politik

Leave a Comment (0) ↓

Leave a Comment