Levende Hav

Først ødelægger de os – så ødelægger de sig selv – om EUs fiskeripolitik Presse

Pressemeddelelse udsendt den 10. juni 2002.

Udsendt fra Landsforeningen Levende Havs hovedkvarter på M/S Anton beliggende i ”Trangraven” Strandgade 100, Christianshavn.

Mandag den 10. juni 2002 starter Levende Hav den fiskeri- og havmiljøkampagne som skal køre under det danske EU formandskab. Det næste halve år vil M/S Anton være på farten med udstillinger og debat. Formålet er at få skabt en større folkelig, og deraf følgende politisk opmærksomhed og handling i den europæiske fiskeripolitik, til fordel for havmiljøet, ressourcerne og det naturskånsomme fiskeri.

Først ødelægger de os – så ødelægger de sig selv

Efter alt for mange års træden vande, ser det nu ud til, at det også er gået op for de ansvarlige, at det europæiske fiskeri er ved at kuldsejle. Men offentligheden holder de stadig uden for indflydelse i spørgsmålet om fremtidens europæiske fiskeri, med oplysninger som har meget lidt med de alvorlige problemer at gøre.

De taler om ophugning og omskoling af de mange tusinde fiskere de vil have fjernet fra fiskeriet og de diskuterer hvilke nationers industrielle flåde, der skal have størst adgang til de europæiske fiskevande – alt imens fiskeriets reelle konflikt og problemer undertrykkes: det højt industrialiserede og kapitaliserede fiskeri er effektivt og dramatisk i gang med at udrydde det naturskånsomme fiskeri ,(”real fishery”*), mens bestandene nedfiskes og havmiljøet sættes under stigende pres.

Denne proces følger en pervers logik: Ødelæg de små, decentrale og arbejdsintensive fiskerier rundt omkring i de europæiske havne og lad de flydende fiskefabrikker tage over med deres økologisk risikobetonede fiskeri og det gastronomisk og kulturelt forarmede udkomme. Mens denne proces fortsætter og intensiveres diskuterer man, hvordan dens umiddelbare økonomiske gevinster skal fordeles – de langsigtede konsekvenser for havmiljøet, fiskebestandene, fiskerikulturen og den friske, dagfangede fisk lades der hånt om. I Lemvig opsummerer en snurrevods skipper denne udvikling i den tørre konstatering: ”Først ødelægger de os – så ødelægger de sig selv”.

Udviklingen skal vendes, og i stedet for de nationale særinteresser i EU, skal der nu fokuseres på det fiskeri, der kan genskabe et mangfoldigt og attraktivt erhverv.

Fremtidens europæiske fiskeripolitik bør have dette overordnede formål, at fastholde så mange fiskere som overhovedet muligt i fiskerierhvervet. Derfor må indsatsen rettes mod at få ophugget de fartøjer og fjernet de fiskerimetoder som beviseligt er årsagen til, at de fleste fiskebestande er blevet nedfisket til et katastrofalt lavt niveau.

Som et eksempel bør de år for år færre og færre rødspætter fanges i garn og snurrevod, ikke i energislugende og bundødelæggende bomtrawl og 4 trawlsystemer. Fiskeskipper og formand for Levende Hav Gunnar Jacobsen siger: ”Jeg vil gerne fortsætte mit snurrevodsfiskeri efter rødspætter, men rationerne er blevet så små, at jeg ikke kan leve af det og derfor søger jeg nu også ophugning”. Gunnar Jacobsens fartøj E 230 Merkur kan ikke omstilles til andet fiskeri og derfor må han give op i kampen mod de moderne trawlere der med deres store maskinkraft fanger rødspætterne inden snurrevodsfiskeriet er kommet i gang i april måned.

Med Levende Havs fiskerikampagne søger vi den folkelige støtte til kamp mod den fiskeindustri**, som er ved at ødelægge det fiskeri vi alle holder af. Og vi kræver en fiskerireform i EU som bevarer så mange fiskere som muligt i deres erhverv.

* ”real fishery” er det fiskeri som foregår med naturskånsomme redskaber og under et lavt forbrug af brændstof. Det er et fiskeri som er kendetegnet ved dets håndværk og fiskernes forståelse for de spilleregler som skal gælde for et erhverv som høster af naturens rigdomme.

** ”fiskeindustrien” er det fiskeri fra hav til bord, som er kendetegnet ved store energikrævende fartøjer som fisker til en industri i land. Det er et fiskeri som har brug for store mængder af fisk og få fiskere.

For mere information: Kontakt M/S Anton på telefon 51 24 57 20 eller 51 24 82 20
Hjemmeside. www.levende-hav.dk

Posted in: EU Politik, EU Politik 2002

Leave a Comment (0) ↓

Leave a Comment