Er ophugning af fiskefartøjer løsningen på fiskeriets problemer? presse udsendt maj 2002

Pressemeddelelse udsendt den 1. maj 2002. EUs fiskeripolitik

Er ophugningen af fiskekuttere vejen mod et mere bæredygtigt fiskeri?

Ifølge Ritzau, som har læst et brev fra den spanske kommissær Loyola de Palacio til kommissær Franz Fischler, forsøger Spanien at få ændret på vigtige områder i den europæiske fiskerireform som skal træde i kraft fra 2003. Spanien vil have adgang til Nordsøen; de vil ikke ophugge den spanske fiskeflåde og de vil have mere fokus på industrifiskeriet efter småfisk til mel og olie.

De spanske krav har bragt sindene i kog i Danmark og der er klart mere på spil, end den spanske kommissær, som beskyldes for at have forbrudt sig mod de regler der gælder for EU kommissærerne og fra flere steder vil man have hende fyret.

Ændringerne er logiske fiskeripolitiske krav fra Spanien og de andre sydeuropæiske lande.

– De sætter et meget stort spørgsmålstegn ved, om ophugning er et effektiv redskab til et mere bæredygtigt fiskeri – og det gør de ret i. Ophugningen af langt over 1000 fartøjer i dansk fiskeri har ikke hjulpet på noget som helst. Ophugningen er blevet brugt til at frigøre tonnage og kW som er blevet brugt nybygninger, moderniseringer og effektiviseringer. En udvikling som har medført, at vi i dag har en mere effektiv flåde, målt på fiskeriindsattes end før vi begyndte med at ophugge. Og den udvikling har naturligvis ført til, at fiskeriet er mere ubæredygtigt i dag, målt på fiskebestandene.

– De vil også have et mere kritisk fokus på industrifiskeriet, og her er de ude efter Danmark. Og der er god grund til at se på industrifiskeriet. Det er et fiskeri som foregår uden viden om fiskeriets betydning for havets økosystem. Mange lande og biologer sætter store spørgsmålstegn ved det danske industrifiskeri. Det er derfor logisk, ikke mindst fiskeripolitisk, at de sydeuropæiske lande, som sætter meget stor pris på spisefisken, vil have en gennemgribende revision af industrifiskeriet.

– De vil have adgang til de nordeuropæiske landes farvande. Det får de også med reformen, hvor de restriktioner, der gælder for adgangen til Nordsøen, ophæves. Men med denne adgang vil de selvfølgelig også have lov til at fange fisk, men det får de ikke. For TAC’en på de forskellige arter i Nordsøen, er fuldt udnyttet af de lande som i dag fisker i Nordsøen. Spanien sætter hermed et stort spørgsmålstegn ved EU’s relative stabilitet på fiskeriområdet. Her er der også en del logik. Grækenland blev medlem af EF i 1981 og Spanien og Portugal kom med i 1986. I 1983 fik EF – efter flere års arbejde og svære forhandlinger – endelig skabt enighed om en fælles fiskeripoliti. Et af nøglebegreberne blev aftalen om, at der skulle tages vidtgående hensyn til de historiske rettigheder når TAC’erne skal deles og landene skulle tildeles kvoter efter de historiske rettigheder. Den fælles fiskeripolitik blev udviklet flere år før de vigtigste sydeuropæiske fiskerinationer kom ind i EF.

Den relative stabilitet har også udspillet dens rolle, den kom med, bl.a. af hensyn til Danmarks industrifiskeri efter tobis. I dag ødelægger den udviklingen af en mere bæredygtig fiskeripolitik i EU. Og store dele af det europæiske konsumfiskeri ville også være bedre stillet uden den relative stabilitet. En lempelse og efterhånden en ophævelse af stabilitets pagten – samtidig med udviklingen af en mere bæredygtig miljø- og ressourcepolitik – også vil give fordele til dansk konsumfiskeri. Skånsomhed og selektivitet i fiskeriet vil også få en meget større betydning i EU’s fiskeripolitik, hvis kvoter og støttepolitikken rettes mod de mest bæredygtige fiskeriformer på tværs af de nationale grænser.

I dag er det også blevet sådan at danske kystfiskere, har mere tilfælles med deres kystfiskerkollegaer i de andre europæiske lande, end de har med f.eks. industrifiskeriet og det store havgående fiskeri. Som situationen er i dag, skal de danske kystfiskere og det meget skånsomme snurrevodsfiskeri, forsøge at overleve i kampen mod de store fartøjer i dansk fiskeri – det kan de ikke og så må de bede om ophugning.

Sådan har Danmark misforvaltet et historisk og meget fleksibelt dansk fiskeri i de seneste 20 år. Og det er den historie som Spanien og andre sydeuropæiske lande nu ikke ønsker at gentage. For disse lande er fiskeriet og fisken mere værdifuld end blot en industri som leverer råvarer, det er kultur, historie, friske fisk i mange havne, turisme og liv i havnene og meget mere.

Danmarks Fiskeriforening siger at foreningen taler på alle danske fiskeres vegne og derfor har de fået lov til at reducerer dansk fiskeri til 1500 og hvis de fortsat for lov, til om få år kun at omfatte 1000 store fartøjer.

Men hvorfor skal Danmarks Fiskeriforening have denne ene ret? Hvor er samfundets ret? Vi stiller mange krav til landbruget, hvorfor stiller vi ingen krav til fiskeriet? Hvor er kommunerne, amterne og Folketinget i dansk fiskeri?

I Spanien og i de andre sydeuropæiske lande kæmper deres EU kommissær for fiskerne, med risiko for at blive fyret. I Danmark kæmper Danmarks Fiskeriforening og deres politikere for at få fjernet så mange fiskere som muligt. Flotte danske fiskekuttere slæbes i hundredvis til Grenå for at møde motorsaven. Og de tages fra den skånsomme ende, de fartøjer som er mest skånsomme mod miljø og ressourcer kommer først under saven.

De mange års ophugninger af fiskefartøjer har ikke medført , at fiskebestandene har fået det bedre – hvorfor bliver vi på denne kurs?

Hvem narrer hvem i “fiskerikrigen” mellem nord og syd.

EU’s fiskeripolitik

April 2002

Danske politikere og Danmarks Fiskeriforening har fundet sammen i en skarp kritik af EU kommissionen og EU’s formandsland Spanien. Til Jyllands Posten siger direktør i Danmarks Fiskeriforening Niels Wichmann, at Danmark støtter kommissionens reformforslag med flerårlige kvoteaftaler, nedskære fiskeflåderne, stop for statsstøtte og fælles EU regler for fiskeri. Men Spanien og de andre sydeuropæiske lande vil ikke være med.

I medierne fremstår lande som Danmark, Holland, England og Irland nu som forsvarer af det bæredygtige fiskeri, imod de sydlige lande, som rager til sig på bekostning af fiskebestande og havmiljø – nærmest korrupte, og de bruger ulovlige metoder til støtte for deres sag i EU osv.

Vi skal blot minde om, at fiskeriet i Nordsøen – hvor der ikke deltager en eneste fisker fra Sydeuropa – er et af de meste ubæredygtige fiskerier i verden. Der hvor de ”gode” og ”lovlydige” fiskere henter deres udkomme, er flere af de vigtigste bestande ved at kollapse.

Spanien er på vej til at miste deres historiske ”fiskerettigheder” i den 3. Verden. EU kan (heldigvis) ikke længere få aftaler og derved bliver Spanien hårdt ramt. For at få de store fartøjer på fiskeri, gør Spanien krav på at komme ind i de fælles europæiske farvande. Men her hersker de historiske rettigheder! Og selv om de danske fiskeriansvarlige forsøger at give os indtrykket af, at store spanske fiskefartøjer er på vej ind i Nordsøen, Kattegat og Østersøen, så er det vrøvl fra ende til anden. Faktum er, at Spanien er kommet i klemme med de store fartøjer og nu skal de hugges op, og det vil koste mange mia. EU penge. Derfor har Spanien brug en massiv statsstøtte til det formål, så Spanien kæmper selvfølgelig for at bevare de 50% af EU’s støtte til fiskeriet.

”Fiskerikrigen” mellem nord og syd er til størst fordel for dansk fiskeri. På en meget letkøbt baggrund, har Danmarks Fiskeriforening fået offentligheden på sin side i kampen mod de ”rådne systemer” i syd. De og de danske fiskeriansvarlige gør nu hvad de kan for at få rettet op på et mildest talt flosset image. ”Vi er de gode lovlydige EU-fiskere”. ”Vi overholder alle love og programmer og nu skal det igen gå ud over os, og det er uretfærdigt” og mere af samme skuffe.

Dansk fiskeri har ophugget over 1000 fartøjer og lige har 179 fartøjer søgt ophugning under en ny runde. Om få år vil der være mindre end 1000 store fartøjer plus et antal småjoller tilbage i dansk fiskeri hvis udviklingen fortsætter. For sammen med de offentlige støttekroner som blevet brugt på ophugningen, er der brugt endnu mere på modernisering og effektiviseringer og nybygninger af store fartøjer, så fiskeriindsatsen i dansk fiskeri, er højere i dag end, den var før man begyndte at ophugge. Og derfor har ophugningen ikke haft nogen som helst værdi i forhold til sikring af et mere bæredygtig fiskeri – tværtimod. De 179 som nu venter og de som er forsvundet, repræsenterer det mindre og mellemstore fiskeri,
og hele øvelsen i dansk fiskeri har været at få fjernet tonnage, for at få en ny og mere effektiv tonnage ind i dansk fiskeri.

Hvem narrer så hvem? Spaniolerne er jo ikke dummere end folk er flest og de har set hvilken vej vinden blæser. Men de vil ikke af med deres mange tusinder af mindre fartøjer til ingen verdens nytte, blot fordi vi i Nordeuropa satser på et højtindustrialiseret fiskeri. I Spanien har man, i forhold til den mængde fisk der bliver landet, en meget lille forarbejdnings industri. De spanske fiskere sælger fisken direkte til konsum og derved opnår de også at få mere end 4 gange så meget for den fisk de lander, end deres kollegaer i Nordsøen.

Lande som Spanien, Portugal, Italien og Grækenland vil ikke af med deres kystfiskere, blot fordi man gør det i Nordeuropa og derfor kæmper de under parolen ”vi er venner af fiskeriet”. Imod de nordeuropæiske interesser, som på den ene side bruger ”krigen” til at fjerne opmærksomheden fra egne alvorlige problemer og på den anden side, at få så stor en del af den økonomiske støtte fra EU til ophugning, modernisering og effektivisering af eget fiskeri.

Tidligere udsendelser:

Pressemeddelelse

EUs Fiskeripolitik

Pressemeddelelse fra generalforsamlingen april 2002

Fiskeripolitik. Pressemeddelelse

Udsendt april 2002

Pressemeddelelse

Udsendt i forbindelse med Landsforeningen Levende Havs ordinære generalforsamling i Lemvig den 26.4.02

Landsforeningen Levende Hav opfordrer Folketinget og regeringen til at forholde sig til den reelle konflikt som er opstået kølvandet på EU’s nye fiskerireform, og lægge afstand til fiskernes formand, Bent Rulles hadske angreb på de sydeuropæiske lande, i disse landes forsøg på at rede så mange af deres mange fiskere som muligt.

Til sammen har Spanien, Portugal, Italien og Grækenland ca. 60.000 fartøjer og ca. 180.000 fiskere Til sammenligning har Danmark, Holland, England og Irland ca. 15.000 fartøjer og ca. 25.000 fiskere. Ser man bort fra Spaniens store fartøjer, som fisker uden for de europæiske farvande, så har Sydeuropa bevaret deres titusinder af fiskere og fartøjer giver liv og farver og ikke mindste friske fisk til de mange havne. Fiskeriet i de sydeuropæiske lande er meget mere end blot en industri som skal holdes i gang med ”råvarer” som i den nordeuropæiske fiskeindustri

– Danmark er det land i Europa som fanger den største mængde fisk, mens værdien af de spanske fiskers landinger, er 4 gange så stor som værdien af de danske fisk.

Vi støtter de sydeuropæiske landes kamp for deres fiskere. Langt hovedparten af de 60.000 fartøjer er mindre fartøjer som sælger deres fangster til direkte konsum, til mennesker som værdsætter fisk og som også er villig til at betale prisen for frisk dagfanget fisk.

Vi støtter ikke udviklingen i det danske fiskeri, hvor man med den ene hånd giver offentlig støtte til ophugninger af de mindre og mellemstore fartøjer og med den anden støtter moderniseringen af og opbygningen af et ubæredygtigt fiskeri på ganske få, men meget store og meget effektive fartøjer, med hvad deraf følger af uddøde havne og tab af menneskelige og kulturelle værdier.

Det er ikke nogen naturlov som bestemmer, at dansk fiskeri har kurs mod en situation, hvor der kun bliver plads til 1000 fiskefartøjer. Det er en kurs som er udstukket af en fiskeriforvaltning og en fiskeriorganisation, uden respekt for de mennesker og værdier som burde være fundamentet i dansk fiskeri.

Med den nye reform, skal EU’s fælles fiskeripolitik bygges på ressourcebæredygtighed og beskyttelse af havmiljøet, og derfor er det vigtigt, at de titusinder af sydeuropæiske kystfiskere ikke bliver ramt i konflikten mellem det natur- og ressourceødelæggende fiskeri som foregår i de fiskeririge nordlige farvande og i farvandene ud for mange afrikanske landes kyster.

Vi håber at de sydeuropæiske lande vil vinde kampen for deres mange fiskere.

Vi mener ikke at et naturerhverv som fiskeriet skal have offentlig støtte, men skal der ydes økonomiske støtte i fremtiden, så bør den bruges til at fremme udviklingen af det mindre miljø- og naturskånsomme fiskeri, på bekostningen af den økonomiske støtte til det store kapitaltunge fiskeri, som er årsagen til at vore fælles fiskebestande er blevet så nedfiskede, at de nu er ved at bryde sammen.