Ross Finnie to Fishing News: Warming “not cause of falling cod stock”

Mandag den 29. marts 2005

Den skotske fiskeriminister til Fishing News: Det er ikke den globale opvarmning, men fiskeriet som er skyld i at torsken forsvinder fra Nordsøen.

I 2004 var fiskeriets organisationer, videnskaben og politikerne ved at blive enige om, at opvarmningen af Nordsøen er årsagen til, at torsken forsvinder fra Nordsøen. Torsken trækker længere og længere mod nord lød det samstemmende.

Det er måske ikke så overraskende at fiskeriets organisationer og de ansvarlige politikere har sympati for ovenstående påstande, da det jo fritager dem jo for ansvaret. Videnskabens rolle i sagen hænger sikkert mere sammen med nye forskningsområder, nye videnskabelige usikkerheder, er jo den energi videnskaben lever af.

Torskens forsvinden pga. af opvarmningen af Nordsøen er kun påstande. De eneste argumenter man har gjort brug af, er de hvert år faldende fangster og de målbart stigende hav temperaturer.

Nu sætter den skotske fiskeriminister Ross Finnie et stort spørgsmålstegn ved de påstande. Han sætter ikke spørgsmålstegn ved, at havet er blevet varmere, eller at fangsterne falder. Men han stiller velargumenterede spørgsmålstegn ved, at der er en sammenhæng mellem opvarmningen og de faldende bestande.

Mht. opvarmningen af den sydlige Nordsø og torskens påståede forsvinden mod nord, er Ross Finnies argument, at den nordlige del af Nordsøen er varmere om vinteren, end den sydlige, og derfor burde torsken trække mod syd. Mht. opvarmningens påvirkninger af planktonmassen og dens sammensætning og deraf følgende negative konsekvenser for torskelarverne, er det Ross Finnies argument, at havet er fuldt af plankton og at silden, som æder plankton meget længere end torsken, ikke har fået problemer med opvarmningen, tværtimod.

Ross Finnie er sammen med den britiske fiskeriminister Ben Bradshaw, fiskeriministre i en af EU’s store fiskerinationer. Herfra er man åbenbart klar til at tage det fiskeripolitiske ansvar for, at torsken er forsvundet fra Nordsøen – hvad siger den danske minister?

Ferring Strand

29. marts 2005

From Fishing News 25 March 2005

EU TAC og kvoter.

Fiskekvoter i 2005

Så kender vi detaljerne i EU kommissionens udspil til 2005 TAC’erne, dvs. de totale mængder af de enkelte arter i de enkelte farvande, som EU kommissionen mener, kan landes i 2005.

Fødevareminister Hans Chr. Schmidt kalder udspillet for ”brutalt”. Men EU’s forslag til 2005 kvoterne ligger ca. 120.000 tons over hvad der måtte landes i 2004. Dansk fiskeri mister nok mindst 50 mil kroner (2-3 %) i forhold til 2004. Umiddelbart ser det måske ikke så slemt ud, men da resultatet i 2004 og nu også i 2005, ligger væsentligt under katastrofeåret 2003, ser det meget alvorligt ud for dansk fiskeri. Fiskerne vil ikke acceptere mindre end en blot lille forbedring i forhold til 2004, og det bliver en svær opgave for den nye minister på posten.

Oveni i dette kan fiskerne se frem til lukninger af havområder. EU kommissionen vil, bakket op af de store miljøorganisationer med WWF Verdensnaturfonden i spidsen, have afspærret store havområder for al fiskeri.

Levende Hav mener ikke, at lukkede områder eller reservater til havs er kursen mod et mere bæredygtigt fiskeri. Levende Hav mener at fiskeriet bør indrettes efter naturen og ikke omvendt. WWF har ingen fiskeripolitik, de bruger fiskeriet som undskyldning og fondens og kongelige magter til at skabe naturreservater.

Levende Havs fiskeripolitik er bl.a.
· Et generelt stop/udfasning af trawl og vodfiskeri i sten og på rev. (Nemt at kontrollere da sådanne redskaber er lette at identificere i havnen).
· En positiv særbehandling af det naturskånsomme fiskeri. (Nemt at gennemføre gennem større kvoter/rationer til dette fiskeri).
· Et forbud mod det kvotebestemte udsmid (svært at kontrollere, men dog meget vigtigt i sammenhæng med kvotepolitikken).
· En mærkbar nedsættelse af de havdage hvor der må fiskes jomfruhummer. (I dag må man fiske med de små masker efter hummer, i næsten dobbelt så mange dage som man ex. må fange rødspætter med store masker, i et af de mest naturskånsomme fiskerier der findes i EU, nemlig det traditionelle danske snurrevodsfiskeri efter rødspætter).
· Indsatsregulering (havdage) i stedet for kvoter. Denne kurs forudsætter en massiv, kostbar og målrettet ophugningsstøtte inden for de store de fartøjer. (EU har afsat 36 mia. kroner til støtte for EU’s fiskeripolitik i de kommende år. Disse penge kunne gøre mere nytte til at få fjernet de fartøjer og fiskerier som beviseligt er årsagen til ressourceproblemerne).

For flere oplysninger kontakt

Landsforeningen Levende Hav
tlf. 9789 54 55 el. 2048 7421

Baggrund og analyse af EU kommissionens udspil:

EU’s TAC og fiskekvoter for 2005

– Bemærk i det følgende bruges ”landinger” i stedet for ”fiske” og ”fangst”. Det hænger sammen med, at myndighederne ved hvor meget der er officielt er landet af de forskellige arter fra de enkelte farvande, hvorimod de ikke ved hvor meget fisk, der er fanget og smidt ud igen, hvor meget fisk der er omskrevet, og hvor meget der er solgt uden om de officielle systemer. Biologerne medtager et skøn over udsmidet af fisk, når de rådgiver. Men det er ikke holdbart, bl.a. fordi der ikke er officielle tal på størrelsen af udsmidet i de forskellige fiskerier, og dertil kommer et voksende økonomisk bestemt udsmid, som biologerne ikke får kendskab til.

Bortset fra, at de samlede mængder fisk, som med dette forslag kan landes lovligt i 2005, stiger med ca. 120.000 tons i forhold til 2004, og forslag til store omfattende lukkede områder, så er der er ikke de store overraskelser i kommissionens udspil. Og ser man bort fra de kosmetiske øvelser, som afgjort giver alvorlige lokale problemer, så er EU udspillet ikke så brutalt som forventet.

Den danske fødevareminister forholder sig sikkert heller ikke til EU fiskeriet, men til de lokale danske problemer og han kalder kommissionens forslag for et ”brutalt” udspil. Han erklærede prompte: ”jeg vil i den kommende tid bruge alle mine kræfter på at opnå flest mulige forbedringer i forhold til Kommissionens forslag”. Samtidig forudser ministeren, helt som traditionerne foreskriver ham, at det også denne gang bliver tale om meget vanskelige forhandlinger i Bruxelles.

Og med det udsagn ligger den danske minister på linie med de andre EU landes ministre, med undtagelse af den svenske og den tyske. Hver især tager ministrene til Bruxelles for der efter bedste evne at hente så mange fisk hjem til deres eget land som overhovedet muligt. Og set under et, så er der som nævnt 120.000 tons flere fisk som ministrene kan slås om i år end sidste år.

– Disse nationalistiske ministerielle slagsmål i EU’s fælles fiskeripolitik fortsætter, og dermed fortsætter også ødelæggelsen af det europæiske fiskeri og de europæiske fiskebestande.

Lidt fakta
EU forvalter ca. 170 forskellige TAC’er fordelt på ca. 50 kvotearter på ca. 40 større og mindre havområder. En TAC svarer til den maksimale mængde af en art fisk der må landes fra et afgrænset havområde, ex. Nordsøen på et år. TAC’en opdeles efterfølgende på nationale kvoter, og det sker efter en model som er udviklet på baggrund af landenes historiske rettigheder i Nordsøen. Denne model går under betegnelsen ”den relative stabilitet” dvs. at landene ved oprettelsen af EU’s fælles fiskeripolitik i 1983, fik tildelt den procentvise andel af TAC’erne som de havde landet før 1983.

EU råder over følgende mængder fisk:

I 2004 måtte der landes i alt 4.891.818,2 tons fisk og 483.005 stk. laks i Østersøen
I 2005 foreslår EU at der må landes 4.671.610,7 tons fisk og 466.679 stk. laks i Østersøen
(en nedgang siden 1983 på ca. 2 mil tons):

EU forslår således en samlet nedgang i 2005 på 220.208 tons fisk og skaldyr og 16.327 stk. laks. EU forvalter nu fisken dybt i detaljerne. (Det ses bl.a. i at EU nu også medtager halve tons).

Lagt ud på de 170 forskellige forvaltninger er der:
3 forvaltninger som ligger mellem 47,5 – 100 tons
34 forvaltninger som ligger mellem 100 – 1000 tons
75 forvaltninger som ligger mellem 1000 – 10.000 tons
47 forvaltninger som ligger mellem 10.000 – 100.000 tons
11 forvaltninger som ligger over 100.000 tons

Også 2005 forslaget illustrerer og understreger det tragiske i EU’s fiskeriforvaltning. Det ser selvfølgelig tjekket og gennemtænkt ud, at EU forvaltningen ex. ser sig i stand til at fastsætte en TAC på helt ned til 47,5 tons fisk i et havområde og i et andet område 305.557 tons. Men uanset om man ser på tallene i kg eller procenter, så udtrykker tallene kun den arrogance der er bygget op i forvaltningen og de der af følgende tilfældigheder som hersker i fiskeriforvaltningen. For det vil hverken gøre fra eller til, om man ex. satte de 305.557 tons til 305.000 tons eller for den sags skyld til 300.000 tons. For bliver en TAC på ex. de ca. 300.000 tons sild, udnyttet dvs. registeret landet, så har fiskerne sikkert fanget dobbelt så mange sild, for at kunne lande 300.000 tons sild af den dyreste kvalitet, dvs. de største.

– De små og mindre sild smides ud igen og dertil kan man lægge et ukendt antal tons sild som fanges i industrifiskeriet efter bl.a. tobis og sperling. Forklaringen på de fuldkommen overflødige detaljer er, at dette er magtens sprog. For derved skaber forvaltningen forvirring, magtesløshed, håbløshed og det vigtigste for magtens hastigt voksende kontrolapparat – det ulovlige fiskeri.

Ved at studere forslagets detaljer ser man også, at EU har fjernet 339.000 tons af industrifisken tobis og sperling i forhold til 2004. Denne nedskrivning betyder dog intet for det samlede resultat i 2005, da disse fisk ikke blev landet i 2004, eller for den sags skyld i årene før. Norge har godt nok mistet 45.000 tons sperling og det er de tydeligvis utilfredse med. Norge er som bekendt ikke en del af EU, men EU og Norge indgår hvert år flere gensidige fiskeriaftaler. Men Danmark, som har de største historiske rettigheder til både tobis og sperling, mister ikke andet end papirfisk hvis man fjerner disse fisk fra 2005 TAC’en. Og modregnet disse ”tab”, så opererer EU forslaget de facto med en fremgang i forhold til 2004, på i alt ca. 120.000 tons fisk.

Også andre tal er interessante. EU forslaget giver ex. 373.000 tons flere blåhvilling, sild og brisling i 2005 end der måtte landes i 2004. Disse arter hører til i den lave ende af prisskalaen, da de ikke kan indbringe meget mere end 700 mil kroner, og det er jo småpenge i sammenligning med værdien af det samlede EU fiskeri, som i 2001 var oppe på ca. 40 mia. kr. Modregner man disse lave værdi arter på 373.000 i det samlede resultat, så er der tilbage et ”tab” på 254.000 tons mere værdifulde fisk i 2005 i forhold til 2004. Men igen mange af de fisk bliver heller ikke fanget, så man skal endnu dybere ned i tallene for at få et mere retvisende billede af situationen for 2005.

Sådan kunne man blive ved med at omregne tons fisk til værdi. Man fjerner altså noget industrifisk som ikke kan fanges, fordi de er fisket op. Som kompensation giver man så bl.a. blåhvilling, en bestand som er kommet under meget hårdt pres fra flere lande. Men selv om EU har krævet et meget lavere fisketryk på blåhvilling af hensyn til denne bestands bæredygtighed, så lader de hånt om de biologiske fakta og hæver deres egne TAC’er, fordi blåhvilling spørgsmålet er gået i politisk hårdknude.

Hvorom alting er så viser dette og andre regnestykker klart, at det nu er slut med, at de hvert år lavere og lavere landinger, bliver kompenseret af højere og højere priser. Det har været tilfældet til 2003, men fra 2004 og fremefter vil EU’s samlede indtægter fra fiskeriet gå tilbage og i 2005 i mærkbar grad.

Ser vi nu på konsekvenserne for fiskerne og ikke for det hele EU, så er der selvklart i dette forslag indbygget et væld af lokale og også regionale ubehageligheder på de enkelte områder. Og under ét synes Danmark at stå tilbage som den EU nation der mister en del ved kommissionens forslag for 2005. Hvis EU samlet mister 8-10 % på den økonomiske værdi af fiskeriet i 2005, i forhold til 2003, så vil Danmark nok miste mest.

Nedskrivningen af tunger i Kattegat er en hån mod fiskerne og den sunde fornuft og et udtryk for den biologiske arrogance. Der er ikke ret mange penge på spil, men der er gået politik i den sag. Det samme er tilfældet mht. opskrivninger af jomfruhummer. Dette småmaskede trawlfiskeri burde forbydes, alternativt sættes ned, og i stedet sætter man det op hvert år. Det er noget politisk og biologisk makværk i bogstaveligste forstand, også fordi fiskerne aldrig har kunnet opfiske kvoterne på jomfruhummer. Rødspætter i Nordsøen gik ram forbi, og det overrasker, for denne TAC er under pres. Her burde Danmark, i EU’s forvaltnings logik, have mistet 3000 tons, dvs. 35 – 40 mil kroner. Så er der nedskrivninger på en lang række arter som aldrig bliver opfisket bortset fra mørksej og et par andre arter. Men set under et, og bortset fra torsken i Østersøen, er der nu ikke de store nedture.(Mht. torsken i Østersøen er det tvivlsomt om Danmark taber ved reduktionerne i den østlige Østersø, for der kan der ikke længere fanges ret mange torsk, mens tabet på de ca. 3000 tons i den vestlige del udgør et reelt tab på 30-40 mil kroner). Den vigtige makrel er nedsat med 100.000, her mister Danmark en del, men samtidig hæver man mærkbart kvoterne på tun osv., her får Danmark så til gengæld ikke noget. Sildehajer er der heller ikke kommet kvoter på i 2005 og det selv om denne og andre hajer er blevet en meget truet art.

– Danmark får flere sild og blåhvilling som kan kompensere for tabet af makrel og lidt af tabet af torsk. Forskydningerne i de andre arter er ikke overordnet set økonomisk mærkbare. Set under et er det danske kvote tab, udregnet i penge, i forhold til 2004, på ca. 25 mil kroner.

Der er forslag om store lukkede områder i flere farvande bl.a. den centrale Nordsø. Dette lukkede område vil give konkrete og omfattende problemer i fiskeriet fra den jyske vestkyst og det værste er at det vil nytte meget lidt, målt på bestandene. Kystfiskerne, som lever af torskefiskeriet i Nordsøen og Skagerrak, og det gør de fleste, kommer under stort pres af de store fartøjer som nu tvinges ind til kysten, da store og vigtige områder til havs lukkes. De få pladser hvor der kan fiskes vil være optaget af de store inden de små kommer fra havnen eller kysten, og trawl og vod vil også blive koncentreret i kystzonen.

– Her kan der faktisk blive tale om et væsentligt økonomisk tab. Hvis torskekvoterne i Nordsøen og Skagerrak bliver fanget af trawlere og vod, i stedet for af garn og kroge, så er der overhængende risiko for, at den pris som de 8-10.000 tons opnår, vil ligge 10 kroner lavere i gennemsnit. Og dermed kan Danmark risikere at miste op til 80 mil kroner på torskefiskeriet i Nordsøen og Skagerrak i 2005. Den danske torskekvote i Kattegat falder med 250 tons, men dette tab bliver måske større i 2005, fordi fiskerikontrollen nu åbenbart vil stoppe omskrivninger fra andre farvande til Kattegat hvor der ikke er ret mange torsk. Så her kan der blive tale om et reelt tab på 15 mil kr.

En forsigtig konklusion: Det danske kvotetab i 2005, omregnet til penge, i forhold til 2004, ligger sandsynligvis i omegnen af de 50 mil kroner.

Og det kalder den danske fødevareminister så for brutalt og den opgave han har stillet sig selv er at få minimeret dette tab. Men det handler ikke om 2005 tabet, det handler om dansk fiskeris fremtid, og den blev sat over styr for flere år siden. Dansk fiskeri blev sendt til en alvorlig økonomisk tælling af det store tab i katastrofeåret 2003, tæt på 30 % og nu tabet i 2004 som sniger sig op mod de 10 %. Hvis 2003 var en økonomisk katastrofe for fiskeriet, så bliver 2004 en super katastrofe og der er ikke udsigt til, at 2005 kan blive andet end et supersuper katastrofeår.

– Og dette faktum er ministerens største problem. Han har ikke udsigt til andet, og det uanset hans optimisme og helt urealistiske løfter til fiskerne, end at komme hjem med mindre end alt for lidt. Derfor vakler fødevareministeren rundt i ringen, tæt på knockout, og derfor lyder der usammenhængende og uforståelig tale fra denne kant.

Mht. de lukkede havområder er de et udtryk for den galimatias som griber om sig i fiskeriforvaltningen, en sygdom som er affødt af det fiskeripolitiske kollaps. Forslagene er et konkret udtryk for at kommissionen og dens rådgivere i fiskeindustrien, samt de større fiskeripolitisk aktive miljøorganisationer, nu er bedøvende ligeglade med skånsomhed og bæredygtighed.

Fiskeindustrien, med de store fiskefartøjer i spidsen, slås med alle til rådighed stående midler for at undgå kvotenedsættelser. De store og magtfulde miljøorganisationer slås, noget halvhjertet, for kvotenedsættelser og kompromiset bliver de lukkede områder. Så viser politikerne og forvaltningen at de gør noget, uden at tage for meget fra de store. Miljøorganisationerne får noget og de kan så bilde sig selv og omverdenen ind, at inden for disse lukkede områder vil livet blomstre og alt bliver godt. Og selv om de lukkede områder er besværlige, så kan industrien leve med dem og selvfølgelig gøre deres for at få områderne gjort mindre, deres store fartøjer igen kan komme overalt. Alternativet for industrien, de mindre kvoter, er det værste.

De mindre fartøjer bliver prisgivet på den smule vand de har tilbage tæt ved land og der skal de til at slås med de store og mellemstore fartøjer, som nu tvinges til også at vælge disse områder. Tag en havn af mange som Hanstholm, hvor der vel er 30 – 40 skibe, som så hurtig som muligt, skal på fiskeri efter at stormen har løjet af. Det normale mønster er at de store sejler længst ud osv. og derved får de sidste og de mindste fartøjer pladserne tæt på havnen. Det er et fiskerimønster som alle kan være tilfredse med. Men når man lukker fiskeriet relativt tæt på de vestjyske havne, så vil de store optage alle pladserne inden de mindre kommer ud. Alternativt presser sådanne regler de små på havet, inden de reelt burde være stævnet ud, og dermed øges risikoen for at fiskerne sætter livet på spil.

På papiret giver de lukkede områder kortvarige genopbygningsfordele, for man kan vel ikke helt udelukke, at udsmidet af torsk vil falde med de foreslåede lukkede områder – alene fordi fiskeriindsatsen i tid og rum nedsættes. Men det ændrer ikke ved det uomgængelige faktum, at lukkede områder tilgodeser det brutale trawl og vodfiskeri på bekostning af det naturskånsomme garn og krogefiskeri. Havde man derimod forbudt, som Levende Hav har advokeret for i flere år, al trawl og vodfiskeri i sten og på rev, så ville det være naturlige lukninger som også ville være meget nemt at kontrollere.

Men de store og toneangivende miljøorganisationer vil, åbenbart nu også med alle til rådighed stående midler, sidde med ved bordet og have del i de midler som tilbydes alle fiskeriets eksterne aktører, inden for forskning og miljø, i takt med at fiskeriets problemer vokser. Og sidst men bestemt ikke mindst – så vil de have sat deres navne på de lukkede områder til havs. Og hvis det naturskånsomme fiskeri ryger med i købet, hvad det sikkert gør, så er det en pris som bl.a. WWF Verdensnaturfonden er villig til at betale.

Verdensnaturfondens taktik i 2004 er utilsløret. Dette år har fonden bl.a. udarbejdet en ”Briefing – 2005 TAC’s for European targeted fish stock”. Det er en liste over de fiskearter og de farvande hvor WWF sætter TAC’erne lavere end EU kommissionen. Listen omfatter ca. 25 TAC’er hvor WWF som nævnt enten vil have mindre TAC’er end kommissionen, eller totalt stop, eller lukkede områder osv. Dvs. at WWF, på EU kommissionens og industriens præmisser, har udarbejdet et sæt TAC’er sådan som WWF vil have dem. (Hvorledes WWF har regnet sig frem til tallene står hen i det uvisse, men beskrivelsen og de TAC’er der er valgt/fravalgt afslører ikke den store indsigt i det europæiske erhvervsfiskeri). Og derfra til at konkludere, at WWF bruger deres kvotepolitik til fremme af lukkede områder, er der ikke langt.

Der er ikke ret meget mere at sige til WWF’s kvoteanbefalinger, andet end at de lever og ånder af EU kommissionens fejltagelser. Og gennemføres WWF’s kvote anbefalinger, ja så giver det blot mere udsmid end kommissionens forslag. F.eks. vil WWF have et totalt stop for landinger af torsk fra Nordsøen, men da de ikke stopper trawl og vodfiskeriet efter andre arter, vil fiskeriet fortsætte, for derigennem at udsmide torsken, eller alternativt forsøge at få den landet ulovligt.

Det ved WWF. Men WWF har valgt sig selv, ved at vælge naturreservat strategien og fravælge den langt mere bæredygtige kurs, som bl.a. Levende Hav er inde på.

En bæredygtig kurs ville bl.a. indebære:
· Et generelt stop/udfasning af trawl og vodfiskeri i sten og på rev. (Nemt at kontrollere da sådanne redskaber er lette at identificere i havnen).
· En positiv særbehandling af det naturskånsomme fiskeri. (Nemt at gennemføre gennem større kvoter/rationer til dette fiskeri).
· Et forbud mod det kvotebestemte udsmid. (Svært at kontrollere, men dog meget vigtigt i sammenhæng med kvotepolitikken).
· En mærkbar nedsættelse af de havdage hvor der må fiskes jomfruhummer. (I dag må man fiske med de små masker efter hummer, i næsten dobbelt så mange dage som man ex. må fange rødspætter med store masker, i et af de mest naturskånsomme fiskerier der findes i EU, nemlig det traditionelle danske snurrevodsfiskeri efter rødspætter).
· Indsatsregulering (havdage) i stedet for kvoter. Denne kurs forudsætter en massiv, kostbar og målrettet ophugningsstøtte inden for de store de fartøjer. (EU har afsat 36 mia. kroner til støtte for EU’s fiskeripolitik i de kommende år. Disse penge kunne gøre mere nytte til at få fjernet de fartøjer og fiskerier som beviseligt er årsagen til ressourceproblemerne).

Links til 2005 forslagene:

EU http://europa.eu.int/comm/fisheries/news_corner/press/inf04_52_en.htm

WWFhttp://www.panda.org/about_wwf/where_we_work/europe/what_we_do/policy_and_events/epo/initiatives/fisheries/index.cfm

EU og Azorerne.

EU’s fiskerikommission stilles for EF domstolen

Fiskerne og befolkning på Azorerne (som hører under Portugal), har med støtte fra europæiske NGO’er, nu stævnet EU kommissionen for EF domstolen, med krav om, at EU’s fiskeripolitik respekterer fiskerne på Azorernes, ret til deres fiskeri.

EU kommissionen åbnede sidste år for, at store EU trawlere kan fiske ved Azorerne i det meget dybe vand og den udvikling er man meget bekymret for på Azorerne. Man vil have denne tilladelse trukket tilbage og det skal EF domstolen hjælpe til med.

Seas at Risk som Levende Hav er medlem af og Verdensnaturfonden WWF, støtter Azorernes krav om, at fiskeriet rundt øerne skal være skånsomt mod havbunden og dets dybhavsrev og mod fiskebestandene.

”EU skulle lære af den skånsomme og bæredygtige fiskeriforvaltningen som styrer fiskeriet fra Azorerne, i stedet for som i dette tilfælde, at tillade en praksis som har dokumenteret dets ødelæggelser af bestande og habitater” siger Monica Verbeek fra Seas at Risk, i dag.

Pressemeddelelsen fra Seas at Risk

Islands in Court Fight to Save Fish Stocks and Environment from EU Incompetence

Luxembourg – The Autonomous Region of the Azores (part of Portugal), supported by Seas at Risk and WWF, will today try to persuade the European Court to suspend an EU Fisheries Council decision that threatens one of Europe’s few sustainably managed fishing grounds. Without previously ensuring limits on fishing activity, and in contravention of the precautionary principle and ecosystem approach, the Fisheries Council agreed last November to open Azorean waters between 100 and 200 nautical miles to the wider EU fisheries fleet. A suspension is essential to protect stocks and the environment during the two years it will take the Court to reach a verdict on the legality of the Council regulation.

The waters around the Azores are deep and very special. Averaging 3000m in depth they contain vast undersea mountain ranges, deep water coral reefs and volcanic hydrothermal vents; these are rare in European waters, support a diverse range of marine life, and are especially vulnerable to intensive fishing practises like trawling. The deep water commercial fish species found here are long-lived and slow to reproduce; effectively a non-renewable resource, even modest fishing pressure can pose a serious threat.

Using small vessels and traditional fishing methods, including a ban on trawling in the deep water fisheries, the people of the Azores have fished this area for generations without
depleting stocks or damaging the environment. “EU fisheries managers should be learning from how it is done in the Azores, and not be trying to export practices that have proved devastating for stocks and the environment in other parts of Europe” said Monica Verbeek, Fisheries Policy Officer at Seas at Risk.

A positive decision by the Court is vital; forty Spanish vessels, licensed by the Spanish government, are already fishing in the area. Even a few months of unlimited access by the EU’s substantial deep water fleet could cause irreversible damage to stocks, the environment and the livelihoods of Azorean fishers. “The Fisheries Council has been grossly negligent in opening this pristine environment to the deep water trawler fleet without first ensuring that proper controls are in place” said Stephan Lutter of WWF’s North-East Atlantic Programme “We can only hope that the Court sees the urgency of the need to protect the area while it deliberates on the legality of the Council regulation.”

Seas At Risk and WWF will today intervene in support of the Azores and ask the Court to suspend access of the EU fleet to Azorean waters until such time as proper measures are in place to protect vulnerable stocks and the environment. Monica Verbeek (contact details below) will be present at the Hearing.

FOR FURTHER INFORMATION

Monica Verbeek, Seas At Risk, Policy Officer (Fisheries, species and habitats)

+351 96 561 7846

mverbeek@seas-at-risk.org

¨ Seas At Risk is an independent non-governmental European federation of national and international environmental organisations concerned with the protection and restoration of the marine environment. More information on Seas At Risk, can be found on their web site: www.seas-at-risk.org.

¨ The Azores are located in the south west of the North-East Atlantic where the Mid-Atlantic Ridge rises from the deep-sea basin. The archipelago is of volcanic origin as are the submerged seamounts in the surrounding waters. In 2001, WWF highlighted the designation of the first deep-sea marine protected areas by the Azores government as Gift to the Earth. More information is available at: www.wwfneap.org

Er EU’s fiskeriaftale med Salomon øerne en retfærdig aftale?

Er EU’s fiskeriaftale med Salomon øerne en retfærdig aftale – eller er der tale om et simpelt tyveri disse øers marine ressourcer?

EU har netop indgået en fiskeriaftale med Salomon øerne i Stillehavet. I aftalen får 10 langline fartøjer og 4 trawlere fra EU (Spanien) lov til at fange op til 6000 tons tun og andre arter om året og man forventer, at denne mængde vil kunne stige de kommende år. For denne aftale betaler EU til Salomon øerne 400.000 EURO og fiskerne skal på deres side betale 35 EURO pr. tons fisk, dvs. ca. 200.000 EURO om året.

6000 tons flotte tun (for det er der sikkert tale om her) vil kunne sælges for 60 mil EURO, eller mere, og det betyder, at EU og dets fiskere betaler mindre end 1 % tilbage til Salomon øerne, af de naturværdier EU’s fiskere henter i disse farvande – er det ikke tyveri?. I ex. Kasakhstan, hvor Levende Hav støtter et fiskeriprojekt på Aralsøen, betaler de kasakhiske fiskere 10 % til de kasakhiske myndigheder (licens) for at få lov til at fiske på Aralsøen. I dansk fiskeri betaler fiskerne op mod 20 % i landingsomkostninger og de betaler skat og afgifter til det danske samfund osv.

– Men til Salomon øerne, kunne det altså kun blive sølle 1 % i aftalen med EU. Uden at kende alle detaljerne i denne sag, fremstår EU i denne sag som den rige verden der har ødelagt deres eget fiskeri og nu er på vej ud i verden for også at smadre fiskeriet i andre farvande.

Sidste år modtog Levende Hav et brev (skrevet på en gammel skrivemaskine) fra formanden for kystfiskerne på Salomon ørne. Vi har ikke kunnet ringe eller faxe sammen, men må bruge denne relativ langsomme kommunikationsform (et brev er ca. 2 måneder undervejs mellem Danmark og Salomon øerne), og nu har vi modtaget det seneste brev, hvor Salomon fiskerne spørger, om vi kan gøre noget for at sikre Salomon fiskerne deres rettigheder til fiskeri?

Som formanden Jonathan Malai skriver ”Vores tunfisk er lige så vigtige for os som olien er for de olieproducerende lande” og fortsætter ”omkring 90 % af vores fisk bliver nu fanget og udnyttet af udenlandske fartøjer og interesser” og han slutter ”i vores øjne er det uretfærdigt”.

Levende Hav har sendt et brev til Folketingets Fødevareudvalg, til EU kommissionen og EU parlamentet for at få deres vurderinger af denne aftale. I brevet til Fødevareudvalget er der konkrete spørgsmål til den danske fødevareminister, da EU’s ministerråd må have accepteret denne fiskeriaftale, mellem EU og Salomon øerne. Læs aftalen her: http://europa.eu.int/comm/fisheries/news_corner/press/inf04_05_da.htm

Brevet til Folketinget og EU institutionerne

Vedr. EU’s fiskeriaftale med Salomon øerne.

Kære formand Christian H. Hansen

På vegne af Landsforeningen Levende Hav og Malaita Devolopment Authoritys formand Mr. Jonathan Malai, tillader vi os at anmode dig og Fødevareudvalget om at behandle denne sag, bl.a. gennem udvalget at få Fødevareministerens forklaringer og kommentarer til denne EU fiskeriaftale.

EU har netop indgået en aftale med Salomon øerne om fangst af 6000 tons bl.a. tun og derfor betaler EU 400.000 EUR. Og de fiskere som skal fange tunen (10 langline fartøjer og 4 trawlere fra Spanien og Frankrig) betaler ca. 200.000 EUR for en fiskeritilladelse, der formodes at have en værdi på mere end 60 mil EUR. Dvs. at EU sender mindre en 1 % af de værdier EU fiskerne henter rundt Salomon øerne, tilbage til befolkningen på disse øer – er det en retfærdig aftale? Vedlagt denne henvendelse er der kopi af artikel skrevet af Levende Hav, kopi af brev fra Salomon og kopi af EU aftalen.

– I EU aftalen står der, at aftalen er udtryk for ”et ægte partnerskab mellem EU og Salomon øerne”. Er du og udvalget enige i denne konklusion?

– I aftalen står der ”at EU fartøjerne skal fiske uden for 30 sømil, for derved fjerne man enhver risiko for konkurrence med den lokale flåde”. Er det din og Fødevareudvalgets opfattelse, og erfaringer fra det europæiske fiskeri, at blot man fisker 30 sømil fra land, så lider kystfiskeriet ingen skade? Er det i acceptabelt, at et politisk fællesskab som Danmark er medlem af, betjener sig af sådanne tilsyneladende helt igennem udokumenterede påstande, til fremme af egne interesser og til skade for befolkningen på Salomon øerne, jævnfør brevet fra Salomon?

– Hvordan vil og kan den danske regering sikre Salomon fiskerne og øernes befolkning deres rettigheder til fiskeri?

– Er denne aftale blot en af mange EU fiskeriaftaler med 3. lande hvor den økonomiske kompensation fra EU ligger på ca. 1 % af de værdier som EU’s fiskere henter i disse lande?

Jeg håber at du kan acceptere sagen som den foreligger for os. Levende Hav er en forening af frivillige og vi råder ikke over de nødvendige ressourcer til dybere studie af sagen. Derfor må vi fremlægge sagen som her, med de erfaringer vi har fra det danske og det europæiske fiskeri og fra lande som Kasakhstan, Ghana, Eritrea.

Brevet fra Salomon

Salomon

Fiskeriaftalen i EU.

Analyse af fiskeriaftalen. December 2003

Fødevareministeren er tilfreds med aftalen. Hun mener at de danske fiskere har fået flere fisk end de havde i udsigt. Danmarks Fiskeriforenings er også positiv og det er straks svære at forstå. For en gennemgang af aftalen, mht. kvoter, viser at danske fiskere mister op mod 100 mil kroner i 2004 fiskeriet i forhold til 2003. Det er et klart mindre tab end de ca. 340 mil kroner som fiskerne havde regnet sig frem til i en vurdering af kommissionens udspil, men det er dog stadigvæk et tab.

Og går man det hele igennem, dvs. aftalen og Danmarks Fiskeriforenings udregninger, før og efter aftalen, så viser det sig også at det danske konsumfiskeri mister forholdsvis meget, da de tegner sig for det største tab i forhold til 2003.

Ved et uændret konsumfiskeri, minus sild i 2004, i forhold til 2003, vil konsumfiskerne miste 100 mil kroner, forudsat at priserne også er uændrede.

Så denne ”rimelige aftale” står i skærende kontrast til fiskeriet i 2003, hvor dansk fiskeri havde et underskud i økonomien i forhold til de tidligere år, på tæt ved en mia. kroner. Halvdelen af dette tab henter fiskeriet i industrifiskeriet, specielt i et total fejlslagent tobisfiskeri.

Industrifiskeriet efter arter som tobis, sperling brisling m.m.

Kvoterne i industrifiskeriet og reguleringen med havdage vil ikke forringe industrifiskeriets muligheder i 2004. Industrifiskeriet har fået ca. 60.000 tons flere blåhvilling og lodde og dem skal de nok få fanget. Så hvis tobisfiskeriet i 2004 fanger ligeså mange tobis (670.000 tons) som i 2002, til de samme priser, så vil det danske industrifiskeri i 2004 blive bedre end det normale. Men her er der mange ukendte faktorer.

Konsumfiskeriet

Det meget vigtige fiskeri oppe ved Norges kyster har ikke mistet kvoter, men er kommet under havdage reguleringen. Det kommer sikkert ikke til at betyde så meget, da der er givet en større fleksibilitet i administrationen af de omdiskuterede havdage. Så man må forvente, at økonomien i dette fiskeri i 2004 vil blive det samme som i 2003.

For resten af konsumfiskeriet, minus fiskeriet efter sild, ser det værre ud. Før fødevareministeren drog til Bruxelles gjorde fiskerne det krystalklart, at hun ikke skulle komme hjem uden flere fisk. Det krav har ministeren ikke kunnet honorere.

I alt har de fået ca. 4.853 tons flere konsumfisk end i 2003, men samtidig har de mistet 14.414 tons konsumfisk i forhold til 2003. Nogle af gevinsterne og tabene har ikke den store betydning, idet kvoterne er højere end det fiskerne rent faktisk kan fange.

Ser man kun på den økonomiske side af sagen, og korrigerer man for de fisk som ikke kunne fanges i 2003, så vil fiskerne ved et uændret fiskeri og priser i 2004, i forhold til 2003 miste ca. 100 mil kroner. Her tegner tabet på torsk og rødspætter sig for den største part.

Ser man så på hvilke fiskere der taber, så er der kystfiskeriet som får de største problemer, ved en uændret dansk fiskeriforvaltning. Kystfiskerne vil kun kunne holde skruen i vandet hvis de får en kystfiskerordning, hvor de kan sammenlægge deres månedlige fiskerationer til hele års kvoter som de kan fange når fisken er inde ved kysten, og når vejret tillader det.

Men konsumfiskerne under et står overfor meget alvorlige problemer. De kunne ikke leve med de kvoter og reguleringer som styrede fiskeriet i 2003, så med den nedgang der sker i 2004 må man gå ud fra at et større antal konsumfiskere vil forlade erhvervet i 2004.

Fiskeressourcerne, havmiljøet og det skånsomme fiskeri betaler indtil videre gildet.

Udsmidet af fisk vil vokse med denne aftale, hvis man ikke nationalt griber ind og tildeler kvoter og havdage til de fiskere som fisker med de store masker. Det kan Danmark gøre og den langsigtede plan for genopretning af torskebestandene hjælper landene på denne mere bæredygtige kurs.

Men andre faktorer i aftalen går den modsatte kurs. Fiskeriet efter jomfruhummer bliver der ikke rørt ved og der vil det store udsmid fortsætte. Kvoterne på kuller er hævet og det medfører også et større udsmid af torsk i kullerfiskeriet.

Så set under et er det hverken en god eller en rimelig aftale Fødevareministeren giver de danske fiskere som tak for deres opbakning i København i denne uge. Det faktum vil også meget hurtigt stå klart for de fiskere som var i København. De vil skulle tage til efterretning at deres støtte blev en støtte til en fiskeriforening i dyb krise og en støtte til industrifiskeriet og de store fartøjer i det danske konsumfiskeri.

Og på denne måde fortsætter dansk fiskeri – indtil videre – dens biologiske, økologiske og økonomiske nedtur.

Kvote på fisk og fiskere. Presse.

Pressemeddelelse
– Udsendt torsdag den 20/11 2003 kl. 18.00

Kvoter på fisk og fiskere

Inden de kom rigtig i gang, gik kvoteforhandlinger i EU i fisk. Bortset fra Sverige og Tyskland,
kan EU’s fiskeriministre ikke acceptere kommissionens forslag til kvoter og regler for fiskeriet
i 2004 og også i år er det torsken som stjæler overskrifterne. Men udover torsken er der større
og mindre problemer i flere fiskearter og farvande end nogensinde tidligere i EU’s fiskeripolitik

Selv om medierne taler om kvotenedsættelser, så vil slagsmålet i år handle om at få sænket
fiskertrykket på ex. torsk. Torskekvoten i Nordsøen, hvor den danske kvote er 4600 tons i 2003,
sættes ikke ned. Men derimod skal man blive enige om hvordan, hvor længe, hvornår og måske
også med hvilke redskaber fiskerne må fange denne kvote?

Og det er det nye i fiskeriforhandlingerne. Siden EU’s fælles fiskeripolitik blev indført i 1983 har
man forgæves forsøgt at forvalte fisken i havet, ved at kontrollere hvor mange fisk fiskerne
sætter på kajen. Nu vil man i gang med at forvalte selve fiskeriet. Fiskeripolitikken har ikke
kunnet få styr på hvad der foregå under havets overflade; hvor mange fisk der fanges; hvor
meget der smides ud; hvor meget der landes som grå og sorte fisk; hvor store ødelæggelser
fiskeredskaberne udøver på havbund og økosystem? (Det sidste punkt om redskabernes ødelæggelser
vil ikke få en fremtrædende plads i forhandlingerne i år, men det punkt vil sikkert komme højere
og højere på EU’s dagsorden i de kommende forhandlinger).

I Levende Hav hilser vi denne kursændring velkommen, da det er vejen mod et mere bæredygtigt
fiskeri. I sommers lukkede man eks. for trawlfiskeriet efter torsk i Østersøen, fordi trawlfiskeriet
fangede store bifangster af små torsk. Men samtidig tillod man fiskeriet med garn og kroge,
i erkendelsen af, at disse passive redskaber ikke har bifangstproblemer. Men EU er endnu ikke
klar til at tage hele skridtet, mod en mere differentieret fiskeripolitik, hvor man giver positiv
særbehandling til de fartøjer og redskaber som kan fange fisk uden at ødelægge fiskens levesteder
og ressourcerne.

I år vil EU skulle regulere via en om indsatsregulering i form af havdage. At f.eks. det direkte
torske- og kullerfiskeri får færre dage på havet osv. Den langsigtede genopretningsplan for torsk
med havdage, målt på kW timer, lader vente på sig. Der kan også blive tale om restriktioner på
jomfruhummerfiskeriet, at de bl.a. skal fiske med riste som har en dokumenteret effekt. Man bruger
riste i rejefiskeriet, så det kun er rejerne som kommer ud i posen og alle andre fisk går tilbage i havet.
Men i hummerfiskeriet er det ikke så enkelt, da hummerne er meget større og svære at sortere og
samtidig vil effektive riste også gøre hummerfiskeriet urentabelt, da det kun kan foregå økonomisk
bæredygtigt med en betydelig bifangst af andre fisk, ex. tunger, rødspætte, torsk, kuller og mørksej.

Kommissionen har også nævnt en regulering af bomtrawl fiskeriet. Og det hænger sammen med et
dokumenteret stort udsmid af små rødspætter og andre fladfisk. Dette udsmid er en af årsagerne til,
at biologerne i år har nedskrevet rødspætte bestanden i Nordsøen med 100.000 tons! Så kvoterne
på rødspætter vil sikkert blive sat ned i 2004.

Der forestår nogle hårde forhandlinger frem til jul. Og de vigtigste pejlemærker bliver, hvor stor en
vægt der lægges på en indsatsregulering til fordel for de natur- og ressourceskånsomme fiskerier.

Kvotereguleringen, som et redskab til forvaltning af fiskeriet og ressourcerne er slut. EU kan selvfølgelig
ikke slippe af med kvoterne, da de fordeler fisken mellem de enkelte lande, men EU er nu også tvunget
til at indsatsregulerer fiskeriet. Både mht. antallet af havdage i forholde til de enkelte fiskerier,
og tekniske påbud og forbud på fiskeri med bestemte redskaber i bestemte områder osv. Retten til denne
form for regulering har de enkelte lande i dag, de kan selv bestemme hvordan de vil fange de kvoter
de for hvert år. Men de enkelte lande kæmper i det fælles hav om de samme knappe ressourcer, og
derfor bliver denne kamp ført på effektivitet, mere teknologi, større redskaber og større motorer osv.

Og derfor bliver det nu op til den fælles fiskeripolitik, at få indført de nødvendige regler til sikring af
fisk og fiskeri for de kommende generationer. Dertil vil EU i fremtiden skulle fordele kvoter på fisk
og kvoter på fiskere.

For flere oplysninger
Landsforeningen Levende Hav
Juelsgårdvej 27, Ferring Strand
7620 Lemvig
www.levendehav.dk
Tlf. 9789 5455

EU kvoteforhandlingerne er gået i gang.

EU’s kvoteforhandlinger er gået i gang

Helt efter det manuskript, som hvert år styrer forestillingen “EU’s kvoteforhandlinger” i tv, radio og aviser, til skabelsen af fiskekvoterne for 2003, er forhandlingerne brudt sammen den første dag. ”Vi er alt for langt fra hinanden” siger den danske fødevareminister. ”Hvis kommissionens forslag til genopretning af fiskebestandene bliver fulgt, vil det betyde at 2 ud af 3 danske fisker må forlade fiskeriet” siger toppen i dansk fiskeri. Fra det øvrige EU lyder de samme dommedags profetier, EU kommissionen er helt ude af trit med fiskeriets virkelighed osv.

Det er den samme forestilling, den samme ouverture osv. men også i år er der lidt nyheder til avisoverskrifterne. Kommissionen udspil indeholder for første gang noget om at få begrænset de fiskerimetoder og de redskaber som udgør den største trussel om ex. torskebestandene.

Det kunne selvfølgelig være gavnligt, at få udfaset eller forbudt trawl og vodfiskeri i sten og på stenrev, men det er sikkert for radikalt. Så kommissionen vil have andre forslag til, hvordan man undgår at få ødelagt gode fiskepladser og hvordan man får begrænset udsmidet af gode spisefisk. Kommissionen har nævnt noget om bomtrawl og udsmid, så der kan måske blive tale om begrænsninger på hvor store og tunge bomtrawl må være osv. Det kunne også blive begrænsninger på hummertrawl hvor der er megen bifangst og begrænsninger på kullerfiskeriet osv.

Men vi ved ikke hvad der konkret ligger i kommissions pakke, da sådanne reguleringer og indgreb vil være meget kontroversielle. Men det er logisk, at man nu tager fat på denne vigtige del af problemerne i fiskeriet.

Vejen mod det kritiske syn på metoder og redskaber har været lang og besværlig. De første reguleringer i EU for 20 år siden, blev kvoter på de enkelte arter. Det kunne man selvfølgelig ikke styre, når man samtidig udbetalte mia. af kroner i støtte nybygninger, moderniseringer og grej. Så indførte man støtte til ophugning af fiskefartøjer og det løste heller ingen problemer, for disse mange mia. blev også brugt til at få effektiviseret fiskeriet. Så har man forsøgt med tekniske bevaringsforanstaltninger, større masker, exit windows, krav om selektivitet osv. Det hjalp heller ikke for fiskerne kompenserede på andre områder. Så skulle man ”indsatsregulere” og det gjorde man sidste år med havdage, men det gav ligeså store problemer med udsmid af fisk og de fiskere som fiskede med de små masker fik flere havdage end de som fiskede med store osv.

Selv om havdage-reguleringen og de mange andre forslag så fornuftig ud på papiret, så var det forslag uden dybde i fiskeriet, uden forbindelse til fiskeriets virkelighed, og derfor var de også dømt til undergang. Og det hænger sikkert sammen med, at der i EU systemet er der mange ansatte, og mange rådgivere – men igen af dem er fiskere.

Når EU’s ansatte vil have viden om hvorledes fiskeriet foregår i virkeligheden, så kalder de simpelthen repræsentanter fra fiskeriets organisationer til Bruxelles til et utal af møder. Og det er som regel de samme mennesker som kommer til de mange møder. Og repræsentanterne for de europæiske fiskere har kun en opgave – at sikre den europæiske fiskeriindustriens økonomiske interesser. Og de gør de ved at fortæller EU burekraterne den ene løgnehistorie efter den anden, at der ikke er udsmid, at der ikke landes hverken grå eller sorte fisk, at man sagtens kan fange kuller uden at fange torsk osv. Alle ved at alle lyver, og i denne sammensurium besluttes fremtidens fiskeri for de europæiske fiskere.

Denne konklusion rejser selvfølgelig spørgsmålet: Kan EU så overhovedet stoppe de natur- og ressourceødelæggende fiskerier? Svaret er nej. I teorien kan det lade sig gøre, men på kort sigt kan EU ikke ret meget i virkeligheden. Men EU kan presse på og de kan sætte kursen for en udvikling, som gør det vanskeligere og på sigt også umuligt, at bruge de destruktive, natur- og ressourceødelæggende fiskerier, først og fremmest de trawl- og vodtyper som er designet til at fiske i sten og på stenrev.

Og det kan EU gøre ved at forhandle sig til fiskefordele og økonomisk støtte til de fiskere som bruger passive redskaber som garn, kroge, ruser m.m.

Kurt Bertelsen Christensen

Ferring Strand

Torskegenopretningen.

EU kommissionens forslag til genopretning af torskebestanden.

Nu er kommissionens forslag til en genopretning af torskebestanden blevet offentliggjort. Efter denne plan vil torskebestanden i det Irske hav, vest for Skotland, Kattegat, Skagerrak og Nordsøen blive genoprettet på et niveau der svaret til en fangstmængde på i alt ca. 200.000 tons/år (i dag vurderes fangstmængden at ligge 75.000 tons/år)

Planen indeholder et reguleringsforslag som baserer sig på et fiskefartøjs motorkraft/størrelse. I stedet for som man gør det i øjeblikket, med at regulere via havdage efter hvilke redskaber man fisker med, så er det planen i den langsigtede genopretningsplan at regulere fiskeriindsatsen via havdage som udmåles efter hvor stor en maskinkraft man sætter ind i torskefiskeriet, både det målrettede som det fiskeri der giver torsk som bifangst.

Set under et er kommissionens forslag tyndt i forhold til den fiskerifaglige regulering, dvs. tekniske løsninger, havdage, maskestørrelser m.m.

Men hvor forslaget er tyndt i forhold til den fiskerifaglige virkelighed, så er forslaget en fiskeripolitisk sværvægter. Hvis kommissionens forslag bliver vedtaget, så har ministerrådet afgivet deres magt til kommissionen som kan fastsætte de årlige TAC’er (den totalt tilladte fangstmængde af en art fisk i et afgrænset farvand). Kommissionens forslag tager også indflydelsen fra den internationale rådgivning der kommer fra ICES, for at overlade den biologiske rådgivning til kommissionens egne biologer i STECF. Det er ovenstående fiskeripolitiske områder, som giver substans til kommissionens forslag til genopretning af fiskebestande.

Er det godt eller dårligt, hvis kommissionen får ansvaret for genopretningen af EU’s fiskebestande?For 10 år siden ville jeg ikke have været i tvivl – det ville være dårligt. I dag ser jeg anderledes på den sag.

Med kommissionens forslag står det nu klart, at kommissionen vil have den magt der er nødvendigt for at få et større mål af bæredygtighed i EU’s fiskeri. I flere år har de forsøgt at få ministerrådet til at tage et større ansvar for fiskebestandene og det er som bekendt ikke lykkes. Hvert år er kommissionen forslag til lavere kvoter på torsk blevet brutalt angrebet af EU ministre og store fiskeriorganisationer og kommissionens mange forslag til en mere konsekvent fiskeripolitik, er hvert år blevet fejet af bordet, under mediernes store bevågenhed.

– Nu skal det åbenbart være slut. For dette forslag til genopretning af torskebestanden bliver blot det første i en lang række af genopretningsplaner, som ligger og venter, når det gælder mange andre arter.

Vi må støtte EU kommissionen i deres forsøg på at få ansvaret for EU’s fiskeripolitik. Ministerrådet kan ikke løfte opgaven. Fiskerierhvervene i de enkelte EU lande er politisk understimuleret og underlagt de enkelte landes store erhvervsorganisationer som kun har øje for de aktuelle økonomiske vilkår. At tale biologisk og økologisk bæredygtighed med repræsentanterne for de ledende europæiske fiskeriorganisationer, er som ”at smide perler for svin”.

For 80 % af det europæiske fiskerierhverv, målt på det fiskerne fanger og industrierne omsætter, har for længst overskredet den grænse, hvorfra intet tilbagetog er muligt.

Formand Kurt Bertelsen Christensen

Ferring Strand 8.5.2003

Skal industrifiskerne have ejendomsretten til fisken ude i havet?

Ifølge TV2 Syd den 27/2 har Fødevareministeren haft et møde med industrifiskerne i Esbjerg. Fiskerne vil nu have retten til selv at forvalte fiskekvoterne og at de vil også have mulighed for at kunne købe og sælge fiskekvoter sammen med deres fartøjer. Industrifiskernes argumenter er de samme som de store konsumfiskere brugte til at få indført individuelle omsættelige kvoter IOK for sild. Bl.a. at sildefiskerne skulle have fornyet flåden og det er dyrt og derfor må de have sikkerhed i ressourcerne osv.

Selv om sildefiskerne havde fornuftige og tilgrundliggende argumenter til sikring af kvaliteten på silden til konsum, en sikring som indebar at man fik en mere moderne flåde på færre fartøjer, så var det alligevel svært at acceptere IOK i sildefiskeriet. Hvor det var svært i sildefiskeriet, er det noget nær umuligt at forestille sig, at industrifiskerne får tilkendt ejendomsretten over de ressourcer de råder over i dag. Det er der flere grunde til. Hvor det danske sildefiskeri hører til de ældste kommercielle fiskerier i Danmark, så er industrifiskeriet efter fisk, til fremstilling af fiskemel og olie, en ny opfindelse som først rigtig tog fart i slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne – samtidig med at det også er et fiskeri med masser af lig i lasten. Bl.a. var det industrifiskeriet efter sild til fiskemel og olie som blev skyld i et totalt stop for fangsten af sild i slutningen af 70’erne da industrifiskeriet var tæt på at udrydde bestanden af sild i Nordsøen. Så inden vi kan diskutere om industrifiskerne skal have en ejendomsret over tobis, sild, brisling, sperling, blåhvilling og lodde, så må vi have en grundig folkelig og politisk diskussion om vi overhovedet vil have det relativt store industrifiskeri som vi har i dag. Og derefter skal følgende forhold være på plads, inden der kan blive tale om, at samfundet overgiver ejendomsret på ovennævnte arter til industrifiskerne.

1. For det første kan der under ingen omstændigheder blive tale om, at give industrifiskerne ejendomsretten over industrifisken, førend vi har en 100 % sikkerhed for, hvor stort et fisketryk, målt på arterne og havets økosystem vi kan tillade industrifiskeriet.

2. For det andet må der være noget nær en 100 % sikkerhed for, at industrifiskeriet kan forgår uden bifangster af konsumfisk.

3. For det tredje må vi have en åben diskussion i Danmark og i EU om hvilket industrifiskeri vi vil have og herunder om vi ikke hellere skulle satse på at få genopbygget de førhen så store konsumbestande i Nordsøen og de andre farvande. I dag er det et spørgsmål, om vi overhovedet kan genopbygge bestande af torsk, kuller og sej med det industrifiskeri vi har i dag.

Fødevareministeren udtalte efter mødet i Esbjerg, at hun er positiv over for forslagene, da hun ikke mener at fiskerikontrollen kan kontrollere det hele.

Kommentar: Endnu engang har det kapitaltunge og ligeså ubæredygtige fiskeri og fiskeindustri kunnet overbevise ministeren om deres gode hensigter. De har bl.a. fået udarbejdet en rapport ”Fakta om industrifiskeriet” 2002 og sådan en rapport gør indtryk på folk og ministre, med et overfladisk kendskab til de faktiske omstændigheder i fiskeriet.

Tilbagestå dette faktum:

– I Danmark tillader vi et industrifiskeri i blinde for ingen aner noget som helst om dette fiskeris konsekvenser for fiskebestande og økosystem. Og derfor kan fiskeindustrien, uden at blive taget fra bestillingen, fremføre deres mange påstande mod bedre vidende.

Kurt Bertelsen Christensen

Ferring Strand den 28/2 2003

LLH rapport fra Bruxelles.

Referat fra ACFA Working Group møde i Bruxelles den 18. Feb. 2003 og fra mødet den 19. Feb. mellem generaldirektoratet for fiskeri og de europæiske Ngo’er.

v/ Kurt Bertelsen Christensen

Indledning

Det er første gang jeg har deltaget i et møde i ACFA – og det er også første gang jeg har deltaget i et udvalgsmøde i EU systemet. Der er flere rådgivende udvalg tilknyttet hvert af de mange direktorater i EU systemet og hvert af disse udvalg har igen flere arbejdsgrupper under sig. Jeg deltog i et arbejdsgruppemøde under et udvalg kaldet ACFA ”Advisory Committee on Fisheries and Aquaculture”. ACFA er det formelle forum til rådgivning af generaldirektoratet.

Jeg var udpeget af de europæiske Ngo’er (Sea at Risk, CFFA, ICSF, WWF, Greenpeace, m.m.). De europæiske Ngo’er kan sende 2 eksperter til arbejdsgruppe møder i ACFA regi. I øjeblikket foregår der en sondering i blandt Ngo’erne om de skal indsætte mig som suppleant i det officielle ACFA, hvor de også har 2 pladser og hvor de også kan medbringe 2 suppleanter, dog skal Ngo’erne selv afholde udgifterne for suppleanterne. De udpegede eksperter og de faste deltagere i udvalg og arbejdsgrupper, får dækket deres omkostninger af EU systemet.

Der var en lang dagsorden for mødet som varede hele dagen. Vi skulle diskutere spørgsmål som:

Bifangsten af marsvin og delfiner

o Der blev talt om de såkaldte ”Pinger”, akustiske alarmer og der blev talt om manglende data osv. Særlig Østersøen fik en del opmærksomhed.

o Fra direktoratets side beklagede man, at der ikke var indkommet et eneste forslag til en undersøgelse af marsvins situationen i Østersøen, en undersøgelse som kommissionen gerne ville have lavet og som de vil betale for at få lavet. (En sådan undersøgelse vil Levende Hav kunne gennemføre og jeg vil følge op på det projekt, ved at forlægge general direktoratet et forslag til en sådan undersøgelse)

o Ellers var det industrien som angreb de fremlagte forslag.

o Arbejdsgruppen blev præsenteret for to større rapporter om dette spørgsmål. Jeg vil under ingen omstændigheder give fiskeindustrien ret i deres kritik, da den er uden selvkritik og uden bekymring for det naturskånsomme garnfiskeri osv. men jeg må også tage afstand fra de to rapporter. For forsøger man at få gennemført disse, ned i de mindste detaljer beskrevne, metoder til nedbringelse af bifangsten af ex. marsvin i garnfiskeriet, så vil både fornuften og garnfiskeriet være under angreb.

o Den utilsigtede bifangst af marsvin, som jeg også fik understreget på mødet, er fiskernes ansvar, og det bør under ingen omstændigheder blive kommissionen og den europæiske fiskeriindustris ansvar. For fiskeindustrien er det blot en fordel, at så meget opmærksomhed som overhøvedet muligt, rettes mod denne bifangst, for herunder kan de nemmere fortsætte det fiskeri som de er sat til at forsvare, det ressourcekrævende og det ødelæggende fiskeri.

o Direktoratet efterspurgte skriftlige redegørelser og notater i sagen om de små hvaler og fra Ngo’ernes side vil vi fremsende sådanne.

EU’s støttepolitik for fiskefartøjer

o Her gjorde direktoratet rede for den nye politik på området med de nye regler for hvor meget tonnage der skal tages ud før der kan bygges nyt osv.

o Men i Levende Hav ønsker vi ikke at gå ind på de præmisser som ligger til grund for den udvandede reform på dette område, da vi mener at det der er vedtaget, ligger så langt fra behovene, at vi slet ikke kan diskutere dette emne.

o Derfor lyttede jeg blot til den europæiske fiskeindustri som advokerede for, at der måtte ydes støtte til moderniseringer og at disse moderniseringer var nødvendige osv.

TAC og Kvoter

o ACFA’s formand direktør Niels Wichmann fra Danmarks Fiskeriforening ville diskuterer dette punkt for at få egne dvs. industriens pejlinger på de nylige vedtagne TAC’er og kvoter.

o Formålet med den diskussion var åbenbar – direktoratet skulle have industriens uforbeholdne meninger om det vedtagne. Og det også selv om alle er bekendt med de forskellige synspunkter.

Tekniske bevaringsforanstaltninger

o Direktoratet fremlagde deres begrundelser, ideer og tanker for hvorledes discard kunne nedbringes vha. støre masker osv. En meget kompliceret fremstilling som helt åbenbart havde det formål at få forklaret sig selv og omgivelserne, at alle disse spørgsmål om grej, maskestørrelser, målarter osv. er spørgsmål som indeholder meget store vanskeligheder.

o Arbejdsgruppens industri medlemmer skiftede til at tage ordet for alle at forklare direktoratet, at deres forsalg til nedbringelsen af udsmidet ”ligger meget langt fra virkeligheden i fiskeriet”.

Genopretningsplaner for torsk og andre bestande

o Dette spørgsmål blev delt i 2 hvor det første omhandlede den midlertidige regulering som skal afløses af en mere permanent genopretningsplan til sommer.

o Direktoratet gav en længere redegørelse for det hele og den affødte en længere diskussion. Ikke uventet fik den nye regulering med havdage størst opmærksomhed og kritik (igen må jeg undre mig over industriens meget kritiske behandling af havdage reguleringen, for med de lave kvoter der er gennemført, er det svært at forstå at havdage skulle være problemet. En grund kunne måske være at havedage er nemmere at kontrollerer end kvoter!)

o Og allerede nu er der betydelige ændringer og justeringer undervejs. Jeg spurgte til snurrevodsfiskeriet efter rødspætter og her er der ingen tvivl om at alle erkender at det fiskeri er blevet uretfærdigt behandlet og at der kommer flere end de 13 dage til det fiskeri. Der kommer også ændringer og justeringer når det gælder sejlads til og fra fiskepladserne og sejlads til områder der ikke er omfattet af genopretningsplanerne.

o Der kommer også forslag til hvorledes fiskere der kommer ud for uheld kan kompenseres osv. Og så kommer der forslag til hvorledes fartøjerne kan overføre rationer/kvoter mellem sig. Og netop dette punkt har stor interesse hos industrien for her vil man måske kunne få mulighed for at overdrage ens ration/kvote. (det er uden tvivl et punkt som Ngo’erne bør holde skarpt øje med for her er der alskens muligheder for at øge kapaciteten eller måske også få indført noget økonomi i kvoterne/rationerne i denne overdragelighed).

o Direktoratet slog fast at den langsigtede plan som skulle træde i kraft til juli 2003 ikke ville kunne nå at blive færdig. Og direktoratet opfordrede alle til at komme med gode forslag til f.eks. en løsning hvor man brugte både havdage og lukkede områder, kasser osv.

o Direktoratet sagde også at intet ville blive afgjort før et større møde i Bruxelles den 10-11. marts om dette emne, et møde hvor kommissær Frans Fischler ville deltage.

o Under dette punkt tog formanden mig i skole, idet jeg et par gange havde understreget, at direktoratet og industrien skulle tage et større hensyn til man på engelsk kalder ”The small scale Fishery”. Et fiskeri som vi i Levende Hav definerer som det mindre og mere traditionelle det skånsomme fiskeri, som ex. snurrevod efter rødspætter, garn- og krogefiskeri m.m. Formanden forklarede arbejdsgruppen, at det jo var første gang jeg deltog i disse møder og det nok var derfor jeg ikke var klar over, at alle repræsentanter i dette udvalg, talte på vegne af det fiskeri jeg forsøgte at forsvare.

o Et medlem fra EUROPÈCHE (den største samlende fiskeindustriorganisation i EU) tog ordet og forklarede mig, at han selv repræsenterede fartøjer fra 5 – 75 meter, så jeg skulle tage det helt roligt – det mindre fiskeri fik al den støtte og hjælp, dette fiskeri har brug for.

EU’s fiskeriforvaltning i Middelhavet

o Mødet blev genoptaget kl. 15.00 efter frokost og derfra og til mødet sluttede kl. 17.30 ca. en time før den planlagte afslutning, var luften også gået ud af ballonen.

o Medlemmerne var ved at være godt trætte og de sidste emner fik en meget sporadisk behandling. Repræsentanterne fra Italien og fra Spanien gjorde direktoratet klart, at de var meget kritiske overfor det vedtagne og de nu fremlagte.

o De synes ikke fiskeriet i Middelhavet får den opmærksomhed det fortjener i EU kommissionen og de var bl.a. kritiske overfor at et udvalg for fiskeriet i Middelhavet var blevet nedlagt.

o De var også utilfredse med at der ikke var græske repræsentanter i ACFA og arbejdsgrupperne. Samtidig ville de også have gjort krystalklart at der er en verden til forskel på fiskeriet og fisken i Middelhavet og det der foregår i f.eks. Nordsøen. Som den spanske repræsentant udtrykte så er der mere en 20 fiskearter som man fanger på en gang i et trawl og derfor kunne man slet ikke arbejde med ”målarter” osv. Samtidig er der en kultur i Middelhavet hvor selv meget små fisk er værdsat på fiskemarkederne og derfor kunne EU ikke blot trække deres ideer til mindstemål ned over hovedet på fiskeriet i Middelhavet.

o Repræsentanterne fra fiskeriet i Middelhavet forklarede direktoratet, uden omsvøb, at EU forslagene var en katastrofe for fiskerne og industrien i Middelhavet. Direktoratet på deres side opfordrede til at man fra industrien side forsynede direktoratet med velgennemtænkte og skriftlige redegørelser og beskrivelse som direktoratet kunne tage med i deres planlægning.

o Og samtidig beklagede direktoratet sig over at der ikke kom ret mange forslag fra fiskerne i Middelhavet.

En aktionsplan for den europæiske ål

o Jeg spiste frokost med den hollandske repræsentant i udvalget som kommer fra den industri som opdrætter ål i Holland. Så jeg var godt orienteret inden dette punkt på dagsorden. Jeg havde fået viden om denne form for opdræt og om de vanskeligheder de har med nye konkurrenter fra østen, Kina og vanskeligheder de har med miljøorganisationerne som åbenbart heller ikke forstå denne industri.

Fiskernes egne observationer under fiskeriet i Nordsøen

o De store europæiske organisationer som organiserer fiskerne har fået fremstillet en rapport som viser fiskernes syn på spørgsmål som discard og fiskebestande. Levende Hav har tidligere vurderet denne rapport så jeg havde ingen kommentarer til den og det var der heller ikke andre der havde. Den tegner et alt for lyst billede af situationen i det europæiske fiskeri og på intet tidspunkt går rapporten ind i en diskussion af de problematiske sider af fiskeriet som netop discard, industrifiskeriet, de katastrofalt lave fiskebestande osv.

Jeg mener ikke at jeg behøver den store indsigt i EU systemerne for at kunne konkludere, at ACFA og arbejdsgrupperne er og bruges som et forum hvor EU’s fiskeriindustri kan kritiserer EU kommissionens forslag til EU’s fiskeriforvaltning.

Under mødet fik vi denne ovennævnte tilbagevendende respons fra fiskeriindustrien: ”EU kommissionens forslag er skrivebordsarbejde, uden forbindelse til virkelighederne i det europæiske fiskeri”. Og det er ligeså klart, at fiskeriindustrien deltog i mødet med det utilslørede formål, at få reduceret virkningerne af de forslag til nye reguleringer, som kommissionen fremsætter.

Industrien fremlagde ikke på dette møde (og ifølge Ngo’erne gør de det heller aldrig på andre møder) noget konkret forslag til hvorledes EU’s fiskeriforvaltning kan nå målene på vigtige områder som; den utilsigtede bifangst af små hvaler; genopbygningsplanerne for flere fiskebestande; EU’s støttepolitik og EU’s forslag til tekniske bevaringsforanstaltninger m.m.

Jeg vil også mene, at Ngo’ernes rolle og muligheder i sådanne møder er meget tvivlsom. Vi kan selvfølgelig være på forkant med udviklingerne og derigennem hurtigere end ellers få diskuteret de nye forslag inden for og udenfor foreningerne. Men vores muligheder i selve udvalget, er så ubetydelig, at den må siges at være 0.

Men jeg fik alligevel en del ud af dette møde og også ud af at observere hvad der foregår og så synes jeg også at Ngo’erne i Bruxelles har en stor viden om det der foregår, en viden som vi i Levende Hav kan have stor nytte af.

19. februar – møde med bl.a. generaldirektør Jörgen Holmquist i generaldirektoratet

Ngo’erne var inviteret til møde med generaldirektøren og hans folk. Direktoratet og Ngo’erne holder sådanne tre uformelle møder om året. Møderne bruges til at udveksle synspunkter direktoratet og Ngo’erne imellem, og møderne varer normalt en times tid, til mødet mødte 8 Ngo’er og 8 fra direktoratet.

Det blev et andet og meget mere direkte og på flere områder også konstruktivt møde. Her viste Ngo’erne at de er godt klædt på til sådan et møde. Efter mange år i tjenesten ved de meget om EU’s fiskeripolitik og om de mange reguleringer.

Emnerne for dette møde var:

– EU kommissions afslag til Sverige – Sverige kan ikke indføre et totalt stop for torskefiskeri for de svenske fiskere.

– EU’s fiskeripolitik i forhold til den 3. verden

– EU’s fiskeripolitik og regulering i forhold til dybhavs arter.

– TAC, kvoter, reform m.m.

Det store spørgsmål til direktoratet var – hvorfor har kommissionen nægtet Sverige at indføre et totalt stop for torskefiskeriet? Det er jo lidt svært at forstå i og med at kommissionen ellers gerne ser store reduktioner i netop torskefiskeriet.

Direktoratet forstå den undren og kritik, men de henholder sig til artikel 10 og til dels også artikel 8 og 9 i aftalen for den fælles fiskeripolitik, og de tolker artikel 10 således, at Sverige ikke har ret til at indføre et sådant totalt stop. Generaldirektøren mente selvfølgelig også, at kommissionen har en god sag, hvis nogen skulle betvivle denne afgørelse.

Direktoratet gav faktisk også flere fornuftige forklaringer på hvorfor Sverige fik dette forbud.

Sverige kan ikke forhindre at de svenske fiskere fisker i andre havområder end de svenske og at de svenske fiskere lander deres fangster i f.eks. de danske havne.
Et totalt stop for torskefiskeri i Østersøen vil vanskeliggøre et eventuelt stop for torskefiskeriet i Nordsøen. Og torskebestanden i Nordsøen har det ifølge kommissionen meget værre i Nordsøen end i Østersøen.
Et ensidigt svensk stop – som jeg har det formål at sænke fisketrykket – frygter kommissionen kan danne præcedens så det kan bruges af andre interesser som med henvisninger og argumenter til det svenske valg forsøger at bevare et fiskeri som burde sænkes, altså at ”det gode svenske initiativ” kunne misbruges af andre ikke så gode og hensigtsmæssige initiativer
Direktoratet gjorde også klart at de langt foretrækker de regionalt besluttede tiltag på bekostning af de rent nationale forslag
Der var en god og konstruktiv diskussion hvor direktoratet og Ngo’erne svarede godt for sig og hvor mødet synes at give en forståelse mellem parterne.

I diskussionen blev small scale fishery inddraget med et større opsat forsvar for det gode fiskeri der stadig er aktiv i EU i dag det mere traditionelle og naturtætte fiskeri, med de mindre fartøjer og med de naturskånsomme redskaber. Og den diskussion fik rigtig god støtte fra de andre Ngo’er og presset mod direktoratet fik generaldirektøren til meget kategorisk at give udtryk for, at det ikke er direktoratet eller kommissionens opgave at varetage dette fiskeris interesser, den opgave må de nationale regeringer tager sig af.

Jeg forsøgte så at få generaldirektøren til at tage til efterretning, at sådan som det kom til udtryk fra direktoratets side på dette møde, må vi tage til efterretning, at kommissionen ikke vil forsvare det fiskeri som i dag er bæredygtigt, men at de fortsat vil forsøge at gøre det ubæredygtige fiskeri mere bæredygtigt. Og vi må så spørge om, om direktoratet mener at den strategi har båret frugt? Dertil kan vi jo alle konkludere, at det har strategien meget langt fra. For hver dag forsvinder der fartøjer som hører til i kategorien ”det skånsomme og bæredygtige fiskeri”, og hvert år kommer der nye fartøjer og redskaber ind i det europæiske fiskeri som kun kan betegnes som mere og mere ubæredygtig.

Derefter gav direktoratet gav en grundig orientering om EU’s nye politik i forhold til udviklingslandene og derefter var der også en konstruktiv debat om det emne. Også på dette punkt var Ngo’erne både gode og vidende om sagen.

Mødet trak ud og da kl. blev 12.30 var der andre som skulle overtage lokalet og generaldirektøren gav os 20 min. i et mindre lokale. Og under en orientering om EU’s nye reguleringer af de fisk som lever ude over kontinentalsoklen dybtvandsarterne, et nyt område som EU tydelig har store problemer med at tackle, kom vi endnu engang ind på small scale fishery.

Denne gang fordi generaldirektøren mente, at de mindre fiskeriers interesser måtte kunne blive varetaget af de regionale råd, som den nye fiskerireform vil søsætte. Det mente jeg også at rådene kunne, men det kunne ikke ske uden at de mindre fiskere blev organiseret. Som det er i dag, hvor de store nationale fiskeriorganisationer også taler de mindre fartøjers sag, vil de regionale råd ikke være væsentlig bedre end den situation vi har i dag.

Det var tydeligt at generaldirektøren og direktoratets folk startede en tækning over dette problem for de begyndte faktisk at reflekterer over problemet. Jeg mener at mødet skabte et ”rum” for en diskussion af dette problem og efter mødet var Ngo’erne også optimistiske på dette område. Vi vil kunne indsende redegørelse og beskrivelser af small scale fishery problemet og hvorledes vi tror noget af problemet kan afhjælpes.

Jeg tror at de europæiske small scale fiskerne kan og vil organiserer sig, inden for eller uden for de store nationale fiskeriorganisationer. Det de har brug for et bevis på at det kan betale sig at være organiseret. Som det ser ud i dag, ser de ingen grund til organisering, for politikken og reguleringen tilgodeser ikke deres behov, tværtimod. De oplever at de skal reguleres ud af fiskeriet for at give plads til de store ressourcekrævende fartøjer.

Det bliver et langt sejt træk, men Ngo’erne mener som jeg, at vi bør presse på i denne sag, for det skånsomme fiskeri bør ikke forsvinde ud af det europæiske fiskeri. Hvordan vi griber denne sag an, må vi have udarbejdet en strategi for.

Konklusion

Der er ikke meget kød på det udvalg og om det kan og bliver brugt til noget konstruktivt må tiden vise. Mødet med generaldirektoratet var der derimod perspektivrigt og sådanne møder kan vi godt bruge. Mødet med Bruxelles Ngo’erne var meget positivt.

Mødet med EU og Bruxelles var tankevækkende. Det er verden af mennesker som er uvirkelig de tager af sted hver morgen fra Billund, København, Berlin, Hamburg, London, Madrid og hundrede af andre byer med kurs mod Bruxelles i deres pæne tøj med slips og bærbar computer og de sætter kursen mod centrum fra lufthavnen i taxi, tog og busser og det hele kører ”på skinner” indtil de om eftermiddagen sætter kursen mod deres hjem, aftensmad, tv, børn og ægtefælle. De læser aviser og de skriver på deres bærbare og på hjemturen er habitterne lidt mere krøllede i ryggen end da de tog af sted samme morgen og duftene noget svagere. Når jeg ellers er i en lufthavn så er jeg på vej ud til fiskerne ved Aralsøen. Jeg kan godt begribe deres landsbyer og deres arbejde, jeg ved ikke hvad vi har gang i Bruxelles.

Ferring Strand den 23.02.2003