Er ophugning af fiskefartøjer løsningen på fiskeriets problemer? presse udsendt maj 2002

Pressemeddelelse udsendt den 1. maj 2002. EUs fiskeripolitik

Er ophugningen af fiskekuttere vejen mod et mere bæredygtigt fiskeri?

Ifølge Ritzau, som har læst et brev fra den spanske kommissær Loyola de Palacio til kommissær Franz Fischler, forsøger Spanien at få ændret på vigtige områder i den europæiske fiskerireform som skal træde i kraft fra 2003. Spanien vil have adgang til Nordsøen; de vil ikke ophugge den spanske fiskeflåde og de vil have mere fokus på industrifiskeriet efter småfisk til mel og olie.

De spanske krav har bragt sindene i kog i Danmark og der er klart mere på spil, end den spanske kommissær, som beskyldes for at have forbrudt sig mod de regler der gælder for EU kommissærerne og fra flere steder vil man have hende fyret.

Ændringerne er logiske fiskeripolitiske krav fra Spanien og de andre sydeuropæiske lande.

– De sætter et meget stort spørgsmålstegn ved, om ophugning er et effektiv redskab til et mere bæredygtigt fiskeri – og det gør de ret i. Ophugningen af langt over 1000 fartøjer i dansk fiskeri har ikke hjulpet på noget som helst. Ophugningen er blevet brugt til at frigøre tonnage og kW som er blevet brugt nybygninger, moderniseringer og effektiviseringer. En udvikling som har medført, at vi i dag har en mere effektiv flåde, målt på fiskeriindsattes end før vi begyndte med at ophugge. Og den udvikling har naturligvis ført til, at fiskeriet er mere ubæredygtigt i dag, målt på fiskebestandene.

– De vil også have et mere kritisk fokus på industrifiskeriet, og her er de ude efter Danmark. Og der er god grund til at se på industrifiskeriet. Det er et fiskeri som foregår uden viden om fiskeriets betydning for havets økosystem. Mange lande og biologer sætter store spørgsmålstegn ved det danske industrifiskeri. Det er derfor logisk, ikke mindst fiskeripolitisk, at de sydeuropæiske lande, som sætter meget stor pris på spisefisken, vil have en gennemgribende revision af industrifiskeriet.

– De vil have adgang til de nordeuropæiske landes farvande. Det får de også med reformen, hvor de restriktioner, der gælder for adgangen til Nordsøen, ophæves. Men med denne adgang vil de selvfølgelig også have lov til at fange fisk, men det får de ikke. For TAC’en på de forskellige arter i Nordsøen, er fuldt udnyttet af de lande som i dag fisker i Nordsøen. Spanien sætter hermed et stort spørgsmålstegn ved EU’s relative stabilitet på fiskeriområdet. Her er der også en del logik. Grækenland blev medlem af EF i 1981 og Spanien og Portugal kom med i 1986. I 1983 fik EF – efter flere års arbejde og svære forhandlinger – endelig skabt enighed om en fælles fiskeripoliti. Et af nøglebegreberne blev aftalen om, at der skulle tages vidtgående hensyn til de historiske rettigheder når TAC’erne skal deles og landene skulle tildeles kvoter efter de historiske rettigheder. Den fælles fiskeripolitik blev udviklet flere år før de vigtigste sydeuropæiske fiskerinationer kom ind i EF.

Den relative stabilitet har også udspillet dens rolle, den kom med, bl.a. af hensyn til Danmarks industrifiskeri efter tobis. I dag ødelægger den udviklingen af en mere bæredygtig fiskeripolitik i EU. Og store dele af det europæiske konsumfiskeri ville også være bedre stillet uden den relative stabilitet. En lempelse og efterhånden en ophævelse af stabilitets pagten – samtidig med udviklingen af en mere bæredygtig miljø- og ressourcepolitik – også vil give fordele til dansk konsumfiskeri. Skånsomhed og selektivitet i fiskeriet vil også få en meget større betydning i EU’s fiskeripolitik, hvis kvoter og støttepolitikken rettes mod de mest bæredygtige fiskeriformer på tværs af de nationale grænser.

I dag er det også blevet sådan at danske kystfiskere, har mere tilfælles med deres kystfiskerkollegaer i de andre europæiske lande, end de har med f.eks. industrifiskeriet og det store havgående fiskeri. Som situationen er i dag, skal de danske kystfiskere og det meget skånsomme snurrevodsfiskeri, forsøge at overleve i kampen mod de store fartøjer i dansk fiskeri – det kan de ikke og så må de bede om ophugning.

Sådan har Danmark misforvaltet et historisk og meget fleksibelt dansk fiskeri i de seneste 20 år. Og det er den historie som Spanien og andre sydeuropæiske lande nu ikke ønsker at gentage. For disse lande er fiskeriet og fisken mere værdifuld end blot en industri som leverer råvarer, det er kultur, historie, friske fisk i mange havne, turisme og liv i havnene og meget mere.

Danmarks Fiskeriforening siger at foreningen taler på alle danske fiskeres vegne og derfor har de fået lov til at reducerer dansk fiskeri til 1500 og hvis de fortsat for lov, til om få år kun at omfatte 1000 store fartøjer.

Men hvorfor skal Danmarks Fiskeriforening have denne ene ret? Hvor er samfundets ret? Vi stiller mange krav til landbruget, hvorfor stiller vi ingen krav til fiskeriet? Hvor er kommunerne, amterne og Folketinget i dansk fiskeri?

I Spanien og i de andre sydeuropæiske lande kæmper deres EU kommissær for fiskerne, med risiko for at blive fyret. I Danmark kæmper Danmarks Fiskeriforening og deres politikere for at få fjernet så mange fiskere som muligt. Flotte danske fiskekuttere slæbes i hundredvis til Grenå for at møde motorsaven. Og de tages fra den skånsomme ende, de fartøjer som er mest skånsomme mod miljø og ressourcer kommer først under saven.

De mange års ophugninger af fiskefartøjer har ikke medført , at fiskebestandene har fået det bedre – hvorfor bliver vi på denne kurs?