Presse: Fødevareminister Mette Gjerskov du tager fejl – der findes ikke et økologisk regelsæt for fisk og fiskeri – desværre

Norddjursland den 9. februar 2012.

I middagsradioavisen i dag på P1 glædede fødevareminister Mette Gjerskov sig over, at der nu, endelig er vedtaget fælles økologiske regler for vin. Som afslutning konstaterede hun, at det også glædede hende, at der nu var et økologisk regelsæt for alle fødevarer.

Levende Hav må desværre slå skår i denne glæde ved at gøre opmærksom på, at dette ikke er tilfældet. Fisk er – bortset fra opdrætsfisk – ikke dækket af økologiske regelsæt. Landsforeningen Levende Hav introducerede ganske vist, mens Ritt Bjerregård var fødevareminister, ”Regler for økologisk fiskeri”, som var blevet til efter et stort og grundigt forarbejde. Dette initiativ blev desværre lagt for had af Danmarks Fiskeriforening i særdeleshed og fiskebranchen i almindelighed – dog med visse undtagelser. Man ønskede ikke økologien og naturskånsomheden bragt ind i fiskeriet. Medlemmer i det daværende ”Fiskernes økologiske Netværk” blev i den anledning ekskluderet af Danmarks Fiskeriforening.

Siden har MSC-mærket holdt sit indtog og nogle danske fiskerier er blevet certificeret, men det er vigtigt at fastholde, at denne mærkningsordning af mange gode grunde ikke er en økologisk mærkning.

Levende Hav står gerne til rådighed for Mette Gjerskov med hensyn til økologisk mærkning af fiskeprodukter. Vi deler bestemt hendes generelle entusiasme for økologien.

Knud Andersen
formand
Levende Hav
Kontakt: 97895455 / 20487421 / knud@levende-hav.dk

2011 okt. Danfish messe i Aalborg 2011

Jeg har været i Aalborg til fiskerimesse onsdag den 12/10, hvor prinsen talte og åbnede messen. Her følger en beretning og nogle tanker fra den dag.

Messen så ud som den har set ud i mange år, dvs. teknisk. Der var langtfra sort af folk på åbningsdagen, og kom man lidt udenfor hovedgaden i centeret, stod standende gabende tomme, også selv om gæsterne så ud til at komme fra udlandet. Men mon ikke de tomme stande giver et retvisende øjebliks billede af dansk fiskeri. Der er ikke mange fiskere tilbage og de fleste gæster så heller ikke ud til at ”há pisset i havvand”. En betegnelse for ikke-fiskere, som fiskernes afdøde formand Flemming Kristensen kaldte dem på en konference på Christiansborg i 1999.

Det moderne isenkram dominerede det hele. Det blev meget tydeligt i fiskeriets nye pornoblad, udgivet af FiskerForum. Dette elektroniske forum for fiskeri, har eksisteret i nogle år som en hjemmeside og nu lancerer de altså et billedmagasin. Sikkert fint til toiletterne på de store fiskeskibe, som magasinet også udelukkende beskæftiger sig med. På forsiden bomtrawlere og på bagsiden de meget tykke ophidsende wirer og skovle, som smadrer resterne af livet på havbunden. Der er næsten kun billeder i det nye blad og mon ikke også det hænger sammen med, at besætningerne på de store trawlere nu kommer fra Østeuropa!

Apropos store tykke wirer, fortalte en fisker fra Nordjylland, at de var meget glade for at bomtrawl var blevet stoppet i Skagerrak, for det gav gode rødspættefangster til garn og snurrevod. Men nu var problemet den nye form for dobbelttrawl, som smadrede det sidste, det bomtrawlet end ikke kunne ødelægge.

Det var f.eks. HM 555 Kingfisher (på linket ses en video fra fiskeriet med det fartøj, også på Kingfisher tales der alt andet end det danske sprog) og dennes makker, som med 90 mm mellemliner (det er altså næsten 10 cm) slæbte over alt, dvs. jævnede det hele. Med al den offentlige støtte som de trawlere har fået til deres ødelæggelser, er det forståeligt for mig, at den nyudnævnte minister for fiskeriet, glimrede ved sit fravær.

Alle talte om hendes fravær, men jeg forstår hvorfor hun ikke har lyst til at stå mål for det der foregår på messen for trawl og naturødelæggelse.

Jeg mødte kendte, lidt ældre ansigter, ikke så mange, men jeg fik snakket med dem og deltog også i den konference om kystfiskeriet, som havde drevet mig til Aalborg. ”Hvad fanden laver du her og nu?” spurgte de og jeg svarede som sandt var, at jeg var blevet skolelærer.

”Degn” ja hvorfor ikke. Flere mente også der altid havde været noget skolemester over mig. Jeg kunne så fortælle, at i modsætning til dem (fiskerne), som fik deres uddannelse betalt af os (det koster skatteydere mere end 300.000 og uddanne en fisker) måtte en lærer selv betale hele sin uddannelse og den koster ca. 80.000 + praktikken. Vil man være fisker betaler det offentlige det hele og lærlingen får løn når han/hun er i praktik.

Det er derfor også lidt tankevækkende, at seminaret i Nørre Nissum uddanner flere lærere om året, end fiskeriskolen i Thyborøn har formået på 5 år. Den afgåede minister for fiskeriet har også udtrykt kritik af skolen i Thyborøn, som hans forgænger i embedet, Hans Chr. Schmidt forgyldte. (Jeg ved ikke hvad Fiskeriskolen i Thyborøn bruger alle de penge til, men jeg ved de ikke bruger dem til frimærker og brevskrivning. For jeg har selv søgt deres opslåede lærerstillinger to gange og har endnu det første afslag til gode. Det kan måske forklares med, at hvis en lærer på skolen SKAL forgude trawlfiskeriet, kan jeg nok ikke ansættes, men jeg synes godt de kunne sende et afslag)

Men jeg skulle til kystfiskerkonference og den blev desværre afviklet, samtidig med at toppen af dansk fiskeriforvaltning dvs. med chefen for det hele Mogens Schou i spidsen, på en anden konference, skulle berette om EU kommissionens reformforslag til fiskeriet.

Jeg valgte kystfiskeriet, efter at have drøftet situationen med bl.a. direktøren for det meste Niels Wichman og på vej ind til kystfiskeriet, møder jeg Mogens Schou, som noget sarkastisk (læs: ironisk) forsøger at få mig over til hans konference ”det kan du godt Kurt, for du taler jo udmærket engelsk”.

Den sved, for han ved hvor elendig jeg er til det talte og skrevne engelsk (det sidste er det værste og til beroligelse for jeres børn, jeg er ikke lærer i engelsk). Årsagen til denne fremmedsproglige del af beretningen, skal findes i det faktum, at Mogens Schou bruger og har brugt en masse tid i de engelsksprogede medier og forums til at fortælle alle, uden for Danmark, at dansk fiskeri er noget af det bedste og de omsættelige kvoter og rettigheder, som han personligt har fået indført, er guds gave til dansk fiskeri. Og alle der forvalter fiskeri, overalt i verden, bør tage ved lærer af den danske model.

Det er som jeg har forsøgt at skrive på samme platforme og andre steder løgn fra ende til anden og det er løgn fordi Schou ved det er løgn. Men netop fordi han ved, at fjolser som mig og andre i LLH, ikke evner at tage til genmæle (uden at blive til grin) ud i det engelske, boltre han sig som en fisk i vandet derude i det fremmede, alt mens han forvalter dansk fiskeri ud af verdenen.

Og når jeg så alligevel forsøger i det engelske, så får jeg af sarkasme- og ironi grovfilen. Men det er måske også retfærdigt, når jeg nu igen og igen understreger, at Mogens Schou lyver om dansk fiskeri. Men han lyver altså fordi han ansat til at varetage Danmarks interesser. Og han gør det modsatte, han varetager udelukkende de få millionærer, mange millionærer og nu også milliardærer i dansk fiskeris interesser. Han har skabt de forhold, der i dag gør det muligt for enkelt fartøjsejere, at have ”værdier” og gæld i fiskeriet, på mere end en mia. kroner.

Jeg synes der er blevet noget Ole Poulsen over Mogens Schou. Ole Poulsen er også en kontorchef i ministeriet, der har siddet og misforvaltet dansk fiskeri, i alt for mange år. Men hvor Poulsen, klart og utvetydigt har fortalt mig, at jeg kan rende og hoppe, altså at han vil skide mig og LLH et stykke, er Mogens Schou mere politisk korrekt i tonen. Mogens Schou er, som man siger i fiskeriet, ikke så grim i sin mund, men ligesom kystfiskerne foretrækker jeg også den rene snak fra de offentlige ansatte, frem for sarkasme og en ironi.

Når pyt med ham. Til kystfisker konferencen mødte der vel ca. 50 og de hørte på Niels Bjerregaard fra Hirtshals, som formand for ”kystfiskerudvalget”. Han fortalte os om elendige regler og manglende konsulenter. Her må referencen være, at udvalget ikke længere har en rigtig konsulent. Hun blev fyret og siden er de blevet ”faciliteret” af en kontorchef fra Danmarks Fiskeriforening. (Fiskere, som er kritiske over for udvalget, har fortalt at konsulenten, som skatteyderne betaler, blev fyret, og nu bruges bevillingen som løntilskud til den kontorchef i Danmarks Fiskeriforening, som tog over efter Bjerregaard. Men det kan jo være en havnehistorie). De tilstedeværende aktive fiskere forsøgte at forklare sig selv og os andre at det gik af Pommern til, at de var ved at blive kontrolleret ud af fiskeriet. Bøder for ingenting og regler uden sammenhæng. Men det var først uden for konferencen de sagde det de tænkte, nemlig at den forening de betalte en masse penge til, intet gjorde for dem, tværtimod. Vi talte om priserne på kvoter og rettigheder, som ex. østerslicenser som de første betalte over en mio. for og nu ikke kan sælge for 4-500.000. Om en østersbestand som var blevet misforvaltet i en sådan grad at fiskeriet nu måske måtte helt indstilles. Og det er mildest talt tankevækkende når man tænker på at DTU’s biologer har arbejdet med østers og muslinger i en menneskealder og alligevel evner de ikke engang at forvalte en lille bestand i så lille et område som Nissum Bredning. Det er intet mindre end en skandale. Og fiskerne fortalte at de gentagne gange havde forsøgt at få overbevist de ansvarlige om det alt for store fisketryk, men de blev bare afvist. Når biologerne ikke engang kan forvalte så lille en bestand i så lille et afgrænset område, hvordan i alverdens rige og lande kan nogen så tro på at det kan lade sige gøre ude i havet!!

Kontorchefen fra DF orienterede os om EU forslaget til den nye fiskeripolitik og dens betydning for kystfiskeriet. Det eneste jeg hæftede mig ved var, at han ville lægge hovedet på blokken, hvis EU forslaget, til at holde kystfiskerne udenfor den nye plan i EU, om omsættelige kvoter og rettigheder, blev vedtaget af ministerrådet. Det er interessant på flere områder, og ikke mindst målt på kontorchefens hoved.

Jeg forstår da udmærket at kontorchefen også tvivler på, at EU kommissionen kommer igennem med deres forslag for kystfiskeriet, men jeg ville nu ikke gå så langt som at sætte mit hoved på spil. For uanset hvad der kommer ud af den reformpakke, vil det enten være EU eller de nationale regeringer, som sætter kursen for fremtidens kystfiskeri. Og det ser ud til at kontorchefen ikke følger med i danske politik og at han har en kort hukommelse. For det politiske flertal i folketinget i dag, efter valget, var direkte imod det fiskeripolitiske flertal i 2005, som vedtog FKA systemets omsætteligheder og andre ulykker for kystfiskerne. På den baggrund og i den stol han sidder, burde han altså være forsigtigere med det hoved han har.

Derefter var det DTU Aqua som bl.a. fortalte os at lystfiskerne fangede, ikke sådan ca. et eller andet, men helt konkret 1231 tons torsk om året, mest i Øresund og de genudsatte, ikke sådan ca. men helt konkret 1,7 mio. stk. torsk. Han sagde han havde tallene fra en rapport, men han sagde også, at de ikke har noget data fra lystfiskeriet, så det hele var ligeså underligt som tallene selv. Men igen – alle der har beskæftiget sig med fiskeri ved jo, hvor taknemmelige man er for tallene og den deraf følgende meget lemfældige omgang, alle aktører i fiskeriet har, med tal.

Det var det og dét blev også lidt længere end dét burde have været. Men så er det jo sagt.

Kurt Bertelsen Christensen

Okt. 2011

En Konservativ fiskeripolitik vil ikke være så ringe endda

I dagene 15/6 – 18/6 2011 er der Folkemøde på Bornholm og der optræder den danske fødevareminister, som også har det øverste ansvar for erhvervsfiskeriet.

Bornholm var engang en ø, som levede af fiskeriet. Dengang betød fiskeriet næsten ligeså meget som fiskeriet betyder for befolkningerne på Island og Færøerne. Nu er fiskeriet næsten udryddet fra Bornholm og det hænger sammen med den danske fiskeripolitik og ikke mindst de mange skattekroner, vi hvert år forærer fiskeriet, så de kan købe større og større trawlere.

Nu går de Konservative direkte mod partiet Venstre, med et forslag om at skære en halv mia. af støtten til dansk landbrug. God ide det kan kun gå for langsomt og når vi nu er på denne kurs, for at finde flere penge til den slukne statskasse, kan vi uden problemer hente mindst en kvart mia. i fiskeriet. Fiskeriet modtog i 2009 ikke mindre end 370 mio. kroner i offentlig støtte. Og de penge kan man hente, uden at komme i konflikt med Venstre og afgivne løfter til fiskeriet.

For da Hans Chr. Schmidt, som bekendt kommer fra partiet Venstre, var fiskeriminister i 2005, fik han vedtaget en fiskerireform, hvor vi (samfundet) forærede de få fiskeskippere mia. værdier i form af kvoter og fiskerettigheder. I samme overdragelsesforretning lovede ministeren de nye ejere, at så ville det også være slut med den offentlige støtte.

Men når Hans Chr. Schmidt, som miljøminister og nu transportminister lover noget, ved vi at det modsatte bliver tilfældet. Fiskerne fik ejendomsretten over kvoter og rettigheder (som de selvfølgelig med det samme overbelånte), så meget at samfundet siden har måttet give mere offentlig støtte til fiskeriet, end fiskeriet nogensinde tidligere har fået. Men nu er der kommet en ny minister på posten. Han har ikke noget i klemme i fiskeriet overhovedet og må derfor også kunne indfri løfterne til fiskerne og danskerne.

Men hvorfor giver vi fiskeskipperne alle de penge? Først fik de ejendomsretten; så oprettede de kvote-, skuffe- og bytteselskaber; så lånte de en masse penge; hvorefter de købte alle de kvoter og rettigheder de kunne komme i nærheden af. Og der var mange penge der tilbage i 2005 – 2009, indtil finanskrisen satte en stopper for det og kvoteværdierne raslede ned, i samme takt som bankerne gik fallit. For at undgå det store kollaps i fiskeriet; flere krakkede banker og dermed den totale afklædning af VKO’s fiskerireform, har regeringen siden måtte spytte i kassen. Som nævnt med de største beløb til dansk fiskeri nogensinde. Og det vel at mærke efter at fiskeriet er blevet reduceret til meget få, men meget store fartøjer. Vi giver altså vore skattekroner til fiskerskipperne for at redde en VKO fiskeri “reform” som aldrig skulle have set dagens lys.

Men det ændrer ikke ved fakta: Regeringen tager ikke tage noget fra nogen, hvis de holder op med at støtte fiskeriet, tværtimod vil regeringen opfylde sine løfter til fiskeriet og den danske befolkning. Skulle det være nogle trawlere og nogle selskaber og et par banker (mere) som kommer i klemme ved det, er det vel også til at leve med, ligesom alle vi andre må leve med nedskæringer. Ex må folkeskolerne betale og siden finanskrisen slog igennem har 3000 lærere måtte betale prisen. Så selvfølgelig kan vi også leve med, at et fiskere og deres långivere (måske) kommer i klemme.

Der er ca. 600 aktive fartøjer tilbage i dansk fiskeri, hvoraf over halvdelen hører til helt store. De har allerede smidt de danske besætninger i land og hyret udenlandske besætninger fra Østeuropa, som de kan få til halvpris. Det har de gjort for at få økonomien til at hænge sammen i det økonomisk meget elendige fiskeri, der kom ud af Hans Chr. Schmidts fiskeri ”reform”.

Så det kan kun gå for langsomt for VK regering. Stop udbetalingerne til dansk fiskeri. For 370 mio. kroner kan vi få mere end 1000 lærere tilbage i folkeskolen og det er heller ikke så ringe endda.

Kurt Bertelsen Christensen
Juni 2011

2011 juni: Som Kurt Madsen råber i vinden, får han svar

Det er igen kludder i DFPO’s formand, Kurt Madsens virkelighedsopfattelse og realitetssans. Ligesom da Kurt Madsen proklamerede, at han personligt havde reddet fiskeriet i Torsminde, ved at stifte et kvoteselskab med vigvakkerne fra syd. Umiddelbart derefter lukkede fiskeauktionen og siden er fiskerne fra Torsminde forsvundet og tilbage er nu blot en filial af Thyborøns fiskeauktion og nogle få store fartøjer.
Med sådan en indsigt gjorde Kurt Madsen selvfølgelig en lynkarriere i fiskeriet og er nu højtbetalt formand for Thyborøn fiskeriforening og PO. For sådan en mand, befriet for enhver form for virkelighedssans, har de store trawlere og deres selskaber meget brug for.

Efter den ordinære generalforsamling i PO, udsender han følgende pressemeddelelse:

”PRESSEMEDDELELSE FRA DANSKE FISKERES PO: udsendt den 27/6 2011

– Gennem flere år har danske fiskere ydet en meget stor indsats for at få certificeret fiskeriet. Nu, hvor Nordsørødspætter og Østersøtorsk har været certificeret i nogle måneder, ser vi desværre kun en begrænset stigning i priserne på fisken med MSC-mærke. Certificeringen har ikke givet det løft, vi havde forventet, siger han.” (klippet fra Danmarks Fiskeriforenings hjemmeside)

Der står sku skrevet, sort på hvidt, at de danske fiskere nu ”kræver”, at vi betaler mere for deres fisk, ene og alene fordi deres fisk er blevet MSC mærket. Det er nu ikke sådan lige til at forstå.

For det første er der ingen objektive grunde til at forbrugerne betaler mere for en MSC mærket rødspætte, end én der ikke er mærket, alene fordi alle danske rødspætter nu er MSC mærket. Der er ikke ændret en tøddel på fiskemetoder og andet. Alle rødspætter, om de er trawl- snurre- eller garnfanget, får MSC mærket.

Hvorfor skulle vi så betale mere, end for noget andet, vi ikke kan få?

Jeg er klar over, at Kurt Madsen ikke taler til os forbrugere, men industrien, når han taler om ”efterspørgslen” efter MSC mærket fisk. Fordi det var jo industrien og supermarkederne som ville have et MSC mærke. Fint med dem, men den diskussion har intet med forbrugerne at gøre. Det er noget med WWF og Greenpeace som ellers kunne finde på at demonstrere i de supermarkeder – for det gør WWF og Greenpeace jo, det er faktisk det de lever af!

Forbrugerne på deres side betaler meget gerne noget mere for fisk, der er fanget naturskånsomt og klimavenligt, det er undersøgt og afklaret. Men sådanne fisk får de ikke med MSC mærket. Det ved de godt (de forbrugere der køber fisk i det daglige, er ikke så dumme) og derfor må fiskerne naturligvis kikke langt efter flere penge fra forbrugerne.

Det er ene side af sagen, den anden er Kurt Madsens løse påstande om at ”de” fiskerne har ”ydet en stor indsats for at få certificeret fiskeriet”. Nu er det selvfølgelig relativt, hvordan man måler en stor indsats. Men når fiskerne det facto ikke har ydet nogen målbar indsats i fiskeriet, eller givet en krone til certificeringen, er det jo løgn det Kurt Madsen påstår.

Fiskerne har intet ydet. De har fået alle de penge certificeringen koster af skatteyderne og de har f.eks. ikke fjernet et gram jern fra deres bundskrabende naturødelæggende trawl. Og hvis de sparet på brændstoffet, ved f.eks. at købe nye fartøjer og motorer, er det også skatteyderne som har betalt hovedparten af den regning. Så fiskerne har intet ydet for et mere økologisk og biologisk bæredygtigt fiskeri – intet.

Kurt Madsen råber i vinden og får selvfølgelig ikke andet end tavshed og så disse bemærkninger.

Kurt Bertelsen Christensen
Juni 2011

Tobisens millionærer

I 1983 da dansk fiskeri blev en del af den fælles fiskeripolitik i EF, fik Danmark alle rettigheder til fangsten af industrifisken tobis. Tobisen bruges til fremstilling af fiskemel og fiskeolie og den fanges i forårs- og de tidlige sommermåneder. Danmark fik rettighederne til tobisfiskeriet, fordi dansk fiskeri, som det eneste i Europa i de år, havde fået opbygget det ”industrifiskeriet”. Et af gode grunde meget udskældt fiskeri.

Det danske industrifiskeri er bygget op fangsten af sild og da sildebestandene pga. af dette rovfiskeri kollapsede i 70’erne, måtte industrien satse på andre arter og tobisfiskeriet voksede nærmest eksplosivt.

I starten af 90’erne fangede man op til tæt på 1 mio. tons, men siden fangsterne faldet år for år, for endelig helt at kollapse 10 år senere, med fangster på under 200.000 tons. Siden 2007, hvor fiskeriet nåede et historisk lavpunkt på under 150.000 tons, er det dog begyndt at gå lidt fremad igen. I dag kan de få store fartøjer som fisker tobis, fange en last tobis på få dage, ligesom i starten af fiskeriet. Tobisfiskeriet er igen ved at være bæredygtigt målt på tobisbestandene.

Men, for der jo altid et ”men”.

I dag fanges tobisen af ca. 40 store fartøjer som nu også ejer tobiskvoterne. Da tobis fiskeriet var på sit højeste, var der op mod 1000 fartøjer (og besætninger) som levede af det fiskeri. Direkte og som et supplement til et års fiskeri på mange arter. Hvor fiskeriet tidligere gav beskæftigelse til flere tusinde fiskere og deres familier, give det nu blot beskæftigelse til et par hundrede. Der er dog stadig ca. 100 mindre fartøjer som fisker ”lidt” tobis. ”Lidt” for til de 100 fartøjer er det kun blevet 16.000 tons tilovers til et rationsfiskeri. Så det stopper næsten inden det for begyndt de 16.000 tons blev hurtigt fisket op.

I dag er der enkelt store fartøjer som ejer 10 % af tobiskvoten og det betyder med de gode priser der er tobis i disse år, at disse fartøjer kan fiske for op mod 40 mio. kr. i det lille kvartal hvor der kan fanges tobis. Dvs. at et eneste fartøj i dansk fiskeri, med en besætning på 5-6 mand, omsætter på et kvartal, dobbelt så meget som 100 mindre fartøjer og de 2-300 mand omsætter i tobisfiskeriet. Alene kvoteværdien på de 10 % af tobiskvoten ligger i dag på omkrig 100 mio. kroner. Men det er altså kun et af årets fire kvartaler, de andre kvartaler fiskes der sild, makrel, blåhvilling etc.

I 2005, da regeringen med Dansk Folkepartis støtte ”reformerede” dansk fiskeri og forærede kvoter og rettigheder til de store fartøjer og deres selskaber, smadrede man samtidig eksistensgrundlaget for flere tusinde fiskere og dertil kommer flere tusinde ansatte i fiskeindustrien og fiskeriets følgeerhverv. Alle naturlige arbejdspladser i de danske udkantsområder.

Tobisfiskeriet er måske biologisk bæredygtigt i dag, men det er der ikke andre end millionærerne i dansk fiskeri som har glæde af.

Kurt Bertelsen Christensen
Maj 2011

Hvis ikke EU’s fiskeripolitik kan redde det globale kystfiskeri – hvem kan så?

Madrid den 30. marts 2011. Undertegnede deltager i arbejdsgruppe møder i LDRAC og skriver derfra.

Denne morgen inden 2. dagens møder er det tid til lidt opsamling på gårsdagens møder.

Først lidt baggrund. Til disse LDRAC (Long Distance Fleet Advisory Councl) kommer folk fra EU kommissionen for at mødes med repræsentanter fra den europæiske fiskeindustri og et mindre antal repræsentanter fra de europæiske civilsamfunds miljø- og naturorganisationer. Møderne foregår som regel i Spanien for Spanien er det land i EU, som har langt den største flåde der fisker uden for EU’s egne farvande. Rådet, som interesseorganisationerne vælger at blive medlemmer af og som de betaler 3-900 EURO om året, vælger hvert år en bestyrelse på 24 organisationer og til selve arbejdet er der oprettet 5 arbejdsgrupper. Og rådets virke er at rådgive EU i alt hvad der vedrører EU’s køb af fiskerirettigheder uden for EU. Jeg er valgt til bestyrelsen og har været det siden rådet blev oprettet i 2007. Det er EU som betaler alle udgifter til sekretariat, rejser og ophold og derfor er det også EU som bestemmer hvordan rådet er sammensat. Og det betyder bl.a. at rådet består af 2/3 medlemmer fra industrien og 1/3 fra andre interesser som natur, miljø, lystfiskeri etc.

På det sidste møde i går, fik vi som ofte før en længere diskussion om hvorvidt EU’s fiskeripartnerskabs aftaler med de fattige lande ex i Afrika, også kommer de lokale fiskesamfund til gode? Det mener industrien, ikke overraskende at de aftaler gør. I hver EU aftale med lande i ex. Vestafrika, afsættes der x antal procent af de mange mio. til støtte for opbygningen af de lokale fiskerier. Og det er en form for kompensation til de fattige lande, fordi deres egne fiskere ikke kan udnytte de store bestande af ex tun der findes i deres farvande. Og det faktum at de lokale fiskerier ikke kan det, er et af de vigtigste argumenter for regeringerne i de lande for at sælge rettigheder til EU og andre store og mere moderne fiskerier. Så målet på papiret i hvert fald ER at nogle af de mange penge fra EU, skal bruges til kapacitets opbyggelse i disse landes egne fiskerier.

Det er ikke nogen hemmelighed at de penge aldrig eller kun i meget ringe grad bruges til de formål og det er en gammel diskussion, som man kan læse meget mere om på XXXXXXXXXXXXXXX

Men på mødet i går rejste der sig, sikkert ved et tilfælde, en ny diskussion. EU repræsentanten svarede i hvert flad lidt uigennemtænkt på et af de sædvanlige indlæg fra industrien, at det slet ikke er tilfældet. Der er ingen beviser, understregede han, for den sammenhæng. Der bliver ikke flere kystfiskere, eller bygget flere skoler, bedre veje etc. i de kystområder hvor EU har fiskerettigheder sammenlignet med områder hvor EU ikke fisker. Det er et ret følsomt område og da jeg forfulgte det blev det hurtigt til en diskussion, hvor også EU forsøgte at lægge låg på denne diskussion, fordi den netop indeholder dette meget alvorligt dilemma – som vi jo ikke må tale om.

Spørgsmålet er nemlig meget enkelt – hvorfor skulle de landes regeringer, overhovedet investere i de områder, når fisken sælges til andre lande? Hvorfor skal de det, når de også gerne vil sælge rettigheder til andre lande det giver jo kontanter? Skulle de skal udvikle deres egne fiskerier, bliver de nødt til at bruge penge (det ved vi fra dansk fiskeri som det facto er opbygget på statstilskud).

Det er indlysende at vi med disse køb af fiskerettigheder er inde i en ond cirkel. Det samme har vi set i Danmark og andre EU lande, hvor kystfiskeriet og de mindre kuttere forsvinder, fordi kvoteforvaltningen i sig selv medfører, at kvoterne koncentreres på færre meget større fartøjer. I DK og EU forsøger man holde liv i de områder, men det er aldrig helhjertet og det er det vel ikke noget at sige til, når der ikke længere er noget arbejde til de folk der bor der.

For at få et billede af situationen kan vi som eksempel tage sardiner og ansjoser på Vestafrika som også var på dagsorden i går. Her fanger EU og andre lande samt udflagede skibe 85 % af den ca. 1 mio. tons der er kvoter til. Så det er ikke meget lidt tilbage til de lokale fiskere. Og Vestafrika er ikke meget anderledes end Østafrika, Stillehavet etc.

Men kunne vi (EU) så ikke bare stoppe med at købe de rettigheder? Jo det kunne EU såmænd godt også selvom der er meget store erhvervsinteresser i dette fiskeri og selv om EU i dag får 21 % af de fisk vi spiser i EU, fra disse fiskerier, så kan vi selvfølgelig stoppe. Men hvis vi stopper, vil det uden for enhver tvivl i dag, straks være andre lande og bilaterale joint venture projekter og andet som køber de rettigheder. Og det kommissionens vigtigste argument – hvis ”vi” dvs. EU ikke køber de rettigheder, sælger de vestafrikanske cvs pharmacy weekly ad lande rettighederne til Rusland, Kina eller til udflagede EU fartøjer osv.

Og det løser ikke problemet for de lokale fiskerier og det har de da i det mindste ret i.

Men tilbagestår dette meget alvorlige udviklingsproblem som skal løses, fordi der er så mange mio. mennesker i de fattige lande som ikke har noget andet valg end at fiske. FAO mener der på verdensplan er op mod en halv mia. mennesker der direkte eller indirekte lever af det vi kalder kystfiskerierne. (det tal er måske lidt højt, men så er alle også kommet med) men det er mange mennesker som ikke kan undvære fisk og fiskeri.

Så problemet består selv om EU stopper deres fiskeri.

Kunne man så ikke give kystfiskerne de kvoter de har brug for og så sælge resten? Det er diskussionen, men det er også en farlig diskussion, for hvis sådan en forvaltning indføres ved vi, at de kvoter meget hurtigt kapitaliseres og så bliver de også hurtigt omsættelige. Og i dårlige tider, hvor der er få fisk af mange også naturlige grund, vil de fattige også sælge de kvoter – sådan er det. Ex El Nino, som styrer meget skin care meds af fiskeriet på vestkysten af Sydamerika er uforudsigelig og i de dårlige år vil pengestærke firmaer og andet stå på spring for at købe kvoter og rettigheder til billige penge. Det ser vi overalt hvor kvoter kan omsættes. Kystfiskerne, som ikke har kapital, sælger også fordi det grundlæggende problem ikke er løst med kvoter, nemlig det faktum, at når man kapitaliserer kvoter, så sætter man samtidig gang en teknologisk udvikling, for jo dyrere det bliver at fiske (og nu er kvoterne jo købt for lånte penge) jo mere må man effektiviserer og det går ud over kystfiskerne, som ikke kan følge med og til sidst sælger de.

I vores rige verden kan man måske forsvare det med at så får de (kystfiskerne) da i det mindste lidt penge med sig ud af fiskeriet. Det er ikke et holdbart argument, men det må vi tage en anden gang. Her skal det slås fast, at for kystfiskerne i de fattige lande er det en katastrofe for hele samfund, hvis kystfiskerne forsvinder. Så selv om det umiddelbart ser rigtig ud at sikre kystfiskerne vha. kvoter, er det en meget farlig kurs for kystfiskersamfund i de fattige lande.

Hvad gør vi så? I mange år har vi (Levende Hav) kæmpet for, at de lokale fiskere i det mindste også modtager de penge der afsættes i EU aftalerne. Men som det hele udvikler sig i det globale fiskeri, fremstår denne kamp efterhånden som den Don Quixote kamp det er.

Vi bliver nødt til at ændre også den strategi. Forudsætningen for at kystsamfund kan opbygges, er ikke kun penge, det er først og fremmest fisk og muligheden for at fiske og udnytte deres fiskeri, uden at skulle være i konkurrence med det moderne fiskeri. Og på den måde er der ingen forskel på kystfiskeriet i Danmark og EU som igen og igen understreger det samme – vi skal have mulighed for at fiske, så skal vi nok klare os. EU midler får vi intet ud af og derfor kalder kystfiskerne de penge, som EU afsætter til at afhjælpe de skader der følger med fiskeriforvaltningen, for ”tivolipenge” penge, der blot udnyttes af alle mulige projektmagere og kloge hoveder, til alt muligt som kystfiskerne og alle andre har brug for.

Og det er så her befolkningen uden for fiskeriet kommer ind i historien.

I Danmark har den danske befolkning accepteret, at det er OK at koncentrere kvoter og rettigheder på ganske få store fartøjer i ganske få havne. Det er det liberale projekt som blev indført i 2005, hvor regeringen forærede kvoter og rettigheder til de der ejede fartøjerne, så de kunne sælge, købe og belåne de nye ejendomme. Resultatet er tydelig et par år efter. På Bornholm er der ikke mange fartøjer tilbage, og øen har mistet al deres fiskeindustri, den er flyttet til Polen og i dag lander de store trawlere som kommer fra vestkysten torsken direkte til Polen. Fartøjerne kan nemlig ikke længere leve af torsken i Østersøen, i dag skal de have kvoter i alle farvande, for at forrente de store investeringer. Og her skal man altså huske at mængden af fisk der fanges i Østersøen i dag, ikke er ret meget mindre end den var for 25 år siden. Udviklingen er så til fordel for Polen (så længe det varer), men vi har mistet et fiskeri som gav arbejde til mange tusind mennesker. De fik lidt penge og resten hjulpet i Danmark i vores sociale systemer og med EU støtte og andet arbejde – men det bliver fiskerne og deres familier i Vestafrika o de andre fattige lande altså ikke. De må klare sig selv. I Østafrika bliver de pirater, i Middelhavet og på Vestafrika lever de af at sejle flygtninge til vores den rige verden og alt dette og meget mere er kun muligt fordi vi (dvs. du og jeg) tillader det.

Men hvad gør vi så? Først må vi ikke slå os til tåls med at de fattige landes fiskere får nogle kvoter, en udvikling som er trenden i diskussionen dag. Vi skal først anerkende, at der er denne verden til forskel mellem kystfiskerne og det moderne fiskeri og at de problemer der er mellem de to sektorer i fiskeriet, altså ikke løses med det moderne og højt kapitaliserede fiskeris metoder, som ex. kvoter.

Hvis vi vil have et kystfiskeri og det er der rigtig mange gode grunde til og de kan også læses på www.levendehav.dk så skal dette fiskeri beskyttes mod det moderne, kapitaliserede og derfor højteknologiske fiskeri. Det skal beskyttes og denne beskyttelse skal indskrives i international lov og dertil kan EU tager et lederskab.

Gør EU det, er det bare lidt som peger i den retning? Nej meget tværtimod.

Og det her i dette politiske rum vi skal sætte ind. Løsningen er ikke, at overlade fiskeripolitikken til de interesser der har ”forstand” på fiskeriet. Vi skal ikke tvinge EU til at opgive fiskeriet i de fattige landes farvande. Nej vi skal kræve at EU tager et globalt ansvar og lederskab, når det handler om fiskeri og at EU nu, for det kan kun gå for langsomt, kommer i gang med at sikre alverdens kystfiskere deres rettigheder til fisk og fiskeri, og det er selvindlysende ikke blot en opgave for fiskeriet og alle de NGO’er som i dag lever af fiskeriets problemer.

EU borgerne skal tvinge EU til at starte i deres egne fiskeriaftaler, hvor de indskriver kystfiskernes rettigheder og selvfølgelig ligeså vigtig også betaler hvad det koster. EU undslår sig med den politik, fordi EU ikke vil beskyldes for imperialisme. Men det er en dårlig undskyldning for ikke at gøre noget, for at lade stå til.

Så EU skal altså blive ved med at købe fiskerettigheder for i første omgang at holde de andre og meget store moderne flåder ude af de farvande. Men samtidig skal EU tage dette store ansvar for de lokalefiskerier, og det bliver selvfølgelig op af bakke. Men selv om jeg altid beskyldes for at være bundløs naiv ser jeg altså ingen anden kurs her og nu i det globale fiskeri. Men jeg vil meget gerne udfordres på det synspunkt.

Så selv om jeg selv personligt er imod EU som en forening af de europæiske lande, er det ikke desto mindre éen union Danmark

befinder sig i her og derfor må vi også tage et ansvar for hvad der foregår i EU. Jeg mener ikke at man siger ja til EU ved at gøre det rette på de områder hvor det er muligt og i det mindste må vi gøre det på de områder hvor EU kan gøre noget bedre i denne verden. Det lyder dramatisk, måske patetisk, men som verden ser ud fra mit perspektiv, målt på det globale fiskeri, er EU og EU’s fiskeripolitik faktisk det bedste af alle de onder der truer det globale kystfiskeri dag.

Selvfølgelig skal alle der kan arbejde lokalt for kystfiskeriet hvor det stadig foregår, det gør vi også i Levende Hav, men det løser ikke det største problem i det globale fiskeri som forvaltes af et kvotesystem, uden sikringen af kystfiskerne. Og kystfiskerne kan altså ikke, som jeg her har forsøgt at vise, overleve under et kvotesystem og det uanset hvordan dét ser og tager sig ud.

Så hvis EU ikke sikrer det globale kystfiskeri retten til fisk og fiskeri, så er der ingen der gør det i dag. Og det pålægger også den danske befolkning et ansvar – også selv om danske fiskere ikke fisker under EU’s fiskeripolitik i de fattige lande.

Kurt Bertelsen Christensen
marts. 2011

Forbud mod udsmid i fiskeriet

I 2012 sætter EU gang i en ny fælles fiskeripolitik og kommissionen arbejder bl.a. for, at reformen kommer til at indeholde et totalt discardforbud. Ministerrådet er ikke enigt og selv om den danske minister støtter forbuddet i ord og tale, så ligger den danske støtte meget langtfra hvad den nye EU kommissær kæmper for.
Denne artikel handler om det der foregår lige nu i sagen og sidst i artiklen diskuteres og problematiseres den danske fiskeripolitik på området. For det viser sig at også i denne sag, er kreativiteten større i bogføringen, end i virkelighedens danske fiskeripolitik.

EU-kommissær for fiskeriet Maria Damanaki brugte den første forårsdag i 2011 på et møde i Bruxelles, med EU’s fiskeriministre. Her holdt hun en tale, hvor hun indtrængende talte for, at EU indfører et forbud mod udsmid af fisk, et såkaldt ”discardforbud”. Hun sagde bl.a.: “

“We need to avoid this under all circumstances. So far we have tried to tackle discards with technical measures. But let’s be honest, if we continue this it is like treating a serious illness with Aspirin. We have to recognize that our policy gives sometimes incentives to discarding. So, I am convinced that we have to start thinking outside the box.

To effectively tackle discarding we need to look at new ways forward. Therefore, I am considering proposing a discard ban as part of the CFP reform proposals. And while I say this word – discard ban – out loud, I am conscious that some of you would rather not discuss such a ban, while others already support this idea. But I need to point out to you: if we don’t tackle this problem now, it will come back to haunt us. We will regret having missed this unique chance of the upcoming CFP Reform to find a new way forward.”

Hun lægger ikke fingrene imellem i denne sag og hun presser ministerrådet til at få indført dette forbud mod udsmid. Ministerrådet er langtfra enigt, det er ikke engang enighed mellem den svenske og den danske minister i denne sag. Den svenske minister vil have et forbud i Kattegat og Skagerrak, men dertil har han ikke fået støtte fra sin danske kollega, som foretrækker de tekniske løsninger dvs. selektive redskaber. Og selv om den danske minister nu taler om discardforbud og man kan læse om det samme ministeriets hjemmeside, så er der langtfra tale om noget forbud i den rene (totale) forstand.

Før mødet i Bruxelles, udsendte den danske fiskeriminister ellers en pressemeddelelse, hvor han bakker op om et discardforbud i EU og han glæder sig over at kommissionen nu handler i forhold til en ”dansk mærkesag” osv.

Ministeren skriver om den ”danske model”, men det er om fangstkvoter der skal afløse landingskvoter og der vender han på den berømte tallerken og forlader forbuddet for at fortælle om fangstkvoter. Det er noget rod for et forbud er et forbud og et forbud skal selvfølgelig overholdes, længere er den vel ikke. Men det er den i den danske forståelse af et forbud, meget længere.

Det er meget vigtigt at man ser forbuddet som et middel til et mere bæredygtigt fiskeri, fordi forbuddet i sig selv vil tvinge fiskerne til at fiske med større masker; stoppe fiskeriet hvis der er for mange små fisk; omstille til mere skånsomme fiskerier osv. Så når ministeren nu taler om større masker og mere selektivt fiskeri, for at efterleve et discardforbud, så er han ude af kurs. Når vi laver et forbud i fiskeriet, så er det fordi vi forventer at forbuddet efterleves, hvordan fiskerne gør det, må de selv finde ud af. Hvis de siger de ikke kan efterleve et forbud, så må vi se på det og forsøge at løse de problemer. Men det er noget rod når de øverste ansvarlige i dansk fiskeri, på den side giver os og folketinget det indtryk at vi skal have et forbud, når de så på den anden side lader forbuddet være bestemt af, hvad fiskeriet kan og evner.

Lige siden Levende Hav blev etableret i 1995, har vi kæmpet for et discardforbud. Det var det første emne vi tog fat i på det allerførste seminar vi afholdte. Og det var et forbud i dets rene og totale form, vil vil at alt hvad fiskerne fanger på havet, skal bringes i land, også det som ikke kan sælges til konsum, for det kunne bruges til alt muligt i industrien.

For når først fisk, skaldyr og bunddyr er fanget og som regel er dørt kan man ligeså godt udnytte det. At man selvfølgelig skal gøre alt for at minimere udsmidet, ex vha. fangstkvoter; mindre masker osv. er indlysende. Men dertil er discardforbuddet et middel, ikke omvendt. Den danske fiskeriminister, men nok endnu mere hans embedsfolk, har ikke styr på mål og midler i fiskeriforvaltningen.

Det er der så heller ikke ret meget nyt i og det ved alle der følger lidt med på denne hjemmeside.

Det var meget svært med et total forbud tilbage i 1995, hvor der var mange fartøjer i fiskeriet og et meget større fiskeri. I 1995 var der 3500 aktive fartøjer og der blev landet tæt ved 2 mio. tons fisk hvert år. I dag er antallet af fartøj ved at nærme sig de 500 og der landes en 1/3 af hvad man gjorde i 1995. Så den praktiske side af sagen, dvs. at kunne opbevare hele fangsten ombord, er meget nemmere at løse i dag, end i 1995. Så der er intet i det praktiske og økonomiske i fiskeriet der forhindrer indførelsen af et rigtigt forbud. Men det er det så åbenbart alligevel. Hvorfor?

To forbehold ligger lige for:

Udsmidet i de danske fiskerier er stadig så alvorlige, at de ikke tåler dagens lys
Kvoterne er så små, at fiskerne har brug for at smide de fisk der ikke opnår de store priser tilbage i havet, for ikke at belaste kvoterne.

Mht. det første forbehold skulle det nu ikke være noget problem. I sin tale siger kommissæren, at udsmidet i EU for torsk og anden hvidfisk i 2004 lå på over 50 % og fladfisk over 70 %. I 2004 lavede det danske ministeriums egne embedsfolk og ansatte biologer, en rapport om discard i dansk fiskeri som viste, at det samlede udsmid i 2004 lå på 36.000 tons ud af en samlet fangst på 1,2 mio. tons. Dvs. udsmidet i danske fiskeri ligger meget langt under det øvrige EU. Så hvis de danske rapporter og data er sande dvs. troværdige, kan det danske udsmid også tåle dagens lys.

Det andet forbehold kan heller ikke være det store problem, for det udsmid har været forbudt i flere år. Så svaret på hvorfor ministeren ikke går helhjertet ind for et discardforbud, blæser i vinden.

Med den danske model bliver et forbud et ”måske forbud” dvs. et forbud som indføres når ”det er muligt” skriver ministeren i en fælles erklæring med sine kollegaer fra Frankrig, Tyskland og England, som opfølgning på mødet i Bruxelles. ”Når det er muligt” indføres der altså et discardforbud og den frase betyder, når det er muligt målt på de enkelte arter, fiskerier og farvande.

1. Fra erklæringens pkt. 7 ”call for discard bans to be gradually introduced where appropriate by changing to a system of genuine catch quotas as part of a “tool box” of measures to avoid discards, after a sound evaluation of existing pilot projects , and to improve control and data on the overall mortality and state of fish stocks. This should also be available to Member States as part of possible future regional management arrangements, if appropriate, focused on the application of long-term management plans. In fisheries suitable for discard bans, such bans should be gradually introduced where appropriate, all species intended for human consumption should be landed and – insofar as these are regulated species – catches counted against the respective quotas;”

Den danske minister vil altså have et forbud mod udsmid, når det bliver muligt. Men det er ikke sådan et ”forbud” kommissæren tænker på. Der er mange flotte ord og hensigter i den danske politik og i den fælles erklæring, men de skjuler ikke fakta som er, at den danske fiskeripolitik pt. ikke støtter kommissionens forslag til et discardforbud, som det foreligger.

Nogen vil måske indvende at det kan være fordi et discardforbud ikke virker efter hensigten, at det ikke kan kontrolleres, som det ofte er dokumenteret i ex Norge. Men her er løsningen i Levende Havs danske model netop, at alt hvad der fanges, skal bringes i land. Dvs. alle der har en fiskeritilladelse skal også kunne gøre logisk rede for, hvordan de bringer alt i land. Dvs. dokumentere, at de har pladsen i fartøjet til udsmidet. Og det kan sagtens lade sig gøre på de få store fartøjer der er blevet tilbage i dansk fiskeri. Der er rigelig plads til det procentvise udsmid, som de danske ansvarlige påstår at dansk fiskeri har. De 36.000 tons, som de havde i 2004, er under 10 % af de samlede fangster, og i dag må det være meget lavere fordi der har været så stor opmærksomhed om sagen siden og der givet stor økonomisk støtte til nye selektive trawl og meget andet – så der er plads nok.

Derfor er det underligt at Danmark ikke bakker helhjertet op om kommissionens discardforbud. For når vi sagtens kan efterleve det og bringer alt i land, undgår vi også at skulle bruge så mange midler på mere kontrol og observatører ombord i fiskeriet. Det må ministeren kunne svare på.

Så selv om vi nu i medierne kan læse, at fødevareministeriet opfordrer EU-kommissionen til ”at gøre forbuddet mod udsmid til det centrale element i den fiskerireform der skal træde i kraft i 2012” så er det blot et udtryk for den kreative bogføring, som det danske fiskeri bygger på.

marts 2011
Kurt Bertelsen Christensen

Dansk fiskeri til udlandet – historien om et forlis

(lettere korrigeret 10/3)
Det er en lille historie om et stort fiskeri, der tidligere sikrede mange tusinde arbejdspladser i de tyndtbefolkede områder af Danmark. For få år siden var det EU’s største fiskeri, og bruger man landbrugets metoder til at prale af hvor mange arbejdspladser der er i landbruget, var dansk fiskeri før 2005 svaret på udkants Danmarks største problem. Men fordi regeringen heller ikke kender til rettidig omhu i fiskeripolitikken, har dansk fiskeri under VKO styret mistet de fleste fartøjer. De store fartøjer der blev tilbage henter nu deres besætninger i Østeuropa og lander deres fangster i udenlandske havne.

Historien: Da Danmarks Fiskeriforening i 2004 begyndte at bearbejde regeringen og fiskeriminister Hans Chr. Schmidt, for at få ejerskabet over kvoter og fiskerettigheder, tror jeg ikke de havde en forestilling om hvordan dansk fiskeri ville se ud i dag blot 5 år efter at regeringen forærede dem det hele. Eller måske havde de det og handlede i god tro.

Det er ikke sandsynligt, men skulle det være tilfældet, kan man i det mindste også stille dem til ansvar for deres gerninger. Og for hver dag der går, bliver det mere og mere nødvendigt. Derfor bør fødevareministeren nu give Folketinget en fiskeripolitisk redegørelse, som svare på dette og andre relevante spørgsmål.

Faktum er i hvert fald at fiskeriet anno 2011, er noget helt andet end hvad det var i 2004. Der er meget færre fartøjer og de få store fartøjer der blev tilbage, efter at kvoter og rettigheder er blevet samlet hos de dem og deres selskaber, henter i dag, i større og større omfang, deres besætninger i Østeuropa, fordi de ansatte derfra er billigere i drift, end de danske partsfiskere.

Men den dramatiske afvikling af fiskeriet stopper ikke ved de udenlandske besætninger og den deraf følgende affolkning af de fhv. fiskeriafhængige kystkommuner. I dag lander de store fartøjer også deres fangster i udlandet. Således læser man på Fiskerforum 8/3, i år at de danske fartøjer landet over 20 % af deres torsk fanget i Østersøen direkte i Polen. 20 % lyder måske ikke af så meget, men det er gået meget hurtigt og det går også den vej på vestkysten, hvor de store fartøjer nu også ser deres fordele i at deres laster i udlandet. Landinger direkte i udlandet er kun blevet mulig, fordi fartøjerne er blevet så store, at det også kan betale sig.

Så selv om dansk fiskeri stadig fanger vilde fisk for tæt ved 3 mia. kroner om året forsvinder arbejdspladserne i selve fiskeriet og nu også dramatisk i den danske fiskeindustri og rundt omkring i de mange servicefag der hørte fiskeriet til.

Var det målet med fiskerireformen, vedtaget af regeringen og Dansk Folkeparti i oktober 2005? Det skal ministeren selvfølgelig svare på, men her kan vi godt løfte en flig af den historie.

Baggrund: FKA reformen som den kaldes blev vedtaget i Folketinget i okt. 2005 af et meget snævert politisk flertal og begrundelsen for reformen var, at den var blevet nødvendig for der var ”for lidt fisk til for mange skibe”. Med det nye FKA system kunne ejerne af fartøjerne begynde at handle med kvote og rettigheder og dertil oprettede de kvoteselskaber, hvor de kunne leje og udleje kvoter og rettigheder. Og alt dette førte meget hurtigt til en stor koncentrering af kvoter og rettigheder på meget få, men store fartøjer. Det krævede store lån og gælden voksede. I samme periode svigtede priserne på fisken, samtidig med at olien steg i pris.

Og selv om Hans Chr. Schmidt lovede Folketinget, at med FKA ville alt blive godt og fiskeriet igen blive lønsomt, og derfor ikke fik brug for den offentlige støtte, så er det gået i den modsatte retning. Siden 2006 er den offentlige økonomiske støtte til fiskeriet kun vokset.

Jeg klar over at 2010 blev et fantastisk godt år for tobisfiskeriet, fordi priserne eksploderede. Fiskerne fik op mod 2 kr. for et kg. skidtfisk. Det er vandvittige priser og de holder måske i år, men så falder de igen og gør de det med de højere og højere priser på brændstof, er det fiskeri som altid igen i vanskeligheder. Det er ikke for at være lyseslukker, men sådan er det altså i fiskeriet. Det løber ind sådanne eventyr et år eller to, men det slutter inden det rigtig kom i gang og så står fiskerne tilbage med de store investeringer de foretog sig, mens de var i eventyret.

Besætninger: De danske partsfiskere (dvs. besætningen som får deres hyre i form af en aftalt procentsats af det man fanger, efter fradrag af forskellige udgifter som olie, is, proviant etc.) blev ret hurtigt kørt ud af fiskeriet efter 2006. For nu skulle de mod deres vilje og viden om konsekvenserne ved FKA reformen, også være med til at forrente de store lån, som ejerne af fartøjerne havde optaget for at købe kvoter og rettigheder.

Det skulle de gennem større ”forlodsudgifter” til olie, is etc. som nu blev udvidet til også at omfatte udgifter til leje af fisken, i ejernes egne selskaber, som havde opkøbt kvoterne for at udleje dem i en kortere el. længere periode. Det er store nye udgifter som besætningen nu skal betale, inden de får deres hyre og det tvang så at sige, de danske partsfiskere ud af dansk fiskeri og i stedet ”måtte” ejerne af fartøjerne, så hente deres besætninger fra andre lande. Folk som ikke stillede de store krav og som det allervigtigste, ikke havde historiske rettigheder i dansk fiskeri. De danske partsfiskere forlod fartøjerne også fordi de ikke kunne eve med at skulle betale for de rettigheder, som de selv havde været med til at opbygge.

Enhver der forstår blot en lille smule af dansk fiskeri og de livsformer som dansk fiskeri er bygget på, ved også hvor grusomt og uretfærdig FKA blev mod partsfiskerne. Denne unikke form, hvor alle ombord havde et fælles ansvar for fartøj og fiskeri og hvor der ikke var tale om ansatte, men om normalt et ligeværdigt forhold mellem skipper og besætning. Og da FKA reformen skulle ud i fiskeriet, skete det netop ved at fartøjerne fik ejerskabet over de historiske rettigheder. Dvs. hvor mange promille af de danske kvoter det enkelte fartøj havde fanget over nogle år, fik fartøjet som ejendom, dvs. ejeren af fartøjet fik de store værdier som kunne løbe op i et 3 cifret millionbeløb. De der ejede fartøjerne fik store værdier af samfundet, de som havde skabt værdierne fik intet, tværtimod betalte de det hele med deres eksistens som fiskere.

Partsfiskerne forsvinder og fiskerikommunerne mister deres borgere og affolkningen af det yderste Danmark voksede. Det udkants Danmark alle taler om, mister virkelig mange tusinde arbejdspladser i fiskeriet. Og nu også i fiskeindustrien og fiskeriets følgeerhverv. Når større og større landinger landes direkte i de udenlandske havne så dør de danske havne og det betyder at lokalsamfundene mister deres virksomheder og jobs og alt lukker.

Vi kender alle historien fra Island, hvor Island i løbet af ganske få år, mistede mange tusinde arbejdspladser i de mange lokalsamfund. Island indførte deres store reformer i fiskeriet for mere end 20 år siden og i de første mange år roste Island sig selv, for denne store reform. Og ude omkring Island i den store verden så politikerne, deres embedsmænd og ikke mindst forskerne, som jo lever af at fortælle politikerne dét de gerne vil høre, det samme og ville have det samme.

Island gik som bekendt fallit for et par år siden og nu er den nye regering gået i gang med at få kvoterne tilbage til statskassen, i forsøget på at få fiskeriet tilbage på en kurs med arbejdspladser og lokalsamfund.

Det er situationen i Island anno 2011 og selvom det danske samfund ikke vil lide så grusomt som det islandske, når dansk fiskeri igen rammer muren om et par år – muren hvor prisen på brændstoffet når nye højder og prisen på fisken ikke kan følge med, så er det alligevel meget alvorligt, for nedbruddet rammer sammen med landbrugets ditto meget alvorligt i de tyndt befolkede områder, som det facto går fallit.

Og så er det vi må spørge os selv og de ansvarlige; var det dét målet med FKA fiskerireform i 2005? Og de spørgsmål skal altså stilles til de ansvarlige, mens de stadig sidder med ansvaret, dvs. senest inden efteråret 2011.

Kurt Bertelsen Christensen
marts. 2011

Ingen straf til de ansvarlige fiskere og latterlige små bøder til de ansvarlige virksomheder, for et omfattende ulovligt fiskeri

Så er det faldet dom i sagen om et stort, systematisk og organiseret ulovligt fiskeri som fandt sted i første halvår af 2006. Det har taget næsten 5 år for myndighederne at finde frem til – ingenting. Virksomheden i Grenå, som modtog næsten 10 mio. kg ulovlige fisk i første halvdel af 2006, fik en bøde på 75.000 kroner og konfiskeret den skønnede fortjeneste på 1,5 mio. kroner.

Det er dommen i en af de store sager om ulovligt fiskeri i dansk fiskeri. Det er latterligt ligesom det er helt til grin, at chefen for Fiskeridirektoratet, som har ansvaret for at det danske fiskeri også er lovligt, kan udtrykke ”tilfredshed” med denne dom. For det første er det en skandale, at det skulle tage så mange år at finde ud af ingenting, for det andet er det en stor skandale at ikke en eneste af de mange fiskefartøjer, som har fanget og leveret de ulovlige fisk, bliver straffet. Det er faktisk uhørt og hvis ikke Folketinget nu tager sagen op, må EU gøre det, for det er målt på alle områder af sagen, intet mindre end en stor skandale.

I pressemeddelelsen fra de ansvarlige i ministeriet står der bl.a.: ”Det har ikke været muligt at identificere de fiskere og fartøjer, som har landet de ulovlige industrifisk, og derfor har fangsterne ikke kunne afskrives på kvoterne for 2006”. Det er eller det burde i hvert fald være umuligt i et dansk fiskerikontrolsystem, som i tide og utide praler af at være noget af det bedste i EU. For selvfølgelig kan man identificere de fleste af mange fartøjer der foretaget disse omfattende ulovligheder. Det er kun et spørgsmål om viljen til at gøre det.

Og den vilje har man ganske enkelt ikke i Fiskeridirektoratet af to grunde: De afsløringer ville falde hårdt tilbage på Fiskeridirektoratet og afsløre direktoratets inkompetence, når det handler om at afsløre de store ulovligheder i fiskeriet. I stedet for at kontrollere det store industrifiskeri bruger man kræfterne på at afsløre et par ulovlige garn der er sat for tæt på et land og give bøder på 10.000 kroner til et par drenge som ulovligt fangede et par rødspætter. Og sidst men ikke mindst, ville de afsløringer havde ført til meget alvorlige bøder til mange fartøjer. Så store bøde at de måske kunne have medført flere konkurser, i et i forvejen meget økonomisk trængt erhverv.

Så tilbage står vi uden mere viden i denne sag end den viden vi fik i 2006. Vi ved ikke om de 10 mio. kg fisk også rent faktisk var industrifisk eller det var konsumfisk som måske pga. manglende kvoter blev fanget i dette ulovlige fiskeri. Vi ved det ikke. Men vi forventer selvfølgelig, at Folketingets udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri nu får stillet Fødevareministeren en lang række spørgsmål og til ansvar i denne sag.

For det er jo ikke domstolen der har fejlet – det er de ansvarlige i ministeriet og dets direktorater og styrelser.

Formand for Levende Hav Knud Andersen
Jan. 2011

Store rødspætter til fiskemel

Destruktionen af spisefisk var usædvanlig høj i 2009, men allerede nu er den højere i 2010. Årsagen er meget enkelt; regeringens fiskeripolitik har spillet fallit. Hvor fiskeriet tidligere stoppede med at fange de fisk markedet ikke ville have, er de store fartøjer tvunget til at fange og sælge de fisk, de nu ejer i havet, inden de er fanget. Dansk fiskeri har fået et landbrugsproblem. Taberne er forbrugerne som betaler det hele – også selv om de ikke køber en eneste fisk.

Midt i 2010 sæsonen er der udtaget 1/3 flere rødspætter end i hele 2009. Det er mange og sæsonen er ikke slut. I de næste måneder vil det blive flere rødspætter af høj spisekvalitet der ikke opnår EU’s ministerpriser og derfor tages ud af markedet og bruges til fiskemel.

Det står nu så slemt til, at fiskerne ude på fiskepladserne er klar over, at rødspætterne bliver overhældt med rød farve. Og derfor behandler de ikke længere fisken efter de regler der gælder for PO (Producent Organisationen). Og det har tvunget PO formanden til at indskærpe overfor sine medlemmer, at de skal overholde reglerne. (Det er forståeligt at fiskerne ikke kan se formålet med omhyggeligt at rense, skylle og nedpakke rødspætter, når de ved, at den på auktionen overhældes fisken med farve og køres på fiskemelsmøllen).

Men hvad er op og ned i sagen?

EU’s mindstepriser er en kompliceret sag som ex. hvem betaler og hvor meget? På DFPO hjemmesiden finder man oplysninger, men ikke alle de oplysninger der er nødvendige, for at kunne gennemskue hvad der er op og ned i sagen. Det der er sikkert og uden for diskussion er det faktum, at befolkningen ingen forståelse har for producenter, som destruerer fødevarer. Og i denne sag vil forbrugerne være ekstra meget imod, for det er dem selv, der direkte betaler hovedparten af de omkostninger der er forbundet med destruktioner af fisk.

Men inden uddybelsen af de økonomiske detaljer, bør man huske mindsteprissystemet er etableret med det formål, at kunne hjælpe fiskere der kommer i klemme på markedet. Hvis der ex. pludselig opstår situationer som erhvervet og industrierne ikke kunne have taget højde for. Det kunne f.eks. være store enkelte landinger, som pludselig kom på auktionen og pressede priserne så meget, at fisken nærmest blev foræret væk, til stor skade for de mindre landinger. Fiskerne blev medlemmer af PO, som en økonomisk kollektiv livline. Og derved kunne PO også være med til at holde fiskeindustrien på den bedste kurs for fiskerne, få industrien til at betale så meget som muligt for fisken.

Økonomien i PO

Det er en kollektiv ordning og de fleste er med. Fiskerne betaler selv for 10 øre pr. kg i tilsvar for rødspætter (dvs. de betaler 10 øre til en pulje af hver kg rødspætter de lander). For andre arter kan det være fra 1 – til 10 øre pr. kg. Dette tilsvar er PO indtægten sammen med de penge PO henter gennem salget af udtagne fisk til fiskemelsfabrikken (det sidste er vigtigt, de udtagne fisk må ikke sælges til konsum, de skal destrueres, fjernes fra konsummarkedet). Og så betaler EU hvad der svarer til ca. 80 % af de penge som PO’en bruger til udtag af fisk.

Det er lukrative og meget kollektiv ordning (for vi samfundet os alle betaler det hele over skatten). For selv om PO i 2009 udbetalte 10 mio. til fiskerne, steg PO formuen alligevel med ca. 2 mio. kr.

Men dette er kun et lille hjørne af al den tilskud der flyder til fiskeriet som i forvejen er blevet et økonomisk cirkus. Og i den sammenhæng synes 10 mio. hverken at gøre fra eller til i den samlede pulje hvor danske fiskere i 2009, fik 364 mio. kroner i offentlige støtte. Det vender jeg tilbage til, først skal vi har det økonomiske PO cirkus på plads.

Det økonomiske rødspættecirkus

I 2009 fangede fiskerne ca. 70 % af kvoterne dvs. 15.000 tons og af dem betaler PO medlemmer 10 øre i tilsvar. Dvs. fiskerne selv bidrog med ca. 1,5 mio. kroner til rødspættekassen. PO sælger de udtagne fisk til varierende priser, 20 – til 50 øre kg og da det i 2009 blev der udtaget 1200 tons gav det en indtægt på ca. 400.000 i alt 1,9 mio. Men de penge går til PO administration (i 2009 brugte PO 5 mio. plus ekstra 15 mio. af fødevareministeriet) til projekter, administration og lønninger. PO gik ind i 2009 med en saldo på 86 mio. kroner og ud af 2009 med en saldo 88 mio. på deres fonde.

Hvordan er det muligt og er det så ikke et misbrug af EU’s mindsteprissystem?

Svaret på hvordan det kan lade sig gøre er meget enkelt – alt kan da lade sig gøre i fiskeriet disse år. PO kan betale en masse administration og høje lønninger og gennemføre projekter, fordi PO hvert år søger og modtager mange mio. af den danske stat til alt muligt. Og PO behøver ikke at bruge af formuen, EU og den danske stat betaler, bl.a. til reklamer for fisk.

Med den ene hånd betaler PO fiskerne for at smide store flotte fisk på ”møllen”, hvor de koges og omdannes til fiskemel. Mel som derefter forarbejdes til laks- og ørredfoder. Til brug for fodring af laks og ørreder, som producenterne i dag sælger til en pris pr. kg der ligger – og hold nu fast – lavere end den pris fiskerne fik for rødspætter på auktionen i de gode år før 2009. Alt kan lade sig gøre uanset hvor vanvittigt det tager sig. Ja nogle gange ser det unægtelig ud til, at det kun er det vanvittige, der er blevet muligt i dagens fiskeri og fiskeindustri i Danmark.

Dette vanvittige er blevet mere nødvendigt i takt med den måde fiskeriforvaltningen udvikler sig på. I dag foregår fiskeriet på rødspætter ikke længere på flere tusinde mindre fartøjer, som hver især havde brug for en kollektiv ordning, der kunne hjælpe de få der kunne komme i klemme, hvis markedet pludselig fik tilført flere fisk end markedet havde brug for.

I dag foregår det på store fartøjer mest trawlere, som hver fanger flere hundrede ja op til tusinde tons. Og de kan simpelthen ikke stoppe fiskeriet, selv om de selvfølgelig burde gøre det, når markedet ikke har brug for fisken. For de kan ikke skifte til noget andet i dag. De er tvunget til at blive ved med at fange de rødspætter, som de har købt kvoterne og rettighederne til. Før 2006 var der ingen som ejede fisken i havet, i dag er den ejet dvs. lige så overbelånt som alle andre ejendomme i Danmark. Og da prisen i det hele taget på rødspætter ligger lige omkring mindsteprisen, er dette, lagt sammen med høje oliepriser, blevet en tikkende bombe under fiskeriet, det er simpelthen umuligt for dem at have en fornuftig indtjening. Og det er ikke noget jeg påstår – det siger de selv. Og derfor bliver de ved med at fange fisk som ingen vil købe. De kan ikke andet også selv om gennemsnitsprisen på rødspætter ligger lige omkring mindsteprisen og selv om den pris er så lav at ingen kan være tjent med den.

Er det så et misbrug af mindsteprissystemet? Svaret er meget enkelt – ja. Begrundelsen er: Hvis ikke det er misbrug, når man over en længere periode, nu to år, bliver ved med at fiske til et marked som ikke vil have fisken og man også ved, inden man tager på havet, at fisken, med stor sandsynlighed ikke bliver solgt, så er det på tide at nogen ser alvorligt på de regler.

Det forsvar som fiskerne har, når det gælder arter som ex. sild, mørksej, torsk, hvilling, der må tages ud, gælder ikke for rødspætter. De nævnte arter kan ikke overleve en genudsætning, det kan rødspætter (ikke 100 % men op mod 80 %). For de andre arters vedkommende er der tale om en 100 % dødelighed ved genudsætning (udsmid).

Når de nu er døde kan man ligeså godt tage dem med i land. Og det er et holdbart argument når det gælder de arter, når de fanget som bifangst, vel at mærke. For fiskeriet har altid, i egen selvforståelse, stoppet det direkte fiskeri på de fisk, markedet ikke ville aftage. Dansk fiskeri bekender sig jo til markedsøkonomien. Men da det blev nødvendigt introducerede man dette nødudgangsargument som, at ”sild, mørksej, torsk etc. var fanget som bifangst og døde og derfor var det også fornuftig at de kom i land og i det mindste også for at blive afskrevet på kvoterne. Og så var det vel også i orden at en kollektiv ordning sørgede for at det skete”.

Men det argument holder som nævnt ikke når det gælder rødspætter. Og da slet ikke når vi som vi ved i dag, at rødspætter ikke fanges som en ”uheldig bifangst”, men at fiskerne går meget direkte efter rødspætter, også selv om de ved, at de små sorteringer på fredag og mandags auktionerne, med noget nær 100 % sikkerhed, ikke bliver solgt.

Det store udtag af rødspætter er atypisk målt på de sidste 11 år. Landingerne har i denne periode ligget på højest 22.000 og lavest på 13.000. Men da landingerne var på det højeste i 2001, blev der kun udtaget for 155.000 kr. 0,10 % af de samlede landinger. Nu er landingerne i 2009 nede på de 13.000 tons og udtaget er knap 1200 tons 7,5 % af landingerne og i 2010 bliver det 10-12 %. For fiskerne fortsætter med at fange de fisk som markedet ikke vil have.

Er der virkelig ikke nogle lamper der lyser inde hos de ansvarlige? Måske er folk holdt op med at spise rødspætter? De har næsten aldrig været billigere og alligevel kan de ikke sælges. I 2001 kunne man sælge det dobbelte til større priser uden udtag er det fordi andre lande som har overtaget rødspættemarkedet? Eller er folk bare blevet trætte af den fladfisk som sikkert heller ikke egner sig til sushi.

De ansvarlige siger selv at de er i gang med at løse problemet og det skal ske gennem en miljøcertificering af rødspætter, for det give en højere pris for fisken, siger de. Måske, men så skal de godt nok skynde sig for det set ser ud til at blive en stakket frist. For al fisk i Danmark og EU og de store fiskerier uden for EU er efter alle kendte planer også MSC miljøcertificerede inden udgangen af 2012 – hvad gør man så?

Når alle fisk er MSC mærket, så er det jo status quo.

Rødspætteproblemet er helt enkelt efterspørgslen, rødspætterne bliver ukonkurreret af billigere fisk fra bl.a. Fjern Østen. Der er ikke andre forklaringer. Og det har de nu flere hundrede reklamer millioner, EU og Danmark har brugt gennem den danske PO ikke ændret på. Folk vil ikke simpelthen ikke betale en mindre formue for fisk. Hvis de vil have rødspætte i København, så koster den 100-150 kr. kg og i Supermarkedet kan de købe pangasius og andre eksotiske fisk, lige klar til ovnen for 50 kr. til hele familien. Og da størsteparten af rødspætterne bliver industriforarbejdet i dag kan de filetter ikke konkurrere med pangasius og andre fisk.

Men der er andre markeder for rødspætter.

De større rødspætter kunne sagtens opnå dobbelt så høj en pris til fiskerne, men det direkte konsummarked (fiskehandlerne) køber de billige og dermed falder gennemsnitspriserne på alle sorteringer og det rammer i helt særlig grad de mindre fiskere, som fanger de små mængder, men de store flotte fisk. Forbrugerne mærker intet til de lave priser, de betaler fortsat mere end 100 kr. for et kg rødspætte, og de vil altså ikke betale mere.

Denne sag er endnu en af mange bylder på et sygt fiskeri. For uanset hvilket perspektiv man anlægger på fiskeriet, så bør det være udenfor diskussion, at når et marked ikke vil have de fisk fiskerne leverer, så holder fiskerne selvfølgelig op med at levere dem.

Alt andet er usundt, sygt.

Man kan forsvare mindsteprissystemet i en uge eller to, men ikke i flere år. Men et fiskeri der kunne forvare det har vi ikke længere. Vi har med fiskeri ”reformen” af 2005 fået et fiskeri, der består af meget få store fartøjer, som har ansatte til at hente så store offentlige tilskud som muligt, dvs. udnytte systemet til det yderste. Fiskeriet er blevet som landbruget, de ejer fisken i havet og derfor har de lånt en masse penge i deres nye ejendomme og nu må de fange og sælge det de producerer, uanset prisen, hvis de vel at mærke ikke noget at stå imod med. Og fiskeriet har intet at stå imod med. Også på det punkt ligner fiskeriet landbruget. De skal sælge fisk, ikke for at tjene penge, det gør de nemlig ikke, men for at give banken et alibi for ikke at lukke for kreditten og kræve gælden indfriet.

Ligesom landbruget giver fiskeriet heller ikke overskud og fiskeriet kan kun lade sig gøre, når det enkelte fartøj fanger rigtig mange fisk og samtidig er i stand til at holde driftsudgifterne nede. Og det gør man bl.a. gennem store offentlige tilskud og lån i kvoter og rettigheder; nye fartøjer og nye systemer og den billigste arbejdskraft man kan få, nu henter man sin besætninger i Østeuropa.

Oveni i de elendigheder må vi aldrig glemme, at vi har mistet det erhvervsfiskeri som gav os mange tusinde arbejdspladser, direkte og indirekte i hele fiskeriet fra hav til bord. Disse tusinde af arbejdspladser, som var livsnødvendig i det udkants Danmark hvor der er akut brug for de arbejdspladser hvor man ikke behøver en doktorgrad for at udfylde. De arbejdspladser er forsvundet og de ansvarlige er den siddende regering og Dansk Folkeparti som står politisk alene med den førte fiskeripolitik og det har de gjort siden 2001.

Kurt Bertelsen Christensen
Oktober 2010