2011 juli: EU’s nye fiskeri “reform”

Den 13/7 2011 offentliggjorde EU kommissionen deres forslag til den nye fælles fiskeripolitik i EU. Forslaget bygger på den udtalte erkendelse, at 30 års fælles fiskeripolitik i EU, har spillet fallit. Det mener vi også den har og det har vi ment siden 1995. Så bedre sent end aldrig kunne man sige – men dette forslag er så langt fra den reform fiskeriet har brug for, som næsten tænkes kan.

Vel indeholder reformforslaget flere af de ord vi har savnet i flere år, men de er meget langtfra sat i den rette sammenhæng. Selv om der endnu er mange detaljer og endnu flere huller som skal udfoldes det kommende år, er det svært at se hvordan EU med dette reformforslag, kan skabe en mere bæredygtig fiskeriforvaltning.

Reformen skal træde i kraft inden den 1. jan. 2013, altså om ca. 1½ år.

Omsættelighed og udsmid er nøglebegreber i reformforslaget. EU vil indføre omsættelige kvoter efter den danske model fra 2005. Det betyder, at de mindre og mellemstore fartøjer forsvinder og fiskeriet bliver koncentreret på færre større fartøjer og tilhørende selskaber. Hvor hurtig det vil gå bestemmes af de finansielle muligheder. I Danmark gik det hurtigt, fordi bankerne i 2005, 2006, 2007 og 2008 stod på spring med alle de penge fiskerne kunne ønske sig.

Hvordan det ser ud i 2013-15 ved ingen.

Men over tid forsvinder det bedste dvs. det mest rentable af fiskeriet. På den korte bane vil det (muligvis) give en kortvarig bedre biologisk balance mellem fiskeri og fisk, men det bliver en stakket frist, for gælden i fiskeriet vokser eksplosivt. De eneste der vinder, bliver de nye kvoteejere der får solgt i tide. Men den samlede gæld vokser i det resterende fiskeri og på sigt vil det belaste ressourcerne.

Men hvorfor løser reformen ikke problemerne? Svaret er enkelt – fiskeriets problemer bliver ikke løst, fordi reformen bygges på industriens problemer. Det er nemlig ikke fiskeriet selv der har skabt problemerne i dag, det er forvaltningen. Fiskeriet er blevet overtaget af bureaukrater og deres fokus er det industrialiserede fiskeri.

Fakta er, at ser man bort fra det kapitaltunge industrialiserede fiskeri i dag, er fiskeriet forsvundet som et selvstændigt tænkende erhverv. På set og vis er fiskeriet blevet et middel for forvaltningen og det eneste fiskeri der har forvaltningens interesse, er det største fiskeri de kan forestille sig.

På det punkt er der ikke den store forskel på den bureaukratiske tankegang i de kommunistiske og de kapitalistiske vestlige lande. Ejere af fiskefartøjer, som har investeret de mange mia. i fiskeriet (og ikke mindst modtaget de mange mia. i støtte af forvaltningen) skal reddes, og det er i det perspektiv, man skal se denne reform. Der lægges også op til et udsmidsforbud, men svaret på hvordan det skal tage sig ud og i hvilket tempo, blæser i vinden.

Reformen er lavet af og til fiskeriforvaltningen i EU og deres støttede fiskerier. Målt på den vægt er der egentlig ikke den store forskel på denne reform og de øvrige større og mindre reformer der er blevet til de seneste 30 år. Der er intet andet nyt i denne reform end nogle ord og begreber vi har efterspurgt i mange år. Men i denne sammenhæng de nu ses er de på det foreliggende intet værd.

Baggrund

Det er meget vigtigt at man vurderer reformen på dens præmisser. Når man hører kommissionen lyder det som om at hele ansvaret for de 30 års fejlslagen fælles fiskeripolitik ligger hos de politiske ansvarlige, altså ministrene. Der ligger også et stort ansvar på politikerne, men ansvaret ligger i virkeligheden på bureaukratiet på den biologiske og tekniske forvaltning af fiskeriet. For et meget langt stykke hen af vejen, aner politikerne ikke hvad de har med at gøre og derfor er alt overladt til bureaukraterne i kommissionen og de fiskeriafhængige lande. Det er blevet et kæmpesystem som ikke længere står i noget fornuftigt forhold til selve fiskeriet

Overordnet ser det ud til at EU har ”købt” den danske FKA model (Fartøjskvoteandele). Forslaget lægger op til, at alle trawlere og alle andre EU fartøjer, over 12 meter, skal have overdraget ejerskabet over deres egne kvoter, efter en (formoder vi) historik model som den danske. Dvs. man tager det enkelte fartøjs historiske fiskeri (efter en sindrig model) og udregner, hvor stor en promille det fartøj har fanget af de enkelte arter i de enkelte farvande. Fartøjer for derefter overdraget ejerskabet over kvoterne, som de så kan handle med og belåne. EU foreslår et ejerskab over mindst 15 år.

EU sætter grænsen ved de 12 meter og skriver at fartøjer under 12 meter ”muligvis” ikke skal reguleres med omsættelige kvoter. På den måde lægger man det (muligvis) ud til de enkelte lande, selv at finde ud af om fartøjer under 12 meter skal holdes udenfor FKA.

I den danske model fra 2005, brugte man en økonomisk kalkule, hvor fartøjer som omsatte for mindre end 250.000, blev holdt udenfor FKA. Dvs. at alle erhvervsfiskere i realiteten komme under FKA og udenfor blev de fiskere, som bruger fiskeriet som hobby og bierhverv. Det har betydet, at det danske brede og mere fleksible erhvervsfiskeri er forsvundet og tilbage er der nu få store fartøjer. Og mellem de fartøjer er der meget store fartøjer, som ejer for flere hundrede mio. kroner kvoter og de er nu ved at tage lokale havne og samfund som gidsler. Hvis de ikke får det det de kræver, kan de bare flytte til en anden havn. Så på den måde er deres gidseltagen mere konkret end f.eks. de store industrielle landbrug. Sammen med dansk fiskeris forsvinden, er fiskeriets samfunds økonomiske betydning også forsvundet. Ejerne har fået overdraget mia. af kvoteværdier uden at give en krone for dem og samtidig har de modtaget offentlig støtte som aldrig tidligere i historien og samtidig med at de smider de danske fiskere i land for at hyre de billigere arbejdskraft fra Østeuropa, hvor de også får bygget og vedligeholdt deres fartøjer og udstyr. Og det de fanger – fisken landes nu også mere og mere i udlandet.

Indfører man FKA modellen i EU’s samlede fiskeri, vil vi også se meget større fartøjer og selskaber, som overtager fiskeriet med de samme konsekvenser, som vi har oplevet i Danmark. EU forslaget lægger ikke op til at EU fiskerne kan handle kvoter på tværs af landene i EU. Men indfører man modellen, er det kun et spørgsmål om tid, før det også bliver muligt. Alt andet vil stride mod den logik der nu driver EU til at indføre et FKA system.

Enhver fornuft med indsigt i den fælles fiskeripolitik kan ikke bestride det faktum, ligesom den samme logik ikke burde kunne bestride, at kvotepolitikken og deraf følgende industrialisering og kapitalisering af fiskeriet, med sikkerhed også førte til omsættelige kvoter. I Danmark er der fartøjer der i dag ejer kvoter for tæt på en mia. og Danmark har ikke de største fartøjer i EU. Sådanne industrielle virksomheder kræver sikkerhed for at de kan fange fisk. Og derfor vil de også skulle handle med kvoter på tværs af de nationale grænser.

Det er paradoksalt også logikken i Levende Havs accept af, at de store havgående fartøjer også får ejerskabet over kvoterne, således at de kan handle med dem. Men og det er det vigtigste – med denne modstræbende indrømmelse, står det også ligeså klart, at hvis vi i fremtiden fortsat vil have et fiskeri, som kan give det spændende liv i de tusinde af havne, er det afgørende, at EU beskytter det mindre fiskeri. Og den beskyttelse har intet med de 12 meter, eller de 12 sømil, at gøre.

Vi mener også det bør være frivilligt, om fiskerne ønsker at tilslutte sig et FKA system. De der har brug for de store investeringer (store lån) kan vælge FKA, men de der ønsker et mere ekstensiv dvs. ikke kapitaliseret fiskeri, skal have mulighed for at kunne stå udenfor. Og ligeså vigtigt – har man valgt FKA, har man også fravalgt enhver fremtidig økonomisk offentlig støtte. (Ingen kan forsvare at forære private borgere så store samfundsværdier, som kvoter og rettigheder giver dem, uden at de som modydelse, må fraskrive sig enhver fremtidig offentlig støtte). EU forslaget synes at gøre op med den offentlige støtte til fiskeriet, men holder det? I den danske model så vi at det modsatte skete.

Siden 2005 har fiskeriet fået mere støtte end nogensinde tidligere.

EU forslaget taler om et udsmidsforbud, men det er så vagt, at det ikke ser ud af noget særligt – endnu.

De store grønne organisationer ser positive elementer i forslaget, men er kritiske – alt andet ville også have været underligt, al den stund de lever af kritikken. Men deres kritik er vag og uigennemtænkt som EU’s forslag til et udsmidsforbud. De store grønne har det med ikke at kunne se skoven for bare træer. De taler om overkapacitet og udsmid og vil ikke se virkeligheden i øjnene. Virkeligheden er at de store grønne også skal sige ja til fiskeriet og nej til det kapitaltunge industrialiserede fiskeri. Det er ikke fiskeriet som er problemet – det er og bliver investeringerne i de store kapitalkrævende virksomheder.

Danmarks Fiskeriforening ser positivt på reformen. Der kan tolkes på to muligheder – enten har de ikke begrebet reformen, eller også har de og så har reformen kun værdi for dem selv og derfor ingen værdi for os andre – det europæiske samfund.

Der er kun en kurs for fiskeriet og det er at få opdelt fiskeriet i det industrialiserede, kapitaltunge og mere havgående fiskeri (det omsættelige) og det alm. fiskeri (det uomsættelige).

Kurt Bertelsen Christensen
Juli 2011