Fiskekvoter 2002 anden udgave

Fiskekvoter 2002 anden udgave

Fiskekvoter 2002 – hvorfor nu denne jubel?

Fiskernes formand Bent Rulle jubler over resultatet i dag og han og Fødevareminister Mariann Fischer Boel har fundet sammen i stor glæde over det gode resultat for Danmark. Det lyder jo som helt nye toner fra en normalt meget vred formand. Og så er det man få lyst til at spørge – hvorfor er de så glade for resultatet?

Det er meget svært at få øje på de forbedringer af kvoterne, som kan retfærdiggør denne jubel. For de danske fiskere, er torskekvoterne blevet skåret ned med 10.000 tons svarende til ca. 20%, rødspætter med 3000 tons svarende til 10 % i forhold til kvoterne i 2000, og det vel at mærke kvoter som var historisk lave. Så det kan ikke være derfra glæden kommer. Tunger blev også skåret ned med ca. 20 %. De vigtigste arter i Nordsøen for specielt kystfiskerne er således blevet væsentligt reduceret.

Nej glæden over kvoterne forklares med at ”det kunne havde gået meget værre”. Og det er faktisk den samme forklaring som man kom med sidste år. ”Vi fik den reddet hjem på målstregen” men ”det holdt hårdt”. Sådan lød Bent Rulles og Ritt Bjerregaards forklaring sidste gang, og også da med mange roser til den dengang nye Fødevareminister – de roser blegnede som bekendt ret hurtigt inde i 2001.

Lignende forklaringer huskes også fra Henrik Dam Kristensens tid som fødevareminister, så det må åbenbart være sådan det skal være. EU kommissionen som spiller bussemand op til jul, og så kommer der nogle handlekraftige ministre, embedsmænd, kvinder og fiskeriforeningsformænd som står sammen i kampen mod det onde, imod denne kommission og selvfølgelig vinder de gode.

Dette teater er er jo gået godt i flere år så forestillingen fortsætter. Fiskerne! O ja de bliver lovet penge til ophugning, så de fiskere der har råd til det, dvs. de som selv kan spytte i kassen, de kan få lov til at forlade fiskeriet. Tilbage bliver de store fartøjer, som i parentes bemærket er årsagen til fiskeriets problemer, for dem er der ingen der har råd til at få fjernet. De skal derfor have særbehandling, de allerstørste for lodder og blåhvilling og selvfølgelig også økonomisk støtte til moderniseringer og forlængelser, samt nybygninger til de rederier som de er ejet af.

Jo det går sku rigtig godt i dansk fiskeri – hvem narrer hvem i dette spil?

Den nye fødevareminister kender nu også mere til fiskeriet efter jomfruhummer end fiskerne, for hun mener ikke, at bifangsterne i hummerfiskeriet er noget problem. Den viden har hun fået ved at lægge øre til hummerfiskernes egen formand Bent Rulle, som ikke vil lytte til andre end hummerfiskerne i sagen om bifangster i dette fiskeri.

Bifangsterne i hummerfiskeriet er en skandale, ikke så meget i Kattegat og Skagerrak længere, for der har et mangeårigt hummerfiskeri fået udryddet det meste af de andre fiskebestande. Men på de nye fiskevande i Nordsøen, foregår der et udsmid som er langt værre end det der foregår i den sydlige del af Nordsøen, i det med rette meget udskældte bomtrawlfiskeri efter tunger.

Der er intet at glæde sig over i dag, tværtimod. For dét at kunne glæde sig i dag, svarer til at vi i går havde fået at vide, at jorden ville gå under i dag – og at vi selvfølgelig også havde troet på det.

Virkeligheden i og på havet er den, at bestandene har det meget dårligt og at de vil have det endnu dårligere til næste år. På havet bliver kystfiskerne og de skånsomme fiskemetoder sorteper. Det er de også er det i dette øjeblik, hvor de kun må fange 200 kg. torsk om ugen, fordi de store havgående fartøjer fik lov til at opfiske kvoterne inden torsken nåede ind til land. I sommers måtte de mindre fartøjer kun fange 700 kg rødspætter, fordi de nye trawlere skulle have lov til at fange store mængder rødspætter først på året, fordi der blev lavet en torskekasse ude i Nordsøen.

Dette års kvoteresultater er på ingen måde nogen julegave til dansk fiskeri, og det finder fiskerne også ud af, når eurofurien har lagt sig. Men sikkert er det aftalerne blev en alvorlig begmand til den fælles europæiske fiskeripolitik. En politik som kun handler om for de enkelte lande, at få skrabet så meget til sig selv som muligt.

En fælles forståelse for et mere bæredygtigt fiskeri i de europæiske farvande ligger fortsat gemt, langt ude under horisonten.