Levende Hav

Hvem narrer hvem i “fiskerikrigen” mellem nord og syd.

EU’s fiskeripolitik

April 2002

Danske politikere og Danmarks Fiskeriforening har fundet sammen i en skarp kritik af EU kommissionen og EU’s formandsland Spanien. Til Jyllands Posten siger direktør i Danmarks Fiskeriforening Niels Wichmann, at Danmark støtter kommissionens reformforslag med flerårlige kvoteaftaler, nedskære fiskeflåderne, stop for statsstøtte og fælles EU regler for fiskeri. Men Spanien og de andre sydeuropæiske lande vil ikke være med.

I medierne fremstår lande som Danmark, Holland, England og Irland nu som forsvarer af det bæredygtige fiskeri, imod de sydlige lande, som rager til sig på bekostning af fiskebestande og havmiljø – nærmest korrupte, og de bruger ulovlige metoder til støtte for deres sag i EU osv.

Vi skal blot minde om, at fiskeriet i Nordsøen – hvor der ikke deltager en eneste fisker fra Sydeuropa – er et af de meste ubæredygtige fiskerier i verden. Der hvor de ”gode” og ”lovlydige” fiskere henter deres udkomme, er flere af de vigtigste bestande ved at kollapse.

Spanien er på vej til at miste deres historiske ”fiskerettigheder” i den 3. Verden. EU kan (heldigvis) ikke længere få aftaler og derved bliver Spanien hårdt ramt. For at få de store fartøjer på fiskeri, gør Spanien krav på at komme ind i de fælles europæiske farvande. Men her hersker de historiske rettigheder! Og selv om de danske fiskeriansvarlige forsøger at give os indtrykket af, at store spanske fiskefartøjer er på vej ind i Nordsøen, Kattegat og Østersøen, så er det vrøvl fra ende til anden. Faktum er, at Spanien er kommet i klemme med de store fartøjer og nu skal de hugges op, og det vil koste mange mia. EU penge. Derfor har Spanien brug en massiv statsstøtte til det formål, så Spanien kæmper selvfølgelig for at bevare de 50% af EU’s støtte til fiskeriet.

”Fiskerikrigen” mellem nord og syd er til størst fordel for dansk fiskeri. På en meget letkøbt baggrund, har Danmarks Fiskeriforening fået offentligheden på sin side i kampen mod de ”rådne systemer” i syd. De og de danske fiskeriansvarlige gør nu hvad de kan for at få rettet op på et mildest talt flosset image. ”Vi er de gode lovlydige EU-fiskere”. ”Vi overholder alle love og programmer og nu skal det igen gå ud over os, og det er uretfærdigt” og mere af samme skuffe.

Dansk fiskeri har ophugget over 1000 fartøjer og lige har 179 fartøjer søgt ophugning under en ny runde. Om få år vil der være mindre end 1000 store fartøjer plus et antal småjoller tilbage i dansk fiskeri hvis udviklingen fortsætter. For sammen med de offentlige støttekroner som blevet brugt på ophugningen, er der brugt endnu mere på modernisering og effektiviseringer og nybygninger af store fartøjer, så fiskeriindsatsen i dansk fiskeri, er højere i dag end, den var før man begyndte at ophugge. Og derfor har ophugningen ikke haft nogen som helst værdi i forhold til sikring af et mere bæredygtig fiskeri – tværtimod. De 179 som nu venter og de som er forsvundet, repræsenterer det mindre og mellemstore fiskeri,
og hele øvelsen i dansk fiskeri har været at få fjernet tonnage, for at få en ny og mere effektiv tonnage ind i dansk fiskeri.

Hvem narrer så hvem? Spaniolerne er jo ikke dummere end folk er flest og de har set hvilken vej vinden blæser. Men de vil ikke af med deres mange tusinder af mindre fartøjer til ingen verdens nytte, blot fordi vi i Nordeuropa satser på et højtindustrialiseret fiskeri. I Spanien har man, i forhold til den mængde fisk der bliver landet, en meget lille forarbejdnings industri. De spanske fiskere sælger fisken direkte til konsum og derved opnår de også at få mere end 4 gange så meget for den fisk de lander, end deres kollegaer i Nordsøen.

Lande som Spanien, Portugal, Italien og Grækenland vil ikke af med deres kystfiskere, blot fordi man gør det i Nordeuropa og derfor kæmper de under parolen ”vi er venner af fiskeriet”. Imod de nordeuropæiske interesser, som på den ene side bruger ”krigen” til at fjerne opmærksomheden fra egne alvorlige problemer og på den anden side, at få så stor en del af den økonomiske støtte fra EU til ophugning, modernisering og effektivisering af eget fiskeri.

Tidligere udsendelser:

Pressemeddelelse

EUs Fiskeripolitik

Posted in: EU Politik, EU Politik 2002

Leave a Comment (0) ↓

Leave a Comment