Levende Havs høringssvar angående ny trawlbekentgørelse for område 22, Bælterne
Landsforeningen Levende Havs kommentarer til:
Høring af bekendtgørelse om regulering af fiskeriet i 2013 og visse vilkår for fiskeriet i følgende år og ændring af bekendtgørelse om trawl- og andet vodfiskeri.
Vedr.: Motorkraftsbegrænsning i område 22, Bælterne (§30)
I høringsbrevet står bl.a.:
”Reglen blev i sin tid indført for at forhindre, at små fartøjer blev udkonkurreret af store fartøjer fra andre dele af landet. Efter indførslen af FKA er dette ikke længere relevant, da hvert fartøj har sin egen kvote af fisk, og derfor ikke direkte konkurrerer om de samme fisk med andre fartøjer”.
Dette er historisk korrekt, men meningen var også at skåne havbunden (særlig stenrev) i de kystnære områder for voldsomme påvirkninger fra trawlfiskeri. Argumentationen er i øvrigt ironisk, idet FKA netop har medført, at fiskeriet er blevet koncentreret på relativt få, temmelig store fartøjer, som i høj grad også er fra andre dele af landet. Det er tydeligt, at ændringerne er rettet mod at tilpasse sig disse få kutterejeres ønsker.
Endvidere står der i brevet: ”Hvis det bliver tilladt at benytte en større motor, vil man få et bedre brændstofforbrug, og en renere forbrænding end ved en mindre motor, der er fuldt belastet, og det vil altså også være gavnligt for miljøet. Desuden vil fiskerne i området med en større motor få mulighed for at fiske i andre farvande, hvilket vil gøre fiskeriet mere fleksibelt.”
Dette er efter vores opfattelse ikke rigtigt. Det er mest økonomisk at benytte en motor, der passer til behovet, dvs. har en lille overkapacitet. Selve det at drive en stor motor, hvor man fx kun udnytter halvdelen af effekten, koster jo, fordi man slæber et stort maskineri rundt, som ikke yder noget. Moderne motorer med turboladere, efterkølere og elektronisk indsprøjtning kører mest økonomisk ved ca. 75 % af motorens kW. Hvis det var det var denne gevinst, man ville opnå, så var det nok at hæve kW-grænsen med 25 %.
Der skrives endvidere: ”Desuden vil fiskerne i området med en større motor få mulighed for at fiske i andre farvande, hvilket vil gøre fiskeriet mere fleksibelt”. Her afsløres ændringernes sande formål: At fremme trawlfiskeriet i alle farvande.
Levende Hav skal understrege, at trawlfiskeri udleder mindst dobbelt så megen CO2 pr. kg. fanget fisk, som fiskeri med passive redskaber. At forbedre betingelserne for trawlfiskeri er derfor i klar modstrid med Danmarks klimamålsætning og det er helt grotesk og uansvarligt på baggrund af netop fremkomne internationale rapporter om udviklingen i klimaet. Levende Hav protesterer på dette grundlag mod den nye regulering.
Venlig hilsen
Knud Andersen
Formand for Levende Hav
Posted in: DK Politik 2012, Kystfiskeri
Leave a Comment (0) ↓