Sidste år modtog fødevareministeren et åbent brev fra danske organisationer, herunder Landsforeningen Levende Hav, der arbejder for et kystnært og skånsomt fiskeri. Brevet kritiserede EU’s og Danmarks politik med fiskerikvoter. For at hindre overfiskeri har vi fiskekvoter, og disse kvoter blev i 2006 omsættelige. De kan købes og sælges.

Tab af havnemiljø

Konsekvensen er, at store fartøjer og kvoteselskaber opkøbte kvoterne, og spekulation i kvoter blev vigtigere end selve fiskeriet. Kvoterne blev hurtigt så dyre, at kun de store og deres banker kunne finansiere købet. Nu er kvoterne blevet samlet på få hænder, og bortset fra de fire store vestjyske fiskerihavne ligger de danske fiskerihavne næsten øde hen. I kølvandet fulgte tabet af levende havnemiljøer og tusinder af arbejdspladser i yderområderne, ligesom det også er blevet vanskeligere at skaffe skånsomt fiskede og dagfangede friske spisefisk.

Det er svært at ændre på denne koncentration, men nu er man allerede gået i gang med at finde ud af, hvordan fiskerisystemet kan blive mere bæredygtigt målt på både fisk og mennesker. I Island er man gået i gang med at føre 5 pct. af de omsættelige kvoter tilbage til kystfiskeriet. I Norge overvejer kommuner at tilbagekøbe kvoter til lokale fiskere, og i Danmark skal fødevareministeren nu præsentere en plan, som kan redde kystfiskeriet.

Handel med jord i Afrika

Udviklingsminister Christian Friis Bach kræver, at småbønderne i Afrika får individuel ejendomsret til deres jord. Et af ministerens argumenter er, at hvis småbønderne må forlade landbruget, vil skødet sikre dem penge for jorden. Han mener bl.a., at afvandring fra landbruget er nødvendig for at tiltrække investeringer og øge produktiviteten.

Men ligesom handlen med fiskekvoter blev vigtigere end fiskeriet, kan handlen med jord i Afrika blive vigtigere end produktionen af fødevarer.

Der investeres allerede voldsomt i Afrikas landbrugsjord. Investorerne er både mellemøstlige sheiker, danske bønder og kinesisk statskapitalisme. Diskussionen om landgrabbing er voldsom, selv om der har været færre afsluttede handler, end man frygtede for et par år siden.

Alt andet end mad

Øgede udenlandske landbrugsinvesteringer kunne være positive, men opgørelser viser, at kun 16 pct. af de seneste års investeringer har været i fødevareproduktion. Der investeres i bioenergi, og hvis det er fødevarer, går de i høj grad hjem til investorlande som Kina. Nogle køber kun jord i forventning om stigende jordpriser. Nogle vil fælde skov, andre gå på jagt. Det handler om alt muligt andet end mad.

Jo lettere jorden omsættes, des lettere får spekulanterne det. Risikoen er, at Afrika får gigantiske godsejere, mens presset på byerne bliver endnu større, og i forvejen vokser slummen i de afrikanske storbyer alt for hurtigt.

Afrikas bønder skal have rettigheder. Også rettigheder, der sikrer fælles ejerskab, for bønderne har brug for rettigheder over for et forældet høvdingesystem og kvindefjendske kulturer, men der må ikke gå fisk i Afrikas landbrug. Landbrug og fiskeri er for vigtige til markedssystemer, der sætter spekulation højere end bæredygtig fødevareproduktion.

Kurt Bertelsen Christensen, medstifter og forhenværende formand af Levende Hav

Se også læserbrevet på Jyllands Posten