Hvis ikke EU’s fiskeripolitik kan redde det globale kystfiskeri – hvem kan så?

Madrid den 30. marts 2011. Undertegnede deltager i arbejdsgruppe møder i LDRAC og skriver derfra.

Denne morgen inden 2. dagens møder er det tid til lidt opsamling på gårsdagens møder.

Først lidt baggrund. Til disse LDRAC (Long Distance Fleet Advisory Councl) kommer folk fra EU kommissionen for at mødes med repræsentanter fra den europæiske fiskeindustri og et mindre antal repræsentanter fra de europæiske civilsamfunds miljø- og naturorganisationer. Møderne foregår som regel i Spanien for Spanien er det land i EU, som har langt den største flåde der fisker uden for EU’s egne farvande. Rådet, som interesseorganisationerne vælger at blive medlemmer af og som de betaler 3-900 EURO om året, vælger hvert år en bestyrelse på 24 organisationer og til selve arbejdet er der oprettet 5 arbejdsgrupper. Og rådets virke er at rådgive EU i alt hvad der vedrører EU’s køb af fiskerirettigheder uden for EU. Jeg er valgt til bestyrelsen og har været det siden rådet blev oprettet i 2007. Det er EU som betaler alle udgifter til sekretariat, rejser og ophold og derfor er det også EU som bestemmer hvordan rådet er sammensat. Og det betyder bl.a. at rådet består af 2/3 medlemmer fra industrien og 1/3 fra andre interesser som natur, miljø, lystfiskeri etc.

På det sidste møde i går, fik vi som ofte før en længere diskussion om hvorvidt EU’s fiskeripartnerskabs aftaler med de fattige lande ex i Afrika, også kommer de lokale fiskesamfund til gode? Det mener industrien, ikke overraskende at de aftaler gør. I hver EU aftale med lande i ex. Vestafrika, afsættes der x antal procent af de mange mio. til støtte for opbygningen af de lokale fiskerier. Og det er en form for kompensation til de fattige lande, fordi deres egne fiskere ikke kan udnytte de store bestande af ex tun der findes i deres farvande. Og det faktum at de lokale fiskerier ikke kan det, er et af de vigtigste argumenter for regeringerne i de lande for at sælge rettigheder til EU og andre store og mere moderne fiskerier. Så målet på papiret i hvert fald ER at nogle af de mange penge fra EU, skal bruges til kapacitets opbyggelse i disse landes egne fiskerier.

Det er ikke nogen hemmelighed at de penge aldrig eller kun i meget ringe grad bruges til de formål og det er en gammel diskussion, som man kan læse meget mere om på XXXXXXXXXXXXXXX

Men på mødet i går rejste der sig, sikkert ved et tilfælde, en ny diskussion. EU repræsentanten svarede i hvert flad lidt uigennemtænkt på et af de sædvanlige indlæg fra industrien, at det slet ikke er tilfældet. Der er ingen beviser, understregede han, for den sammenhæng. Der bliver ikke flere kystfiskere, eller bygget flere skoler, bedre veje etc. i de kystområder hvor EU har fiskerettigheder sammenlignet med områder hvor EU ikke fisker. Det er et ret følsomt område og da jeg forfulgte det blev det hurtigt til en diskussion, hvor også EU forsøgte at lægge låg på denne diskussion, fordi den netop indeholder dette meget alvorligt dilemma – som vi jo ikke må tale om.

Spørgsmålet er nemlig meget enkelt – hvorfor skulle de landes regeringer, overhovedet investere i de områder, når fisken sælges til andre lande? Hvorfor skal de det, når de også gerne vil sælge rettigheder til andre lande det giver jo kontanter? Skulle de skal udvikle deres egne fiskerier, bliver de nødt til at bruge penge (det ved vi fra dansk fiskeri som det facto er opbygget på statstilskud).

Det er indlysende at vi med disse køb af fiskerettigheder er inde i en ond cirkel. Det samme har vi set i Danmark og andre EU lande, hvor kystfiskeriet og de mindre kuttere forsvinder, fordi kvoteforvaltningen i sig selv medfører, at kvoterne koncentreres på færre meget større fartøjer. I DK og EU forsøger man holde liv i de områder, men det er aldrig helhjertet og det er det vel ikke noget at sige til, når der ikke længere er noget arbejde til de folk der bor der.

For at få et billede af situationen kan vi som eksempel tage sardiner og ansjoser på Vestafrika som også var på dagsorden i går. Her fanger EU og andre lande samt udflagede skibe 85 % af den ca. 1 mio. tons der er kvoter til. Så det er ikke meget lidt tilbage til de lokale fiskere. Og Vestafrika er ikke meget anderledes end Østafrika, Stillehavet etc.

Men kunne vi (EU) så ikke bare stoppe med at købe de rettigheder? Jo det kunne EU såmænd godt også selvom der er meget store erhvervsinteresser i dette fiskeri og selv om EU i dag får 21 % af de fisk vi spiser i EU, fra disse fiskerier, så kan vi selvfølgelig stoppe. Men hvis vi stopper, vil det uden for enhver tvivl i dag, straks være andre lande og bilaterale joint venture projekter og andet som køber de rettigheder. Og det kommissionens vigtigste argument – hvis ”vi” dvs. EU ikke køber de rettigheder, sælger de vestafrikanske cvs pharmacy weekly ad lande rettighederne til Rusland, Kina eller til udflagede EU fartøjer osv.

Og det løser ikke problemet for de lokale fiskerier og det har de da i det mindste ret i.

Men tilbagestår dette meget alvorlige udviklingsproblem som skal løses, fordi der er så mange mio. mennesker i de fattige lande som ikke har noget andet valg end at fiske. FAO mener der på verdensplan er op mod en halv mia. mennesker der direkte eller indirekte lever af det vi kalder kystfiskerierne. (det tal er måske lidt højt, men så er alle også kommet med) men det er mange mennesker som ikke kan undvære fisk og fiskeri.

Så problemet består selv om EU stopper deres fiskeri.

Kunne man så ikke give kystfiskerne de kvoter de har brug for og så sælge resten? Det er diskussionen, men det er også en farlig diskussion, for hvis sådan en forvaltning indføres ved vi, at de kvoter meget hurtigt kapitaliseres og så bliver de også hurtigt omsættelige. Og i dårlige tider, hvor der er få fisk af mange også naturlige grund, vil de fattige også sælge de kvoter – sådan er det. Ex El Nino, som styrer meget skin care meds af fiskeriet på vestkysten af Sydamerika er uforudsigelig og i de dårlige år vil pengestærke firmaer og andet stå på spring for at købe kvoter og rettigheder til billige penge. Det ser vi overalt hvor kvoter kan omsættes. Kystfiskerne, som ikke har kapital, sælger også fordi det grundlæggende problem ikke er løst med kvoter, nemlig det faktum, at når man kapitaliserer kvoter, så sætter man samtidig gang en teknologisk udvikling, for jo dyrere det bliver at fiske (og nu er kvoterne jo købt for lånte penge) jo mere må man effektiviserer og det går ud over kystfiskerne, som ikke kan følge med og til sidst sælger de.

I vores rige verden kan man måske forsvare det med at så får de (kystfiskerne) da i det mindste lidt penge med sig ud af fiskeriet. Det er ikke et holdbart argument, men det må vi tage en anden gang. Her skal det slås fast, at for kystfiskerne i de fattige lande er det en katastrofe for hele samfund, hvis kystfiskerne forsvinder. Så selv om det umiddelbart ser rigtig ud at sikre kystfiskerne vha. kvoter, er det en meget farlig kurs for kystfiskersamfund i de fattige lande.

Hvad gør vi så? I mange år har vi (Levende Hav) kæmpet for, at de lokale fiskere i det mindste også modtager de penge der afsættes i EU aftalerne. Men som det hele udvikler sig i det globale fiskeri, fremstår denne kamp efterhånden som den Don Quixote kamp det er.

Vi bliver nødt til at ændre også den strategi. Forudsætningen for at kystsamfund kan opbygges, er ikke kun penge, det er først og fremmest fisk og muligheden for at fiske og udnytte deres fiskeri, uden at skulle være i konkurrence med det moderne fiskeri. Og på den måde er der ingen forskel på kystfiskeriet i Danmark og EU som igen og igen understreger det samme – vi skal have mulighed for at fiske, så skal vi nok klare os. EU midler får vi intet ud af og derfor kalder kystfiskerne de penge, som EU afsætter til at afhjælpe de skader der følger med fiskeriforvaltningen, for ”tivolipenge” penge, der blot udnyttes af alle mulige projektmagere og kloge hoveder, til alt muligt som kystfiskerne og alle andre har brug for.

Og det er så her befolkningen uden for fiskeriet kommer ind i historien.

I Danmark har den danske befolkning accepteret, at det er OK at koncentrere kvoter og rettigheder på ganske få store fartøjer i ganske få havne. Det er det liberale projekt som blev indført i 2005, hvor regeringen forærede kvoter og rettigheder til de der ejede fartøjerne, så de kunne sælge, købe og belåne de nye ejendomme. Resultatet er tydelig et par år efter. På Bornholm er der ikke mange fartøjer tilbage, og øen har mistet al deres fiskeindustri, den er flyttet til Polen og i dag lander de store trawlere som kommer fra vestkysten torsken direkte til Polen. Fartøjerne kan nemlig ikke længere leve af torsken i Østersøen, i dag skal de have kvoter i alle farvande, for at forrente de store investeringer. Og her skal man altså huske at mængden af fisk der fanges i Østersøen i dag, ikke er ret meget mindre end den var for 25 år siden. Udviklingen er så til fordel for Polen (så længe det varer), men vi har mistet et fiskeri som gav arbejde til mange tusind mennesker. De fik lidt penge og resten hjulpet i Danmark i vores sociale systemer og med EU støtte og andet arbejde – men det bliver fiskerne og deres familier i Vestafrika o de andre fattige lande altså ikke. De må klare sig selv. I Østafrika bliver de pirater, i Middelhavet og på Vestafrika lever de af at sejle flygtninge til vores den rige verden og alt dette og meget mere er kun muligt fordi vi (dvs. du og jeg) tillader det.

Men hvad gør vi så? Først må vi ikke slå os til tåls med at de fattige landes fiskere får nogle kvoter, en udvikling som er trenden i diskussionen dag. Vi skal først anerkende, at der er denne verden til forskel mellem kystfiskerne og det moderne fiskeri og at de problemer der er mellem de to sektorer i fiskeriet, altså ikke løses med det moderne og højt kapitaliserede fiskeris metoder, som ex. kvoter.

Hvis vi vil have et kystfiskeri og det er der rigtig mange gode grunde til og de kan også læses på www.levendehav.dk så skal dette fiskeri beskyttes mod det moderne, kapitaliserede og derfor højteknologiske fiskeri. Det skal beskyttes og denne beskyttelse skal indskrives i international lov og dertil kan EU tager et lederskab.

Gør EU det, er det bare lidt som peger i den retning? Nej meget tværtimod.

Og det her i dette politiske rum vi skal sætte ind. Løsningen er ikke, at overlade fiskeripolitikken til de interesser der har ”forstand” på fiskeriet. Vi skal ikke tvinge EU til at opgive fiskeriet i de fattige landes farvande. Nej vi skal kræve at EU tager et globalt ansvar og lederskab, når det handler om fiskeri og at EU nu, for det kan kun gå for langsomt, kommer i gang med at sikre alverdens kystfiskere deres rettigheder til fisk og fiskeri, og det er selvindlysende ikke blot en opgave for fiskeriet og alle de NGO’er som i dag lever af fiskeriets problemer.

EU borgerne skal tvinge EU til at starte i deres egne fiskeriaftaler, hvor de indskriver kystfiskernes rettigheder og selvfølgelig ligeså vigtig også betaler hvad det koster. EU undslår sig med den politik, fordi EU ikke vil beskyldes for imperialisme. Men det er en dårlig undskyldning for ikke at gøre noget, for at lade stå til.

Så EU skal altså blive ved med at købe fiskerettigheder for i første omgang at holde de andre og meget store moderne flåder ude af de farvande. Men samtidig skal EU tage dette store ansvar for de lokalefiskerier, og det bliver selvfølgelig op af bakke. Men selv om jeg altid beskyldes for at være bundløs naiv ser jeg altså ingen anden kurs her og nu i det globale fiskeri. Men jeg vil meget gerne udfordres på det synspunkt.

Så selv om jeg selv personligt er imod EU som en forening af de europæiske lande, er det ikke desto mindre éen union Danmark

befinder sig i her og derfor må vi også tage et ansvar for hvad der foregår i EU. Jeg mener ikke at man siger ja til EU ved at gøre det rette på de områder hvor det er muligt og i det mindste må vi gøre det på de områder hvor EU kan gøre noget bedre i denne verden. Det lyder dramatisk, måske patetisk, men som verden ser ud fra mit perspektiv, målt på det globale fiskeri, er EU og EU’s fiskeripolitik faktisk det bedste af alle de onder der truer det globale kystfiskeri dag.

Selvfølgelig skal alle der kan arbejde lokalt for kystfiskeriet hvor det stadig foregår, det gør vi også i Levende Hav, men det løser ikke det største problem i det globale fiskeri som forvaltes af et kvotesystem, uden sikringen af kystfiskerne. Og kystfiskerne kan altså ikke, som jeg her har forsøgt at vise, overleve under et kvotesystem og det uanset hvordan dét ser og tager sig ud.

Så hvis EU ikke sikrer det globale kystfiskeri retten til fisk og fiskeri, så er der ingen der gør det i dag. Og det pålægger også den danske befolkning et ansvar – også selv om danske fiskere ikke fisker under EU’s fiskeripolitik i de fattige lande.

Kurt Bertelsen Christensen
marts. 2011