Levende Hav

Archive for DK Politik 2013

Levende Hav deltog i workshop om Cheminovas alvorlige forurening ved Thyborøn

Høfde 42, et af Danmarks største kemikalieaffaldsdepoter.

Som det er fremhævet i pressen den senere tid, er der i Danmark omkring 15.000 giftgrunde af varierende farlighed, og de midler der er afsat til oprensning af grundene er helt utilstrækkelige. Og at forureneren skal betale lader heller ikke til at være en mulighed, særlig i betragtning af det ofte lange tidsforløb siden forureningen foregik.

I 1950`erne og i 60`erne deponerede Cheminova og senere også Staten kemikalier(bl.a. parathion og kviksølv) i en klitgryde tæt på kysten ved høfde 42 på Harboøre Tange. Efter at lokale beboere, mest kendt er Rav Aage fra Thyborøn, havde påvist omfattende skader på fisk og fugle i området, når havet i stormvejr brød ind på klitten, begyndte man i 1970`erne og 80`erne en sikring af giftdepotet. Store mængder affald blev fyldt i tønder og deponeret i Tyskland, og der blev etableret ekstra kystsikring i området. Til sidst (2006) blev restmængden af affaldet indesluttet bag en spunsvæg af jern, som når ned til et lerlag, så udsivningen til havet nu skulle være stoppet.

Men affaldet ligger der stadig og spunsvæggen har begrænset levetid, hvorfor Region Midtjylland i løbet af 2014/15 skal tage beslutning om depotets fremtid. I den anledning var deltagere med interesse i området, her i blandt Landsforeningen Levende Hav, af Region Midtjylland inviteret til en workshop om giftdepotet den 14. november. Formålet var, at undersøge hvorledes deltagerne vægtede hovedkriterierne for fire forskellige løsningsmuligheder for en fremtidig sikring af området. Man skulle vægte Effekt, Miljø, Samfund, Økonomi og Tid i forhold til hinanden.

De fire forskellige løsningsmuligheder er kort fortalt følgende:

  1. Ex situ løsning: Hele restdepotet bortgraves, og det forurenede materiale behandles på f.eks. Kommunekemi og restaffaldet deponeres.
  2. In situ løsning(a): Termisk oprensning (opvarmning) hvor kemikalierne fordamper og opsamles og renses. Restaffaldet inkl. kviksølv forbliver i jorden.
  3. In situ løsning(b): Basisk

    Hydrolyse hvor en stærk base tilføjes og kemikalierne kan i en mindre skadelig form behandles i et rensningsanlæg. Der laves i øjeblikket forsøg med denne metode. Også her forbliver restaffaldet inkl. kviksølv i jorden.

  4. Fortsat indeslutning: Spunsvæggen og kystsikringen vedligeholdes og man lader det hele ligge.

Selv om deltagerne ikke skulle tage stilling til, hvilken af de fire løsningsforslag man ville foretrække, var der fra flere sider et stærkt ønske om at få hele forureningen fjernet en gang for alle, og dermed få afsluttet en af landets største forureningsskandaler.

Men de mange ubetalte regninger for giftgrundene rundt omkring i landet vil blive udsat for en benhård prioritering, når de helt utilstrækkelige midler til oprensning skal fordeles, og krav om yderligere midler vil blive rejst og en fjernelse af giften ved høfde 42, vil stå højt på listen.

Deltager for LLH: Henning Thøgersen

 

Posted in: Dagens Nyheder, DK Politik 2013, Enkeltsager, Miljødebat 2013

Leave a Comment (0) →

Levende Hav indleder nu sin kampagne for Lokalt baseret, Naturskånsomt og Klimavenligt fiskeri

Kampagnen har været under forberedelse i et stykke tid og nu bruger Levende Hav fiskerimessen ”Dan Fish” i Ålborg fra den 9. til den 11. oktober til at skyde kampagnen i gang. Levende Hav er ikke vandt til at være ”inde i varmen”, så derfor har vi sikret os en udendørs stand ved indgangen til udstillingshallerne. Her vil Levende Hav vise sin udstilling om fiskeri og naturskånsomhed, samt uddele den nye folder. Desuden vil en havfrue vogte over vores initiativ til fordel for det naturskånsomme kystfiskeri og havmiljøet. Havfruerne i bronze, for der er både en stor og flere små, er fremstillet af kunstneren Jens Galschiøt, som Levende Hav har et frugtbart samarbejde med. Kampagnen er støttet af Miljøstyrelsens pulje for ”Grønne Ildsjæle”. 

Levende Havs initiativ er et indspil i debatten om kystfiskeriets fremtid i Danmark. Det naturskånsomme kystfiskeri har været under voldsom tilbagegang, siden det ny-liberalistiske omsættelige kvotesystem blev indført af den forrige regering. Helt som forudset har dette system ført til, at de store og pengestærke køber de små ud og fiskeriet med passive og naturskånsomme redskaber må vige for naturødelæggende og energifrådsende trawlfiskeri. Det tror vi ikke, at den danske borger virkelig ønsker. Derfor er titlen på vor nye folder da også: ”Borgeroplysning og forbruger inddragelse”. Situationen er nemlig den, at Danmarks Fiskeriforening og de store aktører inden for fiskesektoren for alt i verden ikke ønsker begrebet ”økologi” ind i fiskeriet. Tidligere så det endvidere ud til, at Danmarks Fiskeriforening var godt sammenspist med Fiskeridirektoratet. Den kommende tid vil vise, om det stadig er tilfældet.

Levende Hav spørger: Skal danske borgere og forbrugere ikke have mulighed for at kunne vælge fisk fra et lokalt baseret, naturskånsomt, samt klimavenligt fiskeri? Det mangler den nye fødevareminister at svare på.

Kampagnen vil løbe frem til næste sommer.  Foldere kan rekvireres hos Levende Havs formand, eller du kan se online udgaven her.

 

Bæredygtige fiskere

Her ses to af de danske fiskere, der støtter op om kampen for bæredygtigt fiskeri. Henholdsvis Max Christensen fra Vedbæk og Henrik Foldager fra Thyborøn

   

 

Posted in: DK Politik 2013, Kystfiskeri, Miljødebat 2013

Leave a Comment (0) →

Pressemeddelelse: Fiskerimessen Dan-Fish

Norddjursland den 7. oktober 2013.

Pressemeddelelse:
I forbindelse med fiskerimessen ”Dan-Fish”, som finder sted fra den 9. til den 11. oktober 2013, indleder Landsforeningen sin  kampagne til fordel for et   lokalt baseret, naturskånsomt og klimavenligt fiskeri .

 Levende Hav kommer til Ålborg med sit fartøj, Miljøkutteren Anton”, og stiller sin nye udstilling om fiskeri op på en udendørs stand ved indgangen til fiskerimessen, ”Dan-Fish”, men under opholdet i Ålborg vil foreningens aktivister også være til stede i Ålborgs gågader, fordi kampagnen henvender sig i høj grad til borgere og forbrugere i Danmark.

Situationen er følgende: Siden den forrige regering indførte omsættelige fiskerettigheder, er dansk fiskeri blevet koncentreret på få større og større brutalt fiskende og energifrådsende fartøjer ejet af velhavere og ”kvotebaroner”, mens det mindre naturskånsomme kystfiskeri er under hastig afvikling. Dette er en situation, som mange danske borgere og forbrugere ikke bryder sig om. De ønsker fiskerihavne med liv og beskæftigelse, de ønsker et miljøvenligt fiskeri. Men for de fleste gælder det, at de ikke har mulighed for at vælge at købe fisk fra de naturskånsomme kystfiskere. Danmarks Fiskeriforening anvender for tiden stor energi på at forhindre forbrugere i at kunne vælge fisk fanget med naturskånsomme redskaber.  De vil for alt i verden ikke have økologien ind i fiskeriet.

Vi opfordrer herved pressen til at besøge os på vor udendørs stand på fiskerimessen i Ålborghallerne fra den 9. til 11. oktober.

Initiativet er støttet af Miljøstyrelsens pulje for ”grønne ildsjæle”.

Kontakt Levende Havs formand, Knud Andersen, på 20487421.

 

Foldere kan rekvireres hos Levende Havs formand, eller du kan se online udgaven her.

Posted in: DK Politik 2013, EU Politik 2013, Pressemeddelelser

Leave a Comment (0) →

Opdateret: Ophæv fredningen af sæler

Hæv fredningen af sæler i danske farvande og åbn jagten på disse dyr

Sælen er et spændende dyr at se på i de danske farvande. Det er også spændende at se råvildtet i de danske skove og af og til også et krondyr. Langt de fleste har dog forståelse for, at vildtet i skovene jages. Hvis det ikke skete, vilde bestandene vokse sig for store og i endnu højere grad, end det er tilfældet i dag, gøre skade på marker og haver. Denne forståelse er ikke til stede, når det angår sælen. Den er udnævnt til en ”hellig ko”, der konsumerer betragtelige mængder fisk af lokale fiskebestande. Det værste er imidlertid, at den ødelægger fiskerimulighederne for netop det naturskånsomme kystfiskeri, som de fleste danskere og med dem Landsforeningen Levende Hav ønsker fremmet. Levende Hav har på møder rundt i landets fiskerihavne, samt gennem foreningens netværk fået indberetninger om, at dette kloge dyr målrettet æder fisken ud af garnene og ødelægger det dyre fiskegrej, som fiskerne har investeret i. Men ikke alene det. Det er tydeligt, at sælerne jager lokale fiskebestande fra sted til sted. En kystfisker sagde forleden: ”Man skulle tro, at sælerne har fået mobiltelefon”, fordi, når en fisker forsøger at flytte fiskeplads for at komme klar af sælerne, så dukker hurtigt en sæl op og dagen efter er der en hel flok, der tager for sig af retterne i fiskernes garn. Flere fiskere beretter, at de overvejer at opgive deres erhverv, hvis problemet fortsætter i det nuværende omfang.

Sælen behøver en fjende, der kan holde bestanden i en naturlig balance. Dette vil desuden antagelig sikre en sundere bestand, for ellers vil bestanden, når den bliver for stor, med års mellemrum rammes af voldsomme sygdomsepidemier.

Levende Hav vil derfor arbejde for, at der hurtigt indledes reguleret jagt på sæler. Lokale kystfiskere med jagttegn skal kunne udstyres med licens til at jagte sæl. Det skal dog ske på den betingelse, at dyret udnyttes til menneskeføde eller, hvis dette ikke er muligt, til dyrefoder.

Knud Andersen
formand
Landsforeningen Levende Hav

knud@levende-hav.dk
97895455 / 20487421

 

Ikke kun et lokalt problem

Problemer med voksende sælbestande, ses ikke kun i de danske farvande. Lignende tilstande viser sig bla. også ved Cape Cod, i Massachusetts. Her er regulering af sælbestanden ligeledes ikke er tilladt, selv på trods af dennes skadelige virkning på økosystemet. Se mere i nedenstående video.

 

Garnfisker haler garn ud for Rødvig på Stevns

Resultatet af sælernes aktivitet ses tydeligt. Dette er hverdag for garnfiskere på Nordsøen i vest til Christiansø

i Østersøen i øst.

Posted in: DK Politik 2012, DK Politik 2013, Kystfiskeri, Miljødebat 2013

Leave a Comment (0) →