Læs Thyge Jensens klumme om Økologisk anstændighed

Indenfor økologien er det almindelig kendt, at vi skal udnytte og
anvende lokale ressourcer lokalt,
og at vi bør tilstræbe kun at fortære den mad, der er groet, vokset og produceret på egnen, og ikke
fødevarer, der er sejlet, kørt eller fløjet den halve jord rundt.
Altså…

• Man bør undgå salater og grøntsager dyrket i Sydeuropa eller et mere eksotisk sted, selv om
man dog bør være opmærksom på, at mange dansk producerede grøntsager fra drivhuse har
en større energi (og CO2) belastning end de importerede.
• Man bør spise årstidens lokale grøntsager evt. med syltet kveller eller salturt fra Vadehavet,
hvis det skal være fint.
• Man bør boykotte kinarejer og skaldyr importeret fra Østen, og i stedet spise stillehavsøsters
fra Vadehavet. Opdræt af kinarejer er lokalt en økologisk katastrofe.
• Man bør for Guds skyld undgå pangasiusfisk, der er produceret i Mekongdeltaet i Vietnam
med enorme lokale miljøproblemer til følge, ligesom fisken i dammene er medicineret med
op til 50 forskellige slags antibiotika. Endelig er pangasiusfisken med til (med støtte fra
Danida) at ruinere hele det danske fiskemarked.
• Man bør holde sig klar af lammekøllen importeret fra New Zealand eller steaken fra
Argentina. De kan sagtens være biodynamiske, men økologiske er de ikke, når de er slæbt
det halve af jorden rundt. I stedet bør man spise den lokale lammekølle fra marsken eller fra
forlandet.

Altså handler det om at anvende lokale ressourcer, og så længe vi holder os på plante-, invertebratog
fiskeniveau, vil de fleste nok være enige. Anderledes hvis vi taler om fugle og pattedyr som
proteinressource. Her eksisterer der desværre et “etisk” krav om, at man kun må udnytte og spise
domesticerede dyr – altså husdyr, eller ”produktionsdyr” som de er reduceret til at være i dag.
Selvom både sæler og gæs, nøjagtig ligesom får og kvæg, er et produkt af Vadehavets og marskens
store frodighed, må de ikke udnyttes. Vilde dyr er hellige dyr, og hellige dyr spiser man ikke.
I JyskeVestkysten kunne man i sidste uge læse, at sælbestanden i Vadehavet nu var rekordhøj med
4.300 talte sæler alene i den danske del, så mon ikke der indtræder et kollaps i bestanden i 2012
eller i et af de følgende år? Dette skete for de spættede sæler i både i 1988 og i 2002, og fænomenet
er velkendt for mange andre vilde dyrearter, der af en eller anden årsag begynder bestandsmæssigt
at vokse ukontrolleret.
Hvis en sælepidemi med en dødelighed på 50% bryder ud her i 2012 vil ca. 100 tons godt økologisk
sælkød rådne op på strandene langs Vadehavet eller blive kørt til destruktion, hvis de skyller op på
en strand, hvor de kan virke stødende på turisterne .
Således må vi ca. hvert 14. år sende adskillige tons godt økologisk sælkød fra Vadehavet til
destruktion efter en af de tilsyneladende tilbagevendende epidemier i stedet for at høste overskuddet
ved at drive en bæredygtig jagt på dette stykke vildt, og herved udnytte Vadehavets store bonitet.
”Hvis der er nogen, der sulter i Indien, ka’ de da bare æde deres hellige køer” hører man af og til.
Hvis folk i den rige verden vil æde røde bøffer, kunne de jo starte med at æde deres egne hellige
køer – f.eks. sælerne.
Er det økologisk anstændigt at man i den rige verden har valgt en begrænsende faktor for
sælbestanden, der går ud på, at lade antallet af sæler reguleres af tilbagevendende epidemier med
destruktion af flere hundrede tons lokalt produceret godt sælkød til følge? Er der ikke andre om
mere økologisk korrekte måder at forvalte denne betydelige naturressource på?

sælerne og den økologiske anstændighed

http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE766341/noget-om-at-slaa-dyr-ihjel/