Posted by Admin on 23. februar 2003
Referat fra ACFA Working Group møde i Bruxelles den 18. Feb. 2003 og fra mødet den 19. Feb. mellem generaldirektoratet for fiskeri og de europæiske Ngo’er.
v/ Kurt Bertelsen Christensen
Indledning
Det er første gang jeg har deltaget i et møde i ACFA – og det er også første gang jeg har deltaget i et udvalgsmøde i EU systemet. Der er flere rådgivende udvalg tilknyttet hvert af de mange direktorater i EU systemet og hvert af disse udvalg har igen flere arbejdsgrupper under sig. Jeg deltog i et arbejdsgruppemøde under et udvalg kaldet ACFA ”Advisory Committee on Fisheries and Aquaculture”. ACFA er det formelle forum til rådgivning af generaldirektoratet.
Jeg var udpeget af de europæiske Ngo’er (Sea at Risk, CFFA, ICSF, WWF, Greenpeace, m.m.). De europæiske Ngo’er kan sende 2 eksperter til arbejdsgruppe møder i ACFA regi. I øjeblikket foregår der en sondering i blandt Ngo’erne om de skal indsætte mig som suppleant i det officielle ACFA, hvor de også har 2 pladser og hvor de også kan medbringe 2 suppleanter, dog skal Ngo’erne selv afholde udgifterne for suppleanterne. De udpegede eksperter og de faste deltagere i udvalg og arbejdsgrupper, får dækket deres omkostninger af EU systemet.
Der var en lang dagsorden for mødet som varede hele dagen. Vi skulle diskutere spørgsmål som:
Bifangsten af marsvin og delfiner
o Der blev talt om de såkaldte ”Pinger”, akustiske alarmer og der blev talt om manglende data osv. Særlig Østersøen fik en del opmærksomhed.
o Fra direktoratets side beklagede man, at der ikke var indkommet et eneste forslag til en undersøgelse af marsvins situationen i Østersøen, en undersøgelse som kommissionen gerne ville have lavet og som de vil betale for at få lavet. (En sådan undersøgelse vil Levende Hav kunne gennemføre og jeg vil følge op på det projekt, ved at forlægge general direktoratet et forslag til en sådan undersøgelse)
o Ellers var det industrien som angreb de fremlagte forslag.
o Arbejdsgruppen blev præsenteret for to større rapporter om dette spørgsmål. Jeg vil under ingen omstændigheder give fiskeindustrien ret i deres kritik, da den er uden selvkritik og uden bekymring for det naturskånsomme garnfiskeri osv. men jeg må også tage afstand fra de to rapporter. For forsøger man at få gennemført disse, ned i de mindste detaljer beskrevne, metoder til nedbringelse af bifangsten af ex. marsvin i garnfiskeriet, så vil både fornuften og garnfiskeriet være under angreb.
o Den utilsigtede bifangst af marsvin, som jeg også fik understreget på mødet, er fiskernes ansvar, og det bør under ingen omstændigheder blive kommissionen og den europæiske fiskeriindustris ansvar. For fiskeindustrien er det blot en fordel, at så meget opmærksomhed som overhøvedet muligt, rettes mod denne bifangst, for herunder kan de nemmere fortsætte det fiskeri som de er sat til at forsvare, det ressourcekrævende og det ødelæggende fiskeri.
o Direktoratet efterspurgte skriftlige redegørelser og notater i sagen om de små hvaler og fra Ngo’ernes side vil vi fremsende sådanne.
EU’s støttepolitik for fiskefartøjer
o Her gjorde direktoratet rede for den nye politik på området med de nye regler for hvor meget tonnage der skal tages ud før der kan bygges nyt osv.
o Men i Levende Hav ønsker vi ikke at gå ind på de præmisser som ligger til grund for den udvandede reform på dette område, da vi mener at det der er vedtaget, ligger så langt fra behovene, at vi slet ikke kan diskutere dette emne.
o Derfor lyttede jeg blot til den europæiske fiskeindustri som advokerede for, at der måtte ydes støtte til moderniseringer og at disse moderniseringer var nødvendige osv.
TAC og Kvoter
o ACFA’s formand direktør Niels Wichmann fra Danmarks Fiskeriforening ville diskuterer dette punkt for at få egne dvs. industriens pejlinger på de nylige vedtagne TAC’er og kvoter.
o Formålet med den diskussion var åbenbar – direktoratet skulle have industriens uforbeholdne meninger om det vedtagne. Og det også selv om alle er bekendt med de forskellige synspunkter.
Tekniske bevaringsforanstaltninger
o Direktoratet fremlagde deres begrundelser, ideer og tanker for hvorledes discard kunne nedbringes vha. støre masker osv. En meget kompliceret fremstilling som helt åbenbart havde det formål at få forklaret sig selv og omgivelserne, at alle disse spørgsmål om grej, maskestørrelser, målarter osv. er spørgsmål som indeholder meget store vanskeligheder.
o Arbejdsgruppens industri medlemmer skiftede til at tage ordet for alle at forklare direktoratet, at deres forsalg til nedbringelsen af udsmidet ”ligger meget langt fra virkeligheden i fiskeriet”.
Genopretningsplaner for torsk og andre bestande
o Dette spørgsmål blev delt i 2 hvor det første omhandlede den midlertidige regulering som skal afløses af en mere permanent genopretningsplan til sommer.
o Direktoratet gav en længere redegørelse for det hele og den affødte en længere diskussion. Ikke uventet fik den nye regulering med havdage størst opmærksomhed og kritik (igen må jeg undre mig over industriens meget kritiske behandling af havdage reguleringen, for med de lave kvoter der er gennemført, er det svært at forstå at havdage skulle være problemet. En grund kunne måske være at havedage er nemmere at kontrollerer end kvoter!)
o Og allerede nu er der betydelige ændringer og justeringer undervejs. Jeg spurgte til snurrevodsfiskeriet efter rødspætter og her er der ingen tvivl om at alle erkender at det fiskeri er blevet uretfærdigt behandlet og at der kommer flere end de 13 dage til det fiskeri. Der kommer også ændringer og justeringer når det gælder sejlads til og fra fiskepladserne og sejlads til områder der ikke er omfattet af genopretningsplanerne.
o Der kommer også forslag til hvorledes fiskere der kommer ud for uheld kan kompenseres osv. Og så kommer der forslag til hvorledes fartøjerne kan overføre rationer/kvoter mellem sig. Og netop dette punkt har stor interesse hos industrien for her vil man måske kunne få mulighed for at overdrage ens ration/kvote. (det er uden tvivl et punkt som Ngo’erne bør holde skarpt øje med for her er der alskens muligheder for at øge kapaciteten eller måske også få indført noget økonomi i kvoterne/rationerne i denne overdragelighed).
o Direktoratet slog fast at den langsigtede plan som skulle træde i kraft til juli 2003 ikke ville kunne nå at blive færdig. Og direktoratet opfordrede alle til at komme med gode forslag til f.eks. en løsning hvor man brugte både havdage og lukkede områder, kasser osv.
o Direktoratet sagde også at intet ville blive afgjort før et større møde i Bruxelles den 10-11. marts om dette emne, et møde hvor kommissær Frans Fischler ville deltage.
o Under dette punkt tog formanden mig i skole, idet jeg et par gange havde understreget, at direktoratet og industrien skulle tage et større hensyn til man på engelsk kalder ”The small scale Fishery”. Et fiskeri som vi i Levende Hav definerer som det mindre og mere traditionelle det skånsomme fiskeri, som ex. snurrevod efter rødspætter, garn- og krogefiskeri m.m. Formanden forklarede arbejdsgruppen, at det jo var første gang jeg deltog i disse møder og det nok var derfor jeg ikke var klar over, at alle repræsentanter i dette udvalg, talte på vegne af det fiskeri jeg forsøgte at forsvare.
o Et medlem fra EUROPÈCHE (den største samlende fiskeindustriorganisation i EU) tog ordet og forklarede mig, at han selv repræsenterede fartøjer fra 5 – 75 meter, så jeg skulle tage det helt roligt – det mindre fiskeri fik al den støtte og hjælp, dette fiskeri har brug for.
EU’s fiskeriforvaltning i Middelhavet
o Mødet blev genoptaget kl. 15.00 efter frokost og derfra og til mødet sluttede kl. 17.30 ca. en time før den planlagte afslutning, var luften også gået ud af ballonen.
o Medlemmerne var ved at være godt trætte og de sidste emner fik en meget sporadisk behandling. Repræsentanterne fra Italien og fra Spanien gjorde direktoratet klart, at de var meget kritiske overfor det vedtagne og de nu fremlagte.
o De synes ikke fiskeriet i Middelhavet får den opmærksomhed det fortjener i EU kommissionen og de var bl.a. kritiske overfor at et udvalg for fiskeriet i Middelhavet var blevet nedlagt.
o De var også utilfredse med at der ikke var græske repræsentanter i ACFA og arbejdsgrupperne. Samtidig ville de også have gjort krystalklart at der er en verden til forskel på fiskeriet og fisken i Middelhavet og det der foregår i f.eks. Nordsøen. Som den spanske repræsentant udtrykte så er der mere en 20 fiskearter som man fanger på en gang i et trawl og derfor kunne man slet ikke arbejde med ”målarter” osv. Samtidig er der en kultur i Middelhavet hvor selv meget små fisk er værdsat på fiskemarkederne og derfor kunne EU ikke blot trække deres ideer til mindstemål ned over hovedet på fiskeriet i Middelhavet.
o Repræsentanterne fra fiskeriet i Middelhavet forklarede direktoratet, uden omsvøb, at EU forslagene var en katastrofe for fiskerne og industrien i Middelhavet. Direktoratet på deres side opfordrede til at man fra industrien side forsynede direktoratet med velgennemtænkte og skriftlige redegørelser og beskrivelse som direktoratet kunne tage med i deres planlægning.
o Og samtidig beklagede direktoratet sig over at der ikke kom ret mange forslag fra fiskerne i Middelhavet.
En aktionsplan for den europæiske ål
o Jeg spiste frokost med den hollandske repræsentant i udvalget som kommer fra den industri som opdrætter ål i Holland. Så jeg var godt orienteret inden dette punkt på dagsorden. Jeg havde fået viden om denne form for opdræt og om de vanskeligheder de har med nye konkurrenter fra østen, Kina og vanskeligheder de har med miljøorganisationerne som åbenbart heller ikke forstå denne industri.
Fiskernes egne observationer under fiskeriet i Nordsøen
o De store europæiske organisationer som organiserer fiskerne har fået fremstillet en rapport som viser fiskernes syn på spørgsmål som discard og fiskebestande. Levende Hav har tidligere vurderet denne rapport så jeg havde ingen kommentarer til den og det var der heller ikke andre der havde. Den tegner et alt for lyst billede af situationen i det europæiske fiskeri og på intet tidspunkt går rapporten ind i en diskussion af de problematiske sider af fiskeriet som netop discard, industrifiskeriet, de katastrofalt lave fiskebestande osv.
Jeg mener ikke at jeg behøver den store indsigt i EU systemerne for at kunne konkludere, at ACFA og arbejdsgrupperne er og bruges som et forum hvor EU’s fiskeriindustri kan kritiserer EU kommissionens forslag til EU’s fiskeriforvaltning.
Under mødet fik vi denne ovennævnte tilbagevendende respons fra fiskeriindustrien: ”EU kommissionens forslag er skrivebordsarbejde, uden forbindelse til virkelighederne i det europæiske fiskeri”. Og det er ligeså klart, at fiskeriindustrien deltog i mødet med det utilslørede formål, at få reduceret virkningerne af de forslag til nye reguleringer, som kommissionen fremsætter.
Industrien fremlagde ikke på dette møde (og ifølge Ngo’erne gør de det heller aldrig på andre møder) noget konkret forslag til hvorledes EU’s fiskeriforvaltning kan nå målene på vigtige områder som; den utilsigtede bifangst af små hvaler; genopbygningsplanerne for flere fiskebestande; EU’s støttepolitik og EU’s forslag til tekniske bevaringsforanstaltninger m.m.
Jeg vil også mene, at Ngo’ernes rolle og muligheder i sådanne møder er meget tvivlsom. Vi kan selvfølgelig være på forkant med udviklingerne og derigennem hurtigere end ellers få diskuteret de nye forslag inden for og udenfor foreningerne. Men vores muligheder i selve udvalget, er så ubetydelig, at den må siges at være 0.
Men jeg fik alligevel en del ud af dette møde og også ud af at observere hvad der foregår og så synes jeg også at Ngo’erne i Bruxelles har en stor viden om det der foregår, en viden som vi i Levende Hav kan have stor nytte af.
19. februar – møde med bl.a. generaldirektør Jörgen Holmquist i generaldirektoratet
Ngo’erne var inviteret til møde med generaldirektøren og hans folk. Direktoratet og Ngo’erne holder sådanne tre uformelle møder om året. Møderne bruges til at udveksle synspunkter direktoratet og Ngo’erne imellem, og møderne varer normalt en times tid, til mødet mødte 8 Ngo’er og 8 fra direktoratet.
Det blev et andet og meget mere direkte og på flere områder også konstruktivt møde. Her viste Ngo’erne at de er godt klædt på til sådan et møde. Efter mange år i tjenesten ved de meget om EU’s fiskeripolitik og om de mange reguleringer.
Emnerne for dette møde var:
– EU kommissions afslag til Sverige – Sverige kan ikke indføre et totalt stop for torskefiskeri for de svenske fiskere.
– EU’s fiskeripolitik i forhold til den 3. verden
– EU’s fiskeripolitik og regulering i forhold til dybhavs arter.
– TAC, kvoter, reform m.m.
Det store spørgsmål til direktoratet var – hvorfor har kommissionen nægtet Sverige at indføre et totalt stop for torskefiskeriet? Det er jo lidt svært at forstå i og med at kommissionen ellers gerne ser store reduktioner i netop torskefiskeriet.
Direktoratet forstå den undren og kritik, men de henholder sig til artikel 10 og til dels også artikel 8 og 9 i aftalen for den fælles fiskeripolitik, og de tolker artikel 10 således, at Sverige ikke har ret til at indføre et sådant totalt stop. Generaldirektøren mente selvfølgelig også, at kommissionen har en god sag, hvis nogen skulle betvivle denne afgørelse.
Direktoratet gav faktisk også flere fornuftige forklaringer på hvorfor Sverige fik dette forbud.
Sverige kan ikke forhindre at de svenske fiskere fisker i andre havområder end de svenske og at de svenske fiskere lander deres fangster i f.eks. de danske havne.
Et totalt stop for torskefiskeri i Østersøen vil vanskeliggøre et eventuelt stop for torskefiskeriet i Nordsøen. Og torskebestanden i Nordsøen har det ifølge kommissionen meget værre i Nordsøen end i Østersøen.
Et ensidigt svensk stop – som jeg har det formål at sænke fisketrykket – frygter kommissionen kan danne præcedens så det kan bruges af andre interesser som med henvisninger og argumenter til det svenske valg forsøger at bevare et fiskeri som burde sænkes, altså at ”det gode svenske initiativ” kunne misbruges af andre ikke så gode og hensigtsmæssige initiativer
Direktoratet gjorde også klart at de langt foretrækker de regionalt besluttede tiltag på bekostning af de rent nationale forslag
Der var en god og konstruktiv diskussion hvor direktoratet og Ngo’erne svarede godt for sig og hvor mødet synes at give en forståelse mellem parterne.
I diskussionen blev small scale fishery inddraget med et større opsat forsvar for det gode fiskeri der stadig er aktiv i EU i dag det mere traditionelle og naturtætte fiskeri, med de mindre fartøjer og med de naturskånsomme redskaber. Og den diskussion fik rigtig god støtte fra de andre Ngo’er og presset mod direktoratet fik generaldirektøren til meget kategorisk at give udtryk for, at det ikke er direktoratet eller kommissionens opgave at varetage dette fiskeris interesser, den opgave må de nationale regeringer tager sig af.
Jeg forsøgte så at få generaldirektøren til at tage til efterretning, at sådan som det kom til udtryk fra direktoratets side på dette møde, må vi tage til efterretning, at kommissionen ikke vil forsvare det fiskeri som i dag er bæredygtigt, men at de fortsat vil forsøge at gøre det ubæredygtige fiskeri mere bæredygtigt. Og vi må så spørge om, om direktoratet mener at den strategi har båret frugt? Dertil kan vi jo alle konkludere, at det har strategien meget langt fra. For hver dag forsvinder der fartøjer som hører til i kategorien ”det skånsomme og bæredygtige fiskeri”, og hvert år kommer der nye fartøjer og redskaber ind i det europæiske fiskeri som kun kan betegnes som mere og mere ubæredygtig.
Derefter gav direktoratet gav en grundig orientering om EU’s nye politik i forhold til udviklingslandene og derefter var der også en konstruktiv debat om det emne. Også på dette punkt var Ngo’erne både gode og vidende om sagen.
Mødet trak ud og da kl. blev 12.30 var der andre som skulle overtage lokalet og generaldirektøren gav os 20 min. i et mindre lokale. Og under en orientering om EU’s nye reguleringer af de fisk som lever ude over kontinentalsoklen dybtvandsarterne, et nyt område som EU tydelig har store problemer med at tackle, kom vi endnu engang ind på small scale fishery.
Denne gang fordi generaldirektøren mente, at de mindre fiskeriers interesser måtte kunne blive varetaget af de regionale råd, som den nye fiskerireform vil søsætte. Det mente jeg også at rådene kunne, men det kunne ikke ske uden at de mindre fiskere blev organiseret. Som det er i dag, hvor de store nationale fiskeriorganisationer også taler de mindre fartøjers sag, vil de regionale råd ikke være væsentlig bedre end den situation vi har i dag.
Det var tydeligt at generaldirektøren og direktoratets folk startede en tækning over dette problem for de begyndte faktisk at reflekterer over problemet. Jeg mener at mødet skabte et ”rum” for en diskussion af dette problem og efter mødet var Ngo’erne også optimistiske på dette område. Vi vil kunne indsende redegørelse og beskrivelser af small scale fishery problemet og hvorledes vi tror noget af problemet kan afhjælpes.
Jeg tror at de europæiske small scale fiskerne kan og vil organiserer sig, inden for eller uden for de store nationale fiskeriorganisationer. Det de har brug for et bevis på at det kan betale sig at være organiseret. Som det ser ud i dag, ser de ingen grund til organisering, for politikken og reguleringen tilgodeser ikke deres behov, tværtimod. De oplever at de skal reguleres ud af fiskeriet for at give plads til de store ressourcekrævende fartøjer.
Det bliver et langt sejt træk, men Ngo’erne mener som jeg, at vi bør presse på i denne sag, for det skånsomme fiskeri bør ikke forsvinde ud af det europæiske fiskeri. Hvordan vi griber denne sag an, må vi have udarbejdet en strategi for.
Konklusion
Der er ikke meget kød på det udvalg og om det kan og bliver brugt til noget konstruktivt må tiden vise. Mødet med generaldirektoratet var der derimod perspektivrigt og sådanne møder kan vi godt bruge. Mødet med Bruxelles Ngo’erne var meget positivt.
Mødet med EU og Bruxelles var tankevækkende. Det er verden af mennesker som er uvirkelig de tager af sted hver morgen fra Billund, København, Berlin, Hamburg, London, Madrid og hundrede af andre byer med kurs mod Bruxelles i deres pæne tøj med slips og bærbar computer og de sætter kursen mod centrum fra lufthavnen i taxi, tog og busser og det hele kører ”på skinner” indtil de om eftermiddagen sætter kursen mod deres hjem, aftensmad, tv, børn og ægtefælle. De læser aviser og de skriver på deres bærbare og på hjemturen er habitterne lidt mere krøllede i ryggen end da de tog af sted samme morgen og duftene noget svagere. Når jeg ellers er i en lufthavn så er jeg på vej ud til fiskerne ved Aralsøen. Jeg kan godt begribe deres landsbyer og deres arbejde, jeg ved ikke hvad vi har gang i Bruxelles.
Ferring Strand den 23.02.2003
