Oplæg til Folketingets høring om fiskeriet i EU

Oplæg til Folketingshøring om EU-Grønbogen om fiskeriet fremtid

Af Knud Andersen, Fiskernes Økologiske Netværk

Christiansborg 2001

Jeg er glad, fordi jeg får lejlighed til at sige et par ord her i dag. Jeg vil forsøge på baggrund af denne Grønbog at ytre mig om dansk fiskeri som del af det europæiske fiskeri. Jeg vil komme med hårde ord om dansk fiskeri, men som man siger: ”Den man elsker, tugter man!”. Jeg holder dybt af fiskerierhvervet med dets mennesker og samfund! Derfor vil jeg heller ikke lade stå til og bare være et passivt vidne til den dødskurs, erhvervet nu er på.

Jeg var gang på gang ved at falde ned af stolen, da jeg læste denne Grønbog. Jeg synes, at der stort set med denne bog er leveret et modigt, progressivt og konstruktivt oplæg. Der er, kære politikere, leveret en god baggrund for, at I konsekvent kan føre kniven og handle aktivt på baggrund af langsigtede mål og ikke kortsigtede økonomiske interesser.

Grønbogen tager udgangspunkt i FAOs adfærdskodeks for ansvarligt fiskeri, som taler om ”behørig respekt for økosystemerne og biodiversiteten, så fiskeriet både for nuværende og kommende generationer vedbliver med at være en livsvigtig kilde til føde, beskæftigelse, rekreation og økonomisk velfærd for menneskene”.

Denne dejlige bog nævner også i sit udgangspunkt artikel 6 i traktaten, der taler om miljøbeskyttelseskrav og bæredygtig udvikling i EU-politikken. Særlig nævnes artikel 174, hvor forsigtighedsprincippet fastslås.

Bogen konstaterer i afsnittet ”Hvad er status?” at det er i 11. time – også m.h.t. ”Havet omkring Danmark”, hvis vi i fremtiden skal have et fiskerierhverv i et positivt samspil med en befolkning i land. Senere konstateres det i bogen, at ”fiskerisektorens bæredygtighed er afhængig af et velfungerende økosystem og deri levende arter”. Det er endvidere interessant, at afgiftsfrit brændstof problematiseres som et skjult subsidie til fiskeriet og endelig stilles der spørgsmål ved fartøjsejernes evne til at aflønne arbejdsstyrken.

Her efter lægger bogen op til, at der opstilles ”Klare mål for fremtiden”. Det er for os særlig interessant, at man anbefaler ”lancering af en debat om økomærkning af fiskerivarer” og at man senere skriver, jeg citerer : ”Der bør derfor tilskyndes til indførelse af frivillige økomærkningsordninger”. Det er bemærkelsesværdigt, for den debat rejste Landsforeningen Levende Hav her i Danmark på baggrund af et større seriøst forarbejde. Men initiativet blev skudt ned af den danske fiskesektors top med formanden for Danmarks Fiskeriforening i spidsen. Han sagde – jeg citerer igen: ”Det vil jeg med alle til rådighed stående midler kæmpe imod”. Altså kæmpe i mod, at befolkningen, forbrugerne skal kunne vælge sig ind på fisk fanget med særlig naturskånsomme metoder! Jeg skal virkelig love for, at hans indsats har skabt tillid til Danmarks Fiskeriforenings oprigtige vilje at mysoline online arbejde for et fiskerierhverv i harmoni med naturen!

Jeg er virkelig glad for, at der i bogen i afsnit 5.3 skrives ”en mulighed er at tilpasse reduktionsindsatserne for at fremme anvendelsen af miljøvenlige redskaber eller fangstmetoder”. Hurra! Det er nemlig rigtigt: Det er ikke lige meget, hvilke fiskerimetoder, der anvendes og er kapaciteten for stor, så skal man, hvis man vil bære sig klogt ad, afskaffe de fartøjstyper og fiskerimetoder, der er mest skadevoldende.

Til min glæde hører jeg også, at man lægger op til at føre en positiv kystzonepolitik til gavn for kystsamfundene og miljøet.

Hvordan ser det så ud med realiteterne i dansk fiskeri? Desværre er det generelt slet ikke bæredygtigt og udviklingen går i den forkerte retning. Det nænsomme, det naturskånsomme fiskeri taber i konkurrencen med det brutale fiskeri, som der åbenbart satses på. Vi har f.eks. i løbet af den sidste halve snes år fået etableret en dansk bomtrawlerflåde. Det er en skam og den har ingen berettigelse, hvis man tager forsigtighedsprincippet i betragtning. Disse vældige stålkasser med deres enorme motorer og energiforbrug efterlader et spor døde bunddyr og fisk efter sig. Jeg og mine tidligere kolleger i fiskeriet véd det, for vi samler ådslerne op i vore garn, når vi kommer, hvor de har været. Disse fartøjer er formodentlig beregnet til at operere langt til havs, men i Jammerbugten har man her i foråret haft store problemer med danske bomtrawlere inden for 12 sømil fra kysten, som er forbudt område for dem.

Danmark driver et meget omfattende industrifiskeri med et tvivlsomt formål. Det er meget problematisk, hvorvidt man kan gribe så radikalt ind i økosystemet, uden at det får alvorlige konsekvenser for hele fødekæden. Tag nu tobisfiskeriet. For to år siden var industrifiskerne og biologerne rørende enige om, at dette fiskeri bestandsmæssigt var bæredygtigt. I dag to år efter skuffer dette fiskeri og i forrige nummer af Fiskeritidende appellerer 10 industritrawlerejere om radikale indgreb mod opfiskningen af for små tobis. Kære politikere – gør jer klart, at tobis et helt centralt fødeemne, når torsken efter at have smidt rognen skal bygge sig selv op igen! Og så det med bifangsterne – og her taler jeg ikke specielt om tobisfiskeriet – her er det tilladt industrifiskerne at medbringe 2 % bifangst af konsumfiskeyngel i deres kæmpelastrum. Jeg vil sige jer: Blot én last med 2 % torske- eller kulleryngel er en katastrofe i sig selv.

Vi har også en kæmpeflåde, som trawler efter jomfruhummere. Engang var hummerfiskeriet en lille niche for små kuttere på 15 tons som i sæsoner på den bløde bund med deres småmaskede trawl fangede disse kravl af ringe fødemæssig værdi, men en luksus for velhavere. Det havde ikke den store effekt på økosystemet p.g.a. fiskeriets ringe omfang og de lette grejer, de brugte. Nu foregår det med stor maskinkraft og med tunge grejer og også oppe i den hårde bund. År ud og år ind med småmaskede trawl. Der fanges mængder af yngel både af målarten og af kunsumfiskearter. Det er uomtvisteligt. Men ikke nok med det. I vinters opererede mange store jernkasser med flere hummertrawle efter sig på sydkanten af Norske Rende. Mens vi har de radikale restriktioner for torskefiskeriet, fangede de 100 kasser store gydetorsk i døgnet, som de så lossede døde ud igen. Ja, 4 – 5 tons om dagen. Og taler vi om mørksej, så berettes der om større tal. Dét fiskeri skal ingen komme og kalde bæredygtigt.

Trawlfiskeri med de såkaldte ”bobbinstrawl” enten slæbt af en trawler eller parvis af to har ansvaret for, at store stenområder og stenrev såvel i vore indre farvande som til havs i Nordsøen er blevet komplet molesterede. Se bare på det omdelte arbejdspapir.

Hvis man i Danmark og i EU mener noget som helst med ”forsigtighedsprincipet”, så må og skal fiskeri med bundslæbende redskaber i sten bringes til ophør og f.eks. krogefiskeriet opprioriteres i stedet.

En ny form for naturnedbrydende fiskeri i sten er metoden ”flyshooting” – en videre udvikling af det ellers særdeles naturskånsomme snurrevodsfiskeri. Det er måske derfor, at biologer og embedsmænd af en eller anden grund tror, at det er bæredygtigt. Med 60 mm tykke ståltove rykkes med stor kraft toppene af stenformationerne, som udgør levesteder for et varieret fiskeliv. Det er forfærdeligt at tænke på, at samfundet har været med til ved tilskud at få bygget disse fartøjer. Jeg kan tilføje, at når disse stolte nybygninger i dansk fiskeri har fisket deres torskekvote op, så er de i stand til at skifte over til det føromtalte heller ikke bæredygtige hummerfiskeri.

Der er dog lyspunkter i dansk fiskeri. Således har en halv snes yngre, fremsynede fiskeskippere gjort, hvad man har efterspurgt. De har lagt om til et torskefiskeri, hvor der praktisk talt ikke finder udsmid sted. Alt kan anvendes og det sælges til de absolut højeste priser p.g.a. den høje kvalitet. Havbunden efterlades fuldstændig intakt. Der er et meget lavt energiforbrug og det er også absolut økonomisk bæredygtigt, hvis man ellers kan få lov til at fiske. Det er krogefiskerne, jeg taler om. Disse modige ”havets duksedrenge”, som har investeret i de nye autolinesystemer, er desværre kommet i klemme og ladt i stikken af Danmarks Fiskeriforening, som forbenet holder fast ved, famvir at alt fiskeri, der overholder den officielle fiskeriforvaltning, pr. definition er lige bæredygtigt. Fra gammel tid har man i Fiskeridirektoratet haft en kategori, som man har kaldt ”garn- og krogefartøjer”. Da man skulle beregne konsekvenserne af de meget radikale og på mange måder også velbegrundede restriktioner i Nordsøen i en såkaldt ”regnegruppe”, holdt man forbenet fast ved det. Fiskeridirektoratet og Danmarks Fiskeriforening fandt åbenbart en fælles forståelse for, at garn- og krogefiskeri også i 2001 skal høre til i samme kategori. Det er uargumenteret og det er useriøst! Dét er måske årsagen til, at man med koldt blod lader disse fiskere, som vil naturskånsomheden, som vil det bæredygtige fiskeri, nu alle vil gå fallit, mens de naturnedbrydende flyshootere og bobbinstrawlere overlever. Det er en skadale!

Jeg skal også, som noget positivt fremhæve det danske traditionelle snurevodsfiskeri på glat bund. Dette fiskeri lever også op til alle intentioner om et fiskeri i harmoni med naturen. Også dette fiskeri er for øjeblikket på retur, under pres som det er fra det voldsomme bomtrawlfiskeri.

Garnfiskeriet er også naturskånsomt, hvis det pålæges forskellige restriktioner m.h.t. maskestørrelser, den tid garnene må stå til fiskning, antallet af garn, m.v. Jeg skal også buy vasotec online nævne, at bundgarnsfiskeriet i de indre farvande faktisk er et yderst bæredygtigt fiskeri, og der burde gøres en indsats for at bactrim bevare det.

Det er vedrørende fiskeriet helt centralt at tage stilling, om man vil fremme aktive fiskerimetoder eller de passive. Gør jer klart, at det er de aktive fiskerimetoder, som vi har alle problemerne med. Altså de forskellige former for trawlfiskeri, som jeg har omtalt og flyshooterbådene. Det er dem, der påvirker havbunden mere eller mindre groft. Det er dem der har de største og mest massive discardproblemer og endelig er det dem, der forbruger den største energi.

Som ansvarlige politikere, så har I en forpligtelse overfor at skabe helhed i de forskellig politikker og altså også i overlapningerne mellem miljø- og fiskeripolitik. Har I ikke tænkt på, at det faktisk er temmelig ubegavet, at vi under den igangværende menneskeskabte klimakatastrofe satser på fiskeriformer, hvor fiskegrejet med voldsom kraft og under forbruget af meget betydelige mængder af dieselolie knokles afsted ikke bare over havbunden, men faktisk så at sige gennem havbunden. Vi kunne jo i stedet vælge at anvende passive metoder, hvor fisken, vi vil fange, selv slår sin egen skrue til og selv svømmer til fiskegrejet. Det er vel ikke en naturlov, at vi skal bære os tosset ad!

Der er lagt op til en kraftig beskæring af flådekapaciteten. Frantz Fitzler taler om 40 %. Det er ikke for meget, synes jeg. Men hvilke fartøjer skal det være? Det er givet, at det bliver en smertelig proces. Det bliver også en proces, hvor I politikere må vise mod til at træffe skelsættende afgørelser. Fiskerne vil ikke selv være i stand til det. I har jo ansvaret for, at vi ikke skal løbe spidsrod efter en skandaløs udvikling. Det er jer, som er valgt til at vælge for os, for vore børn og efterfølgende generationer.

Er det så linefiskerne, der skal ud? Eller snurrevodsfiskerne? Eller hvem?