Hvis ikke EU’s fiskeripolitik kan redde det globale kystfiskeri – hvem kan så?

Madrid den 30. marts 2011. Undertegnede deltager i arbejdsgruppe møder i LDRAC og skriver derfra.

Denne morgen inden 2. dagens møder er det tid til lidt opsamling på gårsdagens møder.

Først lidt baggrund. Til disse LDRAC (Long Distance Fleet Advisory Councl) kommer folk fra EU kommissionen for at mødes med repræsentanter fra den europæiske fiskeindustri og et mindre antal repræsentanter fra de europæiske civilsamfunds miljø- og naturorganisationer. Møderne foregår som regel i Spanien for Spanien er det land i EU, som har langt den største flåde der fisker uden for EU’s egne farvande. Rådet, som interesseorganisationerne vælger at blive medlemmer af og som de betaler 3-900 EURO om året, vælger hvert år en bestyrelse på 24 organisationer og til selve arbejdet er der oprettet 5 arbejdsgrupper. Og rådets virke er at rådgive EU i alt hvad der vedrører EU’s køb af fiskerirettigheder uden for EU. Jeg er valgt til bestyrelsen og har været det siden rådet blev oprettet i 2007. Det er EU som betaler alle udgifter til sekretariat, rejser og ophold og derfor er det også EU som bestemmer hvordan rådet er sammensat. Og det betyder bl.a. at rådet består af 2/3 medlemmer fra industrien og 1/3 fra andre interesser som natur, miljø, lystfiskeri etc.

På det sidste møde i går, fik vi som ofte før en længere diskussion om hvorvidt EU’s fiskeripartnerskabs aftaler med de fattige lande ex i Afrika, også kommer de lokale fiskesamfund til gode? Det mener industrien, ikke overraskende at de aftaler gør. I hver EU aftale med lande i ex. Vestafrika, afsættes der x antal procent af de mange mio. til støtte for opbygningen af de lokale fiskerier. Og det er en form for kompensation til de fattige lande, fordi deres egne fiskere ikke kan udnytte de store bestande af ex tun der findes i deres farvande. Og det faktum at de lokale fiskerier ikke kan det, er et af de vigtigste argumenter for regeringerne i de lande for at sælge rettigheder til EU og andre store og mere moderne fiskerier. Så målet på papiret i hvert fald ER at nogle af de mange penge fra EU, skal bruges til kapacitets opbyggelse i disse landes egne fiskerier.

Det er ikke nogen hemmelighed at de penge aldrig eller kun i meget ringe grad bruges til de formål og det er en gammel diskussion, som man kan læse meget mere om på XXXXXXXXXXXXXXX

Men på mødet i går rejste der sig, sikkert ved et tilfælde, en ny diskussion. EU repræsentanten svarede i hvert flad lidt uigennemtænkt på et af de sædvanlige indlæg fra industrien, at det slet ikke er tilfældet. Der er ingen beviser, understregede han, for den sammenhæng. Der bliver ikke flere kystfiskere, eller bygget flere skoler, bedre veje etc. i de kystområder hvor EU har fiskerettigheder sammenlignet med områder hvor EU ikke fisker. Det er et ret følsomt område og da jeg forfulgte det blev det hurtigt til en diskussion, hvor også EU forsøgte at lægge låg på denne diskussion, fordi den netop indeholder dette meget alvorligt dilemma – som vi jo ikke må tale om.

Spørgsmålet er nemlig meget enkelt – hvorfor skulle de landes regeringer, overhovedet investere i de områder, når fisken sælges til andre lande? Hvorfor skal de det, når de også gerne vil sælge rettigheder til andre lande det giver jo kontanter? Skulle de skal udvikle deres egne fiskerier, bliver de nødt til at bruge penge (det ved vi fra dansk fiskeri som det facto er opbygget på statstilskud).

Det er indlysende at vi med disse køb af fiskerettigheder er inde i en ond cirkel. Det samme har vi set i Danmark og andre EU lande, hvor kystfiskeriet og de mindre kuttere forsvinder, fordi kvoteforvaltningen i sig selv medfører, at kvoterne koncentreres på færre meget større fartøjer. I DK og EU forsøger man holde liv i de områder, men det er aldrig helhjertet og det er det vel ikke noget at sige til, når der ikke længere er noget arbejde til de folk der bor der.

For at få et billede af situationen kan vi som eksempel tage sardiner og ansjoser på Vestafrika som også var på dagsorden i går. Her fanger EU og andre lande samt udflagede skibe 85 % af den ca. 1 mio. tons der er kvoter til. Så det er ikke meget lidt tilbage til de lokale fiskere. Og Vestafrika er ikke meget anderledes end Østafrika, Stillehavet etc.

Men kunne vi (EU) så ikke bare stoppe med at købe de rettigheder? Jo det kunne EU såmænd godt også selvom der er meget store erhvervsinteresser i dette fiskeri og selv om EU i dag får 21 % af de fisk vi spiser i EU, fra disse fiskerier, så kan vi selvfølgelig stoppe. Men hvis vi stopper, vil det uden for enhver tvivl i dag, straks være andre lande og bilaterale joint venture projekter og andet som køber de rettigheder. Og det kommissionens vigtigste argument – hvis ”vi” dvs. EU ikke køber de rettigheder, sælger de vestafrikanske cvs pharmacy weekly ad lande rettighederne til Rusland, Kina eller til udflagede EU fartøjer osv.

Og det løser ikke problemet for de lokale fiskerier og det har de da i det mindste ret i.

Men tilbagestår dette meget alvorlige udviklingsproblem som skal løses, fordi der er så mange mio. mennesker i de fattige lande som ikke har noget andet valg end at fiske. FAO mener der på verdensplan er op mod en halv mia. mennesker der direkte eller indirekte lever af det vi kalder kystfiskerierne. (det tal er måske lidt højt, men så er alle også kommet med) men det er mange mennesker som ikke kan undvære fisk og fiskeri.

Så problemet består selv om EU stopper deres fiskeri.

Kunne man så ikke give kystfiskerne de kvoter de har brug for og så sælge resten? Det er diskussionen, men det er også en farlig diskussion, for hvis sådan en forvaltning indføres ved vi, at de kvoter meget hurtigt kapitaliseres og så bliver de også hurtigt omsættelige. Og i dårlige tider, hvor der er få fisk af mange også naturlige grund, vil de fattige også sælge de kvoter – sådan er det. Ex El Nino, som styrer meget skin care meds af fiskeriet på vestkysten af Sydamerika er uforudsigelig og i de dårlige år vil pengestærke firmaer og andet stå på spring for at købe kvoter og rettigheder til billige penge. Det ser vi overalt hvor kvoter kan omsættes. Kystfiskerne, som ikke har kapital, sælger også fordi det grundlæggende problem ikke er løst med kvoter, nemlig det faktum, at når man kapitaliserer kvoter, så sætter man samtidig gang en teknologisk udvikling, for jo dyrere det bliver at fiske (og nu er kvoterne jo købt for lånte penge) jo mere må man effektiviserer og det går ud over kystfiskerne, som ikke kan følge med og til sidst sælger de.

I vores rige verden kan man måske forsvare det med at så får de (kystfiskerne) da i det mindste lidt penge med sig ud af fiskeriet. Det er ikke et holdbart argument, men det må vi tage en anden gang. Her skal det slås fast, at for kystfiskerne i de fattige lande er det en katastrofe for hele samfund, hvis kystfiskerne forsvinder. Så selv om det umiddelbart ser rigtig ud at sikre kystfiskerne vha. kvoter, er det en meget farlig kurs for kystfiskersamfund i de fattige lande.

Hvad gør vi så? I mange år har vi (Levende Hav) kæmpet for, at de lokale fiskere i det mindste også modtager de penge der afsættes i EU aftalerne. Men som det hele udvikler sig i det globale fiskeri, fremstår denne kamp efterhånden som den Don Quixote kamp det er.

Vi bliver nødt til at ændre også den strategi. Forudsætningen for at kystsamfund kan opbygges, er ikke kun penge, det er først og fremmest fisk og muligheden for at fiske og udnytte deres fiskeri, uden at skulle være i konkurrence med det moderne fiskeri. Og på den måde er der ingen forskel på kystfiskeriet i Danmark og EU som igen og igen understreger det samme – vi skal have mulighed for at fiske, så skal vi nok klare os. EU midler får vi intet ud af og derfor kalder kystfiskerne de penge, som EU afsætter til at afhjælpe de skader der følger med fiskeriforvaltningen, for ”tivolipenge” penge, der blot udnyttes af alle mulige projektmagere og kloge hoveder, til alt muligt som kystfiskerne og alle andre har brug for.

Og det er så her befolkningen uden for fiskeriet kommer ind i historien.

I Danmark har den danske befolkning accepteret, at det er OK at koncentrere kvoter og rettigheder på ganske få store fartøjer i ganske få havne. Det er det liberale projekt som blev indført i 2005, hvor regeringen forærede kvoter og rettigheder til de der ejede fartøjerne, så de kunne sælge, købe og belåne de nye ejendomme. Resultatet er tydelig et par år efter. På Bornholm er der ikke mange fartøjer tilbage, og øen har mistet al deres fiskeindustri, den er flyttet til Polen og i dag lander de store trawlere som kommer fra vestkysten torsken direkte til Polen. Fartøjerne kan nemlig ikke længere leve af torsken i Østersøen, i dag skal de have kvoter i alle farvande, for at forrente de store investeringer. Og her skal man altså huske at mængden af fisk der fanges i Østersøen i dag, ikke er ret meget mindre end den var for 25 år siden. Udviklingen er så til fordel for Polen (så længe det varer), men vi har mistet et fiskeri som gav arbejde til mange tusind mennesker. De fik lidt penge og resten hjulpet i Danmark i vores sociale systemer og med EU støtte og andet arbejde – men det bliver fiskerne og deres familier i Vestafrika o de andre fattige lande altså ikke. De må klare sig selv. I Østafrika bliver de pirater, i Middelhavet og på Vestafrika lever de af at sejle flygtninge til vores den rige verden og alt dette og meget mere er kun muligt fordi vi (dvs. du og jeg) tillader det.

Men hvad gør vi så? Først må vi ikke slå os til tåls med at de fattige landes fiskere får nogle kvoter, en udvikling som er trenden i diskussionen dag. Vi skal først anerkende, at der er denne verden til forskel mellem kystfiskerne og det moderne fiskeri og at de problemer der er mellem de to sektorer i fiskeriet, altså ikke løses med det moderne og højt kapitaliserede fiskeris metoder, som ex. kvoter.

Hvis vi vil have et kystfiskeri og det er der rigtig mange gode grunde til og de kan også læses på www.levendehav.dk så skal dette fiskeri beskyttes mod det moderne, kapitaliserede og derfor højteknologiske fiskeri. Det skal beskyttes og denne beskyttelse skal indskrives i international lov og dertil kan EU tager et lederskab.

Gør EU det, er det bare lidt som peger i den retning? Nej meget tværtimod.

Og det her i dette politiske rum vi skal sætte ind. Løsningen er ikke, at overlade fiskeripolitikken til de interesser der har ”forstand” på fiskeriet. Vi skal ikke tvinge EU til at opgive fiskeriet i de fattige landes farvande. Nej vi skal kræve at EU tager et globalt ansvar og lederskab, når det handler om fiskeri og at EU nu, for det kan kun gå for langsomt, kommer i gang med at sikre alverdens kystfiskere deres rettigheder til fisk og fiskeri, og det er selvindlysende ikke blot en opgave for fiskeriet og alle de NGO’er som i dag lever af fiskeriets problemer.

EU borgerne skal tvinge EU til at starte i deres egne fiskeriaftaler, hvor de indskriver kystfiskernes rettigheder og selvfølgelig ligeså vigtig også betaler hvad det koster. EU undslår sig med den politik, fordi EU ikke vil beskyldes for imperialisme. Men det er en dårlig undskyldning for ikke at gøre noget, for at lade stå til.

Så EU skal altså blive ved med at købe fiskerettigheder for i første omgang at holde de andre og meget store moderne flåder ude af de farvande. Men samtidig skal EU tage dette store ansvar for de lokalefiskerier, og det bliver selvfølgelig op af bakke. Men selv om jeg altid beskyldes for at være bundløs naiv ser jeg altså ingen anden kurs her og nu i det globale fiskeri. Men jeg vil meget gerne udfordres på det synspunkt.

Så selv om jeg selv personligt er imod EU som en forening af de europæiske lande, er det ikke desto mindre éen union Danmark

befinder sig i her og derfor må vi også tage et ansvar for hvad der foregår i EU. Jeg mener ikke at man siger ja til EU ved at gøre det rette på de områder hvor det er muligt og i det mindste må vi gøre det på de områder hvor EU kan gøre noget bedre i denne verden. Det lyder dramatisk, måske patetisk, men som verden ser ud fra mit perspektiv, målt på det globale fiskeri, er EU og EU’s fiskeripolitik faktisk det bedste af alle de onder der truer det globale kystfiskeri dag.

Selvfølgelig skal alle der kan arbejde lokalt for kystfiskeriet hvor det stadig foregår, det gør vi også i Levende Hav, men det løser ikke det største problem i det globale fiskeri som forvaltes af et kvotesystem, uden sikringen af kystfiskerne. Og kystfiskerne kan altså ikke, som jeg her har forsøgt at vise, overleve under et kvotesystem og det uanset hvordan dét ser og tager sig ud.

Så hvis EU ikke sikrer det globale kystfiskeri retten til fisk og fiskeri, så er der ingen der gør det i dag. Og det pålægger også den danske befolkning et ansvar – også selv om danske fiskere ikke fisker under EU’s fiskeripolitik i de fattige lande.

Kurt Bertelsen Christensen
marts. 2011

Forbud mod udsmid i fiskeriet

I 2012 sætter EU gang i en ny fælles fiskeripolitik og kommissionen arbejder bl.a. for, at reformen kommer til at indeholde et totalt discardforbud. Ministerrådet er ikke enigt og selv om den danske minister støtter forbuddet i ord og tale, så ligger den danske støtte meget langtfra hvad den nye EU kommissær kæmper for.
Denne artikel handler om det der foregår lige nu i sagen og sidst i artiklen diskuteres og problematiseres den danske fiskeripolitik på området. For det viser sig at også i denne sag, er kreativiteten større i bogføringen, end i virkelighedens danske fiskeripolitik.

EU-kommissær for fiskeriet Maria Damanaki brugte den første forårsdag i 2011 på et møde i Bruxelles, med EU’s fiskeriministre. Her holdt hun en tale, hvor hun indtrængende talte for, at EU indfører et forbud mod udsmid af fisk, et såkaldt ”discardforbud”. Hun sagde bl.a.: “

“We need to avoid this under all circumstances. So far we have tried to tackle discards with technical measures. But let’s be honest, if we continue this it is like treating a serious illness with Aspirin. We have to recognize that our policy gives sometimes incentives to discarding. So, I am convinced that we have to start thinking outside the box.

To effectively tackle discarding we need to look at new ways forward. Therefore, I am considering proposing a discard ban as part of the CFP reform proposals. And while I say this word – discard ban – out loud, I am conscious that some of you would rather not discuss such a ban, while others already support this idea. But I need to point out to you: if we don’t tackle this problem now, it will come back to haunt us. We will regret having missed this unique chance of the upcoming CFP Reform to find a new way forward.”

Hun lægger ikke fingrene imellem i denne sag og hun presser ministerrådet til at få indført dette forbud mod udsmid. Ministerrådet er langtfra enigt, det er ikke engang enighed mellem den svenske og den danske minister i denne sag. Den svenske minister vil have et forbud i Kattegat og Skagerrak, men dertil har han ikke fået støtte fra sin danske kollega, som foretrækker de tekniske løsninger dvs. selektive redskaber. Og selv om den danske minister nu taler om discardforbud og man kan læse om det samme ministeriets hjemmeside, så er der langtfra tale om noget forbud i den rene (totale) forstand.

Før mødet i Bruxelles, udsendte den danske fiskeriminister ellers en pressemeddelelse, hvor han bakker op om et discardforbud i EU og han glæder sig over at kommissionen nu handler i forhold til en ”dansk mærkesag” osv.

Ministeren skriver om den ”danske model”, men det er om fangstkvoter der skal afløse landingskvoter og der vender han på den berømte tallerken og forlader forbuddet for at fortælle om fangstkvoter. Det er noget rod for et forbud er et forbud og et forbud skal selvfølgelig overholdes, længere er den vel ikke. Men det er den i den danske forståelse af et forbud, meget længere.

Det er meget vigtigt at man ser forbuddet som et middel til et mere bæredygtigt fiskeri, fordi forbuddet i sig selv vil tvinge fiskerne til at fiske med større masker; stoppe fiskeriet hvis der er for mange små fisk; omstille til mere skånsomme fiskerier osv. Så når ministeren nu taler om større masker og mere selektivt fiskeri, for at efterleve et discardforbud, så er han ude af kurs. Når vi laver et forbud i fiskeriet, så er det fordi vi forventer at forbuddet efterleves, hvordan fiskerne gør det, må de selv finde ud af. Hvis de siger de ikke kan efterleve et forbud, så må vi se på det og forsøge at løse de problemer. Men det er noget rod når de øverste ansvarlige i dansk fiskeri, på den side giver os og folketinget det indtryk at vi skal have et forbud, når de så på den anden side lader forbuddet være bestemt af, hvad fiskeriet kan og evner.

Lige siden Levende Hav blev etableret i 1995, har vi kæmpet for et discardforbud. Det var det første emne vi tog fat i på det allerførste seminar vi afholdte. Og det var et forbud i dets rene og totale form, vil vil at alt hvad fiskerne fanger på havet, skal bringes i land, også det som ikke kan sælges til konsum, for det kunne bruges til alt muligt i industrien.

For når først fisk, skaldyr og bunddyr er fanget og som regel er dørt kan man ligeså godt udnytte det. At man selvfølgelig skal gøre alt for at minimere udsmidet, ex vha. fangstkvoter; mindre masker osv. er indlysende. Men dertil er discardforbuddet et middel, ikke omvendt. Den danske fiskeriminister, men nok endnu mere hans embedsfolk, har ikke styr på mål og midler i fiskeriforvaltningen.

Det er der så heller ikke ret meget nyt i og det ved alle der følger lidt med på denne hjemmeside.

Det var meget svært med et total forbud tilbage i 1995, hvor der var mange fartøjer i fiskeriet og et meget større fiskeri. I 1995 var der 3500 aktive fartøjer og der blev landet tæt ved 2 mio. tons fisk hvert år. I dag er antallet af fartøj ved at nærme sig de 500 og der landes en 1/3 af hvad man gjorde i 1995. Så den praktiske side af sagen, dvs. at kunne opbevare hele fangsten ombord, er meget nemmere at løse i dag, end i 1995. Så der er intet i det praktiske og økonomiske i fiskeriet der forhindrer indførelsen af et rigtigt forbud. Men det er det så åbenbart alligevel. Hvorfor?

To forbehold ligger lige for:

Udsmidet i de danske fiskerier er stadig så alvorlige, at de ikke tåler dagens lys
Kvoterne er så små, at fiskerne har brug for at smide de fisk der ikke opnår de store priser tilbage i havet, for ikke at belaste kvoterne.

Mht. det første forbehold skulle det nu ikke være noget problem. I sin tale siger kommissæren, at udsmidet i EU for torsk og anden hvidfisk i 2004 lå på over 50 % og fladfisk over 70 %. I 2004 lavede det danske ministeriums egne embedsfolk og ansatte biologer, en rapport om discard i dansk fiskeri som viste, at det samlede udsmid i 2004 lå på 36.000 tons ud af en samlet fangst på 1,2 mio. tons. Dvs. udsmidet i danske fiskeri ligger meget langt under det øvrige EU. Så hvis de danske rapporter og data er sande dvs. troværdige, kan det danske udsmid også tåle dagens lys.

Det andet forbehold kan heller ikke være det store problem, for det udsmid har været forbudt i flere år. Så svaret på hvorfor ministeren ikke går helhjertet ind for et discardforbud, blæser i vinden.

Med den danske model bliver et forbud et ”måske forbud” dvs. et forbud som indføres når ”det er muligt” skriver ministeren i en fælles erklæring med sine kollegaer fra Frankrig, Tyskland og England, som opfølgning på mødet i Bruxelles. ”Når det er muligt” indføres der altså et discardforbud og den frase betyder, når det er muligt målt på de enkelte arter, fiskerier og farvande.

1. Fra erklæringens pkt. 7 ”call for discard bans to be gradually introduced where appropriate by changing to a system of genuine catch quotas as part of a “tool box” of measures to avoid discards, after a sound evaluation of existing pilot projects , and to improve control and data on the overall mortality and state of fish stocks. This should also be available to Member States as part of possible future regional management arrangements, if appropriate, focused on the application of long-term management plans. In fisheries suitable for discard bans, such bans should be gradually introduced where appropriate, all species intended for human consumption should be landed and – insofar as these are regulated species – catches counted against the respective quotas;”

Den danske minister vil altså have et forbud mod udsmid, når det bliver muligt. Men det er ikke sådan et ”forbud” kommissæren tænker på. Der er mange flotte ord og hensigter i den danske politik og i den fælles erklæring, men de skjuler ikke fakta som er, at den danske fiskeripolitik pt. ikke støtter kommissionens forslag til et discardforbud, som det foreligger.

Nogen vil måske indvende at det kan være fordi et discardforbud ikke virker efter hensigten, at det ikke kan kontrolleres, som det ofte er dokumenteret i ex Norge. Men her er løsningen i Levende Havs danske model netop, at alt hvad der fanges, skal bringes i land. Dvs. alle der har en fiskeritilladelse skal også kunne gøre logisk rede for, hvordan de bringer alt i land. Dvs. dokumentere, at de har pladsen i fartøjet til udsmidet. Og det kan sagtens lade sig gøre på de få store fartøjer der er blevet tilbage i dansk fiskeri. Der er rigelig plads til det procentvise udsmid, som de danske ansvarlige påstår at dansk fiskeri har. De 36.000 tons, som de havde i 2004, er under 10 % af de samlede fangster, og i dag må det være meget lavere fordi der har været så stor opmærksomhed om sagen siden og der givet stor økonomisk støtte til nye selektive trawl og meget andet – så der er plads nok.

Derfor er det underligt at Danmark ikke bakker helhjertet op om kommissionens discardforbud. For når vi sagtens kan efterleve det og bringer alt i land, undgår vi også at skulle bruge så mange midler på mere kontrol og observatører ombord i fiskeriet. Det må ministeren kunne svare på.

Så selv om vi nu i medierne kan læse, at fødevareministeriet opfordrer EU-kommissionen til ”at gøre forbuddet mod udsmid til det centrale element i den fiskerireform der skal træde i kraft i 2012” så er det blot et udtryk for den kreative bogføring, som det danske fiskeri bygger på.

marts 2011
Kurt Bertelsen Christensen

Dansk fiskeri til udlandet – historien om et forlis

(lettere korrigeret 10/3)
Det er en lille historie om et stort fiskeri, der tidligere sikrede mange tusinde arbejdspladser i de tyndtbefolkede områder af Danmark. For få år siden var det EU’s største fiskeri, og bruger man landbrugets metoder til at prale af hvor mange arbejdspladser der er i landbruget, var dansk fiskeri før 2005 svaret på udkants Danmarks største problem. Men fordi regeringen heller ikke kender til rettidig omhu i fiskeripolitikken, har dansk fiskeri under VKO styret mistet de fleste fartøjer. De store fartøjer der blev tilbage henter nu deres besætninger i Østeuropa og lander deres fangster i udenlandske havne.

Historien: Da Danmarks Fiskeriforening i 2004 begyndte at bearbejde regeringen og fiskeriminister Hans Chr. Schmidt, for at få ejerskabet over kvoter og fiskerettigheder, tror jeg ikke de havde en forestilling om hvordan dansk fiskeri ville se ud i dag blot 5 år efter at regeringen forærede dem det hele. Eller måske havde de det og handlede i god tro.

Det er ikke sandsynligt, men skulle det være tilfældet, kan man i det mindste også stille dem til ansvar for deres gerninger. Og for hver dag der går, bliver det mere og mere nødvendigt. Derfor bør fødevareministeren nu give Folketinget en fiskeripolitisk redegørelse, som svare på dette og andre relevante spørgsmål.

Faktum er i hvert fald at fiskeriet anno 2011, er noget helt andet end hvad det var i 2004. Der er meget færre fartøjer og de få store fartøjer der blev tilbage, efter at kvoter og rettigheder er blevet samlet hos de dem og deres selskaber, henter i dag, i større og større omfang, deres besætninger i Østeuropa, fordi de ansatte derfra er billigere i drift, end de danske partsfiskere.

Men den dramatiske afvikling af fiskeriet stopper ikke ved de udenlandske besætninger og den deraf følgende affolkning af de fhv. fiskeriafhængige kystkommuner. I dag lander de store fartøjer også deres fangster i udlandet. Således læser man på Fiskerforum 8/3, i år at de danske fartøjer landet over 20 % af deres torsk fanget i Østersøen direkte i Polen. 20 % lyder måske ikke af så meget, men det er gået meget hurtigt og det går også den vej på vestkysten, hvor de store fartøjer nu også ser deres fordele i at deres laster i udlandet. Landinger direkte i udlandet er kun blevet mulig, fordi fartøjerne er blevet så store, at det også kan betale sig.

Så selv om dansk fiskeri stadig fanger vilde fisk for tæt ved 3 mia. kroner om året forsvinder arbejdspladserne i selve fiskeriet og nu også dramatisk i den danske fiskeindustri og rundt omkring i de mange servicefag der hørte fiskeriet til.

Var det målet med fiskerireformen, vedtaget af regeringen og Dansk Folkeparti i oktober 2005? Det skal ministeren selvfølgelig svare på, men her kan vi godt løfte en flig af den historie.

Baggrund: FKA reformen som den kaldes blev vedtaget i Folketinget i okt. 2005 af et meget snævert politisk flertal og begrundelsen for reformen var, at den var blevet nødvendig for der var ”for lidt fisk til for mange skibe”. Med det nye FKA system kunne ejerne af fartøjerne begynde at handle med kvote og rettigheder og dertil oprettede de kvoteselskaber, hvor de kunne leje og udleje kvoter og rettigheder. Og alt dette førte meget hurtigt til en stor koncentrering af kvoter og rettigheder på meget få, men store fartøjer. Det krævede store lån og gælden voksede. I samme periode svigtede priserne på fisken, samtidig med at olien steg i pris.

Og selv om Hans Chr. Schmidt lovede Folketinget, at med FKA ville alt blive godt og fiskeriet igen blive lønsomt, og derfor ikke fik brug for den offentlige støtte, så er det gået i den modsatte retning. Siden 2006 er den offentlige økonomiske støtte til fiskeriet kun vokset.

Jeg klar over at 2010 blev et fantastisk godt år for tobisfiskeriet, fordi priserne eksploderede. Fiskerne fik op mod 2 kr. for et kg. skidtfisk. Det er vandvittige priser og de holder måske i år, men så falder de igen og gør de det med de højere og højere priser på brændstof, er det fiskeri som altid igen i vanskeligheder. Det er ikke for at være lyseslukker, men sådan er det altså i fiskeriet. Det løber ind sådanne eventyr et år eller to, men det slutter inden det rigtig kom i gang og så står fiskerne tilbage med de store investeringer de foretog sig, mens de var i eventyret.

Besætninger: De danske partsfiskere (dvs. besætningen som får deres hyre i form af en aftalt procentsats af det man fanger, efter fradrag af forskellige udgifter som olie, is, proviant etc.) blev ret hurtigt kørt ud af fiskeriet efter 2006. For nu skulle de mod deres vilje og viden om konsekvenserne ved FKA reformen, også være med til at forrente de store lån, som ejerne af fartøjerne havde optaget for at købe kvoter og rettigheder.

Det skulle de gennem større ”forlodsudgifter” til olie, is etc. som nu blev udvidet til også at omfatte udgifter til leje af fisken, i ejernes egne selskaber, som havde opkøbt kvoterne for at udleje dem i en kortere el. længere periode. Det er store nye udgifter som besætningen nu skal betale, inden de får deres hyre og det tvang så at sige, de danske partsfiskere ud af dansk fiskeri og i stedet ”måtte” ejerne af fartøjerne, så hente deres besætninger fra andre lande. Folk som ikke stillede de store krav og som det allervigtigste, ikke havde historiske rettigheder i dansk fiskeri. De danske partsfiskere forlod fartøjerne også fordi de ikke kunne eve med at skulle betale for de rettigheder, som de selv havde været med til at opbygge.

Enhver der forstår blot en lille smule af dansk fiskeri og de livsformer som dansk fiskeri er bygget på, ved også hvor grusomt og uretfærdig FKA blev mod partsfiskerne. Denne unikke form, hvor alle ombord havde et fælles ansvar for fartøj og fiskeri og hvor der ikke var tale om ansatte, men om normalt et ligeværdigt forhold mellem skipper og besætning. Og da FKA reformen skulle ud i fiskeriet, skete det netop ved at fartøjerne fik ejerskabet over de historiske rettigheder. Dvs. hvor mange promille af de danske kvoter det enkelte fartøj havde fanget over nogle år, fik fartøjet som ejendom, dvs. ejeren af fartøjet fik de store værdier som kunne løbe op i et 3 cifret millionbeløb. De der ejede fartøjerne fik store værdier af samfundet, de som havde skabt værdierne fik intet, tværtimod betalte de det hele med deres eksistens som fiskere.

Partsfiskerne forsvinder og fiskerikommunerne mister deres borgere og affolkningen af det yderste Danmark voksede. Det udkants Danmark alle taler om, mister virkelig mange tusinde arbejdspladser i fiskeriet. Og nu også i fiskeindustrien og fiskeriets følgeerhverv. Når større og større landinger landes direkte i de udenlandske havne så dør de danske havne og det betyder at lokalsamfundene mister deres virksomheder og jobs og alt lukker.

Vi kender alle historien fra Island, hvor Island i løbet af ganske få år, mistede mange tusinde arbejdspladser i de mange lokalsamfund. Island indførte deres store reformer i fiskeriet for mere end 20 år siden og i de første mange år roste Island sig selv, for denne store reform. Og ude omkring Island i den store verden så politikerne, deres embedsmænd og ikke mindst forskerne, som jo lever af at fortælle politikerne dét de gerne vil høre, det samme og ville have det samme.

Island gik som bekendt fallit for et par år siden og nu er den nye regering gået i gang med at få kvoterne tilbage til statskassen, i forsøget på at få fiskeriet tilbage på en kurs med arbejdspladser og lokalsamfund.

Det er situationen i Island anno 2011 og selvom det danske samfund ikke vil lide så grusomt som det islandske, når dansk fiskeri igen rammer muren om et par år – muren hvor prisen på brændstoffet når nye højder og prisen på fisken ikke kan følge med, så er det alligevel meget alvorligt, for nedbruddet rammer sammen med landbrugets ditto meget alvorligt i de tyndt befolkede områder, som det facto går fallit.

Og så er det vi må spørge os selv og de ansvarlige; var det dét målet med FKA fiskerireform i 2005? Og de spørgsmål skal altså stilles til de ansvarlige, mens de stadig sidder med ansvaret, dvs. senest inden efteråret 2011.

Kurt Bertelsen Christensen
marts. 2011

Ingen straf til de ansvarlige fiskere og latterlige små bøder til de ansvarlige virksomheder, for et omfattende ulovligt fiskeri

Så er det faldet dom i sagen om et stort, systematisk og organiseret ulovligt fiskeri som fandt sted i første halvår af 2006. Det har taget næsten 5 år for myndighederne at finde frem til – ingenting. Virksomheden i Grenå, som modtog næsten 10 mio. kg ulovlige fisk i første halvdel af 2006, fik en bøde på 75.000 kroner og konfiskeret den skønnede fortjeneste på 1,5 mio. kroner.

Det er dommen i en af de store sager om ulovligt fiskeri i dansk fiskeri. Det er latterligt ligesom det er helt til grin, at chefen for Fiskeridirektoratet, som har ansvaret for at det danske fiskeri også er lovligt, kan udtrykke ”tilfredshed” med denne dom. For det første er det en skandale, at det skulle tage så mange år at finde ud af ingenting, for det andet er det en stor skandale at ikke en eneste af de mange fiskefartøjer, som har fanget og leveret de ulovlige fisk, bliver straffet. Det er faktisk uhørt og hvis ikke Folketinget nu tager sagen op, må EU gøre det, for det er målt på alle områder af sagen, intet mindre end en stor skandale.

I pressemeddelelsen fra de ansvarlige i ministeriet står der bl.a.: ”Det har ikke været muligt at identificere de fiskere og fartøjer, som har landet de ulovlige industrifisk, og derfor har fangsterne ikke kunne afskrives på kvoterne for 2006”. Det er eller det burde i hvert fald være umuligt i et dansk fiskerikontrolsystem, som i tide og utide praler af at være noget af det bedste i EU. For selvfølgelig kan man identificere de fleste af mange fartøjer der foretaget disse omfattende ulovligheder. Det er kun et spørgsmål om viljen til at gøre det.

Og den vilje har man ganske enkelt ikke i Fiskeridirektoratet af to grunde: De afsløringer ville falde hårdt tilbage på Fiskeridirektoratet og afsløre direktoratets inkompetence, når det handler om at afsløre de store ulovligheder i fiskeriet. I stedet for at kontrollere det store industrifiskeri bruger man kræfterne på at afsløre et par ulovlige garn der er sat for tæt på et land og give bøder på 10.000 kroner til et par drenge som ulovligt fangede et par rødspætter. Og sidst men ikke mindst, ville de afsløringer havde ført til meget alvorlige bøder til mange fartøjer. Så store bøde at de måske kunne have medført flere konkurser, i et i forvejen meget økonomisk trængt erhverv.

Så tilbage står vi uden mere viden i denne sag end den viden vi fik i 2006. Vi ved ikke om de 10 mio. kg fisk også rent faktisk var industrifisk eller det var konsumfisk som måske pga. manglende kvoter blev fanget i dette ulovlige fiskeri. Vi ved det ikke. Men vi forventer selvfølgelig, at Folketingets udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri nu får stillet Fødevareministeren en lang række spørgsmål og til ansvar i denne sag.

For det er jo ikke domstolen der har fejlet – det er de ansvarlige i ministeriet og dets direktorater og styrelser.

Formand for Levende Hav Knud Andersen
Jan. 2011

Store rødspætter til fiskemel

Destruktionen af spisefisk var usædvanlig høj i 2009, men allerede nu er den højere i 2010. Årsagen er meget enkelt; regeringens fiskeripolitik har spillet fallit. Hvor fiskeriet tidligere stoppede med at fange de fisk markedet ikke ville have, er de store fartøjer tvunget til at fange og sælge de fisk, de nu ejer i havet, inden de er fanget. Dansk fiskeri har fået et landbrugsproblem. Taberne er forbrugerne som betaler det hele – også selv om de ikke køber en eneste fisk.

Midt i 2010 sæsonen er der udtaget 1/3 flere rødspætter end i hele 2009. Det er mange og sæsonen er ikke slut. I de næste måneder vil det blive flere rødspætter af høj spisekvalitet der ikke opnår EU’s ministerpriser og derfor tages ud af markedet og bruges til fiskemel.

Det står nu så slemt til, at fiskerne ude på fiskepladserne er klar over, at rødspætterne bliver overhældt med rød farve. Og derfor behandler de ikke længere fisken efter de regler der gælder for PO (Producent Organisationen). Og det har tvunget PO formanden til at indskærpe overfor sine medlemmer, at de skal overholde reglerne. (Det er forståeligt at fiskerne ikke kan se formålet med omhyggeligt at rense, skylle og nedpakke rødspætter, når de ved, at den på auktionen overhældes fisken med farve og køres på fiskemelsmøllen).

Men hvad er op og ned i sagen?

EU’s mindstepriser er en kompliceret sag som ex. hvem betaler og hvor meget? På DFPO hjemmesiden finder man oplysninger, men ikke alle de oplysninger der er nødvendige, for at kunne gennemskue hvad der er op og ned i sagen. Det der er sikkert og uden for diskussion er det faktum, at befolkningen ingen forståelse har for producenter, som destruerer fødevarer. Og i denne sag vil forbrugerne være ekstra meget imod, for det er dem selv, der direkte betaler hovedparten af de omkostninger der er forbundet med destruktioner af fisk.

Men inden uddybelsen af de økonomiske detaljer, bør man huske mindsteprissystemet er etableret med det formål, at kunne hjælpe fiskere der kommer i klemme på markedet. Hvis der ex. pludselig opstår situationer som erhvervet og industrierne ikke kunne have taget højde for. Det kunne f.eks. være store enkelte landinger, som pludselig kom på auktionen og pressede priserne så meget, at fisken nærmest blev foræret væk, til stor skade for de mindre landinger. Fiskerne blev medlemmer af PO, som en økonomisk kollektiv livline. Og derved kunne PO også være med til at holde fiskeindustrien på den bedste kurs for fiskerne, få industrien til at betale så meget som muligt for fisken.

Økonomien i PO

Det er en kollektiv ordning og de fleste er med. Fiskerne betaler selv for 10 øre pr. kg i tilsvar for rødspætter (dvs. de betaler 10 øre til en pulje af hver kg rødspætter de lander). For andre arter kan det være fra 1 – til 10 øre pr. kg. Dette tilsvar er PO indtægten sammen med de penge PO henter gennem salget af udtagne fisk til fiskemelsfabrikken (det sidste er vigtigt, de udtagne fisk må ikke sælges til konsum, de skal destrueres, fjernes fra konsummarkedet). Og så betaler EU hvad der svarer til ca. 80 % af de penge som PO’en bruger til udtag af fisk.

Det er lukrative og meget kollektiv ordning (for vi samfundet os alle betaler det hele over skatten). For selv om PO i 2009 udbetalte 10 mio. til fiskerne, steg PO formuen alligevel med ca. 2 mio. kr.

Men dette er kun et lille hjørne af al den tilskud der flyder til fiskeriet som i forvejen er blevet et økonomisk cirkus. Og i den sammenhæng synes 10 mio. hverken at gøre fra eller til i den samlede pulje hvor danske fiskere i 2009, fik 364 mio. kroner i offentlige støtte. Det vender jeg tilbage til, først skal vi har det økonomiske PO cirkus på plads.

Det økonomiske rødspættecirkus

I 2009 fangede fiskerne ca. 70 % af kvoterne dvs. 15.000 tons og af dem betaler PO medlemmer 10 øre i tilsvar. Dvs. fiskerne selv bidrog med ca. 1,5 mio. kroner til rødspættekassen. PO sælger de udtagne fisk til varierende priser, 20 – til 50 øre kg og da det i 2009 blev der udtaget 1200 tons gav det en indtægt på ca. 400.000 i alt 1,9 mio. Men de penge går til PO administration (i 2009 brugte PO 5 mio. plus ekstra 15 mio. af fødevareministeriet) til projekter, administration og lønninger. PO gik ind i 2009 med en saldo på 86 mio. kroner og ud af 2009 med en saldo 88 mio. på deres fonde.

Hvordan er det muligt og er det så ikke et misbrug af EU’s mindsteprissystem?

Svaret på hvordan det kan lade sig gøre er meget enkelt – alt kan da lade sig gøre i fiskeriet disse år. PO kan betale en masse administration og høje lønninger og gennemføre projekter, fordi PO hvert år søger og modtager mange mio. af den danske stat til alt muligt. Og PO behøver ikke at bruge af formuen, EU og den danske stat betaler, bl.a. til reklamer for fisk.

Med den ene hånd betaler PO fiskerne for at smide store flotte fisk på ”møllen”, hvor de koges og omdannes til fiskemel. Mel som derefter forarbejdes til laks- og ørredfoder. Til brug for fodring af laks og ørreder, som producenterne i dag sælger til en pris pr. kg der ligger – og hold nu fast – lavere end den pris fiskerne fik for rødspætter på auktionen i de gode år før 2009. Alt kan lade sig gøre uanset hvor vanvittigt det tager sig. Ja nogle gange ser det unægtelig ud til, at det kun er det vanvittige, der er blevet muligt i dagens fiskeri og fiskeindustri i Danmark.

Dette vanvittige er blevet mere nødvendigt i takt med den måde fiskeriforvaltningen udvikler sig på. I dag foregår fiskeriet på rødspætter ikke længere på flere tusinde mindre fartøjer, som hver især havde brug for en kollektiv ordning, der kunne hjælpe de få der kunne komme i klemme, hvis markedet pludselig fik tilført flere fisk end markedet havde brug for.

I dag foregår det på store fartøjer mest trawlere, som hver fanger flere hundrede ja op til tusinde tons. Og de kan simpelthen ikke stoppe fiskeriet, selv om de selvfølgelig burde gøre det, når markedet ikke har brug for fisken. For de kan ikke skifte til noget andet i dag. De er tvunget til at blive ved med at fange de rødspætter, som de har købt kvoterne og rettighederne til. Før 2006 var der ingen som ejede fisken i havet, i dag er den ejet dvs. lige så overbelånt som alle andre ejendomme i Danmark. Og da prisen i det hele taget på rødspætter ligger lige omkring mindsteprisen, er dette, lagt sammen med høje oliepriser, blevet en tikkende bombe under fiskeriet, det er simpelthen umuligt for dem at have en fornuftig indtjening. Og det er ikke noget jeg påstår – det siger de selv. Og derfor bliver de ved med at fange fisk som ingen vil købe. De kan ikke andet også selv om gennemsnitsprisen på rødspætter ligger lige omkring mindsteprisen og selv om den pris er så lav at ingen kan være tjent med den.

Er det så et misbrug af mindsteprissystemet? Svaret er meget enkelt – ja. Begrundelsen er: Hvis ikke det er misbrug, når man over en længere periode, nu to år, bliver ved med at fiske til et marked som ikke vil have fisken og man også ved, inden man tager på havet, at fisken, med stor sandsynlighed ikke bliver solgt, så er det på tide at nogen ser alvorligt på de regler.

Det forsvar som fiskerne har, når det gælder arter som ex. sild, mørksej, torsk, hvilling, der må tages ud, gælder ikke for rødspætter. De nævnte arter kan ikke overleve en genudsætning, det kan rødspætter (ikke 100 % men op mod 80 %). For de andre arters vedkommende er der tale om en 100 % dødelighed ved genudsætning (udsmid).

Når de nu er døde kan man ligeså godt tage dem med i land. Og det er et holdbart argument når det gælder de arter, når de fanget som bifangst, vel at mærke. For fiskeriet har altid, i egen selvforståelse, stoppet det direkte fiskeri på de fisk, markedet ikke ville aftage. Dansk fiskeri bekender sig jo til markedsøkonomien. Men da det blev nødvendigt introducerede man dette nødudgangsargument som, at ”sild, mørksej, torsk etc. var fanget som bifangst og døde og derfor var det også fornuftig at de kom i land og i det mindste også for at blive afskrevet på kvoterne. Og så var det vel også i orden at en kollektiv ordning sørgede for at det skete”.

Men det argument holder som nævnt ikke når det gælder rødspætter. Og da slet ikke når vi som vi ved i dag, at rødspætter ikke fanges som en ”uheldig bifangst”, men at fiskerne går meget direkte efter rødspætter, også selv om de ved, at de små sorteringer på fredag og mandags auktionerne, med noget nær 100 % sikkerhed, ikke bliver solgt.

Det store udtag af rødspætter er atypisk målt på de sidste 11 år. Landingerne har i denne periode ligget på højest 22.000 og lavest på 13.000. Men da landingerne var på det højeste i 2001, blev der kun udtaget for 155.000 kr. 0,10 % af de samlede landinger. Nu er landingerne i 2009 nede på de 13.000 tons og udtaget er knap 1200 tons 7,5 % af landingerne og i 2010 bliver det 10-12 %. For fiskerne fortsætter med at fange de fisk som markedet ikke vil have.

Er der virkelig ikke nogle lamper der lyser inde hos de ansvarlige? Måske er folk holdt op med at spise rødspætter? De har næsten aldrig været billigere og alligevel kan de ikke sælges. I 2001 kunne man sælge det dobbelte til større priser uden udtag er det fordi andre lande som har overtaget rødspættemarkedet? Eller er folk bare blevet trætte af den fladfisk som sikkert heller ikke egner sig til sushi.

De ansvarlige siger selv at de er i gang med at løse problemet og det skal ske gennem en miljøcertificering af rødspætter, for det give en højere pris for fisken, siger de. Måske, men så skal de godt nok skynde sig for det set ser ud til at blive en stakket frist. For al fisk i Danmark og EU og de store fiskerier uden for EU er efter alle kendte planer også MSC miljøcertificerede inden udgangen af 2012 – hvad gør man så?

Når alle fisk er MSC mærket, så er det jo status quo.

Rødspætteproblemet er helt enkelt efterspørgslen, rødspætterne bliver ukonkurreret af billigere fisk fra bl.a. Fjern Østen. Der er ikke andre forklaringer. Og det har de nu flere hundrede reklamer millioner, EU og Danmark har brugt gennem den danske PO ikke ændret på. Folk vil ikke simpelthen ikke betale en mindre formue for fisk. Hvis de vil have rødspætte i København, så koster den 100-150 kr. kg og i Supermarkedet kan de købe pangasius og andre eksotiske fisk, lige klar til ovnen for 50 kr. til hele familien. Og da størsteparten af rødspætterne bliver industriforarbejdet i dag kan de filetter ikke konkurrere med pangasius og andre fisk.

Men der er andre markeder for rødspætter.

De større rødspætter kunne sagtens opnå dobbelt så høj en pris til fiskerne, men det direkte konsummarked (fiskehandlerne) køber de billige og dermed falder gennemsnitspriserne på alle sorteringer og det rammer i helt særlig grad de mindre fiskere, som fanger de små mængder, men de store flotte fisk. Forbrugerne mærker intet til de lave priser, de betaler fortsat mere end 100 kr. for et kg rødspætte, og de vil altså ikke betale mere.

Denne sag er endnu en af mange bylder på et sygt fiskeri. For uanset hvilket perspektiv man anlægger på fiskeriet, så bør det være udenfor diskussion, at når et marked ikke vil have de fisk fiskerne leverer, så holder fiskerne selvfølgelig op med at levere dem.

Alt andet er usundt, sygt.

Man kan forsvare mindsteprissystemet i en uge eller to, men ikke i flere år. Men et fiskeri der kunne forvare det har vi ikke længere. Vi har med fiskeri ”reformen” af 2005 fået et fiskeri, der består af meget få store fartøjer, som har ansatte til at hente så store offentlige tilskud som muligt, dvs. udnytte systemet til det yderste. Fiskeriet er blevet som landbruget, de ejer fisken i havet og derfor har de lånt en masse penge i deres nye ejendomme og nu må de fange og sælge det de producerer, uanset prisen, hvis de vel at mærke ikke noget at stå imod med. Og fiskeriet har intet at stå imod med. Også på det punkt ligner fiskeriet landbruget. De skal sælge fisk, ikke for at tjene penge, det gør de nemlig ikke, men for at give banken et alibi for ikke at lukke for kreditten og kræve gælden indfriet.

Ligesom landbruget giver fiskeriet heller ikke overskud og fiskeriet kan kun lade sig gøre, når det enkelte fartøj fanger rigtig mange fisk og samtidig er i stand til at holde driftsudgifterne nede. Og det gør man bl.a. gennem store offentlige tilskud og lån i kvoter og rettigheder; nye fartøjer og nye systemer og den billigste arbejdskraft man kan få, nu henter man sin besætninger i Østeuropa.

Oveni i de elendigheder må vi aldrig glemme, at vi har mistet det erhvervsfiskeri som gav os mange tusinde arbejdspladser, direkte og indirekte i hele fiskeriet fra hav til bord. Disse tusinde af arbejdspladser, som var livsnødvendig i det udkants Danmark hvor der er akut brug for de arbejdspladser hvor man ikke behøver en doktorgrad for at udfylde. De arbejdspladser er forsvundet og de ansvarlige er den siddende regering og Dansk Folkeparti som står politisk alene med den førte fiskeripolitik og det har de gjort siden 2001.

Kurt Bertelsen Christensen
Oktober 2010

Fiskeriets guldhaner – den økonomiske støtte til fiskeriet slog alle rekorder i 2009.

Opdateret den 5/11 – se længere ned på siden og opdateret den 9/11 – se herunder:
Opdateret den 9. nov. 2010 – Så er PEG som står for “Pew Environment Group” færdig med den foreløbige udgave af en stor database som følger EU’s økonomiske støtte til opbyggelse af kapacitet i EU’s fiskeriflåde. Se den på fishsubsidy.org/

Selv om basen endnu langtfra er komplet, er der noget at tænke over. Først at man ikke har kunnet komme længere end til 2006, for derfra holdt EU op med at registrere de enkelte fartøjer der fik støtte. De oplysninger må PEG have fra sine nationale partnere. Men fra 1994 – 2006 er der opbygget en masse kapacitet gennem de ca. 40.000 enkelt bevillinger til kapacitets opbyggelse (selv om mange mia. også er brugt på ophugningen, hører den støtte også til kapacitetsopbyggelsen fordi uden den støtte måtte man fortsætte sit fiskeri med det gamle fartøj og udstyr man havde). Dvs. det er nu ikke helt rigtigt for mange fik støtte til moderniseringer af gamle fartøjer og det også et område som denne database har kikket på. For det er et paradoks at de samme fartøjer, et og samme år, både for mio. til moderniseringer og ophugninger. På listen finder man mange danske fartøjer, faktisk er Danmark på andenpladsen efter Spanien (og det er da også tankevækkende i og med at der i spansk fiskeri var ca. 40.000 og i dansk fiskeri ca. 3500 i midten af 90’erne).
For tiden tales der meget om de guldhaner regeringen har ladet løbe til de private hospitaler. Det tales om overbetalinger på 100-500 mio. kroner.

Men det er måske dét VK (O) regeringen gør sådan helt generelt, for det er ubetvivleligt, at regeringen overbetaler fiskeriet.

I 2009 med 300 mio. kroner mere end fiskeriet burde have haft.

Skiftende regeringer har siden midten af 80’erne forgyldt fiskeriet, måske fordi man kunne hente halvdelen af sit guld i EU. Det har været slemt og meget slemt visse år, hvor der er blevet udbetalt mia. til ophugningen af fiskefartøjer. Med den danske fiskerireform i 2006 og den deraf følgende overdragelse af kvoter og rettigheder til fiskernes private ejendom, blev det understreget af fiskeriministeren Hans Christian Schmidt, at fiskeriet med denne privatisering ikke længere ville have brug for den store offentlige støtte.

Det blev som alt andet i Hans Christians Schmidts virke meget langtfra tilfældet. Efter 2006 har fiskeriet fået en stigende offentlig støtte. Og ligesom man i 2008 ikke troede det kunne blive værre, blev jeg i hvert fald igen klogere når det handler om hvor mange millioner skattekroner VK regeringen i virkeligheden kan lade flyde til fiskeriet.

I 2009 fik fiskeriet ikke mindre end 363.547.105 altså trehundredeogtreds millioner skattekroner i offentlig støtte og det selvom både landet og verden befinder sig i; den alvorligste finanskrise siden 2. verdenskrig; en tid hvor fiskeriet aldrig nogensinde tidligere har bestået af så få fartøjer; en tid hvor fiskeriet ikke fanger mere end fiskeriet fangede i 1964 (uden en eneste krone i støtte); i en tid hvor omsætningen i fiskeriet, bortset fra et par enkelte områder, overalt går tilbage; i en tid hvor priserne på verdensmarkedet for fisk falder og olien stiger. (Der bliver i disse år udtaget fisk fra de danske auktioner som aldrig før. I går blev 400 kasser flotte ((14.000 kg)) rødspætter størrelse 3 og 4, overhældt med farve, alene på auktionen i Thyborøn. Det er nu højsæson for rødspætter, de bliver simpelthen ikke bedre end lige nu på noget tidspunkt på året og alligevel kan de ikke sælges og alligevel bruger vi mange millioner kroner til støtte for nye trawlere, der skal fange rødspætter).

En hurtig gennemgang af 2009 støtten viser, at overbetalingen fra staten til fiskerierhvervet i 2009 ligger oppe på de 300 mio. kroner. Denne påstand om overbetaling hænger sammen med den manglende samfundsnytte af de mange penge og målt i forhold til hvad regeringen har lovet de danske skatteydere og ikke mindst EU. Og halvdelen af de 63 mio. i 2009, som så ikke er overbetaling, synes på det foreliggende også at være unyttige.

Inden redegørelsen en kort intro.

Jeg har tidligere beskæftiget mig fiskeri og fiskeripolitik og de mange mia. fiskeriet gives i offentlig støtte. Det seneste par år har jeg dog været travlt optaget af andre ting, bl.a. en læreruddannelse og derfor har jeg ikke tæt kunne følge udviklingen i fiskeriet. Men i går fik jeg mulighed for at bruge hele dagen på fiskeriet, samle lidt op og få foretaget dette eftersyn af fiskeriets støtteordninger. Denne redegørelse skal tages med dette forbehold, at jeg er lidt rusten og at alle data er fundet på nettet og de er ikke krydstjekket mere end hvad der er muligt på netop nettet. Så vidt det er muligt linker jeg undervejs til relevante hjemmesider. Men hvem har fået de mange millioner og til hvilke formål i fiskeriet? Det kan man se meget mere om på ministeriets hjemmeside: under linket ”Støttemodtagere i 2009”.

Men først kort om fiskeristøtten generelt. Den nye EU støttepakke EFF, som afløste FIUF i 2007 løber til 2013 og indeholder ca. 30 mia. danske kroner. Før FIUF hed pakken PESCA (og det var genialt i det sprogområde som modtager lagt hovedparten af EU midler). I Danmark blev FIUF midler hurtigt omdøbt til FUP midler (også en genial omskrivning når man ser alle de fup og fiduser der er taget i anvendelse for at ministeriet kan få pengene derhen hvor de vil have dem og fiskerne der kan få del i pengene). Programmerne løber altid over 7 år og som regel efter et EURO til EURO princip. Hvert program forhandles over flere år i de forhandlinger lægges der de retningsliner der følger programmet.

I EFF (Europæisk Fiskeri Fond) programmet er der retningsliner som gør op med FIUF, som beviseligt brugte alt for meget på støtten til udviklingen i og af selve fiskeriet. FIUF opbyggede kapacitet, hvor det modsatte havde været meget bedre. Derfor blev der i EFF målsætningen slået fast, at støtten skulle gå til de mange fiskeriafhængige områder i EU, som pga. af overkapacitet og den deraf nødvendige afvikling af fiskeriet, skulle have støtte til udvikling og etablering af alternative indkomstmuligheder og virksomheder. Modsat FIUF skulle EFF midler altså ikke bruges i nævneværdig grad til udvikling af fiskeriet, tværtimod.

Men til det specifikke formål at støtte og hjælpe i de områder, hvor fiskeriet er blevet afviklet har Danmark brugt ca. 25 mio. i 2009 til i alt 76 projekter, som i gennemsnit har fået ca. 340.000 kr. Det er alle mulige projekter, hvor kommunerne har taget størsteparten. Men bortset fra 55.000 til støtte for et røgeri på Samsø, 75.000 til Læsø og Havsalt, er pengene brugt til lokale museer og andet bl.a. turister kan se på.

Der er ikke meget erhverv i de projekter og det er måske derfor det vigtigste i den nye EFF strategi, kun har fået disse ca. 15 % af pengene. Men, og det er meget vigtigt man holder sig det før øje i sagen. Det er ikke folks virkelyst der er begrænsende faktor, det er ganske enkelt den ministerielle udmøntning af fiskeristøtten. Det er meget tydeligt, at EU og statens penge i Danmark, skal flyde direkte fra ministeriet og ud til erhvervsstøtten i den snævre forstand. Det er selskaber og de store fartøjer og dermed selvfølgelig først og fremmest de banker og andre dertilhørende, der får alle pengene.

Ex. er den danske støtte til kystfiskeriet næsten nul og det selv om EU vedtog, at kystfiskeriet som det eneste erhvervsfiskeri, måtte gives støtte til udvikling under EFF. I den danske fiskeripolitik ønsker VK (O) ikke at opdele fiskeriet i et kyst- og havfiskeri og derfor er der ikke øremærkede midler til kystfiskerne, som EU ellers forventer de nationale regeringer gør.

En hurtig optælling viser støtte til 8 kystfiskefartøjer (under 15meter i dansk fiskeri og under 12 meter i EU). De fik en samlet støtte på 1.064.000 kroner, altså en mio. kroner ud af en samlet pakke på 363 mio. eller rettere sagt, ud af de ca. 220 mio. der er gået direkte til fiskefartøjer og kapacitetsopbyggelse i fiskeriet. Altså 220 mio. som inden for EFF programmets vedkommende, klart udtrykt ikke måtte bruges andre steder end i kystfiskeriets fartøjer under de 12 meter.

I 2009 har Danmark altså brugt 73 % af støtten til kapacitetsopbyggelse i de store fartøjer. For at det kan lade sig gøre, uden at få en EU sag på halsen, har den kreative bogføring været i gang som aldrig før, og det målt helt oppe fra ministeriet og ned og ud på den mindste jolle.

De store støttebeløb er altså givet til fartøjer og selskaber, så de også kunne købe flere kvoter og rettigheder. Det er sket via en omfattende kreativ bogføring (som Danmarks Fiskeriforening i 2009 har modtaget ca. 10 mio. af den samme kasse for at kunne udføre ). Foreningen har kunnet aflønne deres ansatte vha. offentlige midler til brug for denne kreative bogføring.

Følgende beskrives 10 eksempler. Taget fra toppen ser man følgende:

1. ”Rederiet Ruth A/S” har fået 22 mio. til køb af to fartøjers kvoter og rettigheder og de er overført til et nyt stort fartøj som rederiet har fået ombygget. Hvor mange penge der er givet i støtte til den direkte ombygning af HG 264 ”Ruth” (købt i Norge) vides ikke og vi vil måske først få viden, når 2010 støttelisten ligger klar. Men det er heller ikke så vigtig for det er noget nær et faktum, at de 22 mio. er forudsætning for dette projekt. Det ville helt enkelt ikke være søsat uden denne støtte.

2. Så er det rederiet ”Stromboli” fra Hirtshals som har fået 18 mio. til at udskifte et relativ stor trawler med en meget større trawler. Det fartøj skatteborgerne har betalt 18 mio. for at få ind i fiskeriet, vha. af en oliestøttepakke, har 4800 kW på hovedmotoren (det er ca. 6000 HK dvs. et olieforbrug på en tons olie i timen) og det fartøj der blev taget ud, havde 1800 kW. Så vha. et støtteprogram til nedbringelse af olieforbruget, har støtteprogrammet tre doblet olieforbruget – det er da kreativt om noget.

3. Så er der en del mystik omkring et fartøjet L 289 ”Cyrano” og et selskab af samme navn ”Cyrano aps” hvor der er flere skibe indblandet og hvor der først i en støttepakke gives 5,8 mio. til et nyt gear og i en anden pakke (samme år) 9,4 mio. til ophugning af fartøjer og ”indflagning” står der, dvs. et fartøj som har udflaget til et andet land. I alt er der udbetalt 15,4 mio. til L 289 Cyrano. Fartøjet optræder også på 2008 støttelisten. Og det er en anden vinkel på støtten til fiskeriet. De større fartøjer får støtte næsten hvert eneste år fordi de har den direkte adgang via konsulenterne i DF. Og ret mange fartøjer (selskaber) som i 2009 fik støtte til ophugning fik også støtte i 2008 til moderniseringer. Selv om det ikke blev de store penge i 2008, er det spild af skattekroner (også støtten fra 2005 – 2008) når man det ene år giver støtte til moderniseringer af fartøjer, for så året efter at give støtte til at skrotte for at ejerne enten selv eller gennemsalg kan overføre kvoter og rettigheder til andet fartøj.

a. Det er meget kreativt og minder mig denne morgen om en morsom situation vi havde da Levende Hav med Danida midler fra 1994 – 2002 meget konkret opbyggede fiskeri ved Aralsøen i Kasakhstan. Det var et folk og et fiskeri, som havde levet under det sovjetiske styre som totalt kollapsede i 1991. Der var intet fiskeri da vi gik i gang. Så hele vejen fra hav til bord, måtte have hjælp og støtte. På et tidspunkt måtte vi udviklede et program hvor fiskerne kunne få mindre korte, men rentefrie lån, til køb af brugte fartøjer og motorer. (Da Sovjetunionen kollapsede i 1991 var der fiskere og direktører og andre ledere som også dengang vha. den kreative bogføring havde fået raget en masse udstyr til sig og det var det udstyr måtte fiskerne låne mod en ublu betaling). Derfor ville de naturligvis gerne selv eje det udstyr og det ville vi fra dansk side gerne hjælpe dem med. Det gik strygende det blev lånt penge ud og alt papirarbejde dertil var i den skønneste orden. Der blev udviklet skemaer og formularer og alt gik godt derude. Men på et projekttilsyn fandt vi ud af det gik alt for godt, fordi fiskerne var begyndt at sælge de samme motorer og fartøjer på kryds og tværs mellem hinanden. Og de fik lånet (som var rentefrit i et land hvor et lån dengang hvis man kunne få et, lå på mindst 25 %) Det måtte og blev selvfølgelig stoppet. Men situationen, hvor der proforma blev handlet mellem ejerne af fartøjerne, bliver ikke stoppet i Danmark, tværtimod bliver de største kreative beundret og derefter forgyldt. Selvfølgelig kan vi som danske borgere da også forlange at fiskerne opfører sig ordentligt og ikke blot rager til sig, men det sikreste er nu at vi kræver af regeringen og embedsværket at de opfører sig ordentligt, dvs. som mindste mål da ikke forgylder fiskeriets den kreative bogføring. (Det var et sidespring, nu tilbage til virkeligheden i dansk fiskeri og politik)

4. Den danske fiskeflåde fik et nyt fartøj i sidste uge, en stor ny trawler til Hvide Sande RI 236 ”Lisbeth Frich”, som skal trawle rødspætter til PO. I sagen indgår flere fartøjer og derfor også mange millioner der skal tælles sammen, for at finde ud af hvor meget støtte dette ene fartøj har fået. Igen skal der tages forbehold, for den direkte støtte til bygningen af det nye fartøj ved vi sikkert først med 2010 listen. Men for at kunne købe alle de rettigheder og kvoter har ejeren (som jeg kunnet få det talt sammen) modtaget 5,6 mio. kroner. Tallet skal dog tages med lidt forbehold fordi der i er et fartøj som jeg ikke helt kan identificere, men i hvert fald 4,9 mio. i støtte til køb af kvoter. Og igen er det altså hele forudsætningen for at dette projekt kunne søsættes.

5. Det er en endnu en mystiske sag omkring RI 468 ”Juliane” som dukker op flere steder under de forskellige støtteprogrammer. I alt synes det at være pøset 7,6 mio. kroner ud i det fartøj i 2009 i gennem ikke mindre end 5 forskellige projekter hvoraf de har fået 98.000 til at lave den ”omstruktureringsplan” denne store kreativitet det har krævet. (det er klart at ovennævnte fartøjer selvfølgelig også fik moderniseringsstøtte i 2008).

6. Mens vi er ved 2008 støtten er det også nogle akvakultur projekter man kunne kikke på, ex. Læsø Laks som i 2008 fik 17 mio. til etablering af et ”fuldt recirkuleret anlæg til opdræt af ørreder”. Det er ikke kommet i gang og der er nyheder om at det ikke er nemt. Måske hænger det sammen med projekteringen, hvor man i 2008 fik 17 mio. skattekroner til en samlet investering på 67.985.732. Meget aktiv i dette og andre akvakultur projekter, er den relativt nye organisation ”Dansk Akvakultur” som i øvrigt modtager en masse penge til deres projekter. I 2008 omkring 10 mio. og i 2009 15 mio. Og i forhold til Læsø Laks er det tankevækkende at man på organisationens hjemmeside i juni 2010 kan læse, at et fuldt recirkuleret anlæg som de kan rådgive om er et produktionsanlæg til 1000 tons/år vil koste ca. 70 mio. i oprettelse og 38 mio. i drift. Læsø projektet var projekteret til 4000 tons og 25 arbejdspladser og det er projekteret til blot 67 mio. hvor det ifølge rådgivningen skulle koste 280 mio. – det er måske derfor vi ikke længere får nyheder fra Læsø Laks.

7. Der er også bemærkelsesværdigt tavst om de 24 mio. skattekroner ministeriet har givet et andet fuldt recirkuleret anlæg for regnbueørreder i ferskvand ”Kærheden Miljøopdræt A/S”. Det er umuligt at finde nyt om det anlæg siden 2008. Der er sølle 6 links på nettet til dette store projekt til knap 100 mio. kroner.

Opdatering den 5/11/10. Den 3. november 2010 modtager Læsølaks og Kærheden ekstra 16 mio. kroner i støtte fra direktoratet. Direktoratet oplyser over telefonen at årsagen til at de projekter har fået flere penge skal findes i en forhøjelse af tilskudsloftet. Nu kan sådanne projekter modtage op til 40 % i støtte. Og de to projekter har søgt og fået merbevillingen med baggrund i “finanskrisen” og de afledte problemer med at få medfinansieringen på plads. Nu har de projekter fået 3 måneder til at få finansieringen i orden. Lykkes det ikke inden marts 2011 bortfalder hele tilskuddet, på de alt så ca. 57 mio. kroner

8. Som en ny post optræder ”Fødevarestyrelsen” i 2009, altså hvor der er sendte penge mellem to statslige styrelser. De har fået en bevilling på 16 mio. til at tage sig af sygdomme i dambrug (men det er så også kun til fase 1 i de projekter).

Projektet rejser andre vigtige spørgsmål end blot kassetækningen. For sygdomme i dambrug har altid været dambrugernes skræk, for der kunne de lide store tab. Noget kunne de forsikre sig imod andet ikke. Men det har altid været en erhvervsrisiko på linje med andre risiko i erhvervet, ex. højere priser på olie, lønninger og lavere priser på markedet. Tager det offentlige nu den risiko på os, så er det evidens for påstanden om at ansvaret på dette også for naturen meget vigtige område i den primære dambrugs produktion så vil falde. Og så er det spørgsmålet om regeringen virkelig mener at der ikke længere skal være nogen risiko ved privatvirksomhed? På fiskeriets mange områder er det nu uden for enhver tvivl at det offentlige i større og større grad lader os skatteborgerne tager de private erhvervsrisiko.

9. Udover Danmarks Fiskeriforening som hvert år modtager mange mio. har PO Fiskernes Producentorganisation i 2009 modtager lidt mere end 15 mio. til forskellige gøremål. Ligesom DTU Aqua også har fået over 20 mio. til støtte for forskellige projekter (det er ekstra penge oveni de 160 mio. fiskeriforskningen modtager i drift hvert år).

I 2009 uddelte ministeriet 363 mio. til fiskeriet det ca. 170 mio. mere end de gjorde i 2008. Det går fremad. Det gør det nok ikke i 2010, men det ser dog ud til at støtten bliver i nærheden af de 300 mio. Det er mange rigtig mange penge til et lille erhverv, som i dag omsætter for 2-2,5 mia. kroner og er støtten til fiskeindustrien ikke medregnet.

Selv om ministeriet har lovet at lægge alle oplysninger ud på nettet er de oplysninger stadigvæk meget langtfra opdateret. Her er det gjort så godt det er muligt ved brug af ministeriets oplysninger og oplysninger samlet på Fiskerforum og andre hjemmesider herunder Skibsregisteret. Der er ingen oplysninger om hvordan det så går med alle de projekter, altså om pengene er brugt til formålet og om formålet har været til nytte og gavn. Der er ingen afrapporteringer. Det er bemærkelsesværdigt, at et ministerium kan uddele så mange penge til private virksomheder uden offentliggørelse af resultater, om det gavnlige og nyttige i brugen af de mange penge.

Jeg tænker lige nu på mine børns folkeskole hvor vi til det sidste forældremøde blev bedt om at lægge 100 kroner i fælleskasse til brug for mindre indkøb i klassen. Børnene sidder på gamle stole ved lave borde og skolen har manglet de helt basale renoveringer i mange år. Det er der ikke penge til og i år har kommunerne talt sammen, at de må spare 350 mio. kroner på den danske folkeskole, skoler som uddanner den halve mio. børn der skal overtage dette samfund. Skolerne skal altså spare 350 mio. kroner alt imens det private erhvervsliv i fiskeriet modtager det samme beløb til drift og renoveringer af deres fartøjer.

Det er vel at mærke, hvis nogen skulle have glemt det, den længst siddende liberale regering Danmark har haft i demokratiets historie der gør det.

363 mio. kroner er givet til et erhvervsfiskeri som aldrig har været mindre end det er i dag, og som på langt de fleste områder bedst kan sammenlignes med det danske landbrug målt på gælden og indtjeningen. Et dansk fiskeri som afleverer røde tal på bundlinjen, men som i år også har præsteret at kunne udbetale milliongager til de få besætningsmedlemmer, på de også få, men meget store trawlere, der i 2010, fik et forholdsvist fantastisk tobisfiskeri og som vel at bemærke stadig har en dansk besætning.

Så der er altså stadig nogen der stadig scorer kassen i dansk fiskeri. Men det er meget få og de få holdes uden undtagelse i gang, vha. regeringens guldhaner.

Kurt Bertelsen Christensen
Oktober 2010

Miljømærket trawl- og bomtrawlfiskeri

Ifølge bl.a. EU kommissionen er erhvervsfiskeriet ubæredygtigt. Globalt er mere end 80 % af fiskebestandene overfiskede, heraf er 25 % enten kollapsede eller på vej til det. Derfor er det også meget fokus på bæredygtighed. Et af midlerne til et mere bæredygtigt fiskeri, mener mange, kunne være miljømærker som vi kender det fra landbrug, skovbrug etc. og i dag findes der flere certificeringer af fisk og fiskeri.

Et af dem er Marine Stewardship Councils MSC mærket som startede i slutningen af 90’erne og som nu er det største globale miljømærke i fiskeriet. På denne MSC video får man viden om fiskeriet og viden om hvorfor MSC mærket er så nødvendig. MSC udtrykker det selv på videoen: ”Nu kan forbrugerne, der vælger MSC blå økomærke, være sikre på, at de køber fisk som fanget miljørigtigt, uden at skade fiskebestandene”. Det er budskabet på MSC hjemmesiden i tekst og billeder. MSC er altså et blåt økomærke for fisk. Fra 1995 – 2000 forsøgte vi i Levende Hav at få introduceret sådan et mærke i dansk fiskeri, men måtte opgive, da regeringen og de tunge drenge i dansk fiskeri, skød det i sænk. Det kan man læse meget mere om på disse sider.

MSC har nu certificeret mere end 100 fiskerier og 500 produkter og mange flere er på vej, nu også i dansk fiskeri. I dansk fiskeri er det pelagiske fiskeri efter sild og makrel og skrabning af muslinger på Limfjorden; dele af rødspættefiskeriet i Nordsøen allerede certificeret og seneste har 134 danske fartøjer skrevet under på, at de også vil deltage i MSC systemet og Danmarks Fiskeriforening forventer at det vil gå, slag i slag, indtil hele det danske fiskeri er MSC mærket. Certificering i dansk fiskeri vil være afsluttet inden udgangen af 2012. Den samme udvikling ses i resten af EU, Norge og andre store fiskerier.

Danske fiskere underskriver et ”Kodeks for fiskeriet” og når de har skrevet under, fisker de derefter både bæredygtigt og naturskånsomt og kan sælge de fisk der er certificeret, under MSC miljømærket.

De 134 nye fartøjer er:

16 stk. bomtrawlere hvoraf de 2 hører til kategorien ”rigtig store bomtrawlere”

15 stk. trawlere som trawler jomfruhummere

26 stk. store trawlere, trawlere over 100 bruttoregister tons

24 stk. garnfartøjer

6 stk. snurrevodsfartøjer

47 stk. alm. trawlere (under 100 tons)
Med deres underskrift lover ejerne bl.a. at tilrettelægge fiskeriet på en sådan måde ”at der kommer mindst muligt uønsket fangst og udsmid og begrænse forbruget af brændstof”. Men med underskriften lover man ikke andet og mere, end det alle fiskere mener, er fornuftigt i det daglige fiskeri. En MSC fisker skal dog forpligte sig til at ”Arbejde åbent og initiativrigt sammen med miljøorganisationer” og byde alle ”Observatører velkomne på deres fartøjer” og så skal de føre en logbog (PO bogen).

Og her er det måske noget nyt, det vil tiden vise.

Men der er overhovedet ikke tale om nogen praktisk omstilling af fiskeriet. Hvis EN MSC fisker i dag trawler el. bomtrawler, med tons tunge redskaber og med et forbrug af 1 tons diesel olie i timen og fanger store bifangster af små fisk og fisk som han ikke kvoter til og derfor må udsmide, kan han fortsætte med det. Blot skal han husker, at minde sig selv om, at han altid gør hvad han kan for at minimere de negative omstændigheder i sit fiskeri, herunder at han også gør hvad han kan for at bruge så lidt olie som muligt.

Men det er ikke noget løfte for det er ikke andet og mere end enhver fisker med fornuften i behold vil gøre. Trawlfiskeriet i alle dens former kan altså fortsætte under MSC mærket, som det gjorde før MSC.

PO bogen er måske grunden til at så få garnfartøjer har skrevet under. For de skal nu føre en logbog, hvor de optegner bifangster af havpattedyr og fugle. Det er ikke det store problem for trawlerne, for det er næsten kun garnfartøjer som har de problemer. Udviklingen for garnfiskeriet under MSC mærket må tiden også vise, for man kan have sine tvivl om hvorvidt garnfiskerne er rede til at blive stillet direkte til ansvar for disse bifangster. For det skal jo også kunne betale sig for garnfiskerne at tilslutte sig MSC mærket.

Og at ”det skal kunne betale sig” er et område som fiskerne helt sikkert bliver nødt til at tænke mere over. I dag tilslutter fiskerne sig mærket fordi de regner med at kunne tjene flere penge under mærket, dvs. at forbrugerne betaler mere for fisken. Der er ingen andre begrundelser og argumenter i dansk fiskeri for mærket, ingen af de ansvarlige har på noget tidspunkt i det år mærket har været undervejs, sagt at de vil fiske mere miljøvenligt af hensyn til naturen, ingen.

I dag er det heller ikke odiøst, at man vælger et miljømærke for at tjene flere penge, det er blevet et accepteret argument, også i landbruget. Nu behøver man ikke at være langhåret og medlem af partier til venstre for midten i dansk politik, for at sælge de alternative og mere miljørigtige økologisk produkter. Det alternative økologiske og mere miljørigtige er blevet en del af det etablerede marked i dag, dvs. det er en forretning som alt andet.

Men der er dog stadig regler som de miljømærkede produkter skal efterleve. Og skal forbrugerne nu betale flere penge for en MSC miljømærket rødspætte, skal det både være et miljømæssigt indhold og der skal være et alternativt i form af en traditionel fanget rødspætte. Ellers køber de den ikke. En økologisk gulerod er en grøntsag som er underlagt stramme regler og kontrol. Dyrkede man f.eks. traditionelle gulerødder og gerne vil under det økologiske mærke, skulle man gennem en lang procedure før man kunne sælge sine produkter og denne omstilling og selve den økologiske produktionen, er dyrere end den traditionelle og derfor er den økonomisk logik i det økologiske, at de økologiske varer er betydeligt dyrere end de traditionelle.

Og netop dette vigtige kriterium kan dansk MSC mærket fisk ikke leve op til. Det koster ikke fiskeren en eneste krone at komme under det blå MSC økomærke og han skal ikke lave om på sit praktiske fiskeri. Der er således ikke noget økologisk indhold i mærket (bortset fra PO bogen) fordi alt andet er løfter som det også er umuligt at kontrollere.

Det er ikke noget miljø og der er heller ikke noget økonomisk argument i MSC mærket. For snart vil alle danske og andre EU fiskere være MSC mærket. Dvs. at alt det vi begrebsligt forstår som ”det traditionelle fiskeri” vil forsvinde inden 2012. Tilbage vil der kun være det alternative fiskeri under det flotte blå MSC mærke – men alternativt til hvad?

Set udefra er det målt på alle leder og kanter spildte kræfter og skattekroner. Regeringen betaler sikkert fordi så kan ministeren undgår alle de vanskelige fiskerifaglige spørgsmål med en standard bemærkning som ”Alt dansk fiskeri er miljømærket”. Og forbrugerne kan også få en renere samvittighed, fordi Verdensnaturfonden WWF står bag og bakker 100 % op om MSC mærket. Så alle ansvarlige bliver glade og kan få en renere samvittighed også selv om der er intet er sket i fiskeriet. Det fortsætter på samme måde som før mærket og var der problemer før MSC mærket, så er desværre for alle os andre mange flere efter MSC mærket.

For efter MSC mærket, vil miljøproblemerne kun vokse. For det første vil forbrugerne ikke betale mere for en MSC mærket fisk, når al fisk er MSC mærket og for det andet er der i dag store problemer i selve fiskeriet, i den naturødelæggende måde det foregår på og målt på fiskebestandene.

De problemer forsvinder ikke, de vil vokse under MSC mærket, fordi de vil kunne slås hen i nogle år, med henvisning til MSC mærket. Og dertil kommer, at MSC mærket vil gyde olie på den politiske debat og bremse reelle miljø- og ressource politiske alternativer.

Der er ikke noget at komme efter i MSC mærket andet end flere problemer og det er sikkert derfor de ansvarlige holder så lav en profil som tilfældet er.

MSC mærket er en død sild allerede inden den er fanget.

Kurt Bertelsen Christensen
Oktober 2010

Gigantiske udsmid af fisk i trawlfiskeriet

Nye afsløringer af organiseret udsmid i trawlfiskeriet

Som det kan blive for meget for soldaterne i krigens virkeligheder, kan det også blive for meget for besætningsmedlemmer på de kæmpestore trawlere. Vi ved jo godt at krige er en beskidt affære og selvfølgelig overholder soldaterne ikke alle Genevekonventionens forskrifter til punkt og prikke. Men når soldaterne møder de øverste militære ansvarlige og politikernes hykleri, så kan det bliver for meget for dem. Og så står de frem og siger sandheden om hvad de foretager sig ude i krigen af ting og sager de ikke må, og så er fanden løs. Sådan er det også i fiskeriet. Noget bliver opdaget, helst filmet og vist på nettet, og så står fiskerne frem og fortæller det alle med lidt forstand på fiskeriet ved, og så er fanden også løs i fiskeriet.

Udsmid (dicard) er det største problem i fiskeriet og man har talt om problemet lige siden vi fik kvoter i fiskeriet, dvs. ligeså længe vi har haft det moderne fiskeri (ca. 30 år). Kvoter på fisk fører med logikkens love til udsmid, sænker man kvoterne stiger udsmidet. Det behøver man ikke den store eksamen for at forstå. Så det ved de ansvarlige også og derfor sænker de (eller rettere sagt de siger de sænker) fisketrykket. Dvs. når kvoterne sættes ned skal effektiviteten med ned, færre fartøjer og mindre tid på havet. Når færre fartøjer fisker færre timer på havet, så nedsættes effektiviteten og så vil fiskerne ikke fange så meget og så vil der være balance mellem kvoter og indsats. Det er fiskeriforvaltningen (på papiret) meget kort fortalt.

Men hvorfor er udsmidet så stadig det største problem i fiskeriet? Det er dét af de to vigtigste grunde, effektiviteten i fiskeriet og den deraf voksende gæld i fiskeriet.

Effektiviteten er steget eksplosivt, og sammen med den gælden. På 30 år er fiskeriet gået fra et relativt (målt på det teknologiske niveau i samfundet) lavteknologisk og næsten gældfri stadie, til i dag det allerhøjeste niveau.

Det er intet mindre end en teknologisk revolution der sket i fiskeriet, og gælden er helt ude af kontrol i dag, dvs. der er ikke dækning for gælden. Man siger, at landbruget er insolvent, men selv om prisen på jord er faldet, har landbrugets långivere dog en mulighed for at få dækket, måske op til 50 % af gælden.

I fiskeriet er det tættere på nul %. For det danske fiskeri kan ikke sælges i Danmark længere, og selvom fiskeriet arbejder for dét, kan danske fiskekvoter og rettigheder endnu ikke sælges til udlandet, ex. Spanien, det forhindrer EU’s fiskeripolitik.

Så hvis de folk der driver de store fiskerier i dag, ikke kan få det til at løbe rundt er der heller ingen andre i Danmark der kan, så enkelt er det.

Og sådan er det næsten hele vejen rundt i EU, Norge og andre store fiskerinationer. De enkelte fartøjer er blevet så store og så forgældede, at de må fiske hver dag året rundt og de må kun i landbringe de fisk der er økonomisk profitabelt.

De som driver de store fiskerier i dag, har så at sige, ingen mulighed for at være “fiskere” længere, dvs. også at tage hensyn til vejret; priserne; markedet; samfundene; hinanden; besætninger osv.

Alt i det store fiskeri er drevet til det alleryderste af dets formåen. Og her er det meget vigtigt at vi gør os krystalklart, at de banker og andre som har lånt fiskerne de mange mia. også i den bramfrie udlægning ved at ”lortet ikke kan sælges”. Og derfor får fiskeriet lov til at fortsætte og her er det ligeså vigtigt at ”vi” dvs. samfundet, regeringen, EU osv. følger og støtter bankerne og giver det danske fiskeri (som nu er nede på de få fartøjer) den største offentlig støtte, dvs. penge og politisk opbakning nogensinde i historien.

Kan I se det for Jer?

Alt som kan kravle og gå støtter fiskeriet som det ser ud i dag, ellers ville det gå på røven. Og derfor udsmider fiskeriet selvfølgelig de fisk som ikke er økonomisk profitabel. Alt andet vil jo være noget vrøvl.

Så når en stor trawler fanger flere hundrede tons 3 og 2. sild i et træk så bliver de ikke bragt i land, for her vil man kun købe store sild. Så når en stor trawler fanger 500 tons sej, torsk, kuller og de 250 tons hører til kategorien 5 og 4 (de små billige sorteringer) så ryger de selvfølgelig ud igen, alt andet vil være en hån mod samfundet og långiverne som gør alt hvad de kan får at de store trawlere kan holde skruen i vandet.

I rødspættefiskeriet aktuelt hvor kvoterne er rigelig store i forhold til fiskeriet, lader man EU’s mindsteprissystemer betale for de små sorteringer. Det kan man ikke i fiskeriet efter f.eks. torsk fordi store torsk koster for meget i forhold til de små, så der udsmider man de små, alt andet er økonomisk ruin og en hån mod fiskeriets støtter, herunder da ikke mindst regeringen og fiskeriforvaltningen som har skabt fiskeriet som det ser ud i dag.

Udsmid er altså det største problem i fiskeriforvaltning. Det er etisk uacceptabelt og under normale politiske forhold ville det også være et alvorligt problem mellem de politisk ansvarlige og deres vælgere. Men på fiskeriets område har vi ikke ”normale politiske forhold”. Fordi vælgerne ikke har fokus på fiskeriet, de har fokus på så meget andet som vores militære krige og andre krige i samfundet, DR, landbrug osv.

Men udsmidet er også et biologisk problem i fiskeriforvaltningen, fordi forvaltningen, på papiret i hvert fald, kun hænger sammen, hvis de ansvarlige også ved hvor mange fisk der bliver fanget. Det sidste er aktuelt i den seneste EU aftale for fiskeriet i Østersøen, hvor den danske minister nu er så glad for, at fremadrettet vil udregningerne af kvoterne blive sat efter hvor meget fiskerne fanger, hvor man tidligere satte kvoterne efter hvor meget der blev landet. Og da udsmidet, dvs. den fisk der ikke bliver landet, i sagens natur er ukendt, vil en forvaltning, som bygges på alt det der fanges og det uanset om al fisk landes eller udsmides, være mere korrekt end tidligere, på papiret i hvert fald. Og derfor er den danske minister så glad, også for den nye aftale for Østersøen. Ja alle er så glade for så ser det “mere rigtig ud” på de papirer de arbejder, dvs. fiskeriets konventioner. Hvad der sker i fiskeriet er må de selv finde ud af.

Og at hele dette menageri, med en naturlovs styrke, også fører til at de rigtige fiskere som fisker fornuftigt og godt også bliver smadret af papirerne, har man ikke andet et et skuldertræk tilovers for.

For som vi nu skal se ”Hvad ved bønder om agurkesalat?”. Ja netop – ingenting.

Og det er sagen i denne sag. Landmænd, postbude etc. som fiskeriministre kan godt blive glad for papirets logik, men hvad med virkelighedens logik? Det er helt sikkert, at fiskeriets virkelighed, hvis han kendte og ikke mindst forstod den, aldrig vil give en glad minister. Henrik Dam Kristensen har under VK regeringen givet meget tydeligt udtryk for, at havde han vidst det han ved i dag, så ville han have handlet meget anderledes. (Det bliver meget spændende at se, om han (Henrik), når han efter det næste valg igen sætter sig på den fiskeripolitiske trone, stadig husker alt det han har trukket i land siden 2001?) Vi husker det i hvert fald.

Så der må have været nogen i fiskeriministeriet som ikke fortalte ham (Henrik) noget om fiskeriets virkeligheder og det var det dokumenteret i dag også. Og det samme er tilfældet i dag hvor fiskeriet er underlagt Henrik Høgh. Han taler i hvert fald om fiskeriet, som hans forgænger Hans Christian Schmidt, enten mod bedre vidende eller også uden viden.

Danmark og EU vil ex. have et forbud mod udsmid af fisk. Det lyder jo rigtigt godt at man nu vil forbyde udsmidet, så skulle det problem vel være løst. På papiret er det løst, det gør et forbud og hvis lovbrud bliver bliver opdaget falder hammeren.

I Norge har man ikke blot et forbud mod udsmid, men her har man også et påbud om at alt det fiskerne fanger, skal bringes i land. Så i Norge har man styr på sit udsmid og det har man nu haft i flere år.

Men alle i Norge med lidt forstand på fiskeriet ved, at de forbud ikke er mere værd end det papir de er skrevet på. For selvfølgelig smider fiskerne det ud de ikke kan sælge, også i norsk fiskeri. Det siger de fiskere nu der gør det. For nu er det kun et spørgsmål om man bliver opdaget.

Hvert år bliver der selvfølgelig også nogen opdaget (hvad skal man ellers med forbud og påbud). Det er ikke de offentlige myndigheder, som de daglige lovovertrædere er bange for, næ det er deres egne folk i fiskeriet, der dag efter dag år ud og år ind, står og skovler fisk tilbage i havet. Men som nu smadrer og kværner fisk tilbage i havet. For dagens historie i Norge er om de store trawlere der har organiseret deres udsmid og fået lavet maskiner som kan knuse og smadre de fisk som de ikke vil have i land, fordi de koster for lidt og så belaster de kvoterne for meget. Og kvoterne skal også forrentes.

Tidligere kunne udsmidet ses i striben af døde fisk i kølvandet, nu bliver de hakket i stykker og smidt ud sammen med indvoldene. Men bliver man opdaget er der i Norge tale om en kriminel handling og så vanker der store bøder. Men åbenbart ikke så store, at de stopper udsmidet, dvs. så store at det bedre kan betale sig at holde loven.

I Norge siger de fiskere der nu står frem at selvfølgelig udsmider de store mængder af fisk, og det gør alle, fordi man selvfølgelig vil have solgt sine kvoter så dyrt som muligt. Og det gør man kun ved at lande de største fisk. Men et trawl kan kun sortere de små fisk fra de store, hvis skipperen kan se gennem fingrene med et ganske betydeligt udslip af store fisk. Det er en meget solid dokumentation for den påstand. Og i det moderne fiskeri er det altså ikke råd til, først at bruge en masse energi og penge på at trawle de slagbare fisk, for så at lade dem undslippe. Det er simpel økonomisk logik.

Det vidste vi jo godt.

Men på det seneste er fiskerne altså begyndt at berette, de filmer selv og nu fiskerikontrollen opdager så også ulovlighederne. Og det kan man læse og se mere om i de norske medier for tiden. Se ex. den film som et besætningsmedlem har optaget, se hvorledes halvstore torsk og andet fisk bliver til udsmid. På blot denne ene rejse vurderede fiskeren, at der ud over de 320 tons landet fisk, blev der smidt 30 % ud, det er ca. 100 tons fisk. På en rejse blev der altså udsmidt ligeså mange fisk ud, som en mellemstor kutter med 3-4 mands besætning, har af kvoter på et helt år. Nu er der kommet andre ansatte fiskere på banen i Norge og beretter om udsmid op mod de 50 %.

For os der kender fiskeriet er det intet nyt i det. Det har vi sagt og skrevet om de sidste 20 år. Men Levende Hav er jo udenfor og hvad ved vi? Nej det først når de ansvarlige fiskere begynder at få kolde fødder og ser det helt igennem vandvittige i sådanne industrialiserede fiskerisystemer, at de ansvarlige på toppen må gøre noget. Medierne får fat i sandheden og så er fanden løs for det værste det kan ske for de ansvarlige er at de bringes til ansvar for det vanvittige de foretager sig.

For det er meget vigtigt at man holder fast i kendsgerningerne og de er krystalklare – de ansvarlige skal findes i den offentlige fiskeriforvaltning. De kan nemlig ikke med fornuften i behold sige ”vi er chokerede, vi viste det ikke”. De vidste alt, for de har støttet alt de har opbygget de systemer med offentlige midler. Det har de i Norge og det har de i Danmark og EU. Det er først og fremmest deres ansvar i sidste ende selvfølgelig et politisk ansvar.

I Levende Hav har vi gennem årene hørt og skrevet utallige af de samme historier, om trawlere der udsmider mere fisk end de lander. Men igen det er jo bare en miljøforening som Levende Hav og de har sikkert så meget andet de kæmper for. Fiskerne er ikke stået frem. Det sker nu i Norge fiskerne – altså de samme mennesker som har været ombord – går til bekendelse. Og det vil også ske her i landet, det er kun et spørgsmål om tid.

Men de der kender lidt mere til fiskeriet ved også at tid har fiskeriet ikke så meget af, når det handler om at få omstillet fiskeriet, fra de fiskeudsmidende 80 % trawlere, der står for næsten al udsmid til andre former for fiskeri, som kan fungere fornuftig dvs. biologisk og økonomisk ansvarligt uden disse meget voldsomme store fangster af fisk som enten er for små til at blive landet eller ikke store nok til at opnå den bedste pris.

Modsat politikerne, WWF, Greenpeace og mange andre i denne verden er vi ikke ”forargede og chokerede” i Levende Hav over al den udsmid. Ikke kun fordi vi hele tiden har været klar over det store udsmid i fiskeriet, men ganske enkelt fordi den logiske konklusion på det moderne fiskeri og forvaltning, fører til et voksende udsmid.

Alle der mener det modsatte, taler enten mod bedre vidende eller også har de ikke en pind forstand på fiskeri. Men tage nu en tur forbi de norske medier og se selv hvad der foregår og gå så tilbage på denne hjemmeside og brug søgefunktionen, skriv “udsmid” og se så hvem der har ansvaret.

Se i samme sammenhæng at det nye MSC miljømærke som WWF støtter 100 %, heller ikke giver mindre udsmid.

Kurt Bertelsen Christensen
Okt. 2010

Nu vil danske fiskerskippere skåne miljøet

Det er overskriften hvor mystisk den ellers tager sig ud. Det er mystisk for hvorfor skulle skipperne ville noget andet end at skåne miljøet?

Sagen er lidt forenklet den, at et antal danske fiskeskippere, tidligere benævnt som ”danske fiskere”, har fået eller rettere sagt købt et miljømærke, det såkaldte MSC mærke hvormed de garanterer forbrugerne, at købe de (forbrugerne) deres MSC mærkede fisk, vil forbrugerne bidrage til et bedre havmiljø og bedre fiskebestande.

I Levende Hav har vi skrevet en masse om MSC (brug søgefunktionen her på hjemmesiden og der kommer mere end 40 dokumenter om dette MSC mærke) og derfor behøver jeg ikke at gå i dybden med denne sag, blot konstatere, at en gruppe danske fiskere har fået det mærke. Og så udsender de samme fiskere en pressemeddelelse om denne nyskabelse og den følges så op her.

De danske MSC fiskeskippere har nu også fået deres egen hjemmeside hvor man kan læse meget mere.

Hvorfor nu denne interesse for dette MSC mærke i dansk fiskeri? Jo det hænger sammen med at MSC mærket er et relativt dyrt købt miljømærke, hvor der er foregået en masse konsulentarbejde flere år, før man får mærket og det hele betales af os dvs. skatteyderne. Fiskeriets organisationer sender en lind strøm af ansøgninger til Fødevareministeriet som betaler hele gildet, og så er mærket eksklusivt i den forstand at det er det eneste mærke som ministeriet støtter økonomisk.

Når man taler med folk ude omkring siger de først ”Jamen det er da i det mindste godt, at fiskeriet nu bliver mere miljøvenligt, ikke?” Og svaret er ja, men vel kun hvis det også er miljøvenligt i virkeligheden, altså hvis det er bedre end det traditionelle fiskeri. Hvis ikke det er bedre end noget andet, hvorfor så bebyrde forbrugerne med endnu et mærke og vel og mærke et mærke som forbrugerne over skatten selv har betalt?

Derfor er spørgsmålet altså om og hvordan det danske fiskeri bliver mere miljøvenligt og skånsomt når hele det danske fiskeri skal bruge det samme mærke? For det er målet at få alt, dvs. hele det danske fiskeri MSC mærket. Der er ca. 700 fartøjer tilbage i dansk fiskeri som kan siges at være fartøjer som lever af fiskeriet. Dvs. fartøjer fra flere tusinde tons og helt ned til den lille jolle som omsætter for mere end 250.000 kr./år.

Alle disse såkaldte FKA fartøjer skal med under miljømærket, dvs. også de knap 100 bomtrawlere der er tilbage i dansk fiskeri ex. Thyborøn fartøjet L 510 Anthony som er en stor dansk bomtrawler, men som hvis den var hjemmehørende i Holland ville være en lille bomtrawler. På bomtrawlerens hjemmeside kan man se hvordan den fisker og efter hvad og der er film fra fiskeriet. Jeg ved ikke om den er blevet MSC mærket i denne omgang, men jeg ved den inden 2012 bliver det. Alt det kan man læse på Danmarks Fiskeriforenings hjemmesider.

Det samme MSC mærke får også et fartøj som L 401 Gefion som fisker uden at bruge ret meget mere olie på et år, end L 510 bruger på en dag. L 401 som fisker uden udsmid og levere dagfangede friske store fisk, se mere http://www.levendehav.dk/politik/enkeltsager/kystfiskeri/gefion-2003.htm

Med MSC mærket får forbrugerne ingen viden om hvilke fartøjer der har fanget den fisk han køber. Han ved altså ikke om rødspætten er fanget af L 510 el. af L 401. Når alt dansk fanget fisk kommer under det samme miljømærke, uanset om den er fanget af de natur- og ressource skånsomme fiskerier eller store bomtrawlere der fisker i flere dage af gangen; som dokumenteret får meget mindre for deres laster fordi fisken er dårligere ofte skadet; som bruger 5-6 gange så meget olie pr. kg fanget fisk som Gefion, er MSC mærket målt på virkelighedens fiskeri, indlysende også noget narreværk.

Og når skipperne til MSC mærket nu udtaler, at mærket ”betyder, at vi kan få en anstændig pris for vores rødspætter” må det være nogen som er dumme. Og det må jo være skipperne for hvorfor skulle forbrugerne betale mere for MSC mærket fisk, når al den fisk forbrugerne får tilbudt, er MSC mærket? Måske er det fordi skipperne mener, at deres fisk vil udkonkurrer de fisk der fanges i udlandet? Ja det er logisk nok den eneste forskel der står tilbage, når alt dansk fanget fisk er MSC mærket. Men hvis danske skippere tror det, er de ikke blot dumme, men også uvidende om hvad der foregår i andre lande for i udlandet er deres kollegaer meget længere fremme mht. MSC mærket. I dag skal man lede længe efter en pakke frossen fisk i supermarkedets frysediske, før man finder noget som IKKE er MSC mærket.

Så det ser unægtelig ud til, at de danske skippere er dummere end de fleste, men da de som nævnt får mærket betalt af ministeriet, kan de i sagens natur ikke dummere end de ansvarlige i fiskeriministeriet som betaler MSC mærket. Og dog, for selv om ministeriets pengekasser til støtte for alt muligt i fiskeriet er alt alt for stor, så bliver den tømt hvert år. Dvs. brugt til alt muligt i fiskeriet. Så de mange penge ministeriet bruger på MSC mærket kan fiskerne i sagens natur så ikke bruge på nye trawl, instrumenter, olie og nye maskiner. Så det er måske alligevel skipperne der er de dummeste!

Nej det er de faktisk ikke, der er nogen der er dummere. For når alt kommer til alt, og det gør det jo engang, også selv om der bliver trængsel, så er der ingen i denne sag der er dummere end os, dvs. skatteyderne. Vi er de dummeste af de dummeste. For ikke alene betaler vi alt dét det koster, at få dette MSC mærke, og lykkes det nu også skipperne og ministeriet, at få os til at betale en højere pris for den MSC mærkede fisk, ja så er vi godt nok dumme.

Og skulle da ikke undre mig. Og det forklarer os i det mindste da også så meget godt, hvor eventyrdigteren H.C. Andersen hentede sin inspiration til eventyret ”Kejserens nye klæder”?

Det gjorde han såmænd ved at se sig lidt omkring i Danmark.

Kurt Bertelsen Christensen
September 2010

Status på fiskeriet 2009/2010

I dag den 12/1 mødes de politiske partier bag Bankpakke 2 for at tale om et dansk landbrug på afgrundens rand – mon ikke fiskeriet tages med i den diskussion? Det er der i hvert fald mange gode grunde til. Uden at foregribe diskussionen vil den sikkert blot afføde endnu flere mia. offentlige lån- og støttekroner til landbruget og fiskeriet. For selv om, eller måske netop pga. den borgerlig/liberal regering, er offentlige kroner sendt i en lind strøm til de liberale fødevareerhverv de sidste 10 år.

År efter år har vi på fiskeriets sideline sagt ”nu kan det da ikke blive værre” og ”nu må de da gå fallit” og ”nu stopper bankerne kassekreditten” osv. osv. Men ligesom regeringen har holdt hånden under et mere og mere forgældet landbrug, har de gjort det samme med fiskeriet.

Begge erhverv har faktisk udviklet sig mod al liberalpolitisk fornuft. De enkelte bedrifter og enheder blev større og større gennem overtagelsen af de mindre bedrifter og fartøjer og gælden vokser. Meget færre enheder i landbrug og fiskeri, men meget større gæld, målt på både de enkelte bedrifter og det samlede erhverv. Den udvikling har lige netop kunne hænge sammen i de år, hvor der globalt også blev spekuleret i fødevarer, med deraf følgende høje priser på fisken i 2005-2008 og hvor renten samtidig har været historisk lav, og stadig er det.

I 2009 i år og årene fremover bliver det finanskrisen som sætter dagsorden for landbrug og fiskeri og selv om renten fortsat er historisk lav, er det ifølge eksperterne kun et spørgsmål om tid. Alle forventer at renten begynder at stige, måske markant og allerede i år. Sker det, går det hurtigt galt for de store enheder i fiskeriet – hvis vel at mærke, regeringen lader stå til og lader falde som ikke kan stå. Men det gør regeringen ikke, for nu har de i mange år sagt a og så er de nu tvunget til også at sige b. Sådan fungere det politiske system i dag, man tænker og handler kun så længe man kan se sig selv på magten. Og da VKO partierne har det helt store ansvar for et dansk erhvervsfiskeri anno 2010.

I dag nu er de sørgelige rester af dansk erhvervsfiskeri blevet presset helt ud og et pænt stykke ud over kanten. Gælden vokser, henstand med renter, afdrag, moms og andet gives og det sammen med sidste års meget høje oliepriser som er langsomt på vej tilbage, samtidig med at priserne på fisken i 2009, har været uventede meget lave, giver et helt igennem urentabelt erhverv. (Hvis en og anden i 2007/2008 havde forudsagt, at priserne på torsk og andre vigtige arter i 2009 ville falde med op til 50 %, ville vedkommende være dømt fra forstanden). Men det er ikke desto mindre sket og udtaget af fisk, der ikke opnåede EU’s mindstepriser i 2009, eksploderede. Men stigende driftsomkostninger og faldende priser på fisken har altid været en del af erhvervsfiskeriet og det har et robust privatejet og styret fiskeri altid kunnet leve med, for det har fiskeriet altid indrettet sig efter. Denne indretning har fiskeriforvaltningen i de senere år frataget fiskeriet.

Der bliver som bekendt rigtig mange regninger der skal gøres op når VK regeringen falder. Når ex. virkelighedens verden rammer dansk erhvervsliv i form af de høje renter og stigende oliepriser. Erhvervsfiskeriet, som det er blevet formet til under VK (O) regeringen, er et fiskeri som helt og holdent er bundet op på olien. Det er et trawlfiskeri og det er meget sårbart over for de høje oliepriser. Og dertil skal nu lægges den store gæld der bygget op i fiskeriet efter 2006 hvor VKO privatiserede og kapitaliserede fiskekvoter og fiskerettigheder.

Det er slemt i sig selv, men meget værre ser det ud for det alternative erhvervsfiskeri som skulle tage over og fange vores fisk, når Folketinget kommer til fornuft og må overlade det liberale fiskeri til det marked og de økonomiske markedskræfter der råder der. For i dag er der ikke noget brugbart alternativt til det gode fornuftige fiskeri og dertilhørende fiskere, det er blevet opkøbt af de store spekulanter og deres selskaber. Og dermed forsvandt det praktisk innovative i fiskeriet, dvs. de mange fiskere som kunne tænke selv, som også kunne finde fisken og som kunne fange den når den var klar til at blive fanget. I dag er der ikke ret mange fiskere på havet og fiskere med forstand på hav og fiskeri ved hvor nødvendigt det er fiskere på havet for at lede efter fisken, når den er svær at finde. Det er der ikke længere – de få der tilbage sidder foran computerne og forsøger at regne ud, hvornår det kan betale sig at tage på havet målt i forhold til omkostninger og prisen på fisken. De der var så heldige at få solgt deres kvoter og rettigheder mens priserne var i top, sidder og spekulere og handler sig til nu meget billigere kvoter og rettigheder. Seneste skud på hvad der nu skal handles i stor stil er havdage.

Manglen på dygtige fiskere og så det forhold at man “lige ser tiden an” betyder at kvoterne ikke bliver opfisket. Siden 2006 har dansk fiskeri ikke kunnet opfiske deres i forvejen ret så begrænsede kvoter. Og også 2009 ender ud med mange tusinde tons fiskekvoter som ikke bliver opfisket. Ex. torsk hvor mere end 15 % dvs. ca. 3000 tons bliver i havet. For rødspætters vedkommende er det dobbelt så mange, her bliver over 30 % 6500 tons i havet. For jomfruhummers vedkommende er det tæt næsten 50 % af kvoterne som ikke bliver opfisket. Det er intet mindre end en økonomisk katastrofe for dansk erhvervsfiskeri.

Mange vil måske mene, at det var da meget godt, at så mange fisk ikke bliver fanget, for nu har vi hørt om overfiskeri i mange år. Men de folk burde dykke lidt længere ned i denne sag for det tidligere overfiskeri og det nu meget store underfiskeri har samme udgangspunkt, nemlig selve fiskeriforvaltningen. Og den er som bekendt styret af embedsværket, fiskeindustrien og fiskeriets organisationer. Og denne fiskeriforvaltning har aldrig nogensinde i min tid evnet at forvalte fiskeriet bæredygtigt og det er til fulde dokumenteret.

Nu har samme danske fiskeriforvaltning (det samme ses i flere andre EU lande) altså fået forvaltet det gode fiskeri og de dygtige fiskere ud af fiskeriet og tilbage har de i dag fiskere og deres selskaber med ringe forstand på fiskeri, men med stor interesse i at spekulere i de kvoteværdier som de selv bestemmer priserne på. Bankerne låner dem penge (det er de helt åbenbart nu tvunget til hvis ikke de vil miste det hele) og tager sikkerhed i de kvoter, rettigheder, kW, havdage og meget andet som spekulanterne selv har prissat. Således kostede et kg. torsk i 2007 op mod 300 kr. for en 8 års brugsret, i dag omsættes de samme kvoter for under 100 kr. I 2008 kostede det en fisker 18 kr. og leje et kg kvotetorsk for et år. I dag kan han få dem gratis for et kg. torsk på aktionen koster nu mellem 15-20 kr.

Det er trist, det er sørgeligt og så er det først og fremmest en politisk skandale. Så i stedet for den ministerrokade som de mange mener Lars Løkke Rasmussen pønser på burde han udskrive valg. For selv om han sandsynligvis også nu fyrer fødevareministeren, så ændrer det ikke en tøddel for landbruget og fiskeriet. De store bedrifter hænger ude over afgrunden og det bliver ikke bedre før de for lov til at styrte ned i den. Om det politiske alternativ i Folketinget så vil tillade at de gør det er et meget åbent spørgsmål – men lad det komme an på en prøve, for det kan vel ikke blive værre end det er i dag – eller kan det?

Kurt Bertelsen Christensen

Levende Hav

15/1 2010 – Lidt opfølgning på denne artikel

I dag i Berlingske Tidende har Keld Hansen en kronik om dansk landbrug som viser det samme som ovenstående: http://www.berlingske.dk/kronikker/venstre-skyld-i-landbrugets-fallit