Store rødspætter til fiskemel

Destruktionen af spisefisk var usædvanlig høj i 2009, men allerede nu er den højere i 2010. Årsagen er meget enkelt; regeringens fiskeripolitik har spillet fallit. Hvor fiskeriet tidligere stoppede med at fange de fisk markedet ikke ville have, er de store fartøjer tvunget til at fange og sælge de fisk, de nu ejer i havet, inden de er fanget. Dansk fiskeri har fået et landbrugsproblem. Taberne er forbrugerne som betaler det hele – også selv om de ikke køber en eneste fisk.

Midt i 2010 sæsonen er der udtaget 1/3 flere rødspætter end i hele 2009. Det er mange og sæsonen er ikke slut. I de næste måneder vil det blive flere rødspætter af høj spisekvalitet der ikke opnår EU’s ministerpriser og derfor tages ud af markedet og bruges til fiskemel.

Det står nu så slemt til, at fiskerne ude på fiskepladserne er klar over, at rødspætterne bliver overhældt med rød farve. Og derfor behandler de ikke længere fisken efter de regler der gælder for PO (Producent Organisationen). Og det har tvunget PO formanden til at indskærpe overfor sine medlemmer, at de skal overholde reglerne. (Det er forståeligt at fiskerne ikke kan se formålet med omhyggeligt at rense, skylle og nedpakke rødspætter, når de ved, at den på auktionen overhældes fisken med farve og køres på fiskemelsmøllen).

Men hvad er op og ned i sagen?

EU’s mindstepriser er en kompliceret sag som ex. hvem betaler og hvor meget? På DFPO hjemmesiden finder man oplysninger, men ikke alle de oplysninger der er nødvendige, for at kunne gennemskue hvad der er op og ned i sagen. Det der er sikkert og uden for diskussion er det faktum, at befolkningen ingen forståelse har for producenter, som destruerer fødevarer. Og i denne sag vil forbrugerne være ekstra meget imod, for det er dem selv, der direkte betaler hovedparten af de omkostninger der er forbundet med destruktioner af fisk.

Men inden uddybelsen af de økonomiske detaljer, bør man huske mindsteprissystemet er etableret med det formål, at kunne hjælpe fiskere der kommer i klemme på markedet. Hvis der ex. pludselig opstår situationer som erhvervet og industrierne ikke kunne have taget højde for. Det kunne f.eks. være store enkelte landinger, som pludselig kom på auktionen og pressede priserne så meget, at fisken nærmest blev foræret væk, til stor skade for de mindre landinger. Fiskerne blev medlemmer af PO, som en økonomisk kollektiv livline. Og derved kunne PO også være med til at holde fiskeindustrien på den bedste kurs for fiskerne, få industrien til at betale så meget som muligt for fisken.

Økonomien i PO

Det er en kollektiv ordning og de fleste er med. Fiskerne betaler selv for 10 øre pr. kg i tilsvar for rødspætter (dvs. de betaler 10 øre til en pulje af hver kg rødspætter de lander). For andre arter kan det være fra 1 – til 10 øre pr. kg. Dette tilsvar er PO indtægten sammen med de penge PO henter gennem salget af udtagne fisk til fiskemelsfabrikken (det sidste er vigtigt, de udtagne fisk må ikke sælges til konsum, de skal destrueres, fjernes fra konsummarkedet). Og så betaler EU hvad der svarer til ca. 80 % af de penge som PO’en bruger til udtag af fisk.

Det er lukrative og meget kollektiv ordning (for vi samfundet os alle betaler det hele over skatten). For selv om PO i 2009 udbetalte 10 mio. til fiskerne, steg PO formuen alligevel med ca. 2 mio. kr.

Men dette er kun et lille hjørne af al den tilskud der flyder til fiskeriet som i forvejen er blevet et økonomisk cirkus. Og i den sammenhæng synes 10 mio. hverken at gøre fra eller til i den samlede pulje hvor danske fiskere i 2009, fik 364 mio. kroner i offentlige støtte. Det vender jeg tilbage til, først skal vi har det økonomiske PO cirkus på plads.

Det økonomiske rødspættecirkus

I 2009 fangede fiskerne ca. 70 % af kvoterne dvs. 15.000 tons og af dem betaler PO medlemmer 10 øre i tilsvar. Dvs. fiskerne selv bidrog med ca. 1,5 mio. kroner til rødspættekassen. PO sælger de udtagne fisk til varierende priser, 20 – til 50 øre kg og da det i 2009 blev der udtaget 1200 tons gav det en indtægt på ca. 400.000 i alt 1,9 mio. Men de penge går til PO administration (i 2009 brugte PO 5 mio. plus ekstra 15 mio. af fødevareministeriet) til projekter, administration og lønninger. PO gik ind i 2009 med en saldo på 86 mio. kroner og ud af 2009 med en saldo 88 mio. på deres fonde.

Hvordan er det muligt og er det så ikke et misbrug af EU’s mindsteprissystem?

Svaret på hvordan det kan lade sig gøre er meget enkelt – alt kan da lade sig gøre i fiskeriet disse år. PO kan betale en masse administration og høje lønninger og gennemføre projekter, fordi PO hvert år søger og modtager mange mio. af den danske stat til alt muligt. Og PO behøver ikke at bruge af formuen, EU og den danske stat betaler, bl.a. til reklamer for fisk.

Med den ene hånd betaler PO fiskerne for at smide store flotte fisk på ”møllen”, hvor de koges og omdannes til fiskemel. Mel som derefter forarbejdes til laks- og ørredfoder. Til brug for fodring af laks og ørreder, som producenterne i dag sælger til en pris pr. kg der ligger – og hold nu fast – lavere end den pris fiskerne fik for rødspætter på auktionen i de gode år før 2009. Alt kan lade sig gøre uanset hvor vanvittigt det tager sig. Ja nogle gange ser det unægtelig ud til, at det kun er det vanvittige, der er blevet muligt i dagens fiskeri og fiskeindustri i Danmark.

Dette vanvittige er blevet mere nødvendigt i takt med den måde fiskeriforvaltningen udvikler sig på. I dag foregår fiskeriet på rødspætter ikke længere på flere tusinde mindre fartøjer, som hver især havde brug for en kollektiv ordning, der kunne hjælpe de få der kunne komme i klemme, hvis markedet pludselig fik tilført flere fisk end markedet havde brug for.

I dag foregår det på store fartøjer mest trawlere, som hver fanger flere hundrede ja op til tusinde tons. Og de kan simpelthen ikke stoppe fiskeriet, selv om de selvfølgelig burde gøre det, når markedet ikke har brug for fisken. For de kan ikke skifte til noget andet i dag. De er tvunget til at blive ved med at fange de rødspætter, som de har købt kvoterne og rettighederne til. Før 2006 var der ingen som ejede fisken i havet, i dag er den ejet dvs. lige så overbelånt som alle andre ejendomme i Danmark. Og da prisen i det hele taget på rødspætter ligger lige omkring mindsteprisen, er dette, lagt sammen med høje oliepriser, blevet en tikkende bombe under fiskeriet, det er simpelthen umuligt for dem at have en fornuftig indtjening. Og det er ikke noget jeg påstår – det siger de selv. Og derfor bliver de ved med at fange fisk som ingen vil købe. De kan ikke andet også selv om gennemsnitsprisen på rødspætter ligger lige omkring mindsteprisen og selv om den pris er så lav at ingen kan være tjent med den.

Er det så et misbrug af mindsteprissystemet? Svaret er meget enkelt – ja. Begrundelsen er: Hvis ikke det er misbrug, når man over en længere periode, nu to år, bliver ved med at fiske til et marked som ikke vil have fisken og man også ved, inden man tager på havet, at fisken, med stor sandsynlighed ikke bliver solgt, så er det på tide at nogen ser alvorligt på de regler.

Det forsvar som fiskerne har, når det gælder arter som ex. sild, mørksej, torsk, hvilling, der må tages ud, gælder ikke for rødspætter. De nævnte arter kan ikke overleve en genudsætning, det kan rødspætter (ikke 100 % men op mod 80 %). For de andre arters vedkommende er der tale om en 100 % dødelighed ved genudsætning (udsmid).

Når de nu er døde kan man ligeså godt tage dem med i land. Og det er et holdbart argument når det gælder de arter, når de fanget som bifangst, vel at mærke. For fiskeriet har altid, i egen selvforståelse, stoppet det direkte fiskeri på de fisk, markedet ikke ville aftage. Dansk fiskeri bekender sig jo til markedsøkonomien. Men da det blev nødvendigt introducerede man dette nødudgangsargument som, at ”sild, mørksej, torsk etc. var fanget som bifangst og døde og derfor var det også fornuftig at de kom i land og i det mindste også for at blive afskrevet på kvoterne. Og så var det vel også i orden at en kollektiv ordning sørgede for at det skete”.

Men det argument holder som nævnt ikke når det gælder rødspætter. Og da slet ikke når vi som vi ved i dag, at rødspætter ikke fanges som en ”uheldig bifangst”, men at fiskerne går meget direkte efter rødspætter, også selv om de ved, at de små sorteringer på fredag og mandags auktionerne, med noget nær 100 % sikkerhed, ikke bliver solgt.

Det store udtag af rødspætter er atypisk målt på de sidste 11 år. Landingerne har i denne periode ligget på højest 22.000 og lavest på 13.000. Men da landingerne var på det højeste i 2001, blev der kun udtaget for 155.000 kr. 0,10 % af de samlede landinger. Nu er landingerne i 2009 nede på de 13.000 tons og udtaget er knap 1200 tons 7,5 % af landingerne og i 2010 bliver det 10-12 %. For fiskerne fortsætter med at fange de fisk som markedet ikke vil have.

Er der virkelig ikke nogle lamper der lyser inde hos de ansvarlige? Måske er folk holdt op med at spise rødspætter? De har næsten aldrig været billigere og alligevel kan de ikke sælges. I 2001 kunne man sælge det dobbelte til større priser uden udtag er det fordi andre lande som har overtaget rødspættemarkedet? Eller er folk bare blevet trætte af den fladfisk som sikkert heller ikke egner sig til sushi.

De ansvarlige siger selv at de er i gang med at løse problemet og det skal ske gennem en miljøcertificering af rødspætter, for det give en højere pris for fisken, siger de. Måske, men så skal de godt nok skynde sig for det set ser ud til at blive en stakket frist. For al fisk i Danmark og EU og de store fiskerier uden for EU er efter alle kendte planer også MSC miljøcertificerede inden udgangen af 2012 – hvad gør man så?

Når alle fisk er MSC mærket, så er det jo status quo.

Rødspætteproblemet er helt enkelt efterspørgslen, rødspætterne bliver ukonkurreret af billigere fisk fra bl.a. Fjern Østen. Der er ikke andre forklaringer. Og det har de nu flere hundrede reklamer millioner, EU og Danmark har brugt gennem den danske PO ikke ændret på. Folk vil ikke simpelthen ikke betale en mindre formue for fisk. Hvis de vil have rødspætte i København, så koster den 100-150 kr. kg og i Supermarkedet kan de købe pangasius og andre eksotiske fisk, lige klar til ovnen for 50 kr. til hele familien. Og da størsteparten af rødspætterne bliver industriforarbejdet i dag kan de filetter ikke konkurrere med pangasius og andre fisk.

Men der er andre markeder for rødspætter.

De større rødspætter kunne sagtens opnå dobbelt så høj en pris til fiskerne, men det direkte konsummarked (fiskehandlerne) køber de billige og dermed falder gennemsnitspriserne på alle sorteringer og det rammer i helt særlig grad de mindre fiskere, som fanger de små mængder, men de store flotte fisk. Forbrugerne mærker intet til de lave priser, de betaler fortsat mere end 100 kr. for et kg rødspætte, og de vil altså ikke betale mere.

Denne sag er endnu en af mange bylder på et sygt fiskeri. For uanset hvilket perspektiv man anlægger på fiskeriet, så bør det være udenfor diskussion, at når et marked ikke vil have de fisk fiskerne leverer, så holder fiskerne selvfølgelig op med at levere dem.

Alt andet er usundt, sygt.

Man kan forsvare mindsteprissystemet i en uge eller to, men ikke i flere år. Men et fiskeri der kunne forvare det har vi ikke længere. Vi har med fiskeri ”reformen” af 2005 fået et fiskeri, der består af meget få store fartøjer, som har ansatte til at hente så store offentlige tilskud som muligt, dvs. udnytte systemet til det yderste. Fiskeriet er blevet som landbruget, de ejer fisken i havet og derfor har de lånt en masse penge i deres nye ejendomme og nu må de fange og sælge det de producerer, uanset prisen, hvis de vel at mærke ikke noget at stå imod med. Og fiskeriet har intet at stå imod med. Også på det punkt ligner fiskeriet landbruget. De skal sælge fisk, ikke for at tjene penge, det gør de nemlig ikke, men for at give banken et alibi for ikke at lukke for kreditten og kræve gælden indfriet.

Ligesom landbruget giver fiskeriet heller ikke overskud og fiskeriet kan kun lade sig gøre, når det enkelte fartøj fanger rigtig mange fisk og samtidig er i stand til at holde driftsudgifterne nede. Og det gør man bl.a. gennem store offentlige tilskud og lån i kvoter og rettigheder; nye fartøjer og nye systemer og den billigste arbejdskraft man kan få, nu henter man sin besætninger i Østeuropa.

Oveni i de elendigheder må vi aldrig glemme, at vi har mistet det erhvervsfiskeri som gav os mange tusinde arbejdspladser, direkte og indirekte i hele fiskeriet fra hav til bord. Disse tusinde af arbejdspladser, som var livsnødvendig i det udkants Danmark hvor der er akut brug for de arbejdspladser hvor man ikke behøver en doktorgrad for at udfylde. De arbejdspladser er forsvundet og de ansvarlige er den siddende regering og Dansk Folkeparti som står politisk alene med den førte fiskeripolitik og det har de gjort siden 2001.

Kurt Bertelsen Christensen
Oktober 2010