Miljøminister på herrens mark.

Miljøminister på herrens mark

I feb. måned 2011 er det et år siden Karen Ellemann (V) tiltrådte som miljøminister. Og i det år har hun været meget i medierne. Ikke fordi hun positivt og fremadrettet har været i gang med noget godt for os, naturen og miljøet, men mest for det modsatte. I det år har miljøministeren kun været på retræte, og ind indimellem også på vild flugt, fra de miljøpolitiske målsætninger som hun selv og tidligere VK miljøministre havde sat op.

Nu barsler ministeren så med den største af alle tilbagetog – indtil videre. Mod al miljø- og naturfornuft vil hun nu give landbruget yderligere 12 år til at få reduceret deres tab af de næringsstoffer til vand- og havmiljøet, som er indeholdt i Grøn Vækst pakken. Målet var ellers, at landbruget endelig kommer i gang med at få lavet de dykningsfrie bræmmer; få kompenseret for de 150.000 ha brakmarker der var blevet pløjet op, alt i alt at få nedbragt tabet af næringsstoffer med 19.000 tons inden 2015, også for at Danmark lever op til EU’s vand- og habitats direktiver. Men hvis ministeren nu kommer igennem med sine planer, vil landbruget kunne vente til 2027 med de målsætninger.

Da ministeren skulle forklare hvorfor hun vendte 180 grader i spørgsmålet om den australske gift der skulle afbrændes i Nyborg, svarede hun kryptisk at hun havde taget hensyn til ”folkestemningen”. Det var ordret ministerens forklaring på hvorfor hun tilbagekaldte den tilladelse fabrikken i Nyborg havde fået. Det var godt hun gjorde det, men hendes forklaring for at gøre det, var målt på alle områder til skade for den danske natur- og miljøpolitik.

Når man offentlig giver udtryk for at man ligger under for folkestemningen har landbruget nærmest en pligt til også at presse ministeren. Og det ser nu til at lykkes. Landbruget har været meget aktive det seneste år, hvor de har truet med alskens ulykker i medierne. Og skiftende ministre med statsministeren i spidsen, har løbende været ude med hele og halve støtte erklæringer til landbruget, men dog altid med det forbehold, at landbruget selvfølgelig måtte indrette sig efter naturen og miljøet – ikke omvendt.

Nu har ministeriet fået lavet en ”rapport” som viser at dansk landbrug bliver ringere stillet end landbruget i det nordlige Tyskland og Holland og derfor frygter ministeren at dansk landbrug vil flytte sydpå, hvis de danske planer bliver opretholdt. Det er noget sludder. Hvis der var plads til mere dansk landbrug af betydning i Tyskland og Holland, vil de lande også blive tvunget til at lave nye og skrappere planer. Men der er i ikke plads til ret meget mere af dansk landbrug i de områder. Så forklaringen skal selvfølgelig findes et andet sted.

Den bedste forklaring finder man i dansk landbrug som er så forgældet, at det ikke har råd til at gennemføre Grøn Vækst strategien. Og i det spørgsmål skal man ikke have blikket rettet så meget mod landbruget selv, men mere mod de banker og andre långivere, som pt. har 350 mia. ude at svømme i det danske landbrug. Og det er ikke landbruget og landmændene som regeringen vil redde, det er banker og långivere. Helt på samme måde som regeringen gjorde det i fiskeriet i 2005. Det er bankerne som styrer VK regeringen og med Amagerbankens seneste ruin, er det problem blevet mere aktuel end nogensinde.

Den ”rapport” som ministeren henviser til viser meget tydeligt at man ikke kan sammenligne tabet af næringsstoffer i dansk landbrug med tabet i Tyskland og Holland. Dansk landbrug taber først og fremmest til de indre danske farvande og fjorde og selvom der også er problemer i Østersøen og den sydlige Nordsø, er de problemer ikke sammenlignelige med de indre farvande og fjorde, som hvert år lider af omfattende iltsvind.

Og der bliver ikke normale dvs. ”en god miljøtilstand” som EU direktiverne kræver, før iltsvindsproblemerne i de indre farvande og fjorde er løste. Og de bliver ikke løst før landbruget tilpasser sig naturen.

Læs ministerens forklaringer  her hvor der også er link til hendes rapport og se selv at hun ikke er på naturens, men på herrens mark i denne sag.

Kurt Bertelsen Christensen

feb. 2011