2011 juli: EU’s nye fiskeri “reform”

Den 13/7 2011 offentliggjorde EU kommissionen deres forslag til den nye fælles fiskeripolitik i EU. Forslaget bygger på den udtalte erkendelse, at 30 års fælles fiskeripolitik i EU, har spillet fallit. Det mener vi også den har og det har vi ment siden 1995. Så bedre sent end aldrig kunne man sige – men dette forslag er så langt fra den reform fiskeriet har brug for, som næsten tænkes kan.

Vel indeholder reformforslaget flere af de ord vi har savnet i flere år, men de er meget langtfra sat i den rette sammenhæng. Selv om der endnu er mange detaljer og endnu flere huller som skal udfoldes det kommende år, er det svært at se hvordan EU med dette reformforslag, kan skabe en mere bæredygtig fiskeriforvaltning.

Reformen skal træde i kraft inden den 1. jan. 2013, altså om ca. 1½ år.

Omsættelighed og udsmid er nøglebegreber i reformforslaget. EU vil indføre omsættelige kvoter efter den danske model fra 2005. Det betyder, at de mindre og mellemstore fartøjer forsvinder og fiskeriet bliver koncentreret på færre større fartøjer og tilhørende selskaber. Hvor hurtig det vil gå bestemmes af de finansielle muligheder. I Danmark gik det hurtigt, fordi bankerne i 2005, 2006, 2007 og 2008 stod på spring med alle de penge fiskerne kunne ønske sig.

Hvordan det ser ud i 2013-15 ved ingen.

Men over tid forsvinder det bedste dvs. det mest rentable af fiskeriet. På den korte bane vil det (muligvis) give en kortvarig bedre biologisk balance mellem fiskeri og fisk, men det bliver en stakket frist, for gælden i fiskeriet vokser eksplosivt. De eneste der vinder, bliver de nye kvoteejere der får solgt i tide. Men den samlede gæld vokser i det resterende fiskeri og på sigt vil det belaste ressourcerne.

Men hvorfor løser reformen ikke problemerne? Svaret er enkelt – fiskeriets problemer bliver ikke løst, fordi reformen bygges på industriens problemer. Det er nemlig ikke fiskeriet selv der har skabt problemerne i dag, det er forvaltningen. Fiskeriet er blevet overtaget af bureaukrater og deres fokus er det industrialiserede fiskeri.

Fakta er, at ser man bort fra det kapitaltunge industrialiserede fiskeri i dag, er fiskeriet forsvundet som et selvstændigt tænkende erhverv. På set og vis er fiskeriet blevet et middel for forvaltningen og det eneste fiskeri der har forvaltningens interesse, er det største fiskeri de kan forestille sig.

På det punkt er der ikke den store forskel på den bureaukratiske tankegang i de kommunistiske og de kapitalistiske vestlige lande. Ejere af fiskefartøjer, som har investeret de mange mia. i fiskeriet (og ikke mindst modtaget de mange mia. i støtte af forvaltningen) skal reddes, og det er i det perspektiv, man skal se denne reform. Der lægges også op til et udsmidsforbud, men svaret på hvordan det skal tage sig ud og i hvilket tempo, blæser i vinden.

Reformen er lavet af og til fiskeriforvaltningen i EU og deres støttede fiskerier. Målt på den vægt er der egentlig ikke den store forskel på denne reform og de øvrige større og mindre reformer der er blevet til de seneste 30 år. Der er intet andet nyt i denne reform end nogle ord og begreber vi har efterspurgt i mange år. Men i denne sammenhæng de nu ses er de på det foreliggende intet værd.

Baggrund

Det er meget vigtigt at man vurderer reformen på dens præmisser. Når man hører kommissionen lyder det som om at hele ansvaret for de 30 års fejlslagen fælles fiskeripolitik ligger hos de politiske ansvarlige, altså ministrene. Der ligger også et stort ansvar på politikerne, men ansvaret ligger i virkeligheden på bureaukratiet på den biologiske og tekniske forvaltning af fiskeriet. For et meget langt stykke hen af vejen, aner politikerne ikke hvad de har med at gøre og derfor er alt overladt til bureaukraterne i kommissionen og de fiskeriafhængige lande. Det er blevet et kæmpesystem som ikke længere står i noget fornuftigt forhold til selve fiskeriet

Overordnet ser det ud til at EU har ”købt” den danske FKA model (Fartøjskvoteandele). Forslaget lægger op til, at alle trawlere og alle andre EU fartøjer, over 12 meter, skal have overdraget ejerskabet over deres egne kvoter, efter en (formoder vi) historik model som den danske. Dvs. man tager det enkelte fartøjs historiske fiskeri (efter en sindrig model) og udregner, hvor stor en promille det fartøj har fanget af de enkelte arter i de enkelte farvande. Fartøjer for derefter overdraget ejerskabet over kvoterne, som de så kan handle med og belåne. EU foreslår et ejerskab over mindst 15 år.

EU sætter grænsen ved de 12 meter og skriver at fartøjer under 12 meter ”muligvis” ikke skal reguleres med omsættelige kvoter. På den måde lægger man det (muligvis) ud til de enkelte lande, selv at finde ud af om fartøjer under 12 meter skal holdes udenfor FKA.

I den danske model fra 2005, brugte man en økonomisk kalkule, hvor fartøjer som omsatte for mindre end 250.000, blev holdt udenfor FKA. Dvs. at alle erhvervsfiskere i realiteten komme under FKA og udenfor blev de fiskere, som bruger fiskeriet som hobby og bierhverv. Det har betydet, at det danske brede og mere fleksible erhvervsfiskeri er forsvundet og tilbage er der nu få store fartøjer. Og mellem de fartøjer er der meget store fartøjer, som ejer for flere hundrede mio. kroner kvoter og de er nu ved at tage lokale havne og samfund som gidsler. Hvis de ikke får det det de kræver, kan de bare flytte til en anden havn. Så på den måde er deres gidseltagen mere konkret end f.eks. de store industrielle landbrug. Sammen med dansk fiskeris forsvinden, er fiskeriets samfunds økonomiske betydning også forsvundet. Ejerne har fået overdraget mia. af kvoteværdier uden at give en krone for dem og samtidig har de modtaget offentlig støtte som aldrig tidligere i historien og samtidig med at de smider de danske fiskere i land for at hyre de billigere arbejdskraft fra Østeuropa, hvor de også får bygget og vedligeholdt deres fartøjer og udstyr. Og det de fanger – fisken landes nu også mere og mere i udlandet.

Indfører man FKA modellen i EU’s samlede fiskeri, vil vi også se meget større fartøjer og selskaber, som overtager fiskeriet med de samme konsekvenser, som vi har oplevet i Danmark. EU forslaget lægger ikke op til at EU fiskerne kan handle kvoter på tværs af landene i EU. Men indfører man modellen, er det kun et spørgsmål om tid, før det også bliver muligt. Alt andet vil stride mod den logik der nu driver EU til at indføre et FKA system.

Enhver fornuft med indsigt i den fælles fiskeripolitik kan ikke bestride det faktum, ligesom den samme logik ikke burde kunne bestride, at kvotepolitikken og deraf følgende industrialisering og kapitalisering af fiskeriet, med sikkerhed også førte til omsættelige kvoter. I Danmark er der fartøjer der i dag ejer kvoter for tæt på en mia. og Danmark har ikke de største fartøjer i EU. Sådanne industrielle virksomheder kræver sikkerhed for at de kan fange fisk. Og derfor vil de også skulle handle med kvoter på tværs af de nationale grænser.

Det er paradoksalt også logikken i Levende Havs accept af, at de store havgående fartøjer også får ejerskabet over kvoterne, således at de kan handle med dem. Men og det er det vigtigste – med denne modstræbende indrømmelse, står det også ligeså klart, at hvis vi i fremtiden fortsat vil have et fiskeri, som kan give det spændende liv i de tusinde af havne, er det afgørende, at EU beskytter det mindre fiskeri. Og den beskyttelse har intet med de 12 meter, eller de 12 sømil, at gøre.

Vi mener også det bør være frivilligt, om fiskerne ønsker at tilslutte sig et FKA system. De der har brug for de store investeringer (store lån) kan vælge FKA, men de der ønsker et mere ekstensiv dvs. ikke kapitaliseret fiskeri, skal have mulighed for at kunne stå udenfor. Og ligeså vigtigt – har man valgt FKA, har man også fravalgt enhver fremtidig økonomisk offentlig støtte. (Ingen kan forsvare at forære private borgere så store samfundsværdier, som kvoter og rettigheder giver dem, uden at de som modydelse, må fraskrive sig enhver fremtidig offentlig støtte). EU forslaget synes at gøre op med den offentlige støtte til fiskeriet, men holder det? I den danske model så vi at det modsatte skete.

Siden 2005 har fiskeriet fået mere støtte end nogensinde tidligere.

EU forslaget taler om et udsmidsforbud, men det er så vagt, at det ikke ser ud af noget særligt – endnu.

De store grønne organisationer ser positive elementer i forslaget, men er kritiske – alt andet ville også have været underligt, al den stund de lever af kritikken. Men deres kritik er vag og uigennemtænkt som EU’s forslag til et udsmidsforbud. De store grønne har det med ikke at kunne se skoven for bare træer. De taler om overkapacitet og udsmid og vil ikke se virkeligheden i øjnene. Virkeligheden er at de store grønne også skal sige ja til fiskeriet og nej til det kapitaltunge industrialiserede fiskeri. Det er ikke fiskeriet som er problemet – det er og bliver investeringerne i de store kapitalkrævende virksomheder.

Danmarks Fiskeriforening ser positivt på reformen. Der kan tolkes på to muligheder – enten har de ikke begrebet reformen, eller også har de og så har reformen kun værdi for dem selv og derfor ingen værdi for os andre – det europæiske samfund.

Der er kun en kurs for fiskeriet og det er at få opdelt fiskeriet i det industrialiserede, kapitaltunge og mere havgående fiskeri (det omsættelige) og det alm. fiskeri (det uomsættelige).

Kurt Bertelsen Christensen
Juli 2011

Presse: Fødevareminister Mette Gjerskov du tager fejl – der findes ikke et økologisk regelsæt for fisk og fiskeri – desværre

Norddjursland den 9. februar 2012.

I middagsradioavisen i dag på P1 glædede fødevareminister Mette Gjerskov sig over, at der nu, endelig er vedtaget fælles økologiske regler for vin. Som afslutning konstaterede hun, at det også glædede hende, at der nu var et økologisk regelsæt for alle fødevarer.

Levende Hav må desværre slå skår i denne glæde ved at gøre opmærksom på, at dette ikke er tilfældet. Fisk er – bortset fra opdrætsfisk – ikke dækket af økologiske regelsæt. Landsforeningen Levende Hav introducerede ganske vist, mens Ritt Bjerregård var fødevareminister, ”Regler for økologisk fiskeri”, som var blevet til efter et stort og grundigt forarbejde. Dette initiativ blev desværre lagt for had af Danmarks Fiskeriforening i særdeleshed og fiskebranchen i almindelighed – dog med visse undtagelser. Man ønskede ikke økologien og naturskånsomheden bragt ind i fiskeriet. Medlemmer i det daværende ”Fiskernes økologiske Netværk” blev i den anledning ekskluderet af Danmarks Fiskeriforening.

Siden har MSC-mærket holdt sit indtog og nogle danske fiskerier er blevet certificeret, men det er vigtigt at fastholde, at denne mærkningsordning af mange gode grunde ikke er en økologisk mærkning.

Levende Hav står gerne til rådighed for Mette Gjerskov med hensyn til økologisk mærkning af fiskeprodukter. Vi deler bestemt hendes generelle entusiasme for økologien.

Knud Andersen
formand
Levende Hav
Kontakt: 97895455 / 20487421 / knud@levende-hav.dk

2011 okt. Danfish messe i Aalborg 2011

Jeg har været i Aalborg til fiskerimesse onsdag den 12/10, hvor prinsen talte og åbnede messen. Her følger en beretning og nogle tanker fra den dag.

Messen så ud som den har set ud i mange år, dvs. teknisk. Der var langtfra sort af folk på åbningsdagen, og kom man lidt udenfor hovedgaden i centeret, stod standende gabende tomme, også selv om gæsterne så ud til at komme fra udlandet. Men mon ikke de tomme stande giver et retvisende øjebliks billede af dansk fiskeri. Der er ikke mange fiskere tilbage og de fleste gæster så heller ikke ud til at ”há pisset i havvand”. En betegnelse for ikke-fiskere, som fiskernes afdøde formand Flemming Kristensen kaldte dem på en konference på Christiansborg i 1999.

Det moderne isenkram dominerede det hele. Det blev meget tydeligt i fiskeriets nye pornoblad, udgivet af FiskerForum. Dette elektroniske forum for fiskeri, har eksisteret i nogle år som en hjemmeside og nu lancerer de altså et billedmagasin. Sikkert fint til toiletterne på de store fiskeskibe, som magasinet også udelukkende beskæftiger sig med. På forsiden bomtrawlere og på bagsiden de meget tykke ophidsende wirer og skovle, som smadrer resterne af livet på havbunden. Der er næsten kun billeder i det nye blad og mon ikke også det hænger sammen med, at besætningerne på de store trawlere nu kommer fra Østeuropa!

Apropos store tykke wirer, fortalte en fisker fra Nordjylland, at de var meget glade for at bomtrawl var blevet stoppet i Skagerrak, for det gav gode rødspættefangster til garn og snurrevod. Men nu var problemet den nye form for dobbelttrawl, som smadrede det sidste, det bomtrawlet end ikke kunne ødelægge.

Det var f.eks. HM 555 Kingfisher (på linket ses en video fra fiskeriet med det fartøj, også på Kingfisher tales der alt andet end det danske sprog) og dennes makker, som med 90 mm mellemliner (det er altså næsten 10 cm) slæbte over alt, dvs. jævnede det hele. Med al den offentlige støtte som de trawlere har fået til deres ødelæggelser, er det forståeligt for mig, at den nyudnævnte minister for fiskeriet, glimrede ved sit fravær.

Alle talte om hendes fravær, men jeg forstår hvorfor hun ikke har lyst til at stå mål for det der foregår på messen for trawl og naturødelæggelse.

Jeg mødte kendte, lidt ældre ansigter, ikke så mange, men jeg fik snakket med dem og deltog også i den konference om kystfiskeriet, som havde drevet mig til Aalborg. ”Hvad fanden laver du her og nu?” spurgte de og jeg svarede som sandt var, at jeg var blevet skolelærer.

”Degn” ja hvorfor ikke. Flere mente også der altid havde været noget skolemester over mig. Jeg kunne så fortælle, at i modsætning til dem (fiskerne), som fik deres uddannelse betalt af os (det koster skatteydere mere end 300.000 og uddanne en fisker) måtte en lærer selv betale hele sin uddannelse og den koster ca. 80.000 + praktikken. Vil man være fisker betaler det offentlige det hele og lærlingen får løn når han/hun er i praktik.

Det er derfor også lidt tankevækkende, at seminaret i Nørre Nissum uddanner flere lærere om året, end fiskeriskolen i Thyborøn har formået på 5 år. Den afgåede minister for fiskeriet har også udtrykt kritik af skolen i Thyborøn, som hans forgænger i embedet, Hans Chr. Schmidt forgyldte. (Jeg ved ikke hvad Fiskeriskolen i Thyborøn bruger alle de penge til, men jeg ved de ikke bruger dem til frimærker og brevskrivning. For jeg har selv søgt deres opslåede lærerstillinger to gange og har endnu det første afslag til gode. Det kan måske forklares med, at hvis en lærer på skolen SKAL forgude trawlfiskeriet, kan jeg nok ikke ansættes, men jeg synes godt de kunne sende et afslag)

Men jeg skulle til kystfiskerkonference og den blev desværre afviklet, samtidig med at toppen af dansk fiskeriforvaltning dvs. med chefen for det hele Mogens Schou i spidsen, på en anden konference, skulle berette om EU kommissionens reformforslag til fiskeriet.

Jeg valgte kystfiskeriet, efter at have drøftet situationen med bl.a. direktøren for det meste Niels Wichman og på vej ind til kystfiskeriet, møder jeg Mogens Schou, som noget sarkastisk (læs: ironisk) forsøger at få mig over til hans konference ”det kan du godt Kurt, for du taler jo udmærket engelsk”.

Den sved, for han ved hvor elendig jeg er til det talte og skrevne engelsk (det sidste er det værste og til beroligelse for jeres børn, jeg er ikke lærer i engelsk). Årsagen til denne fremmedsproglige del af beretningen, skal findes i det faktum, at Mogens Schou bruger og har brugt en masse tid i de engelsksprogede medier og forums til at fortælle alle, uden for Danmark, at dansk fiskeri er noget af det bedste og de omsættelige kvoter og rettigheder, som han personligt har fået indført, er guds gave til dansk fiskeri. Og alle der forvalter fiskeri, overalt i verden, bør tage ved lærer af den danske model.

Det er som jeg har forsøgt at skrive på samme platforme og andre steder løgn fra ende til anden og det er løgn fordi Schou ved det er løgn. Men netop fordi han ved, at fjolser som mig og andre i LLH, ikke evner at tage til genmæle (uden at blive til grin) ud i det engelske, boltre han sig som en fisk i vandet derude i det fremmede, alt mens han forvalter dansk fiskeri ud af verdenen.

Og når jeg så alligevel forsøger i det engelske, så får jeg af sarkasme- og ironi grovfilen. Men det er måske også retfærdigt, når jeg nu igen og igen understreger, at Mogens Schou lyver om dansk fiskeri. Men han lyver altså fordi han ansat til at varetage Danmarks interesser. Og han gør det modsatte, han varetager udelukkende de få millionærer, mange millionærer og nu også milliardærer i dansk fiskeris interesser. Han har skabt de forhold, der i dag gør det muligt for enkelt fartøjsejere, at have ”værdier” og gæld i fiskeriet, på mere end en mia. kroner.

Jeg synes der er blevet noget Ole Poulsen over Mogens Schou. Ole Poulsen er også en kontorchef i ministeriet, der har siddet og misforvaltet dansk fiskeri, i alt for mange år. Men hvor Poulsen, klart og utvetydigt har fortalt mig, at jeg kan rende og hoppe, altså at han vil skide mig og LLH et stykke, er Mogens Schou mere politisk korrekt i tonen. Mogens Schou er, som man siger i fiskeriet, ikke så grim i sin mund, men ligesom kystfiskerne foretrækker jeg også den rene snak fra de offentlige ansatte, frem for sarkasme og en ironi.

Når pyt med ham. Til kystfisker konferencen mødte der vel ca. 50 og de hørte på Niels Bjerregaard fra Hirtshals, som formand for ”kystfiskerudvalget”. Han fortalte os om elendige regler og manglende konsulenter. Her må referencen være, at udvalget ikke længere har en rigtig konsulent. Hun blev fyret og siden er de blevet ”faciliteret” af en kontorchef fra Danmarks Fiskeriforening. (Fiskere, som er kritiske over for udvalget, har fortalt at konsulenten, som skatteyderne betaler, blev fyret, og nu bruges bevillingen som løntilskud til den kontorchef i Danmarks Fiskeriforening, som tog over efter Bjerregaard. Men det kan jo være en havnehistorie). De tilstedeværende aktive fiskere forsøgte at forklare sig selv og os andre at det gik af Pommern til, at de var ved at blive kontrolleret ud af fiskeriet. Bøder for ingenting og regler uden sammenhæng. Men det var først uden for konferencen de sagde det de tænkte, nemlig at den forening de betalte en masse penge til, intet gjorde for dem, tværtimod. Vi talte om priserne på kvoter og rettigheder, som ex. østerslicenser som de første betalte over en mio. for og nu ikke kan sælge for 4-500.000. Om en østersbestand som var blevet misforvaltet i en sådan grad at fiskeriet nu måske måtte helt indstilles. Og det er mildest talt tankevækkende når man tænker på at DTU’s biologer har arbejdet med østers og muslinger i en menneskealder og alligevel evner de ikke engang at forvalte en lille bestand i så lille et område som Nissum Bredning. Det er intet mindre end en skandale. Og fiskerne fortalte at de gentagne gange havde forsøgt at få overbevist de ansvarlige om det alt for store fisketryk, men de blev bare afvist. Når biologerne ikke engang kan forvalte så lille en bestand i så lille et afgrænset område, hvordan i alverdens rige og lande kan nogen så tro på at det kan lade sige gøre ude i havet!!

Kontorchefen fra DF orienterede os om EU forslaget til den nye fiskeripolitik og dens betydning for kystfiskeriet. Det eneste jeg hæftede mig ved var, at han ville lægge hovedet på blokken, hvis EU forslaget, til at holde kystfiskerne udenfor den nye plan i EU, om omsættelige kvoter og rettigheder, blev vedtaget af ministerrådet. Det er interessant på flere områder, og ikke mindst målt på kontorchefens hoved.

Jeg forstår da udmærket at kontorchefen også tvivler på, at EU kommissionen kommer igennem med deres forslag for kystfiskeriet, men jeg ville nu ikke gå så langt som at sætte mit hoved på spil. For uanset hvad der kommer ud af den reformpakke, vil det enten være EU eller de nationale regeringer, som sætter kursen for fremtidens kystfiskeri. Og det ser ud til at kontorchefen ikke følger med i danske politik og at han har en kort hukommelse. For det politiske flertal i folketinget i dag, efter valget, var direkte imod det fiskeripolitiske flertal i 2005, som vedtog FKA systemets omsætteligheder og andre ulykker for kystfiskerne. På den baggrund og i den stol han sidder, burde han altså være forsigtigere med det hoved han har.

Derefter var det DTU Aqua som bl.a. fortalte os at lystfiskerne fangede, ikke sådan ca. et eller andet, men helt konkret 1231 tons torsk om året, mest i Øresund og de genudsatte, ikke sådan ca. men helt konkret 1,7 mio. stk. torsk. Han sagde han havde tallene fra en rapport, men han sagde også, at de ikke har noget data fra lystfiskeriet, så det hele var ligeså underligt som tallene selv. Men igen – alle der har beskæftiget sig med fiskeri ved jo, hvor taknemmelige man er for tallene og den deraf følgende meget lemfældige omgang, alle aktører i fiskeriet har, med tal.

Det var det og dét blev også lidt længere end dét burde have været. Men så er det jo sagt.

Kurt Bertelsen Christensen

Okt. 2011

En Konservativ fiskeripolitik vil ikke være så ringe endda

I dagene 15/6 – 18/6 2011 er der Folkemøde på Bornholm og der optræder den danske fødevareminister, som også har det øverste ansvar for erhvervsfiskeriet.

Bornholm var engang en ø, som levede af fiskeriet. Dengang betød fiskeriet næsten ligeså meget som fiskeriet betyder for befolkningerne på Island og Færøerne. Nu er fiskeriet næsten udryddet fra Bornholm og det hænger sammen med den danske fiskeripolitik og ikke mindst de mange skattekroner, vi hvert år forærer fiskeriet, så de kan købe større og større trawlere.

Nu går de Konservative direkte mod partiet Venstre, med et forslag om at skære en halv mia. af støtten til dansk landbrug. God ide det kan kun gå for langsomt og når vi nu er på denne kurs, for at finde flere penge til den slukne statskasse, kan vi uden problemer hente mindst en kvart mia. i fiskeriet. Fiskeriet modtog i 2009 ikke mindre end 370 mio. kroner i offentlig støtte. Og de penge kan man hente, uden at komme i konflikt med Venstre og afgivne løfter til fiskeriet.

For da Hans Chr. Schmidt, som bekendt kommer fra partiet Venstre, var fiskeriminister i 2005, fik han vedtaget en fiskerireform, hvor vi (samfundet) forærede de få fiskeskippere mia. værdier i form af kvoter og fiskerettigheder. I samme overdragelsesforretning lovede ministeren de nye ejere, at så ville det også være slut med den offentlige støtte.

Men når Hans Chr. Schmidt, som miljøminister og nu transportminister lover noget, ved vi at det modsatte bliver tilfældet. Fiskerne fik ejendomsretten over kvoter og rettigheder (som de selvfølgelig med det samme overbelånte), så meget at samfundet siden har måttet give mere offentlig støtte til fiskeriet, end fiskeriet nogensinde tidligere har fået. Men nu er der kommet en ny minister på posten. Han har ikke noget i klemme i fiskeriet overhovedet og må derfor også kunne indfri løfterne til fiskerne og danskerne.

Men hvorfor giver vi fiskeskipperne alle de penge? Først fik de ejendomsretten; så oprettede de kvote-, skuffe- og bytteselskaber; så lånte de en masse penge; hvorefter de købte alle de kvoter og rettigheder de kunne komme i nærheden af. Og der var mange penge der tilbage i 2005 – 2009, indtil finanskrisen satte en stopper for det og kvoteværdierne raslede ned, i samme takt som bankerne gik fallit. For at undgå det store kollaps i fiskeriet; flere krakkede banker og dermed den totale afklædning af VKO’s fiskerireform, har regeringen siden måtte spytte i kassen. Som nævnt med de største beløb til dansk fiskeri nogensinde. Og det vel at mærke efter at fiskeriet er blevet reduceret til meget få, men meget store fartøjer. Vi giver altså vore skattekroner til fiskerskipperne for at redde en VKO fiskeri “reform” som aldrig skulle have set dagens lys.

Men det ændrer ikke ved fakta: Regeringen tager ikke tage noget fra nogen, hvis de holder op med at støtte fiskeriet, tværtimod vil regeringen opfylde sine løfter til fiskeriet og den danske befolkning. Skulle det være nogle trawlere og nogle selskaber og et par banker (mere) som kommer i klemme ved det, er det vel også til at leve med, ligesom alle vi andre må leve med nedskæringer. Ex må folkeskolerne betale og siden finanskrisen slog igennem har 3000 lærere måtte betale prisen. Så selvfølgelig kan vi også leve med, at et fiskere og deres långivere (måske) kommer i klemme.

Der er ca. 600 aktive fartøjer tilbage i dansk fiskeri, hvoraf over halvdelen hører til helt store. De har allerede smidt de danske besætninger i land og hyret udenlandske besætninger fra Østeuropa, som de kan få til halvpris. Det har de gjort for at få økonomien til at hænge sammen i det økonomisk meget elendige fiskeri, der kom ud af Hans Chr. Schmidts fiskeri ”reform”.

Så det kan kun gå for langsomt for VK regering. Stop udbetalingerne til dansk fiskeri. For 370 mio. kroner kan vi få mere end 1000 lærere tilbage i folkeskolen og det er heller ikke så ringe endda.

Kurt Bertelsen Christensen
Juni 2011

2011 juni: Som Kurt Madsen råber i vinden, får han svar

Det er igen kludder i DFPO’s formand, Kurt Madsens virkelighedsopfattelse og realitetssans. Ligesom da Kurt Madsen proklamerede, at han personligt havde reddet fiskeriet i Torsminde, ved at stifte et kvoteselskab med vigvakkerne fra syd. Umiddelbart derefter lukkede fiskeauktionen og siden er fiskerne fra Torsminde forsvundet og tilbage er nu blot en filial af Thyborøns fiskeauktion og nogle få store fartøjer.
Med sådan en indsigt gjorde Kurt Madsen selvfølgelig en lynkarriere i fiskeriet og er nu højtbetalt formand for Thyborøn fiskeriforening og PO. For sådan en mand, befriet for enhver form for virkelighedssans, har de store trawlere og deres selskaber meget brug for.

Efter den ordinære generalforsamling i PO, udsender han følgende pressemeddelelse:

”PRESSEMEDDELELSE FRA DANSKE FISKERES PO: udsendt den 27/6 2011

– Gennem flere år har danske fiskere ydet en meget stor indsats for at få certificeret fiskeriet. Nu, hvor Nordsørødspætter og Østersøtorsk har været certificeret i nogle måneder, ser vi desværre kun en begrænset stigning i priserne på fisken med MSC-mærke. Certificeringen har ikke givet det løft, vi havde forventet, siger han.” (klippet fra Danmarks Fiskeriforenings hjemmeside)

Der står sku skrevet, sort på hvidt, at de danske fiskere nu ”kræver”, at vi betaler mere for deres fisk, ene og alene fordi deres fisk er blevet MSC mærket. Det er nu ikke sådan lige til at forstå.

For det første er der ingen objektive grunde til at forbrugerne betaler mere for en MSC mærket rødspætte, end én der ikke er mærket, alene fordi alle danske rødspætter nu er MSC mærket. Der er ikke ændret en tøddel på fiskemetoder og andet. Alle rødspætter, om de er trawl- snurre- eller garnfanget, får MSC mærket.

Hvorfor skulle vi så betale mere, end for noget andet, vi ikke kan få?

Jeg er klar over, at Kurt Madsen ikke taler til os forbrugere, men industrien, når han taler om ”efterspørgslen” efter MSC mærket fisk. Fordi det var jo industrien og supermarkederne som ville have et MSC mærke. Fint med dem, men den diskussion har intet med forbrugerne at gøre. Det er noget med WWF og Greenpeace som ellers kunne finde på at demonstrere i de supermarkeder – for det gør WWF og Greenpeace jo, det er faktisk det de lever af!

Forbrugerne på deres side betaler meget gerne noget mere for fisk, der er fanget naturskånsomt og klimavenligt, det er undersøgt og afklaret. Men sådanne fisk får de ikke med MSC mærket. Det ved de godt (de forbrugere der køber fisk i det daglige, er ikke så dumme) og derfor må fiskerne naturligvis kikke langt efter flere penge fra forbrugerne.

Det er ene side af sagen, den anden er Kurt Madsens løse påstande om at ”de” fiskerne har ”ydet en stor indsats for at få certificeret fiskeriet”. Nu er det selvfølgelig relativt, hvordan man måler en stor indsats. Men når fiskerne det facto ikke har ydet nogen målbar indsats i fiskeriet, eller givet en krone til certificeringen, er det jo løgn det Kurt Madsen påstår.

Fiskerne har intet ydet. De har fået alle de penge certificeringen koster af skatteyderne og de har f.eks. ikke fjernet et gram jern fra deres bundskrabende naturødelæggende trawl. Og hvis de sparet på brændstoffet, ved f.eks. at købe nye fartøjer og motorer, er det også skatteyderne som har betalt hovedparten af den regning. Så fiskerne har intet ydet for et mere økologisk og biologisk bæredygtigt fiskeri – intet.

Kurt Madsen råber i vinden og får selvfølgelig ikke andet end tavshed og så disse bemærkninger.

Kurt Bertelsen Christensen
Juni 2011

Tobisens millionærer

I 1983 da dansk fiskeri blev en del af den fælles fiskeripolitik i EF, fik Danmark alle rettigheder til fangsten af industrifisken tobis. Tobisen bruges til fremstilling af fiskemel og fiskeolie og den fanges i forårs- og de tidlige sommermåneder. Danmark fik rettighederne til tobisfiskeriet, fordi dansk fiskeri, som det eneste i Europa i de år, havde fået opbygget det ”industrifiskeriet”. Et af gode grunde meget udskældt fiskeri.

Det danske industrifiskeri er bygget op fangsten af sild og da sildebestandene pga. af dette rovfiskeri kollapsede i 70’erne, måtte industrien satse på andre arter og tobisfiskeriet voksede nærmest eksplosivt.

I starten af 90’erne fangede man op til tæt på 1 mio. tons, men siden fangsterne faldet år for år, for endelig helt at kollapse 10 år senere, med fangster på under 200.000 tons. Siden 2007, hvor fiskeriet nåede et historisk lavpunkt på under 150.000 tons, er det dog begyndt at gå lidt fremad igen. I dag kan de få store fartøjer som fisker tobis, fange en last tobis på få dage, ligesom i starten af fiskeriet. Tobisfiskeriet er igen ved at være bæredygtigt målt på tobisbestandene.

Men, for der jo altid et ”men”.

I dag fanges tobisen af ca. 40 store fartøjer som nu også ejer tobiskvoterne. Da tobis fiskeriet var på sit højeste, var der op mod 1000 fartøjer (og besætninger) som levede af det fiskeri. Direkte og som et supplement til et års fiskeri på mange arter. Hvor fiskeriet tidligere gav beskæftigelse til flere tusinde fiskere og deres familier, give det nu blot beskæftigelse til et par hundrede. Der er dog stadig ca. 100 mindre fartøjer som fisker ”lidt” tobis. ”Lidt” for til de 100 fartøjer er det kun blevet 16.000 tons tilovers til et rationsfiskeri. Så det stopper næsten inden det for begyndt de 16.000 tons blev hurtigt fisket op.

I dag er der enkelt store fartøjer som ejer 10 % af tobiskvoten og det betyder med de gode priser der er tobis i disse år, at disse fartøjer kan fiske for op mod 40 mio. kr. i det lille kvartal hvor der kan fanges tobis. Dvs. at et eneste fartøj i dansk fiskeri, med en besætning på 5-6 mand, omsætter på et kvartal, dobbelt så meget som 100 mindre fartøjer og de 2-300 mand omsætter i tobisfiskeriet. Alene kvoteværdien på de 10 % af tobiskvoten ligger i dag på omkrig 100 mio. kroner. Men det er altså kun et af årets fire kvartaler, de andre kvartaler fiskes der sild, makrel, blåhvilling etc.

I 2005, da regeringen med Dansk Folkepartis støtte ”reformerede” dansk fiskeri og forærede kvoter og rettigheder til de store fartøjer og deres selskaber, smadrede man samtidig eksistensgrundlaget for flere tusinde fiskere og dertil kommer flere tusinde ansatte i fiskeindustrien og fiskeriets følgeerhverv. Alle naturlige arbejdspladser i de danske udkantsområder.

Tobisfiskeriet er måske biologisk bæredygtigt i dag, men det er der ikke andre end millionærerne i dansk fiskeri som har glæde af.

Kurt Bertelsen Christensen
Maj 2011