Torskestoppet der blev væk.

Torskestoppet der blev væk.

November 2002

Hvert år til december gennemfører EU kommissionen og ministerrådet de afsluttende forhandlinger om fiskeriet for det kommende år.

Her afgøres hvor stor TAC’erne (den totale mængde af en art fisk i et farvand, f.eks. torsk i Nordsøen) skal være. Til grund for disse fastsættelser lægges den biologiske rådgivning. Efter at TAC’en er fastsat fordeles den som kvoter til de enkelte lande. Til grund for denne fordeling bruger landenes historiske rettigheder til de enkelte arter i de enkelte farvande.

Op til disse forhandlinger er der hvert år en del dramatik, og under selve forhandlingerne, som i år finder sted den 16. december, er der hele dagen og natten udtalelser til medierne fra ministre og organisations formænd om hvor svært det hele er og hvor lidt ”det ser ud til”, at dansk fiskeri for tildelt osv.

De som har fulgt disse forhandlinger ved at det er et stort teater, sat i scene med det ene formål, at få fiskerne til at frygte det værste, dvs. at forberede dem på det værste og det der er værre.

Dagen efter på morgen TV, ser man så landenes ministre og fiskeriformænd forklare de søvnige fiskere og andre, at det har været ”benhårde forhandlinger” hele natten, men heldigvis fik de danske forhandlere, dvs. ministeren med Bent Rulles hjælp, banket EU kommissionen på plads og fjernet de værste urimeligheder fra de andre EU lande. Så selv om resultatet ikke er det bedste for dansk fiskeri, så er det som langt fra så slemt som man kunne have frygtet. Og så tager de med fred i sindet hjem til deres velfortjente juleferie, som de også altid husker at minde os om.

Sådan har det været i mange år. Og selvfølgelig bliver sådant et teater nødt til at fastholde sit publikum og derfor har man de senere år indført et skrækscenarium – torskestoppet. Dette års stop blev kørt i stilling for en måneds tid siden.

Det startede som altid med at biologerne anbefaler stoppet og derefter er det helt op til EU kommissionen at give stoppet indhold. For det forhold at biologerne vil have et stop for torsk og alle andre arter er jo ingen nyhed. Dette år har Frans Fischler slået på den helt store tromme.

Umiddelbart efter at biologerne fra ICES havde anbefalet stoppet var han ude med, at kommissionen var klar til at stoppe for torskefiskeriet og dette år ikke alene for selve fiskeriet efter torsk, men også de fiskerier som fanger torsken som bifangst. Og da torsk jo fanges som bifangst i stort set de fleste fiskerier, ja så siger det sig selv at et sådant stop ville blive en katastrofe for fiskeriet. Og hurtig efter hovedrolleindehaveren Franz Fischler var kommet på scenen, kom alle de andre. Europas ministre, politikere og fiskeriets topfigurer, og den højrøstede nu gammelkendte sang kunne starte de afgørende fiskeriforhandlinger for året 2002.

Men nu er sangen stoppet. Franz Fischler sagde til BBC i forgårs, at han ikke kan forestille sig et totalt stop, ja tilsyneladende kan han ikke forstille sig ret meget andet end, at noget må gøres for det står jo sløjt til med torskebestande og her er der ingen uenighed.

Den mest sandsynlige forklaring på at stoppet er aflyst så tidligt, findes i EU og ministerrådet som har en dagsorden, der er vigtigere end torskebestanden, nemlig vedtagelsen af den politiske reform som skal reformere det europæiske fiskeri i retning af et større mål af bæredygtighed og endnu vigtigere – få fjernet tilskuddene til det europæiske fiskeri. I stedet skal pengene kanaliseres over i sociale fonde til brug for støtte til de områder i Europa, som allerede er ramt og som vil blive endnu hårdere ramt af den biologiske virkelighed i de europæiske fiskebestande.

Den sag er der politisk kød på så her er ministrene på hjemmebane. Nu gælder det for Danmark som formandsland at vise handlekraft, reformen skal vedtages, alt andet vil være en alvorlig prestige tab for den danske regering.

– Torskebestanden! Når ja, den tager de igen til næste år. Det er jo en god sag som sætter den nødvendige skræk i livet på fiskerne, til brug for gennemførelsen af den fælles europæiske fiskeripolitik.

Landsforeningen Levende Hav

Ferring Strand den 8.11.2002

EU og fremtidens fiskeri.

EU og fremtidens fiskeri

November 2002

Klokken er ved at falde i slag for EU’s fælles fiskeripolitik. I disse dage afgøres, om 10 års reformarbejde har båret frugt, om de 15 EU lande nu er blevet klar til at løfte det fælles ansvar for fremtidens europæiske fiskeri.

§ 1 i fiskeriets grundlov

Erhvervsfiskeriet foregår ved en jagt på vilde ressourcer. Uanset hvor højteknologisk fiskeriet foregår, så kan dette faktum ikke bestrides. Og denne sandhed skal i fremtiden stå mejslet i granit over enhver tale om fiskeri og bæredygtig forvaltning af fiskeriet og fiskebestandene.

I dag er der ingen tvivl om, at det moderne fiskeri, overalt hvor det foregår på kloden, har ignoreret denne sandhed. Det europæiske fiskeri og den fælles europæiske fiskeripolitik har ligget i front i udviklingen af det moderne fiskeri og i fronten af ødelæggelserne af den bæredygtige fiskeristruktur.

Den erkendelse var åbenbar i starten af 1990, hvor man i EU vedtog at udvikle en fiskerireform, som skulle sætte en ny kurs for fremtidens europæiske fiskeri efter 2003. Forhandlingerne om EU’s fiskerireform er nu på vej ind i dets allersidste og afsluttende fase. Under reformprocessen er det europæiske fiskeri blevet mere og mere ubæredygtigt. Og i dag er alle ansvarlige aktører enige om, at det europæiske fiskeri er ude i de største vanskeligheder nogensinde i dets 20 års historie. Vigtige fiskebestande som torsken er ved at kollapse og fiskerne kan se frem til et totalt stop for dette fiskeri og store nedskæringer i andre fiskerier.

Men hvilken kurs der skal sættes er der endnu ikke skabt enighed om. Fra alle sider angribes den fælles europæiske fiskeripolitik som forfejlet. Den har ikke kunnet forvalte fiskebestandene og selvom den har brugt mia. af EURO, så har den ikke kunne styre fiskeriet mod et større mål af bæredygtighed.

De nationale regeringer og fiskeriets organisationer har ikke evnet at samarbejde, tværtimod. Og nu mindre end 2 måneder før den store reform skal vedtages, fremstår alle mere splittede end nogensinde. Den europæiske befolkning, som finansierer EU og dets fiskeripolitik, er blevet givet det indtryk, at fiskerne er nogle grådige mennesker som kun ønsker at rage til sig på bekostning af havmiljø og fiskebestande og de har fået det indtryk at fiskerne ikke evner at stille noget op i denne alvorlige situation.

Men det er et forkert billede. I det europæiske fiskeri er der stadig et stort flertal af ansvarlige fiskere som fisker på en måde som ikke skader naturen og bestandene. Men disse titusinder af ansvarlige fiskere er blevet glemt i den store ballade om fremtidens fiskeri.

Vi skal nu indtrængende opfordre den europæiske befolkning, og de mange organisationer som arbejder med fiskeriet, til en fælles kamp med disse fiskere, imod de organisationer og den industri som beviseligt er årsagen til at det er gået så galt som tilfældet er. Vi opfordrer alle fornuftige kræfter om at stille de rette krav til politikerne, krav som f.eks. afsætter de mange mia. EURO der er nødvendig, for at få ryddet op i den europæiske fiskeindustri. For der er ikke andre veje at gå, end at få fjernet de kapitaltunge fartøjer som ikke kan andet end at fiske, fiske og atter fiske, uden tanke for økologi og bæredygtighed – de må ud af det europæiske fiskeri og det vil koste mange flere mia. end dem de har fået i offentlig støtte igennem de sidste 20 år. Men der er intet alternativ.

Selvfølgelig kan den fælles fiskeripolitik fjerne tusinder og atter tusinder af de mindre effektive fartøjer med offentlig støtte, for at give flere fisk til få større og effektive fartøjer. Men det er kun muligt på papiret, i virkeligheden vil en sådan strategi ikke løse problemet. Og når det er understreget tilbagestår spørgsmålet om den europæiske befolkning overhovedet vil have/accepterer en sådan udvikling?

Vi er overbeviste om at det vil befolkningen ikke. Vi vil ikke have et fiskeri som foregår på store industrifartøjer, med hvad deraf følger af tusinde af ødelagte fiskerihavne og en ødelæggelse af den store og værdifulde kultur som knytter sig til de mange landes fiskerier.

Derfor siger vi: Støt det gode fiskeri, støt det fiskeri som løser problemerne, støt det fiskeri som bedrives af ansvarlige fiskere som fisker på en måde der ikke skader havmiljøet og fiskebestandene. Dette er vores krav til de ansvarlige i den fælles europæiske fiskeripolitik.

Landsforeningen Levende Hav

Ferring Strand 6.11.02

Artikel – EU reform

Fiskerireformen artikel. august 2002

Under det danske formandskab skal der vedtages en ny fiskerireform.

EU Kommissionen og regeringerne har understreget, at alle med interesse i det europæiske fiskeri, har været med i udviklingen af fiskerireformen. Det har de ikke, for havde flertallet af de europæiske fiskere været med, havde reformen set helt anderledes ud. De få der skal have glæde af denne reform, er de som ejer de store fartøjer og som vil have kapitaliseret fisken, så de også kan tjene penge på at sælge fisken, endnu inden den er fanget.

Denne gruppe af nordeuropæiske ”fiskere” og fiskeindustrien, har sat sig tungt på reformen, godt hjulpet på vej af en økonomisk baseret og meget kortsigtet nordeuropæisk fiskeripolitik. For denne sammenslutning er begreber som ”bæredygtighed”, ”økologisk ansvarlighed” og ”skånsomhed”, blot noget man tager med, fordi tiden nu kræver at det gør man.

Vi der følger udviklingen, ved nu, at denne reform – som har været undervejs i 10 år, desværre ikke bliver det papir værd den er skrevet på. Hvorfor? Fordi intet i ord og handling, her i reformens slutfase, tyder på, at de ellers fornuftige hensigtserklæringerne, vil blive til noget efter 2003.

Befolkningen, som kan stille krav til fiskerireformen, lades i stikken. De få journalister som skriver lidt om fiskeri og den forestående reform, har glemt alt om fiskeriet som det foregår. De videresender nu blot det som regeringens stab af ansatte journaliser sender ud.

Faktum er: Man har ophugget for mia. af kroner og det vil man fortsætte med, men der stilles ingen krav til hvilke fartøjer som skal ud. Derfor vil ophugningen af de fartøjer, som ingen betydning har når det handler om et mere bæredygtigt fiskeri, fortsætte.

Faktum er: Man afskaffer støtteordningerne med den konsekvens, at de mindre og som regel også naturskånsomme fartøjer og deres infrastruktur i de mange havne, må give op. Tilbage får vi et industribaseret fiskeri på få havne med få store fartøjer, som kan købe og sælge fisken, endnu inden den er fanget.

Faktum er: At også i dag forgår der et fiskeri i Nordsøen uden tanke for bæredygtighed. Her sker det dagligt, at topmoderne vod/trawl skibe udsmider store mængder af torsk for at få kuller. En garnfisker fortalte i går, at et af disse fartøjer måtte udsmide 100 kasser torsk – fra et træk – for at få 20 kasser kuller. Selv havde garnfiskeren måtte kæmpe i 3 dage, for blot at fange 60 kasser torsk. Det foregår i dag, alle ved det og ingen gør noget ved det. Det er et forbud mod at udsmide al fisk som kan landes lovligt, det forbud ser mange stort på. Der foregår et aldeles ubæredygtigt hummerfiskeri, hvor udsmidet af spisefisk er så stort, at besætningsmedlemmer går i land, i afsky for denne form for ”fiskeri”.

Alle ved det foregår, men i stedet for at feje for egen dør, bruger Danmarks Fiskeriforening, som ifølge dem selv har ansvaret for alle danske fiskere, medierne til at fortælle den danske regering, Folketing og befolkning, at skurkene skal findes i det sydeuropæiske fiskeri.

Der findes ingen bæredygtige, økologiske eller naturskånsomme argumenter til fordel for at ophugge den del af den danske fiskeflåde som er blevet og som vil blive ophugget. De fanger under 20% af de samlede landinger og derfor kan deres forsvinden ikke opbygge fiskebestandene – tværtimod.

Der findes kun en vej til opbygning af fiskebestandene. Ophug de store fartøjer, som igennem deres fiskerimetoder udsmider i tusindvis af tons fisk og som kun ”holder skruen i vandet”, i deres og bankernes håb, om individuelle omsættelige kvoter.

Kurt Bertelsen Christensen

Talsmand i Levende Hav

1. diskussions oplæg til mødet i Nyborg

EU’s Fiskerireform til diskussion

Under det danske formandskab skal der efter planen vedtages en ny fiskerireform. Den har været undervejs i 10 år og en af grundstenene i reformen er et meget omfattende studie af det europæiske fiskeri og dets nationale, regionale og lokale betydning for den europæiske befolkning. Studiet “Regional socio-economic studies on employment and the level of dependency on fishing”, offentliggjort i 1999, har været det vigtigste redskab for kommissionen og ministerrådet i udarbejdelsen af reformen.

Studiet oplister det europæiske fiskeri og de mange, mange millioner som EU har bevilget til studiet, blev bestemt af et overordnet sigte. At få skabt en indsigt og et overblik over det europæiske fiskeri så man kunne skære ned og fjerne fiskere, uden at det kom til alvorlige sammenstød mellem fiskere og myndigheder i de regioner i EU, som man viste ville blive hårdt ramt. Hensigten med studiet var ikke, som man måske havde kunnet forvente, at arbejde for at så mange fiskere som muligt kunne blive i deres erhverv, tværtimod. Den nordeuropæiske ide er, at få fjernet så mange fiskere som muligt, så der kan blive en bedre økonomi til de få der bliver tilbage og deres industrier som skal fange og forarbejde den europæiske fisk.

Studiet viser meget klart, at en sådan politik går imod det sydeuropæiske fiskeri som udgøres af et meget stort antal mindre fartøjer, specielt i de sydlige lande som Spanien, Italien og Grækenland.

I Calicien i Spanien udgjorde de mindre fartøjer 93% af den samlede flåde i 1996 og selv om der sikkert har været mindre forskydninger så holder ovenstående skema også i dag.

I Danmark er der nu lidt mindre end 1600 aktive fiskefartøjer over 5 tons og ca. 2000 under 5 tons. Et skema for dansk fiskeri vil vise at ca. 75% af fartøjerne hører til kategorien ”kystfiskeri” In Shore Fleet dvs. fartøjer som er afhængig af vind og vejr og som lander hver dag eller flere gange om ugen. Udviklingen i Danmark de kommende 5 år vil medføre, at flåden kommer til at bestå af mindre end 1000 større fartøjer og et fåtal af aktive kystfartøjer.

I Danmark og i de øvrige nordeuropæiske lande, Holland, England, Irland er det dog de store fartøjer som fanger størsteparten af de fisk der landes. I Danmark fanger de store mere end 80% af de samlede landinger. I Spanien er situationen en anden, her udgør landingerne fra de mindre fartøjer hovedparten af de landede fisk. De store fartøjer i Spanien er også de fartøjer som fisker på de licenser som Spanien og EU køber i farvandene ud for bl.a. Afrika.

Derfor er der bestemt objektive grunde til, at reformen modtages så forskelligt som tilfældet er i de nord- og sydeuropæiske fiskerier.

I Danmark har vi fået afviklet (ophugget) størsteparten af de mindre fartøjer og tilbage har vi en relativ moderne flåde bestående af store fartøjer 100- 2000 tons. Denne flåde er betydningsfuld for den danske fiskeindustri. Samme situation har man i Holland, England og Irland. Denne flåde og industri er blevet hjulpet godt på vej af den økonomiske støtte fra EU og Danmark.

Derfor kan Danmark og Danmarks Fiskeriforening i dag, uden de store problemer også støtte op om reformens forslag til afskaffelse af den økonomiske støtte. Situationen i dansk fiskeri i dag minder om situationen i det danske landbrug, hvor man også mener, at støtten kan afskaffes, blot det kommer til at gælde lige i hele EU. Dansk landbrug er blevet så moderne og koncentreret på så få store bedrifter, at de kan klare sig selv i konkurrencen med de andre lande i EU. Dansk fiskeri tænker på samme måde. Få fjernet de sidste kuttere så der tilbage er mindre end 1000 moderne fartøjer som kan fordele fisken mellem sig, og helst via omsættelige kvoter, hvor fisken kan handles sammen med fartøjerne.

For de sydeuropæiske fiskere er situationen som nævnt en anden. De har stadig brug for støtte til moderniseringen af deres gamle flåde og til forbedring af fiskeriets infrastruktur. Og da de har mange fartøjer har de selvfølgelig også brug for mange penge.

Den økonomiske støttepolitik

Det er uden for enhver tvivl, at den økonomiske støttepolitik i EU siden 1983 og op til i dag, har spillet fallit. Den har ødelagt fiskeriets mere naturbestemte infrastruktur ved at den har tilgodeset udviklingen af et fiskeri på færre, men større og mere effektive enheder. Med det resultat, at det europæiske fiskeri aldrig har været så ubæredygtigt som det er i dag, det viser studiet også meget klart. Så set udefra er det ikke så underligt, at reformen nu vil gøre op med fiskeriets støttepolitik.

Men set indefra er det ligeså klart, at skal udviklingen vendes mod et mere bæredygtigt fiskeri, så må man støtte opbygningen af en flåde som fisker naturskånsomt, med et lavt energiforbrug, uden udsmid og med så mange fiskere i erhvervet som overhovedet muligt. En sådan udvikling har i sig et utal af gode og fornuftige bifangster, som liv i de mange havne, mange arbejdspladser i land, turisme, friske dagfangede fisk, en større folkelig interesse for erhvervet osv.

Dette er bl.a. på Levende Havs dagsorden for møderne i Nyborg i perioden den 6. 11. september i år

EU’s fiskerireform og miljøorganisationerne

EU’s fiskerireform og miljøorganisationerne.

udsendt juli 2002

De store europæiske miljøorganisationer er tilfredse med EU’s fiskeripolitik. Organisationer som Greenpeace og WWF har lavet en undersøgelse og man roser EU’s fiskeripolitik med kommissionens forslag til en ny fiskerireform.

”Undersøgelsen” er endnu en af mange undersøgelser, lavet til formålet at få sat fokus på sig selv, og det er jo meget uskyldigt. Men det er ikke uskyldigt, at de toneangivende miljøorganisationer, også i virkeligheden lader sig tilfredse med det papir, reformen er skrevet på.

Når formanden for de franske Middelhavsfiskere vil have reformen til at tage hensyn til de små fartøjer som fisker i Middelhavet, så ignoreres han, og andre som ham, af miljøorganisationerne. De mener at fiskeri er fiskeri og fiskere er fiskere og så er det ligegyldigt om det er et fartøj på 2000 tons eller et på 10 tons. Miljøorganisationerne taler til bevidstløshed om bestande, kvoter, økonomisk støtte osv., områder som ingen betydning har, uden det nødvendige fundament i det praktiske fiskeri.

Som et eksempel er FN’s Menneskerettighedserklæring både smuk og rigtig, men den har jo ikke afskaffet organisationer som Amnesty. EU’s fiskerireform ser rigtig ud på de fleste områder, men derfra og til at rose reformen, er der ingen sammenhæng. For ros til reformen kræver indsigt i de faktiske forhold der styrer det europæiske fiskeri, og disse forhold bliver ikke ændret med reformen – tværtimod.

I Danmark ser vi at WWF og Danmarks Fiskeriforening står sammen om et forsvar for reformen. Det er en meget besynderlig alliance som minder os om alliancen WWF og Unilever – et fiskerisamarbejde som startede for flere år siden.

Fra Levende Hav skal vi blot gøre krystalklart, at Danmarks Fiskeriforening lever af et fiskeri, som i dag ikke har en jordisk chance for at leve op til den nødvendige fiskeripolitik, til skabelse af et dansk og europæiske bæredygtigt fiskeri. Når Danmarks Fiskeriforening, med støtte fra WWF, har fået ophugget de sidste mindre fiskekuttere, så vil der kun være store fartøjer tilbage. Bedrifter som hverken kan eller vil sikre det bæredygtige fiskeri.

22 franske fiskere i Middelhavet omkom sidste år under deres fiskeri. Hvorfor: Fordi de fisker med alt for gamle fartøjer som er sikkerhedsmæssig uforsvarlige. Og hvorfor gør de det – fordi de store fartøjer løber med støtten til moderniseringer og nybygninger. Det sker i Frankrig ligesom det sker i det øvrige europæiske fiskeri. EU’s flåde består i dag af langt færre, men større fartøjer og den udvikling vil fortsætte med WWF støtte. Hermed opbygges en effektiv flåde som også kan fiske i farvandene ud for de afrikanske lande, det gør de i dag og det vil fortsætte med eller uden WWF.

Levende Hav anbefaler de store ledende europæiske miljøorganisationer at de forholder sig til virkelighederne i den europæiske fiskeripolitik, på bekostning af roserne til det papir som beskriver ønskerne til den fælles fiskeripolitik i EU

Talsmand Kurt Bertelsen Christensen

24.07.2002

Første brev til Levende havs medlemmer udsendt den 24/7

EU Ministermøde i Nyborg den 8. – 10. september 2002

Til Levende Havs medlemmer med interesse i fiskeriet

I perioden den 8. 11. september mødes EU’s fødevareministre og ministrene fra EU ansøgerlandene til et uformelt ministermøde i Nyborg. Samtidig med dette EU møde gennemfører WWF – Danmark en høring om EU’s fiskeripolitik.

M/S Anton kommer til Nyborg den 6. september og vi bliver der til den 11. september. Alt afhængig af interessen fra medlemmerne og andre, vil vi gennemføre et program som retter sig mod ministermødet.

Det optimale ville være, om medlemmerne af LLH kunne rykke en dag ud af kalenderen og komme sejlende til Nyborg. Den bedste dag ville være den 9. september hvor WWF – Danmark afholder deres høring. Men
mindre kan selvfølgelig også gøre det, men vi har jo en del medlemmer i og omkring Storebælt så…

Diskussions emnerne for en dag på havnen i Nyborg kunne bl.a. være:

– Hvad kommer EU’s fiskerireform til at betyde for de mindre og mere skånsomme fiskerier?

– Skal fremtidens fiskeriforvaltning bygges op under hensyntagen til lokale og regionale forhold og ressourcer?

– Hvad gør EU og Danmark for at løse problemerne med de ulovlige motorer i kutterne?

Ovenstående og flere spørgsmål kunne vi tage op i Nyborg. Resultaterne af en sådan diskussion på Nyborg Havn, kunne vi overbringe til ministrene og kommissæren.

Vi har lidt penge til formålet. Dvs. vi kan sørge for mad og drikke og den nødvendige infrastruktur på havnen med telte, bord og bænke samt computere, video m.m. Om nødvendigt vil vi også kunne dække noget rejseomkostninger og olie til fartøjerne.

Vi stiller op med formanden Gunnar Jacobsen i spidsen og i den kommende tid vil vi arbejde på at få så mange fiskere som muligt til Nyborg den 9. september.

Er der spørgsmål og kommentarer til denne henvendelse kan du ringe til 9789 5455 eller M/S Anton 5124 5712 el. 5124 5720

– denne opfordring må I meget gerne give til andre som kunne have interesse i Nyborg mødet

Med venlig hilsen

Talsmand For Levende Hav

Kurt Bertelsen Christensen

Ferring Strand den 24.07.02

Først ødelægger de os – så ødelægger de sig selv – om EUs fiskeripolitik Presse

Pressemeddelelse udsendt den 10. juni 2002.

Udsendt fra Landsforeningen Levende Havs hovedkvarter på M/S Anton beliggende i ”Trangraven” Strandgade 100, Christianshavn.

Mandag den 10. juni 2002 starter Levende Hav den fiskeri- og havmiljøkampagne som skal køre under det danske EU formandskab. Det næste halve år vil M/S Anton være på farten med udstillinger og debat. Formålet er at få skabt en større folkelig, og deraf følgende politisk opmærksomhed og handling i den europæiske fiskeripolitik, til fordel for havmiljøet, ressourcerne og det naturskånsomme fiskeri.

Først ødelægger de os – så ødelægger de sig selv

Efter alt for mange års træden vande, ser det nu ud til, at det også er gået op for de ansvarlige, at det europæiske fiskeri er ved at kuldsejle. Men offentligheden holder de stadig uden for indflydelse i spørgsmålet om fremtidens europæiske fiskeri, med oplysninger som har meget lidt med de alvorlige problemer at gøre.

De taler om ophugning og omskoling af de mange tusinde fiskere de vil have fjernet fra fiskeriet og de diskuterer hvilke nationers industrielle flåde, der skal have størst adgang til de europæiske fiskevande – alt imens fiskeriets reelle konflikt og problemer undertrykkes: det højt industrialiserede og kapitaliserede fiskeri er effektivt og dramatisk i gang med at udrydde det naturskånsomme fiskeri ,(”real fishery”*), mens bestandene nedfiskes og havmiljøet sættes under stigende pres.

Denne proces følger en pervers logik: Ødelæg de små, decentrale og arbejdsintensive fiskerier rundt omkring i de europæiske havne og lad de flydende fiskefabrikker tage over med deres økologisk risikobetonede fiskeri og det gastronomisk og kulturelt forarmede udkomme. Mens denne proces fortsætter og intensiveres diskuterer man, hvordan dens umiddelbare økonomiske gevinster skal fordeles – de langsigtede konsekvenser for havmiljøet, fiskebestandene, fiskerikulturen og den friske, dagfangede fisk lades der hånt om. I Lemvig opsummerer en snurrevods skipper denne udvikling i den tørre konstatering: ”Først ødelægger de os – så ødelægger de sig selv”.

Udviklingen skal vendes, og i stedet for de nationale særinteresser i EU, skal der nu fokuseres på det fiskeri, der kan genskabe et mangfoldigt og attraktivt erhverv.

Fremtidens europæiske fiskeripolitik bør have dette overordnede formål, at fastholde så mange fiskere som overhovedet muligt i fiskerierhvervet. Derfor må indsatsen rettes mod at få ophugget de fartøjer og fjernet de fiskerimetoder som beviseligt er årsagen til, at de fleste fiskebestande er blevet nedfisket til et katastrofalt lavt niveau.

Som et eksempel bør de år for år færre og færre rødspætter fanges i garn og snurrevod, ikke i energislugende og bundødelæggende bomtrawl og 4 trawlsystemer. Fiskeskipper og formand for Levende Hav Gunnar Jacobsen siger: ”Jeg vil gerne fortsætte mit snurrevodsfiskeri efter rødspætter, men rationerne er blevet så små, at jeg ikke kan leve af det og derfor søger jeg nu også ophugning”. Gunnar Jacobsens fartøj E 230 Merkur kan ikke omstilles til andet fiskeri og derfor må han give op i kampen mod de moderne trawlere der med deres store maskinkraft fanger rødspætterne inden snurrevodsfiskeriet er kommet i gang i april måned.

Med Levende Havs fiskerikampagne søger vi den folkelige støtte til kamp mod den fiskeindustri**, som er ved at ødelægge det fiskeri vi alle holder af. Og vi kræver en fiskerireform i EU som bevarer så mange fiskere som muligt i deres erhverv.

* ”real fishery” er det fiskeri som foregår med naturskånsomme redskaber og under et lavt forbrug af brændstof. Det er et fiskeri som er kendetegnet ved dets håndværk og fiskernes forståelse for de spilleregler som skal gælde for et erhverv som høster af naturens rigdomme.

** ”fiskeindustrien” er det fiskeri fra hav til bord, som er kendetegnet ved store energikrævende fartøjer som fisker til en industri i land. Det er et fiskeri som har brug for store mængder af fisk og få fiskere.

For mere information: Kontakt M/S Anton på telefon 51 24 57 20 eller 51 24 82 20
Hjemmeside. www.levende-hav.dk

Er ophugning af fiskefartøjer løsningen på fiskeriets problemer? presse udsendt maj 2002

Pressemeddelelse udsendt den 1. maj 2002. EUs fiskeripolitik

Er ophugningen af fiskekuttere vejen mod et mere bæredygtigt fiskeri?

Ifølge Ritzau, som har læst et brev fra den spanske kommissær Loyola de Palacio til kommissær Franz Fischler, forsøger Spanien at få ændret på vigtige områder i den europæiske fiskerireform som skal træde i kraft fra 2003. Spanien vil have adgang til Nordsøen; de vil ikke ophugge den spanske fiskeflåde og de vil have mere fokus på industrifiskeriet efter småfisk til mel og olie.

De spanske krav har bragt sindene i kog i Danmark og der er klart mere på spil, end den spanske kommissær, som beskyldes for at have forbrudt sig mod de regler der gælder for EU kommissærerne og fra flere steder vil man have hende fyret.

Ændringerne er logiske fiskeripolitiske krav fra Spanien og de andre sydeuropæiske lande.

– De sætter et meget stort spørgsmålstegn ved, om ophugning er et effektiv redskab til et mere bæredygtigt fiskeri – og det gør de ret i. Ophugningen af langt over 1000 fartøjer i dansk fiskeri har ikke hjulpet på noget som helst. Ophugningen er blevet brugt til at frigøre tonnage og kW som er blevet brugt nybygninger, moderniseringer og effektiviseringer. En udvikling som har medført, at vi i dag har en mere effektiv flåde, målt på fiskeriindsattes end før vi begyndte med at ophugge. Og den udvikling har naturligvis ført til, at fiskeriet er mere ubæredygtigt i dag, målt på fiskebestandene.

– De vil også have et mere kritisk fokus på industrifiskeriet, og her er de ude efter Danmark. Og der er god grund til at se på industrifiskeriet. Det er et fiskeri som foregår uden viden om fiskeriets betydning for havets økosystem. Mange lande og biologer sætter store spørgsmålstegn ved det danske industrifiskeri. Det er derfor logisk, ikke mindst fiskeripolitisk, at de sydeuropæiske lande, som sætter meget stor pris på spisefisken, vil have en gennemgribende revision af industrifiskeriet.

– De vil have adgang til de nordeuropæiske landes farvande. Det får de også med reformen, hvor de restriktioner, der gælder for adgangen til Nordsøen, ophæves. Men med denne adgang vil de selvfølgelig også have lov til at fange fisk, men det får de ikke. For TAC’en på de forskellige arter i Nordsøen, er fuldt udnyttet af de lande som i dag fisker i Nordsøen. Spanien sætter hermed et stort spørgsmålstegn ved EU’s relative stabilitet på fiskeriområdet. Her er der også en del logik. Grækenland blev medlem af EF i 1981 og Spanien og Portugal kom med i 1986. I 1983 fik EF – efter flere års arbejde og svære forhandlinger – endelig skabt enighed om en fælles fiskeripoliti. Et af nøglebegreberne blev aftalen om, at der skulle tages vidtgående hensyn til de historiske rettigheder når TAC’erne skal deles og landene skulle tildeles kvoter efter de historiske rettigheder. Den fælles fiskeripolitik blev udviklet flere år før de vigtigste sydeuropæiske fiskerinationer kom ind i EF.

Den relative stabilitet har også udspillet dens rolle, den kom med, bl.a. af hensyn til Danmarks industrifiskeri efter tobis. I dag ødelægger den udviklingen af en mere bæredygtig fiskeripolitik i EU. Og store dele af det europæiske konsumfiskeri ville også være bedre stillet uden den relative stabilitet. En lempelse og efterhånden en ophævelse af stabilitets pagten – samtidig med udviklingen af en mere bæredygtig miljø- og ressourcepolitik – også vil give fordele til dansk konsumfiskeri. Skånsomhed og selektivitet i fiskeriet vil også få en meget større betydning i EU’s fiskeripolitik, hvis kvoter og støttepolitikken rettes mod de mest bæredygtige fiskeriformer på tværs af de nationale grænser.

I dag er det også blevet sådan at danske kystfiskere, har mere tilfælles med deres kystfiskerkollegaer i de andre europæiske lande, end de har med f.eks. industrifiskeriet og det store havgående fiskeri. Som situationen er i dag, skal de danske kystfiskere og det meget skånsomme snurrevodsfiskeri, forsøge at overleve i kampen mod de store fartøjer i dansk fiskeri – det kan de ikke og så må de bede om ophugning.

Sådan har Danmark misforvaltet et historisk og meget fleksibelt dansk fiskeri i de seneste 20 år. Og det er den historie som Spanien og andre sydeuropæiske lande nu ikke ønsker at gentage. For disse lande er fiskeriet og fisken mere værdifuld end blot en industri som leverer råvarer, det er kultur, historie, friske fisk i mange havne, turisme og liv i havnene og meget mere.

Danmarks Fiskeriforening siger at foreningen taler på alle danske fiskeres vegne og derfor har de fået lov til at reducerer dansk fiskeri til 1500 og hvis de fortsat for lov, til om få år kun at omfatte 1000 store fartøjer.

Men hvorfor skal Danmarks Fiskeriforening have denne ene ret? Hvor er samfundets ret? Vi stiller mange krav til landbruget, hvorfor stiller vi ingen krav til fiskeriet? Hvor er kommunerne, amterne og Folketinget i dansk fiskeri?

I Spanien og i de andre sydeuropæiske lande kæmper deres EU kommissær for fiskerne, med risiko for at blive fyret. I Danmark kæmper Danmarks Fiskeriforening og deres politikere for at få fjernet så mange fiskere som muligt. Flotte danske fiskekuttere slæbes i hundredvis til Grenå for at møde motorsaven. Og de tages fra den skånsomme ende, de fartøjer som er mest skånsomme mod miljø og ressourcer kommer først under saven.

De mange års ophugninger af fiskefartøjer har ikke medført , at fiskebestandene har fået det bedre – hvorfor bliver vi på denne kurs?

Hvem narrer hvem i “fiskerikrigen” mellem nord og syd.

EU’s fiskeripolitik

April 2002

Danske politikere og Danmarks Fiskeriforening har fundet sammen i en skarp kritik af EU kommissionen og EU’s formandsland Spanien. Til Jyllands Posten siger direktør i Danmarks Fiskeriforening Niels Wichmann, at Danmark støtter kommissionens reformforslag med flerårlige kvoteaftaler, nedskære fiskeflåderne, stop for statsstøtte og fælles EU regler for fiskeri. Men Spanien og de andre sydeuropæiske lande vil ikke være med.

I medierne fremstår lande som Danmark, Holland, England og Irland nu som forsvarer af det bæredygtige fiskeri, imod de sydlige lande, som rager til sig på bekostning af fiskebestande og havmiljø – nærmest korrupte, og de bruger ulovlige metoder til støtte for deres sag i EU osv.

Vi skal blot minde om, at fiskeriet i Nordsøen – hvor der ikke deltager en eneste fisker fra Sydeuropa – er et af de meste ubæredygtige fiskerier i verden. Der hvor de ”gode” og ”lovlydige” fiskere henter deres udkomme, er flere af de vigtigste bestande ved at kollapse.

Spanien er på vej til at miste deres historiske ”fiskerettigheder” i den 3. Verden. EU kan (heldigvis) ikke længere få aftaler og derved bliver Spanien hårdt ramt. For at få de store fartøjer på fiskeri, gør Spanien krav på at komme ind i de fælles europæiske farvande. Men her hersker de historiske rettigheder! Og selv om de danske fiskeriansvarlige forsøger at give os indtrykket af, at store spanske fiskefartøjer er på vej ind i Nordsøen, Kattegat og Østersøen, så er det vrøvl fra ende til anden. Faktum er, at Spanien er kommet i klemme med de store fartøjer og nu skal de hugges op, og det vil koste mange mia. EU penge. Derfor har Spanien brug en massiv statsstøtte til det formål, så Spanien kæmper selvfølgelig for at bevare de 50% af EU’s støtte til fiskeriet.

”Fiskerikrigen” mellem nord og syd er til størst fordel for dansk fiskeri. På en meget letkøbt baggrund, har Danmarks Fiskeriforening fået offentligheden på sin side i kampen mod de ”rådne systemer” i syd. De og de danske fiskeriansvarlige gør nu hvad de kan for at få rettet op på et mildest talt flosset image. ”Vi er de gode lovlydige EU-fiskere”. ”Vi overholder alle love og programmer og nu skal det igen gå ud over os, og det er uretfærdigt” og mere af samme skuffe.

Dansk fiskeri har ophugget over 1000 fartøjer og lige har 179 fartøjer søgt ophugning under en ny runde. Om få år vil der være mindre end 1000 store fartøjer plus et antal småjoller tilbage i dansk fiskeri hvis udviklingen fortsætter. For sammen med de offentlige støttekroner som blevet brugt på ophugningen, er der brugt endnu mere på modernisering og effektiviseringer og nybygninger af store fartøjer, så fiskeriindsatsen i dansk fiskeri, er højere i dag end, den var før man begyndte at ophugge. Og derfor har ophugningen ikke haft nogen som helst værdi i forhold til sikring af et mere bæredygtig fiskeri – tværtimod. De 179 som nu venter og de som er forsvundet, repræsenterer det mindre og mellemstore fiskeri,
og hele øvelsen i dansk fiskeri har været at få fjernet tonnage, for at få en ny og mere effektiv tonnage ind i dansk fiskeri.

Hvem narrer så hvem? Spaniolerne er jo ikke dummere end folk er flest og de har set hvilken vej vinden blæser. Men de vil ikke af med deres mange tusinder af mindre fartøjer til ingen verdens nytte, blot fordi vi i Nordeuropa satser på et højtindustrialiseret fiskeri. I Spanien har man, i forhold til den mængde fisk der bliver landet, en meget lille forarbejdnings industri. De spanske fiskere sælger fisken direkte til konsum og derved opnår de også at få mere end 4 gange så meget for den fisk de lander, end deres kollegaer i Nordsøen.

Lande som Spanien, Portugal, Italien og Grækenland vil ikke af med deres kystfiskere, blot fordi man gør det i Nordeuropa og derfor kæmper de under parolen ”vi er venner af fiskeriet”. Imod de nordeuropæiske interesser, som på den ene side bruger ”krigen” til at fjerne opmærksomheden fra egne alvorlige problemer og på den anden side, at få så stor en del af den økonomiske støtte fra EU til ophugning, modernisering og effektivisering af eget fiskeri.

Tidligere udsendelser:

Pressemeddelelse

EUs Fiskeripolitik

Pressemeddelelse fra generalforsamlingen april 2002

Fiskeripolitik. Pressemeddelelse

Udsendt april 2002

Pressemeddelelse

Udsendt i forbindelse med Landsforeningen Levende Havs ordinære generalforsamling i Lemvig den 26.4.02

Landsforeningen Levende Hav opfordrer Folketinget og regeringen til at forholde sig til den reelle konflikt som er opstået kølvandet på EU’s nye fiskerireform, og lægge afstand til fiskernes formand, Bent Rulles hadske angreb på de sydeuropæiske lande, i disse landes forsøg på at rede så mange af deres mange fiskere som muligt.

Til sammen har Spanien, Portugal, Italien og Grækenland ca. 60.000 fartøjer og ca. 180.000 fiskere Til sammenligning har Danmark, Holland, England og Irland ca. 15.000 fartøjer og ca. 25.000 fiskere. Ser man bort fra Spaniens store fartøjer, som fisker uden for de europæiske farvande, så har Sydeuropa bevaret deres titusinder af fiskere og fartøjer giver liv og farver og ikke mindste friske fisk til de mange havne. Fiskeriet i de sydeuropæiske lande er meget mere end blot en industri som skal holdes i gang med ”råvarer” som i den nordeuropæiske fiskeindustri

– Danmark er det land i Europa som fanger den største mængde fisk, mens værdien af de spanske fiskers landinger, er 4 gange så stor som værdien af de danske fisk.

Vi støtter de sydeuropæiske landes kamp for deres fiskere. Langt hovedparten af de 60.000 fartøjer er mindre fartøjer som sælger deres fangster til direkte konsum, til mennesker som værdsætter fisk og som også er villig til at betale prisen for frisk dagfanget fisk.

Vi støtter ikke udviklingen i det danske fiskeri, hvor man med den ene hånd giver offentlig støtte til ophugninger af de mindre og mellemstore fartøjer og med den anden støtter moderniseringen af og opbygningen af et ubæredygtigt fiskeri på ganske få, men meget store og meget effektive fartøjer, med hvad deraf følger af uddøde havne og tab af menneskelige og kulturelle værdier.

Det er ikke nogen naturlov som bestemmer, at dansk fiskeri har kurs mod en situation, hvor der kun bliver plads til 1000 fiskefartøjer. Det er en kurs som er udstukket af en fiskeriforvaltning og en fiskeriorganisation, uden respekt for de mennesker og værdier som burde være fundamentet i dansk fiskeri.

Med den nye reform, skal EU’s fælles fiskeripolitik bygges på ressourcebæredygtighed og beskyttelse af havmiljøet, og derfor er det vigtigt, at de titusinder af sydeuropæiske kystfiskere ikke bliver ramt i konflikten mellem det natur- og ressourceødelæggende fiskeri som foregår i de fiskeririge nordlige farvande og i farvandene ud for mange afrikanske landes kyster.

Vi håber at de sydeuropæiske lande vil vinde kampen for deres mange fiskere.

Vi mener ikke at et naturerhverv som fiskeriet skal have offentlig støtte, men skal der ydes økonomiske støtte i fremtiden, så bør den bruges til at fremme udviklingen af det mindre miljø- og naturskånsomme fiskeri, på bekostningen af den økonomiske støtte til det store kapitaltunge fiskeri, som er årsagen til at vore fælles fiskebestande er blevet så nedfiskede, at de nu er ved at bryde sammen.