Hvis ikke EU’s fiskeripolitik kan redde det globale kystfiskeri – hvem kan så?

Madrid den 30. marts 2011. Undertegnede deltager i arbejdsgruppe møder i LDRAC og skriver derfra.

Denne morgen inden 2. dagens møder er det tid til lidt opsamling på gårsdagens møder.

Først lidt baggrund. Til disse LDRAC (Long Distance Fleet Advisory Councl) kommer folk fra EU kommissionen for at mødes med repræsentanter fra den europæiske fiskeindustri og et mindre antal repræsentanter fra de europæiske civilsamfunds miljø- og naturorganisationer. Møderne foregår som regel i Spanien for Spanien er det land i EU, som har langt den største flåde der fisker uden for EU’s egne farvande. Rådet, som interesseorganisationerne vælger at blive medlemmer af og som de betaler 3-900 EURO om året, vælger hvert år en bestyrelse på 24 organisationer og til selve arbejdet er der oprettet 5 arbejdsgrupper. Og rådets virke er at rådgive EU i alt hvad der vedrører EU’s køb af fiskerirettigheder uden for EU. Jeg er valgt til bestyrelsen og har været det siden rådet blev oprettet i 2007. Det er EU som betaler alle udgifter til sekretariat, rejser og ophold og derfor er det også EU som bestemmer hvordan rådet er sammensat. Og det betyder bl.a. at rådet består af 2/3 medlemmer fra industrien og 1/3 fra andre interesser som natur, miljø, lystfiskeri etc.

På det sidste møde i går, fik vi som ofte før en længere diskussion om hvorvidt EU’s fiskeripartnerskabs aftaler med de fattige lande ex i Afrika, også kommer de lokale fiskesamfund til gode? Det mener industrien, ikke overraskende at de aftaler gør. I hver EU aftale med lande i ex. Vestafrika, afsættes der x antal procent af de mange mio. til støtte for opbygningen af de lokale fiskerier. Og det er en form for kompensation til de fattige lande, fordi deres egne fiskere ikke kan udnytte de store bestande af ex tun der findes i deres farvande. Og det faktum at de lokale fiskerier ikke kan det, er et af de vigtigste argumenter for regeringerne i de lande for at sælge rettigheder til EU og andre store og mere moderne fiskerier. Så målet på papiret i hvert fald ER at nogle af de mange penge fra EU, skal bruges til kapacitets opbyggelse i disse landes egne fiskerier.

Det er ikke nogen hemmelighed at de penge aldrig eller kun i meget ringe grad bruges til de formål og det er en gammel diskussion, som man kan læse meget mere om på XXXXXXXXXXXXXXX

Men på mødet i går rejste der sig, sikkert ved et tilfælde, en ny diskussion. EU repræsentanten svarede i hvert flad lidt uigennemtænkt på et af de sædvanlige indlæg fra industrien, at det slet ikke er tilfældet. Der er ingen beviser, understregede han, for den sammenhæng. Der bliver ikke flere kystfiskere, eller bygget flere skoler, bedre veje etc. i de kystområder hvor EU har fiskerettigheder sammenlignet med områder hvor EU ikke fisker. Det er et ret følsomt område og da jeg forfulgte det blev det hurtigt til en diskussion, hvor også EU forsøgte at lægge låg på denne diskussion, fordi den netop indeholder dette meget alvorligt dilemma – som vi jo ikke må tale om.

Spørgsmålet er nemlig meget enkelt – hvorfor skulle de landes regeringer, overhovedet investere i de områder, når fisken sælges til andre lande? Hvorfor skal de det, når de også gerne vil sælge rettigheder til andre lande det giver jo kontanter? Skulle de skal udvikle deres egne fiskerier, bliver de nødt til at bruge penge (det ved vi fra dansk fiskeri som det facto er opbygget på statstilskud).

Det er indlysende at vi med disse køb af fiskerettigheder er inde i en ond cirkel. Det samme har vi set i Danmark og andre EU lande, hvor kystfiskeriet og de mindre kuttere forsvinder, fordi kvoteforvaltningen i sig selv medfører, at kvoterne koncentreres på færre meget større fartøjer. I DK og EU forsøger man holde liv i de områder, men det er aldrig helhjertet og det er det vel ikke noget at sige til, når der ikke længere er noget arbejde til de folk der bor der.

For at få et billede af situationen kan vi som eksempel tage sardiner og ansjoser på Vestafrika som også var på dagsorden i går. Her fanger EU og andre lande samt udflagede skibe 85 % af den ca. 1 mio. tons der er kvoter til. Så det er ikke meget lidt tilbage til de lokale fiskere. Og Vestafrika er ikke meget anderledes end Østafrika, Stillehavet etc.

Men kunne vi (EU) så ikke bare stoppe med at købe de rettigheder? Jo det kunne EU såmænd godt også selvom der er meget store erhvervsinteresser i dette fiskeri og selv om EU i dag får 21 % af de fisk vi spiser i EU, fra disse fiskerier, så kan vi selvfølgelig stoppe. Men hvis vi stopper, vil det uden for enhver tvivl i dag, straks være andre lande og bilaterale joint venture projekter og andet som køber de rettigheder. Og det kommissionens vigtigste argument – hvis ”vi” dvs. EU ikke køber de rettigheder, sælger de vestafrikanske cvs pharmacy weekly ad lande rettighederne til Rusland, Kina eller til udflagede EU fartøjer osv.

Og det løser ikke problemet for de lokale fiskerier og det har de da i det mindste ret i.

Men tilbagestår dette meget alvorlige udviklingsproblem som skal løses, fordi der er så mange mio. mennesker i de fattige lande som ikke har noget andet valg end at fiske. FAO mener der på verdensplan er op mod en halv mia. mennesker der direkte eller indirekte lever af det vi kalder kystfiskerierne. (det tal er måske lidt højt, men så er alle også kommet med) men det er mange mennesker som ikke kan undvære fisk og fiskeri.

Så problemet består selv om EU stopper deres fiskeri.

Kunne man så ikke give kystfiskerne de kvoter de har brug for og så sælge resten? Det er diskussionen, men det er også en farlig diskussion, for hvis sådan en forvaltning indføres ved vi, at de kvoter meget hurtigt kapitaliseres og så bliver de også hurtigt omsættelige. Og i dårlige tider, hvor der er få fisk af mange også naturlige grund, vil de fattige også sælge de kvoter – sådan er det. Ex El Nino, som styrer meget skin care meds af fiskeriet på vestkysten af Sydamerika er uforudsigelig og i de dårlige år vil pengestærke firmaer og andet stå på spring for at købe kvoter og rettigheder til billige penge. Det ser vi overalt hvor kvoter kan omsættes. Kystfiskerne, som ikke har kapital, sælger også fordi det grundlæggende problem ikke er løst med kvoter, nemlig det faktum, at når man kapitaliserer kvoter, så sætter man samtidig gang en teknologisk udvikling, for jo dyrere det bliver at fiske (og nu er kvoterne jo købt for lånte penge) jo mere må man effektiviserer og det går ud over kystfiskerne, som ikke kan følge med og til sidst sælger de.

I vores rige verden kan man måske forsvare det med at så får de (kystfiskerne) da i det mindste lidt penge med sig ud af fiskeriet. Det er ikke et holdbart argument, men det må vi tage en anden gang. Her skal det slås fast, at for kystfiskerne i de fattige lande er det en katastrofe for hele samfund, hvis kystfiskerne forsvinder. Så selv om det umiddelbart ser rigtig ud at sikre kystfiskerne vha. kvoter, er det en meget farlig kurs for kystfiskersamfund i de fattige lande.

Hvad gør vi så? I mange år har vi (Levende Hav) kæmpet for, at de lokale fiskere i det mindste også modtager de penge der afsættes i EU aftalerne. Men som det hele udvikler sig i det globale fiskeri, fremstår denne kamp efterhånden som den Don Quixote kamp det er.

Vi bliver nødt til at ændre også den strategi. Forudsætningen for at kystsamfund kan opbygges, er ikke kun penge, det er først og fremmest fisk og muligheden for at fiske og udnytte deres fiskeri, uden at skulle være i konkurrence med det moderne fiskeri. Og på den måde er der ingen forskel på kystfiskeriet i Danmark og EU som igen og igen understreger det samme – vi skal have mulighed for at fiske, så skal vi nok klare os. EU midler får vi intet ud af og derfor kalder kystfiskerne de penge, som EU afsætter til at afhjælpe de skader der følger med fiskeriforvaltningen, for ”tivolipenge” penge, der blot udnyttes af alle mulige projektmagere og kloge hoveder, til alt muligt som kystfiskerne og alle andre har brug for.

Og det er så her befolkningen uden for fiskeriet kommer ind i historien.

I Danmark har den danske befolkning accepteret, at det er OK at koncentrere kvoter og rettigheder på ganske få store fartøjer i ganske få havne. Det er det liberale projekt som blev indført i 2005, hvor regeringen forærede kvoter og rettigheder til de der ejede fartøjerne, så de kunne sælge, købe og belåne de nye ejendomme. Resultatet er tydelig et par år efter. På Bornholm er der ikke mange fartøjer tilbage, og øen har mistet al deres fiskeindustri, den er flyttet til Polen og i dag lander de store trawlere som kommer fra vestkysten torsken direkte til Polen. Fartøjerne kan nemlig ikke længere leve af torsken i Østersøen, i dag skal de have kvoter i alle farvande, for at forrente de store investeringer. Og her skal man altså huske at mængden af fisk der fanges i Østersøen i dag, ikke er ret meget mindre end den var for 25 år siden. Udviklingen er så til fordel for Polen (så længe det varer), men vi har mistet et fiskeri som gav arbejde til mange tusind mennesker. De fik lidt penge og resten hjulpet i Danmark i vores sociale systemer og med EU støtte og andet arbejde – men det bliver fiskerne og deres familier i Vestafrika o de andre fattige lande altså ikke. De må klare sig selv. I Østafrika bliver de pirater, i Middelhavet og på Vestafrika lever de af at sejle flygtninge til vores den rige verden og alt dette og meget mere er kun muligt fordi vi (dvs. du og jeg) tillader det.

Men hvad gør vi så? Først må vi ikke slå os til tåls med at de fattige landes fiskere får nogle kvoter, en udvikling som er trenden i diskussionen dag. Vi skal først anerkende, at der er denne verden til forskel mellem kystfiskerne og det moderne fiskeri og at de problemer der er mellem de to sektorer i fiskeriet, altså ikke løses med det moderne og højt kapitaliserede fiskeris metoder, som ex. kvoter.

Hvis vi vil have et kystfiskeri og det er der rigtig mange gode grunde til og de kan også læses på www.levendehav.dk så skal dette fiskeri beskyttes mod det moderne, kapitaliserede og derfor højteknologiske fiskeri. Det skal beskyttes og denne beskyttelse skal indskrives i international lov og dertil kan EU tager et lederskab.

Gør EU det, er det bare lidt som peger i den retning? Nej meget tværtimod.

Og det her i dette politiske rum vi skal sætte ind. Løsningen er ikke, at overlade fiskeripolitikken til de interesser der har ”forstand” på fiskeriet. Vi skal ikke tvinge EU til at opgive fiskeriet i de fattige landes farvande. Nej vi skal kræve at EU tager et globalt ansvar og lederskab, når det handler om fiskeri og at EU nu, for det kan kun gå for langsomt, kommer i gang med at sikre alverdens kystfiskere deres rettigheder til fisk og fiskeri, og det er selvindlysende ikke blot en opgave for fiskeriet og alle de NGO’er som i dag lever af fiskeriets problemer.

EU borgerne skal tvinge EU til at starte i deres egne fiskeriaftaler, hvor de indskriver kystfiskernes rettigheder og selvfølgelig ligeså vigtig også betaler hvad det koster. EU undslår sig med den politik, fordi EU ikke vil beskyldes for imperialisme. Men det er en dårlig undskyldning for ikke at gøre noget, for at lade stå til.

Så EU skal altså blive ved med at købe fiskerettigheder for i første omgang at holde de andre og meget store moderne flåder ude af de farvande. Men samtidig skal EU tage dette store ansvar for de lokalefiskerier, og det bliver selvfølgelig op af bakke. Men selv om jeg altid beskyldes for at være bundløs naiv ser jeg altså ingen anden kurs her og nu i det globale fiskeri. Men jeg vil meget gerne udfordres på det synspunkt.

Så selv om jeg selv personligt er imod EU som en forening af de europæiske lande, er det ikke desto mindre éen union Danmark

befinder sig i her og derfor må vi også tage et ansvar for hvad der foregår i EU. Jeg mener ikke at man siger ja til EU ved at gøre det rette på de områder hvor det er muligt og i det mindste må vi gøre det på de områder hvor EU kan gøre noget bedre i denne verden. Det lyder dramatisk, måske patetisk, men som verden ser ud fra mit perspektiv, målt på det globale fiskeri, er EU og EU’s fiskeripolitik faktisk det bedste af alle de onder der truer det globale kystfiskeri dag.

Selvfølgelig skal alle der kan arbejde lokalt for kystfiskeriet hvor det stadig foregår, det gør vi også i Levende Hav, men det løser ikke det største problem i det globale fiskeri som forvaltes af et kvotesystem, uden sikringen af kystfiskerne. Og kystfiskerne kan altså ikke, som jeg her har forsøgt at vise, overleve under et kvotesystem og det uanset hvordan dét ser og tager sig ud.

Så hvis EU ikke sikrer det globale kystfiskeri retten til fisk og fiskeri, så er der ingen der gør det i dag. Og det pålægger også den danske befolkning et ansvar – også selv om danske fiskere ikke fisker under EU’s fiskeripolitik i de fattige lande.

Kurt Bertelsen Christensen
marts. 2011

Forbud mod udsmid i fiskeriet

I 2012 sætter EU gang i en ny fælles fiskeripolitik og kommissionen arbejder bl.a. for, at reformen kommer til at indeholde et totalt discardforbud. Ministerrådet er ikke enigt og selv om den danske minister støtter forbuddet i ord og tale, så ligger den danske støtte meget langtfra hvad den nye EU kommissær kæmper for.
Denne artikel handler om det der foregår lige nu i sagen og sidst i artiklen diskuteres og problematiseres den danske fiskeripolitik på området. For det viser sig at også i denne sag, er kreativiteten større i bogføringen, end i virkelighedens danske fiskeripolitik.

EU-kommissær for fiskeriet Maria Damanaki brugte den første forårsdag i 2011 på et møde i Bruxelles, med EU’s fiskeriministre. Her holdt hun en tale, hvor hun indtrængende talte for, at EU indfører et forbud mod udsmid af fisk, et såkaldt ”discardforbud”. Hun sagde bl.a.: “

“We need to avoid this under all circumstances. So far we have tried to tackle discards with technical measures. But let’s be honest, if we continue this it is like treating a serious illness with Aspirin. We have to recognize that our policy gives sometimes incentives to discarding. So, I am convinced that we have to start thinking outside the box.

To effectively tackle discarding we need to look at new ways forward. Therefore, I am considering proposing a discard ban as part of the CFP reform proposals. And while I say this word – discard ban – out loud, I am conscious that some of you would rather not discuss such a ban, while others already support this idea. But I need to point out to you: if we don’t tackle this problem now, it will come back to haunt us. We will regret having missed this unique chance of the upcoming CFP Reform to find a new way forward.”

Hun lægger ikke fingrene imellem i denne sag og hun presser ministerrådet til at få indført dette forbud mod udsmid. Ministerrådet er langtfra enigt, det er ikke engang enighed mellem den svenske og den danske minister i denne sag. Den svenske minister vil have et forbud i Kattegat og Skagerrak, men dertil har han ikke fået støtte fra sin danske kollega, som foretrækker de tekniske løsninger dvs. selektive redskaber. Og selv om den danske minister nu taler om discardforbud og man kan læse om det samme ministeriets hjemmeside, så er der langtfra tale om noget forbud i den rene (totale) forstand.

Før mødet i Bruxelles, udsendte den danske fiskeriminister ellers en pressemeddelelse, hvor han bakker op om et discardforbud i EU og han glæder sig over at kommissionen nu handler i forhold til en ”dansk mærkesag” osv.

Ministeren skriver om den ”danske model”, men det er om fangstkvoter der skal afløse landingskvoter og der vender han på den berømte tallerken og forlader forbuddet for at fortælle om fangstkvoter. Det er noget rod for et forbud er et forbud og et forbud skal selvfølgelig overholdes, længere er den vel ikke. Men det er den i den danske forståelse af et forbud, meget længere.

Det er meget vigtigt at man ser forbuddet som et middel til et mere bæredygtigt fiskeri, fordi forbuddet i sig selv vil tvinge fiskerne til at fiske med større masker; stoppe fiskeriet hvis der er for mange små fisk; omstille til mere skånsomme fiskerier osv. Så når ministeren nu taler om større masker og mere selektivt fiskeri, for at efterleve et discardforbud, så er han ude af kurs. Når vi laver et forbud i fiskeriet, så er det fordi vi forventer at forbuddet efterleves, hvordan fiskerne gør det, må de selv finde ud af. Hvis de siger de ikke kan efterleve et forbud, så må vi se på det og forsøge at løse de problemer. Men det er noget rod når de øverste ansvarlige i dansk fiskeri, på den side giver os og folketinget det indtryk at vi skal have et forbud, når de så på den anden side lader forbuddet være bestemt af, hvad fiskeriet kan og evner.

Lige siden Levende Hav blev etableret i 1995, har vi kæmpet for et discardforbud. Det var det første emne vi tog fat i på det allerførste seminar vi afholdte. Og det var et forbud i dets rene og totale form, vil vil at alt hvad fiskerne fanger på havet, skal bringes i land, også det som ikke kan sælges til konsum, for det kunne bruges til alt muligt i industrien.

For når først fisk, skaldyr og bunddyr er fanget og som regel er dørt kan man ligeså godt udnytte det. At man selvfølgelig skal gøre alt for at minimere udsmidet, ex vha. fangstkvoter; mindre masker osv. er indlysende. Men dertil er discardforbuddet et middel, ikke omvendt. Den danske fiskeriminister, men nok endnu mere hans embedsfolk, har ikke styr på mål og midler i fiskeriforvaltningen.

Det er der så heller ikke ret meget nyt i og det ved alle der følger lidt med på denne hjemmeside.

Det var meget svært med et total forbud tilbage i 1995, hvor der var mange fartøjer i fiskeriet og et meget større fiskeri. I 1995 var der 3500 aktive fartøjer og der blev landet tæt ved 2 mio. tons fisk hvert år. I dag er antallet af fartøj ved at nærme sig de 500 og der landes en 1/3 af hvad man gjorde i 1995. Så den praktiske side af sagen, dvs. at kunne opbevare hele fangsten ombord, er meget nemmere at løse i dag, end i 1995. Så der er intet i det praktiske og økonomiske i fiskeriet der forhindrer indførelsen af et rigtigt forbud. Men det er det så åbenbart alligevel. Hvorfor?

To forbehold ligger lige for:

Udsmidet i de danske fiskerier er stadig så alvorlige, at de ikke tåler dagens lys
Kvoterne er så små, at fiskerne har brug for at smide de fisk der ikke opnår de store priser tilbage i havet, for ikke at belaste kvoterne.

Mht. det første forbehold skulle det nu ikke være noget problem. I sin tale siger kommissæren, at udsmidet i EU for torsk og anden hvidfisk i 2004 lå på over 50 % og fladfisk over 70 %. I 2004 lavede det danske ministeriums egne embedsfolk og ansatte biologer, en rapport om discard i dansk fiskeri som viste, at det samlede udsmid i 2004 lå på 36.000 tons ud af en samlet fangst på 1,2 mio. tons. Dvs. udsmidet i danske fiskeri ligger meget langt under det øvrige EU. Så hvis de danske rapporter og data er sande dvs. troværdige, kan det danske udsmid også tåle dagens lys.

Det andet forbehold kan heller ikke være det store problem, for det udsmid har været forbudt i flere år. Så svaret på hvorfor ministeren ikke går helhjertet ind for et discardforbud, blæser i vinden.

Med den danske model bliver et forbud et ”måske forbud” dvs. et forbud som indføres når ”det er muligt” skriver ministeren i en fælles erklæring med sine kollegaer fra Frankrig, Tyskland og England, som opfølgning på mødet i Bruxelles. ”Når det er muligt” indføres der altså et discardforbud og den frase betyder, når det er muligt målt på de enkelte arter, fiskerier og farvande.

1. Fra erklæringens pkt. 7 ”call for discard bans to be gradually introduced where appropriate by changing to a system of genuine catch quotas as part of a “tool box” of measures to avoid discards, after a sound evaluation of existing pilot projects , and to improve control and data on the overall mortality and state of fish stocks. This should also be available to Member States as part of possible future regional management arrangements, if appropriate, focused on the application of long-term management plans. In fisheries suitable for discard bans, such bans should be gradually introduced where appropriate, all species intended for human consumption should be landed and – insofar as these are regulated species – catches counted against the respective quotas;”

Den danske minister vil altså have et forbud mod udsmid, når det bliver muligt. Men det er ikke sådan et ”forbud” kommissæren tænker på. Der er mange flotte ord og hensigter i den danske politik og i den fælles erklæring, men de skjuler ikke fakta som er, at den danske fiskeripolitik pt. ikke støtter kommissionens forslag til et discardforbud, som det foreligger.

Nogen vil måske indvende at det kan være fordi et discardforbud ikke virker efter hensigten, at det ikke kan kontrolleres, som det ofte er dokumenteret i ex Norge. Men her er løsningen i Levende Havs danske model netop, at alt hvad der fanges, skal bringes i land. Dvs. alle der har en fiskeritilladelse skal også kunne gøre logisk rede for, hvordan de bringer alt i land. Dvs. dokumentere, at de har pladsen i fartøjet til udsmidet. Og det kan sagtens lade sig gøre på de få store fartøjer der er blevet tilbage i dansk fiskeri. Der er rigelig plads til det procentvise udsmid, som de danske ansvarlige påstår at dansk fiskeri har. De 36.000 tons, som de havde i 2004, er under 10 % af de samlede fangster, og i dag må det være meget lavere fordi der har været så stor opmærksomhed om sagen siden og der givet stor økonomisk støtte til nye selektive trawl og meget andet – så der er plads nok.

Derfor er det underligt at Danmark ikke bakker helhjertet op om kommissionens discardforbud. For når vi sagtens kan efterleve det og bringer alt i land, undgår vi også at skulle bruge så mange midler på mere kontrol og observatører ombord i fiskeriet. Det må ministeren kunne svare på.

Så selv om vi nu i medierne kan læse, at fødevareministeriet opfordrer EU-kommissionen til ”at gøre forbuddet mod udsmid til det centrale element i den fiskerireform der skal træde i kraft i 2012” så er det blot et udtryk for den kreative bogføring, som det danske fiskeri bygger på.

marts 2011
Kurt Bertelsen Christensen

Dansk fiskeri til udlandet – historien om et forlis

(lettere korrigeret 10/3)
Det er en lille historie om et stort fiskeri, der tidligere sikrede mange tusinde arbejdspladser i de tyndtbefolkede områder af Danmark. For få år siden var det EU’s største fiskeri, og bruger man landbrugets metoder til at prale af hvor mange arbejdspladser der er i landbruget, var dansk fiskeri før 2005 svaret på udkants Danmarks største problem. Men fordi regeringen heller ikke kender til rettidig omhu i fiskeripolitikken, har dansk fiskeri under VKO styret mistet de fleste fartøjer. De store fartøjer der blev tilbage henter nu deres besætninger i Østeuropa og lander deres fangster i udenlandske havne.

Historien: Da Danmarks Fiskeriforening i 2004 begyndte at bearbejde regeringen og fiskeriminister Hans Chr. Schmidt, for at få ejerskabet over kvoter og fiskerettigheder, tror jeg ikke de havde en forestilling om hvordan dansk fiskeri ville se ud i dag blot 5 år efter at regeringen forærede dem det hele. Eller måske havde de det og handlede i god tro.

Det er ikke sandsynligt, men skulle det være tilfældet, kan man i det mindste også stille dem til ansvar for deres gerninger. Og for hver dag der går, bliver det mere og mere nødvendigt. Derfor bør fødevareministeren nu give Folketinget en fiskeripolitisk redegørelse, som svare på dette og andre relevante spørgsmål.

Faktum er i hvert fald at fiskeriet anno 2011, er noget helt andet end hvad det var i 2004. Der er meget færre fartøjer og de få store fartøjer der blev tilbage, efter at kvoter og rettigheder er blevet samlet hos de dem og deres selskaber, henter i dag, i større og større omfang, deres besætninger i Østeuropa, fordi de ansatte derfra er billigere i drift, end de danske partsfiskere.

Men den dramatiske afvikling af fiskeriet stopper ikke ved de udenlandske besætninger og den deraf følgende affolkning af de fhv. fiskeriafhængige kystkommuner. I dag lander de store fartøjer også deres fangster i udlandet. Således læser man på Fiskerforum 8/3, i år at de danske fartøjer landet over 20 % af deres torsk fanget i Østersøen direkte i Polen. 20 % lyder måske ikke af så meget, men det er gået meget hurtigt og det går også den vej på vestkysten, hvor de store fartøjer nu også ser deres fordele i at deres laster i udlandet. Landinger direkte i udlandet er kun blevet mulig, fordi fartøjerne er blevet så store, at det også kan betale sig.

Så selv om dansk fiskeri stadig fanger vilde fisk for tæt ved 3 mia. kroner om året forsvinder arbejdspladserne i selve fiskeriet og nu også dramatisk i den danske fiskeindustri og rundt omkring i de mange servicefag der hørte fiskeriet til.

Var det målet med fiskerireformen, vedtaget af regeringen og Dansk Folkeparti i oktober 2005? Det skal ministeren selvfølgelig svare på, men her kan vi godt løfte en flig af den historie.

Baggrund: FKA reformen som den kaldes blev vedtaget i Folketinget i okt. 2005 af et meget snævert politisk flertal og begrundelsen for reformen var, at den var blevet nødvendig for der var ”for lidt fisk til for mange skibe”. Med det nye FKA system kunne ejerne af fartøjerne begynde at handle med kvote og rettigheder og dertil oprettede de kvoteselskaber, hvor de kunne leje og udleje kvoter og rettigheder. Og alt dette førte meget hurtigt til en stor koncentrering af kvoter og rettigheder på meget få, men store fartøjer. Det krævede store lån og gælden voksede. I samme periode svigtede priserne på fisken, samtidig med at olien steg i pris.

Og selv om Hans Chr. Schmidt lovede Folketinget, at med FKA ville alt blive godt og fiskeriet igen blive lønsomt, og derfor ikke fik brug for den offentlige støtte, så er det gået i den modsatte retning. Siden 2006 er den offentlige økonomiske støtte til fiskeriet kun vokset.

Jeg klar over at 2010 blev et fantastisk godt år for tobisfiskeriet, fordi priserne eksploderede. Fiskerne fik op mod 2 kr. for et kg. skidtfisk. Det er vandvittige priser og de holder måske i år, men så falder de igen og gør de det med de højere og højere priser på brændstof, er det fiskeri som altid igen i vanskeligheder. Det er ikke for at være lyseslukker, men sådan er det altså i fiskeriet. Det løber ind sådanne eventyr et år eller to, men det slutter inden det rigtig kom i gang og så står fiskerne tilbage med de store investeringer de foretog sig, mens de var i eventyret.

Besætninger: De danske partsfiskere (dvs. besætningen som får deres hyre i form af en aftalt procentsats af det man fanger, efter fradrag af forskellige udgifter som olie, is, proviant etc.) blev ret hurtigt kørt ud af fiskeriet efter 2006. For nu skulle de mod deres vilje og viden om konsekvenserne ved FKA reformen, også være med til at forrente de store lån, som ejerne af fartøjerne havde optaget for at købe kvoter og rettigheder.

Det skulle de gennem større ”forlodsudgifter” til olie, is etc. som nu blev udvidet til også at omfatte udgifter til leje af fisken, i ejernes egne selskaber, som havde opkøbt kvoterne for at udleje dem i en kortere el. længere periode. Det er store nye udgifter som besætningen nu skal betale, inden de får deres hyre og det tvang så at sige, de danske partsfiskere ud af dansk fiskeri og i stedet ”måtte” ejerne af fartøjerne, så hente deres besætninger fra andre lande. Folk som ikke stillede de store krav og som det allervigtigste, ikke havde historiske rettigheder i dansk fiskeri. De danske partsfiskere forlod fartøjerne også fordi de ikke kunne eve med at skulle betale for de rettigheder, som de selv havde været med til at opbygge.

Enhver der forstår blot en lille smule af dansk fiskeri og de livsformer som dansk fiskeri er bygget på, ved også hvor grusomt og uretfærdig FKA blev mod partsfiskerne. Denne unikke form, hvor alle ombord havde et fælles ansvar for fartøj og fiskeri og hvor der ikke var tale om ansatte, men om normalt et ligeværdigt forhold mellem skipper og besætning. Og da FKA reformen skulle ud i fiskeriet, skete det netop ved at fartøjerne fik ejerskabet over de historiske rettigheder. Dvs. hvor mange promille af de danske kvoter det enkelte fartøj havde fanget over nogle år, fik fartøjet som ejendom, dvs. ejeren af fartøjet fik de store værdier som kunne løbe op i et 3 cifret millionbeløb. De der ejede fartøjerne fik store værdier af samfundet, de som havde skabt værdierne fik intet, tværtimod betalte de det hele med deres eksistens som fiskere.

Partsfiskerne forsvinder og fiskerikommunerne mister deres borgere og affolkningen af det yderste Danmark voksede. Det udkants Danmark alle taler om, mister virkelig mange tusinde arbejdspladser i fiskeriet. Og nu også i fiskeindustrien og fiskeriets følgeerhverv. Når større og større landinger landes direkte i de udenlandske havne så dør de danske havne og det betyder at lokalsamfundene mister deres virksomheder og jobs og alt lukker.

Vi kender alle historien fra Island, hvor Island i løbet af ganske få år, mistede mange tusinde arbejdspladser i de mange lokalsamfund. Island indførte deres store reformer i fiskeriet for mere end 20 år siden og i de første mange år roste Island sig selv, for denne store reform. Og ude omkring Island i den store verden så politikerne, deres embedsmænd og ikke mindst forskerne, som jo lever af at fortælle politikerne dét de gerne vil høre, det samme og ville have det samme.

Island gik som bekendt fallit for et par år siden og nu er den nye regering gået i gang med at få kvoterne tilbage til statskassen, i forsøget på at få fiskeriet tilbage på en kurs med arbejdspladser og lokalsamfund.

Det er situationen i Island anno 2011 og selvom det danske samfund ikke vil lide så grusomt som det islandske, når dansk fiskeri igen rammer muren om et par år – muren hvor prisen på brændstoffet når nye højder og prisen på fisken ikke kan følge med, så er det alligevel meget alvorligt, for nedbruddet rammer sammen med landbrugets ditto meget alvorligt i de tyndt befolkede områder, som det facto går fallit.

Og så er det vi må spørge os selv og de ansvarlige; var det dét målet med FKA fiskerireform i 2005? Og de spørgsmål skal altså stilles til de ansvarlige, mens de stadig sidder med ansvaret, dvs. senest inden efteråret 2011.

Kurt Bertelsen Christensen
marts. 2011

Ingen straf til de ansvarlige fiskere og latterlige små bøder til de ansvarlige virksomheder, for et omfattende ulovligt fiskeri

Så er det faldet dom i sagen om et stort, systematisk og organiseret ulovligt fiskeri som fandt sted i første halvår af 2006. Det har taget næsten 5 år for myndighederne at finde frem til – ingenting. Virksomheden i Grenå, som modtog næsten 10 mio. kg ulovlige fisk i første halvdel af 2006, fik en bøde på 75.000 kroner og konfiskeret den skønnede fortjeneste på 1,5 mio. kroner.

Det er dommen i en af de store sager om ulovligt fiskeri i dansk fiskeri. Det er latterligt ligesom det er helt til grin, at chefen for Fiskeridirektoratet, som har ansvaret for at det danske fiskeri også er lovligt, kan udtrykke ”tilfredshed” med denne dom. For det første er det en skandale, at det skulle tage så mange år at finde ud af ingenting, for det andet er det en stor skandale at ikke en eneste af de mange fiskefartøjer, som har fanget og leveret de ulovlige fisk, bliver straffet. Det er faktisk uhørt og hvis ikke Folketinget nu tager sagen op, må EU gøre det, for det er målt på alle områder af sagen, intet mindre end en stor skandale.

I pressemeddelelsen fra de ansvarlige i ministeriet står der bl.a.: ”Det har ikke været muligt at identificere de fiskere og fartøjer, som har landet de ulovlige industrifisk, og derfor har fangsterne ikke kunne afskrives på kvoterne for 2006”. Det er eller det burde i hvert fald være umuligt i et dansk fiskerikontrolsystem, som i tide og utide praler af at være noget af det bedste i EU. For selvfølgelig kan man identificere de fleste af mange fartøjer der foretaget disse omfattende ulovligheder. Det er kun et spørgsmål om viljen til at gøre det.

Og den vilje har man ganske enkelt ikke i Fiskeridirektoratet af to grunde: De afsløringer ville falde hårdt tilbage på Fiskeridirektoratet og afsløre direktoratets inkompetence, når det handler om at afsløre de store ulovligheder i fiskeriet. I stedet for at kontrollere det store industrifiskeri bruger man kræfterne på at afsløre et par ulovlige garn der er sat for tæt på et land og give bøder på 10.000 kroner til et par drenge som ulovligt fangede et par rødspætter. Og sidst men ikke mindst, ville de afsløringer havde ført til meget alvorlige bøder til mange fartøjer. Så store bøde at de måske kunne have medført flere konkurser, i et i forvejen meget økonomisk trængt erhverv.

Så tilbage står vi uden mere viden i denne sag end den viden vi fik i 2006. Vi ved ikke om de 10 mio. kg fisk også rent faktisk var industrifisk eller det var konsumfisk som måske pga. manglende kvoter blev fanget i dette ulovlige fiskeri. Vi ved det ikke. Men vi forventer selvfølgelig, at Folketingets udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri nu får stillet Fødevareministeren en lang række spørgsmål og til ansvar i denne sag.

For det er jo ikke domstolen der har fejlet – det er de ansvarlige i ministeriet og dets direktorater og styrelser.

Formand for Levende Hav Knud Andersen
Jan. 2011