Godt nyt.
Levende Hav hilser velkommen til et perspektivrigt initiativ
PRESSEMEDDELELSE
Garnfiskere rykker ud
De små fiskere får nu en stemme i debatten om dansk fiskeris fremtid, en stemme der vil arbejde for kystfiskere på havne i hele landet, det kystnære og det naturskånsomme fiskeri.
Det blev konklusionen, da en halv snes sjællandske kystfiskere onsdag 29. oktober satte hinanden i stævne på Helsingør Havn for at finde fælles fodslag.
»Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri« er navnet på den nye organisation, der holder stiftende generalforsamling 21. november på Helsingør Havn.
»Verden har flyttet sig. Politikerne på Christiansborg og i EUsystemet ønsker at få omstillet vores udnyttelse af havet, så det bliver skånsomt og bæredygtigt. Det er vi kystfiskere enige i. Vi står med fingrene i suppen og har en stærk fornemmelse for havets sundhed, men vi har i meget høj grad oplevet, at vi ikke har kunnet få vores synspunkter repræsenteret. Derfor danner vi “Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri,« siger Max Christensen, Vedbæk, der er blandt stifterne af den nye forening.
Foreningen for skånsomt kystfiskeri er åben for garn, krog, tejne og snurrevodsfiskere – eller rettere alle, der fisker med naturskånsomme redskaber. Fiskerne er i første omgang enige om at bruge kræfterne på at begrænse sandsugernes ødelæggende virkning på ynglepladserne, en fornuftig politisk aftale om kystfiskerordningen, mærkning af skånsomt fangede fisk samt afsætningskanaler, der forkorter fiskens vej fra hav til spisebord og sikrer en rimelig pris for fisker og forbruger.
»Efter indførslen af omsættelige kvoter går det kun en vej med kystfiskeriet, og det er afvikling. Der er ikke på nogen måde gjort reelle tiltag for at sikre det mindre kystnære fiskeri. Såfremt vi ønsker at bevare og udvikle vores fiskeriform må vi selv gå ind og tage ansvar for det,« siger Reinhardt Schmidt, Thyborøn.
Ifølge NaturErhvervsstyrelsens tal for 2013 var der 4.772 erhvervsfiskere fordelt på 1.979 garnbåde og 597 trawlere – dertil fire not og 52 muslingefartøjer.
Samlet landes der fisk til en værdi af lidt over tre mia. kr., heraf står trawlfiskeriet for 2,2 mia. kr. mens garn og krogfartøjer sammen med snurrevodsskibe står for 400 mio. kr.
Yderligere oplysninger:
Reinhardt Schmidt, telefon 4018 2372 eller email schmidt@familie.tdcadsl.dk
Max Christensen, telefon 3051 0503 eller email Maxk@c.dk
Posted in: Nyheder, Pressemeddelelser
Leave a Comment (0) ↓