Finhvalen og Skov- og Naturstyrelsen.

Finhvalens er også Skov- og Naturstyrelsens dødskamp.

Hvalens dødskamp er et billede på det der foregår i Skov- og Naturstyrelsen i disse tider.

Men først medierne. De siges jo at være en meget vigtig del af demokratiet og derfor skal vi værne om presse- og ytringsfriheden. Denne hvalsag, og alt for meget WM i fodbold, sætter et stort spørgsmålstegn ved presse- og ytringsfriheden, der hører et “men” til de rettigheder.

Vi har i hvert fald nået det foreløbige bundniveau i den danske presse- og medieverden som den udstilles i disse dage, hvor overskrifterne enten handler om en strandet hval eller en skadet fodboldspiller. Det er beskæmmende, som det er bekymrende, at så mange mennesker bliver tiltrukket af en hval der er gået på grund i Vejle Fjord og som ikke overlever det. Den hval kan vi ikke gøre så meget ved andet end at slå den ihjel, men vi kunne gøre meget mere ved de tusinder og atter tusinder af større og mindre hvaler, der må dø fordi vi ødelægger det hav de lever i og af.

Det er alt sammen beklageligt, men det er modbydeligt, at de mange ansvarlige og eksperterne udnytter den strandede og døende hval til promoveringen af sig selv i medierne.

Jeg er overbevist om, at når de samme ansvarlige og deres eksperter ikke afliver den hval, er det også en målestok, hvormed vi kan måle kynisme og egeninteresser i sagen. For ligeså længe den hval holder sig i live, holder medierne ud og derfor vil historien dagligt skulle vinkles og flere forklaringer gives. De første langskæggede eksperter, som vi altid ser når der strander en hval, har været på og er nu kørt ud på et sidespor. For de halvgamle eksperter har det med at være lidt ubøjelige, og sige det de mener og det kan medierne selvfølgelig ikke bruge til noget som helst.

Så nu trækker de på alt hvad der kan kravle og gå og som står i kø og presser på, for at komme på. Alle mulige og ikke mindst umulige eksperter fra institutioner, styrelse og museer som gerne fortæller det de bliver bedt om, for at mediet kan “få den rette vinkel”. Dermed fremstår de for os, som de “eksperter” de er, mennesker uden anden forstand og begreb om hvaler og strandinger, end hvad de har læst sig til. Men det er netop sådanne bøjelige eksperter medierne kan bruge til deres voxpop journalistiske vinklinger af historien. For det værste man kan byde de tusinder af gode danske borgere, som mod al fornuft (h)valfarter til Vejle i disse dage, er viden og seriøs oplysning om hvaler og det hav de lever i og af.

Derfor og måske for ikke at beskadige kraniet, holdes hvalen i live, og det ligeså længe man kan. For der skal laves historier henover weekenden, flere eksperter mangler deres mediesekunder. Men hvis ikke hvalen er død på mandag, vil de ansvarlige med noget nær 100 % sikkerhed blive tvunget til at aflive den, for så kan folket ikke holde det ud længere.

Det er meget mystisk, men sådan fungerer folket og deres medier siden de blev politisk opdraget til netop at være et folk og medier, som afviser seriøs viden og oplysning. Folket ledes og styres af de følelser som kommer til folket. Først den nygerrige “jeg har aldrig set sådan én før” følelser og den er opbrugt så kommer den “det er synd for hvalen og det kan vi ikke være bekendt” følelse og så er det at Skov- og Naturstyrelsens ansvarlige tvinges til at få aflivet den hval.

Og det netop her i dette spændingsfelt mellem den virkelige og de virtuelle virkeligheder at denne strandede hval får sin metafysiske placering i tid og rum. For eksperterne udtaler gennem Skov- og Naturstyrelsen, at de har besluttet, at hvalen skal have “lov til at dø i fred”. Og det er netop Skov- og Naturstyrelsens ansvar i dag, altså om vi skal eller ikke skal slå den hval ihjel.

Og det bliver måske også den sidste virkelige handling som denne gamle, og i egen selvforståelse, hæderkronede institution “Den danske Skov- og Naturstyrelse” foretager sig inden styrelsen lægges ind under miljøministeriets By- og Planlægnings uvirkelige styrelse.

Og dermed forsvinder den sidste rest af virkeligheder i Miljøministeriets danske miljøforvaltning, dvs. rigtige hvaler, skove, stenrev osv. Det hele forsvinder ind i en planlægning, som så fremover uden de store problemer kan omskrive det, vi i forvaltnings sammenhænge, altid har forstået og beskrevet som “virkeligheden” til slet og ret virkeligheden.

Hvalens dødskamp er billedet på den dødskamp der foregår i Skov- og Naturstyrelsen i disse tider. Vi har fået at vide at hvalen ikke kan reddes (vil reddes måske). Men vi ved godt at viljen ikke tilhører dyret, men kun til mennesket. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Skov- og Naturstyrelsen mange folk meget gerne forblev uden for denne uvirkelighedens naturforvaltning, de skal stå for under ledelse af By- og Planlægningsstyrelsen. Med hvalen som middel, giver SKN os nu deres syn på sagen, men er det sørgeligt? Jeg synes det ikke. Det er klart, at vi som altid må fortsætte kampen for retten til virkeligheden, mod forvaltningens mange overgreb. Men jeg har alt for sjældent oplevet Skov- og Naturstyrelsen på vores side i den kamp, de ligger såmænd som de har redt.

Vel kan de undskylde sig med at de er embedsmænd og kvinder og derfor gør hvad politikerne bestemmer. Men havde de blot lidt flere nosser og noget ære i livet, ville de om ikke andet så af hensyn til den natur de altid talte så meget om, i det mindste gøre anskrig mod det der foregår i Miljøministeriet i disse tider. Det gør de ikke, de holder kæft og lader en dødende hval synge (pruste) deres dødskamp.

Det er måske i virkeligheden mere sigende end beskæmmende.

Kurt Bertelsen Christensen

Juni 2010