Råstoffer fra Nordsøen.

Råstoffer fra Nordsøen.

Mens danske myndigheder tillader flere og flere private virksomheder at hente råstoffer i havet, til en voksende eksport af sand og grus, bygger de samme myndigheder kostbare nye stenrev, der hvor de gamle rev lå, før de blev fjernet.

De private har fået tilladelse til at fjerne Jyske Rev i Nordsøen, for at sælge til højestbydende, mens de samme myndigheder naturgenopretter Læsø Rev. Er vi blevet blinde og døve? Da landbruget fra midten af 50’erne og til slutningen af 60’erne ekspanderede, skete det fordi landmændene og staten gjorde med naturen, hvad de ville og havde brug for. Skjernåen blev rettet ud og de våde områder blev drænet væk.

Thyboron-Nordso-Ral

Nu har vi måttet genoprette Skjernå for flere hundrede mio. og nu er vi gået i gang med at naturgenoprette det ganske land, fjerne dræn og tilbageføre vandløb – det vil koste os mange mia.

Med tiden kommer naturgenopretningen også til Jyske Rev, men er det en god forretning? Eller er det bare “udviklingen” og den kan vi ikke gøre noget ved? Men hvad så med den “bæredygtige udvikling” – hvor blev den af?

Danmark på afgrundens rand

Professor Jørgen Gaul Andersen fra Århus Universitet netop har regnet sig frem til, at kun 18 ud af i alt 192 lande, står økonomisk dårligere stillet, efter finanskrisen, end Danmark. Vi har altså ramt bunden og den eneste grund til, at vi med Thor Pedersens ord kunne købe hele verden i 2008, var at vi havde levet langt over evne. Men hvor fik vi pengene fra?

Dem fik fra vore ejendomme som vi overbelånte; fra landbruget hvor vi gjorde det samme og oveni kapitaliserede kvoter og alt andet der kunne omsættes, det samme gjorde vi inden for fiskeriet så meget, at begge erhverv tilsammen, i værste fald er truet af konkurser og i bedste fald er teknisk insolvente. Til sammen har de to erhverv en gæld på 3-400 mia.

Alt skal privatiseres under VK regeringen og i de mange overgange, blive vi så rige fordi de private og bankerne, i deres umættelige griskhed sloges, om at komme ført til fadet, og så stiger priserne og vi kan købe hele verden. Nu er værdier forsvundet ligeså hurtig som den varme man får efter at have pisset i bukserne og nu ligger vi i bunden – helt på bunden.

Vi solgte naturen. Indirekte ved at lade stå til og direkte ved at kapitalisere alt muligt. F.eks. råstoffer som sten, ral, grus og sand. Da man begyndte at hente de store mængder i Nordsøen, i slutningen af 90’erne, blev indvindingen knyttet til den strandfodring som afløste høfde bygge- og vedligehold. Og det gik stærkt. Man startede på Jyske Rev, 3-4 timer vest til nord fra Thyborøn og inden for få år blev havnen i Thyborøn, som ellers havde levet af fisken, helt afhængig af indtægterne fra de råstoffer, som fik større og større plads mellem havnen og Cheminova. I dag ligner det område et månelandskab. Og selvom fiskeriet også smadres af råstof indvindingen, er fiskeriets organisationer tavse, for det smule fiskeri der er blevet tilbage, efter privatiseringen og kapitaliseringen af kvoter og rettigheder, er ikke andet end råstofindvinding af levende naturressourcer, og økonomierne i havne og fiskesamfund er nu også blevet afhængig af indvindingen af de døde naturressourcer.

Jyske Rev var et unikt levende landskab før Rohde Nielsen A/S, nu vist RN Shipping, Krogh A/S, Thyborøn Nordsø Ral A/S etc. begyndte at fjerne sten og grus rundt revet, så det hele nu falder sammen. De fik flere og større tilladelser og fra 2011 er de nu gået i gang på et stort område på det sydlige rev, et område med høje toppe og et historisk garnfiskeri. I går ansøgte Rohde Nielsen om lov til at suge og pumpe på et område nord for revet, et område der er ligeså stort som de 3 andre områder tilsammen rundt om og op i selve revet. Jyske Rev forsvinder. Da man begyndte udvindingen var de råstoffer udelukkende til brug i Danmark, nu eksporterer man mere, end man bruger her i landet.

Selv om de ansvarlige VVM rapporter redegør for det modsatte, er det løgn fra ende til anden. Og det er løgn for de ansvarlige ved at det følgende og mange andre floskler ikke er sande: ”Styrelsen har på baggrund af reduktionen af indvindingsområdet og den gennemførte VVM-redegørelse vurderet, at indvindingen kan gennemføres uden at værdifulde biologiske habitater går tabt i indvindingsområdet, og uden at der vil ske en betydende påvirkning af arealer rundt om indvindingsområdet. (Naturstyrelsen 1/8 2007). Hvis ikke styrelsen ved at de lyver, kan de finde sandheden i et andet kontor i samme styrelse, som bruger mange af vore mio. på at genoprette et lille bitte stenrev i Kattegat.
Det er en liberaløkonomisk politik, der forærer vore fælles værdier til private virksomheder, samtidig med at den samme politik bruger de penge der skulle være brugt på børn og unge og deres uddannelse, til at rydde op efter disse private virksomheders grådige hærgen i naturen, i landbruget og i fiskeriet. Det sker meget direkte målt på naturen, landbruget og fiskeriet og indirekte målt på banker og andre forretninger som lever af at låne de private den kapital de skal bruge til deres ødelæggelser. En lille krise i de internationale finanser og vubti skred, rutsjede, faldt Danmark fra en 1. til en 174. plads på verdensrangslisten. Kritikkerne af VK regeringens styring af finanserne sagde det var en “kasinoøkonomi” og det var dét.
Men det er udviklingen og den må vi se at kommer over. For som regeringens ansvarlige siger det hver dag – “I modsætningen til vore politiske modstandere, udstikker vi vores økonomiske kurs ved at se fremad, ikke bagud”. Og det er forståeligt for bagud ser de et Danmark, der i dag ligner de sørgelige rester af Jyske Rev.
Ja det er sikkert udviklingen hvordan man nu end drejer den, men nu har vi levet med og gjort flittig brug af begrebet ”bæredygtig udvikling” i næsten 20 år. VK regeringen har i hvert fald intet begreb om en bæredygtig udvikling.

For flere oplysninger kan man bruge disse links:

http://www.naturstyrelsen.dk/Vandet/Havet/Raastoffer/

http://www.levendehav.dk/politik/enkeltsager/Havraastof/indeks.havraogstrand.htm

http://www.nordsoenoceanarium.dk/Jyske%20Rev-3067.aspx

http://www.levendehav.dk/politik/enkeltsager/miljo-debat/indeks-miljo-debat.htm

http://www.adm.dtu.dk/Subsites/fiskepleje/kyst/restaurering/lasoe_trindel.aspx

http://www.naturstyrelsen.dk/Naturbeskyttelse/Naturprojekter/Projekter/Vendsyssel/BlueReef/

http://www.skjernaa.info/

Feb. 2011 Kurt Bertelsen Christensen

Miljøminister på herrens mark.

Miljøminister på herrens mark

I feb. måned 2011 er det et år siden Karen Ellemann (V) tiltrådte som miljøminister. Og i det år har hun været meget i medierne. Ikke fordi hun positivt og fremadrettet har været i gang med noget godt for os, naturen og miljøet, men mest for det modsatte. I det år har miljøministeren kun været på retræte, og ind indimellem også på vild flugt, fra de miljøpolitiske målsætninger som hun selv og tidligere VK miljøministre havde sat op.

Nu barsler ministeren så med den største af alle tilbagetog – indtil videre. Mod al miljø- og naturfornuft vil hun nu give landbruget yderligere 12 år til at få reduceret deres tab af de næringsstoffer til vand- og havmiljøet, som er indeholdt i Grøn Vækst pakken. Målet var ellers, at landbruget endelig kommer i gang med at få lavet de dykningsfrie bræmmer; få kompenseret for de 150.000 ha brakmarker der var blevet pløjet op, alt i alt at få nedbragt tabet af næringsstoffer med 19.000 tons inden 2015, også for at Danmark lever op til EU’s vand- og habitats direktiver. Men hvis ministeren nu kommer igennem med sine planer, vil landbruget kunne vente til 2027 med de målsætninger.

Da ministeren skulle forklare hvorfor hun vendte 180 grader i spørgsmålet om den australske gift der skulle afbrændes i Nyborg, svarede hun kryptisk at hun havde taget hensyn til ”folkestemningen”. Det var ordret ministerens forklaring på hvorfor hun tilbagekaldte den tilladelse fabrikken i Nyborg havde fået. Det var godt hun gjorde det, men hendes forklaring for at gøre det, var målt på alle områder til skade for den danske natur- og miljøpolitik.

Når man offentlig giver udtryk for at man ligger under for folkestemningen har landbruget nærmest en pligt til også at presse ministeren. Og det ser nu til at lykkes. Landbruget har været meget aktive det seneste år, hvor de har truet med alskens ulykker i medierne. Og skiftende ministre med statsministeren i spidsen, har løbende været ude med hele og halve støtte erklæringer til landbruget, men dog altid med det forbehold, at landbruget selvfølgelig måtte indrette sig efter naturen og miljøet – ikke omvendt.

Nu har ministeriet fået lavet en ”rapport” som viser at dansk landbrug bliver ringere stillet end landbruget i det nordlige Tyskland og Holland og derfor frygter ministeren at dansk landbrug vil flytte sydpå, hvis de danske planer bliver opretholdt. Det er noget sludder. Hvis der var plads til mere dansk landbrug af betydning i Tyskland og Holland, vil de lande også blive tvunget til at lave nye og skrappere planer. Men der er i ikke plads til ret meget mere af dansk landbrug i de områder. Så forklaringen skal selvfølgelig findes et andet sted.

Den bedste forklaring finder man i dansk landbrug som er så forgældet, at det ikke har råd til at gennemføre Grøn Vækst strategien. Og i det spørgsmål skal man ikke have blikket rettet så meget mod landbruget selv, men mere mod de banker og andre långivere, som pt. har 350 mia. ude at svømme i det danske landbrug. Og det er ikke landbruget og landmændene som regeringen vil redde, det er banker og långivere. Helt på samme måde som regeringen gjorde det i fiskeriet i 2005. Det er bankerne som styrer VK regeringen og med Amagerbankens seneste ruin, er det problem blevet mere aktuel end nogensinde.

Den ”rapport” som ministeren henviser til viser meget tydeligt at man ikke kan sammenligne tabet af næringsstoffer i dansk landbrug med tabet i Tyskland og Holland. Dansk landbrug taber først og fremmest til de indre danske farvande og fjorde og selvom der også er problemer i Østersøen og den sydlige Nordsø, er de problemer ikke sammenlignelige med de indre farvande og fjorde, som hvert år lider af omfattende iltsvind.

Og der bliver ikke normale dvs. ”en god miljøtilstand” som EU direktiverne kræver, før iltsvindsproblemerne i de indre farvande og fjorde er løste. Og de bliver ikke løst før landbruget tilpasser sig naturen.

Læs ministerens forklaringer  her hvor der også er link til hendes rapport og se selv at hun ikke er på naturens, men på herrens mark i denne sag.

Kurt Bertelsen Christensen

feb. 2011

Den politiske forgiftning

karen ellemann

Den politiske forgiftning

Udviklingspolitiske despotier, miljøpolitiske kovendinger og løgne.

Man tager sig igen til hovedet og spørger undrende – hvad foregår det? Hvad foregår der (om noget) inde i hovedet på de VK ministre? Rækken af ministerielle uforklarligheder er uendelig, og den sidste fra Karen Ellemann, er måske derfor ikke mere opsigtsvækkende end de daglige fra Søren Pind.

Udviklingsminister Søren Pind har taget magten og enerådende besluttet, at udviklingsbistanden skal bruges til mere demokrati og større frihed ude i den store verden. ”Mere demokrati og mere frihed” lyder ekkoet fra ministeren, mens han selv praktiserer den mest udemokratiske styre af udviklingsbistanden, nogensinde. Søren Pind har taget magten også over den verden der lever af den danske udviklingsbistand. Eller rettere sagt denne verden har ladet Søren Pind tage magten.

De toneangivende udviklingsorganisationer (ingen nævnt igen glemt) forekommer én mere sølle og tavse end nogen sinde og man kan med rette spørge, om nogen fra den verden, overhovedet evner at skulle gøre den store forskel ude i den store verden? Når de nu ikke engang evner at sætte tydelige og markante spørgsmålstegn ved ministerpraksissen under Søren Pind, hvordan skulle de skulle så kunne gøre den nødvendige forskel mod despoter og korruptioner i andre lande?

Det kunne man tænke over. Og så husker man selvfølgelig at i dag er det langtfra tilfredsstillende, når kritikken fra civilsamfundet ikke når længere end til en glemt pressemeddelelse dagen efter den blev sendt ud.

Ligesom man kunne tænke over den største miljøpolitiske kovending i nyere tid. Er der overhovedet nogen som dagen derpå, evner at give en forståelig forklaring på, hvad ministeren egentlig mener, når hun nu siger, at der ikke er noget at komme efter i giftsagen Australien – Nyborg, alt er i orden, alt mener hun.

Det eneste ministeren nu har gjort, sagde hun til DR1 TV avisen (2/12 kl. 18.30) er at hun har taget en ”politisk” beslutning om at stoppe projektet. I sig selv en fornuftig beslutning, som kun de få og Nyborg virksomheden, vil være uenig med hende.

Så hvorfor ikke bare give hende ros for det, kunne man selvfølgelig også sige? Fordi ministeren ikke skal have ros for at lyve for åben skærm. Der er en hel masse at komme efter i denne sag.

Ministeren siger at hun har udsat projektet af ”politiske grunde”- fordi folk var blevet utrygge. Men det har folk været fra dag et, dvs. i al den tid ministeren politisk har forsvaret transporten. Ministeren siger nu, at ”folk i hele landet er blevet utrygge ved giften” og det kan ”hun ikke sidde dét overhørig”.

Folk har bestemt al mulig grund til at blive/være bekymret i denne sag. Men det forklarer bare ikke hvordan ministeren har evnet, dvs. opfattet den helt usædvanligt tavse danske befolknings bekymring! Enhver der har fulgt med i sagen, ved at der ikke er nogen særlig folkelig bekymring over den gift. Jeg vil sågar vove den påstand, at bekymringen næsten udelukkende hører til Nyborg området og der er bekymringen for arbejdspladser vel næsten lige så stor.

Så selvom afslutningen på sagen giver mindelser om dengang i 70’erne, hvor det danske folks bekymringer fik stoppet atomkraften i Danmark, så er det kun i afslutningen der giver de associationer. Modsat atomkraft er dette nemlig ikke nogen politisk sag, det er udelukkende en misforvaltet sag. Og derfor er ministeren nu blevet tvunget til at sige stop. Den sag er nemlig meget mere røget end den er speget. Professor og ekspert i slige giftige sager, Finn Bro-Rasmussen har dokumenteret miljøministeriets helt igennem elendige sagsbehandling.

Så der er alt muligt at komme efter. Den er sikkert gået til som følger: Hendes forgænger, Troels Lund Poulsen, som ikke mener der findes andet gift i denne verden, end den politisk venstrefløj, har ganske enkelt truet og trynet sin forvaltningen til ikke at lægge hindringer i vejen for, at hans egen nye privatiserede kommunekemi, fik denne store ordre (og alle de efterfølgende). Det har han kunnet fordi miljøforvaltning, siden Auken, aldrig har fundet sig selv, fordi de ikke har lavet andet end at skulle lave om på sig selv, dvs. nedbryde og opbygge nye strukturer. Og så er denne gift- som alle de andre møgsager, bare røget igennem systemet.

Så dukker den nye minister op og hun siger selvfølgelig det alle andre sagde og siger første gang de skal forholde sig til denne sagen – den gift skal sku da ikke sejles verden rundt. Den skal blive i Australien og så må de selv finde ud af at få den destrueret.

Og det mener hun indtil de nu forvirrede skvadderhoveder, nye direktører på nye poster, fortæller hende, at alt er i orden og at denne Traktor-Troels personligt har lovet den nu private virksomhed, al den gift de kan trække (for det er ganske vist at denne regering er styret af en statsminister der som indenrigsminister personligt sørgede for opbygningen og driften af privathospitaler).

Karen Ellemann falder til patten foretager en kovending og kæmper derefter meget ihærdigt for at denne gift kommer til Nyborg. Det hele er foregået i miljøministeriet. Men ligeså snart andre begynder at kikke på sagen falder sagsbehandlingen til jorden som det ministerdekret den er. Og så vejrer oppositionen blod og vågner op, det tog i øvrigt også al for lang tid, men de ser åbningen og bider sig fast og ministeren begynder at tale sort.

Jamen er det så ikke synd for Karen Ellemann? Nej det er det bestemt ikke.

For hvad er synd andet end at tage den kam man gav den skaldede mand, fra ham igen? I politik er det nemlig ikke synd for nogen ministre, men kun synd for os andre og den verden ministre tager magten over.

KBC

December 2010

Stop gifttransporten fra Australien til Danmark

Stop gifttransportens hjemmeside
Levende Hav støtter op om demonstrationen mod transporten af giftigt affald fra Australien til Danmark

Lørdag den 13. november afholdes demonstration i Nyborg imod transporten af giftigt affald fra Australien til Danmark. Levende Hav bakker op om demonstrationen og dens erklærede formål om at stoppe transporterne og opfordre Australien til at udvikle de nødvendige forhold til at destruere affaldet lokalt. Demonstrationen er arrangeret af Fællesinitiativet Stop Gifttransporten og foregår på Torvet ved Rådhuset fra 10.30-13.

Miljøstyrelsen har godkendt en aftale mellem den privatejede virksomhed Kommunekemi i Nyborg og det australske firma Orica om transport og destruktion af 10.000 tons kemisk affald fra produktionen af plastik og opløsningsmidler. Det drejer sig om stoffet HCB, der blev introduceret i 1945 som svampebekæmpelsesmiddel, men altså også er et spildprodukt som i det australske tilfælde. Ifølge Kommunekemis egne oplysninger har affaldet været opmagasineret på havnen i Sydney siden 1991.

HCB er en såkaldt POP: ”Persistent Organic Pollutant”, hvilket betyder, at det er usædvanligt svært nedbrydeligt, spreder sig i miljøet gennem både jord, vand og luft, akkumuleres i fedtvæv i levende organismer (med højere koncentrationer op gennem fødekæden), og er giftigt for både mennesker og dyr.

Siden 1950erne er det blevet stadig mere klart, at HCB er ekstremt miljøskadeligt og kan være dødbringende i store doser. Afgrøder, der har været ”behandlet” med HCB, kan medføre store skader hos dem, der indtager dem, ligesom vi kender det fra stoffer som DDT og PCB. Derfor har HCB været forbudt siden vedtagelsen af Stockholm-konventionen i 2001, som både Australien og Danmark har ratificeret.

Giftigt affald er altid et problem for dem, der producerer det, og det kan virke logisk, at man ønsker at transportere det til et sted, hvor nogen kan tage sig af det. Men i det aktuelle tilfælde er der ingen undskyldning for at transportere affaldet halvvejen rundt om jordkloden. Kommunekemi i Nyborg har angiveligt teknikken til at sikre en forsvarlig destruktion af giften fra Australien. Men at transportere så store mængder af ekstremt giftigt affald 15.000 kilometer fra Australien til Danmark for destruktion er ikke nogen god idé. Det er tværtimod en unødvendig, risikabel udvej fra et lokalt problem, der ikke er blevet taget hånd om. De fire transporter á 2.500 tons betyder fire lodder i et farligt lotteri, hvor chancen for at nummeret kommer ud ganske vist er lille, men skaderne næsten uoverskuelige, hvis det skulle ske.

Når man taler om, at vi lever i et ”risikosamfund” handler det netop om, at vi omgiver os med produkter og teknikker, der indebærer en række risici med lav sandsynlighed, men ekstrem potentiel skade. Det er derfor, vi er imod atomkraft, og det er derfor vi er imod transport af giftigt affald, hvor det kan undgås. For Levende Hav gælder dette naturligvis især til vands. Hvis den australske last skulle forulykke, hvilket ingen ønsker og hvilket er meget usandsynligt, kan det skabe enorme skader i det marine miljø. Derfor må vi opfordre til at transporten annulleres, og affaldet deponeres eller destrueres i Australien som myndighederne dér finder det forsvarligt.

Havet må ikke tages som gidsel i en udveksling mellem en stat, der ikke har ønsket at forsikre sig mod sin egen forurening, og et privat firma i et fremmed land, der ingen aktier har i forureningen.

For flere oplysninger kontakt

Medlem af Levende Havs bestyrelse ekspert i marintoksikologi

Zhanna Tairova Phd stud. økotoksikologi

Tlf. +45 46 30 18 58 og mail: zhanna@ruc.dk

Stop Gifttransporten

Bristol Bay natur og miljø

Alaska 2010: Støt naturen og miljøet i og omring Bristol Bay

Verden skal nu se, høre, forstå og forholde sig til Bristol Bay og stedets unikke natur med bl.a. 10 større og mindre floder der løber til bugten; store nationalparker; de mange laks og laksstammer som hører til området og de meget alvorlige trusler alt dette står over for.

Vi kender Alaska pga. af en berømt fhv. vicepræsidentkandidat for republikanerne i USA og fhv. guvernør fra Alaska. Men Alaska er meget andet. Det er et kæmpe vandland (13 % af de knap 1,7 mio. km2 Alaska dækker er søer og floder). Alaska er 40 gange så stort som Danmark, fyldt med natur og naturrigdomme og hvor der bor halvt så mange mennesker som i København.

Det er altså en meget stor natur, men det er også en stor sårbar natur. Og sårbarheden er tydelig i sagen om Pebble Mine et kæmpe åbent guldmineprojekt der planlægges etableret i området. Et projekt som får altødelæggende følger for områdets natur; for de lokale; for erhvervsfiskeriet og fritids og sportsfiskeriet.

Mining

Alle andre end mineinteresserne har sluttet sig sig sammen i kampen mod Pebble under sloganet: Save Bristol Bay og alle organisationer, foreninger og mennesker på kloden opfordres nu til at komme ind i kampen til fordel for Bristol Bay helt unikke natur.

Der er mange miljøkampe verden rundt og ingen kan være med i dem alle. Men ind imellem dukker der en kamp op som man bare må bakke op. Bristol Bay er sådan en.

For i Bristol Bay er der bare ikke noget at komme efter. Sagen er klar den mine skal ligge der.

Der er sikkert meget guld og kobber og andre kostbare metaller i det store område hvor Pebble minen har fået koncession, og minen vil også give mange arbejdspladser. Men er vi virkelig ikke blevet klogere? I denne intro vil jeg ikke gå længere end blot opfordre til, at man ser på følgende hjemmesider og de materialer som Save Bristol Bay har fået samlet. Det er intet mindre end en fantastisk kampagne – støt den.

Jeg synes man skal starte med det elektroniske meget æstetiske billede magasin Pool 32 Mag, ved at klikke på dette link http://www.pagegangster.com/p/J8Wtt/ Det er en længere sag, hvor man kommer langt omkring i verden, også til Danmark. Men det er en meget smuk rejse, ind i i den verden hvor det er fisk og fiskeri som sætter dagsorden. Og selv om jeg ikke personligt bryder mig om Poul Greenbergs “Four Fish” kampagne, så hænger Pool 32 godt sammen.

Save Bristol Bay projektet hænger sammen, fordi alle bakker op i kampen mod dette mineprojekt. Selv jeg, der ingen forstand har på miner, forstår det bliver en meget alvorlig dvs. uoprettelig miljø- og naturkatastrofe for hele området. Selvfølgelig skal det stoppes. Hvis alle folk i et område, ikke vil have noget, skal de heller ikke have det.

Uden sammenligning i øvrigt, vil jeg da godt minde om, at da giftfabrikken Cheminova blev oprettet på Harboøre Tange var der ikke de store protester og da problemerne begyndte at melde sig, var der stadig mange i lokal området som forsvarede Cheminova. Men jeg er noget nær 100 % sikker på, at giftfabrikken Cheminova ikke var blevet opført på tangen i dag.

Og ved Bristol Bay i området finder man ikke noget forsvar for Peddle Minen. Forsvaret finder man kun hos de politiske fortalere i hovedstaden Anchorage (hvor 50 % af Alaskas befolkning bor). Men at de taler for projektet betyder ikke at det skal gennemføres, der er også de federale og de internationale interesser. Så gennemfører man alligevel projektet må verden bakke op om den lokale modstand ved at straffe de ansvarlige i Alaska og de store selskaber der står bag Peddle Mine.

Det er i øvrigt også en tanke værd, at denne meget professionelle miljøkampagne, har formået at samle erhvervs- og naturinteresserne uden om de de store miljø- og naturorganisationer. Selvfølgelig har både WWF og Greenpeace fokus på Bristol Bay, men i miljøkampen er det afgjort Alaska folket selv der har taget fronten og det ved at samle de mange interesser.

Er man stadig i tvivl efter denne lange rejse ind i Bristol Bay miljøkampen, kunne man tage en tur forbi ovennævnte fhv. vicepræsidentkandidat og fhv. Alaska guvernør Sarah Palins historie, også fordi den store opmærksomhed omkring hendes person og hendes politik, har givet denne værdifulde bifangst i form af en større opmærksomhed om Peddle Mine. Et miljøsag som hun selv i øvrigt støtter og bakker op som guvernørkandidat, for senere som vicepræsidentkandidat, at blive tavs og nu stå anklaget for at have modtaget mange millioner i støtte fra de store selskaber der står bag Peddle Mine.

Efter denne foreløbige gennemgang af sagen står det som laksevandet i Bristol Bay krystalklart, at Pebble Mine er en alvorlig sag og det internationale samfund må mobiliseres i forsvaret Bristol Bay.

Følgende links til brug for studiet af sagen:

Artikler og video fra New York Times 2008

Filmen “Red Summer” 2010

Se filmes trailer her

Kurt Bertelsen Christensen

Levende Hav okt. 2010

GNBO seminar.

GNBO seminar
GNBO-seminaret bliver afholdt d. 3. til 5. september i TIB’s lokaler i Valby. Adressen er: Mølle Allé 26, 2. sal, 2500 Valby.

Tilmelding HER

Udover den fortsatte diskussion af organisation, struktur, formål osv. samt beslutninger for netværkets samlede arbejdsplan, bliver der afholdt en række forskellige workshops om emner, der er relevante for GNBOs medlemmer. Formålet er at belyse problemstillinger, finde løsningsforslag og ideer til handling.

Program (forbehold for ændringer)

Fredag d. 3. september

19.00-19.30 Introduktion til projektet ”Visioner for Bæredygtig Økonomi”

19.30-21.30 Visionær aften: Overordnede principper for samfundets fysiske indretning

Lørdag d. 4. september

10.00-10.30 Velkomst (ved HansHenrik Samuelsen og Safania Eriksen)

10.30-12.00 Indledende workshop: Økonomi, miljø/klima og beskæftigelse (Ordstyrer: John Holten-Andersen, oplæg ved Jan Holm Ingemann, Ole Busck og Peter Nielsen)

12.00-12.45 frokost

12.45-14.45 Workshop: Fødevarer (Ordstyrer: Safania Eriksen, oplæg ved Ole Davidsen, Frie Bønder Levende Land og Henning Thøgersen, Levende Hav)

Workshop: Byggeri (Ordstyrer: Allan Leegaard, oplæg ved LØB og Byggefagenes Samvirke)

14.45-15.00 pause

15.00-17.00 Workshop: Industri, ressourcer og energi (Ordstyrer: Ditte Jørgensen, oplæg ved Stig Meldgaard, NOAH mm.)

17.00-17.15 pause

17.15-18.15 Opsamling (Ordstyrer: John Holten-Andersen)

18.30 aftensmad

20.00 fest

Søndag d. 5. september

10.00-12.00 Overordnet struktur, organisation, koordinationsgruppe, beslutningsprocedure, kommunikation mm. (Ordstyrer: Ditte Jørgensen og Safania Eriksen, oplæg ved John Holten-Andersen og Tannie Nyboe)

12.00-12.30 frokost

12.30-15.00 Arbejdsplan, nedsættelse af koordinationsgruppe, næste seminar mm. (Ordstyrer John Holten-Andersen)

Finhvalen og Skov- og Naturstyrelsen.

Finhvalens er også Skov- og Naturstyrelsens dødskamp.

Hvalens dødskamp er et billede på det der foregår i Skov- og Naturstyrelsen i disse tider.

Men først medierne. De siges jo at være en meget vigtig del af demokratiet og derfor skal vi værne om presse- og ytringsfriheden. Denne hvalsag, og alt for meget WM i fodbold, sætter et stort spørgsmålstegn ved presse- og ytringsfriheden, der hører et “men” til de rettigheder.

Vi har i hvert fald nået det foreløbige bundniveau i den danske presse- og medieverden som den udstilles i disse dage, hvor overskrifterne enten handler om en strandet hval eller en skadet fodboldspiller. Det er beskæmmende, som det er bekymrende, at så mange mennesker bliver tiltrukket af en hval der er gået på grund i Vejle Fjord og som ikke overlever det. Den hval kan vi ikke gøre så meget ved andet end at slå den ihjel, men vi kunne gøre meget mere ved de tusinder og atter tusinder af større og mindre hvaler, der må dø fordi vi ødelægger det hav de lever i og af.

Det er alt sammen beklageligt, men det er modbydeligt, at de mange ansvarlige og eksperterne udnytter den strandede og døende hval til promoveringen af sig selv i medierne.

Jeg er overbevist om, at når de samme ansvarlige og deres eksperter ikke afliver den hval, er det også en målestok, hvormed vi kan måle kynisme og egeninteresser i sagen. For ligeså længe den hval holder sig i live, holder medierne ud og derfor vil historien dagligt skulle vinkles og flere forklaringer gives. De første langskæggede eksperter, som vi altid ser når der strander en hval, har været på og er nu kørt ud på et sidespor. For de halvgamle eksperter har det med at være lidt ubøjelige, og sige det de mener og det kan medierne selvfølgelig ikke bruge til noget som helst.

Så nu trækker de på alt hvad der kan kravle og gå og som står i kø og presser på, for at komme på. Alle mulige og ikke mindst umulige eksperter fra institutioner, styrelse og museer som gerne fortæller det de bliver bedt om, for at mediet kan “få den rette vinkel”. Dermed fremstår de for os, som de “eksperter” de er, mennesker uden anden forstand og begreb om hvaler og strandinger, end hvad de har læst sig til. Men det er netop sådanne bøjelige eksperter medierne kan bruge til deres voxpop journalistiske vinklinger af historien. For det værste man kan byde de tusinder af gode danske borgere, som mod al fornuft (h)valfarter til Vejle i disse dage, er viden og seriøs oplysning om hvaler og det hav de lever i og af.

Derfor og måske for ikke at beskadige kraniet, holdes hvalen i live, og det ligeså længe man kan. For der skal laves historier henover weekenden, flere eksperter mangler deres mediesekunder. Men hvis ikke hvalen er død på mandag, vil de ansvarlige med noget nær 100 % sikkerhed blive tvunget til at aflive den, for så kan folket ikke holde det ud længere.

Det er meget mystisk, men sådan fungerer folket og deres medier siden de blev politisk opdraget til netop at være et folk og medier, som afviser seriøs viden og oplysning. Folket ledes og styres af de følelser som kommer til folket. Først den nygerrige “jeg har aldrig set sådan én før” følelser og den er opbrugt så kommer den “det er synd for hvalen og det kan vi ikke være bekendt” følelse og så er det at Skov- og Naturstyrelsens ansvarlige tvinges til at få aflivet den hval.

Og det netop her i dette spændingsfelt mellem den virkelige og de virtuelle virkeligheder at denne strandede hval får sin metafysiske placering i tid og rum. For eksperterne udtaler gennem Skov- og Naturstyrelsen, at de har besluttet, at hvalen skal have “lov til at dø i fred”. Og det er netop Skov- og Naturstyrelsens ansvar i dag, altså om vi skal eller ikke skal slå den hval ihjel.

Og det bliver måske også den sidste virkelige handling som denne gamle, og i egen selvforståelse, hæderkronede institution “Den danske Skov- og Naturstyrelse” foretager sig inden styrelsen lægges ind under miljøministeriets By- og Planlægnings uvirkelige styrelse.

Og dermed forsvinder den sidste rest af virkeligheder i Miljøministeriets danske miljøforvaltning, dvs. rigtige hvaler, skove, stenrev osv. Det hele forsvinder ind i en planlægning, som så fremover uden de store problemer kan omskrive det, vi i forvaltnings sammenhænge, altid har forstået og beskrevet som “virkeligheden” til slet og ret virkeligheden.

Hvalens dødskamp er billedet på den dødskamp der foregår i Skov- og Naturstyrelsen i disse tider. Vi har fået at vide at hvalen ikke kan reddes (vil reddes måske). Men vi ved godt at viljen ikke tilhører dyret, men kun til mennesket. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Skov- og Naturstyrelsen mange folk meget gerne forblev uden for denne uvirkelighedens naturforvaltning, de skal stå for under ledelse af By- og Planlægningsstyrelsen. Med hvalen som middel, giver SKN os nu deres syn på sagen, men er det sørgeligt? Jeg synes det ikke. Det er klart, at vi som altid må fortsætte kampen for retten til virkeligheden, mod forvaltningens mange overgreb. Men jeg har alt for sjældent oplevet Skov- og Naturstyrelsen på vores side i den kamp, de ligger såmænd som de har redt.

Vel kan de undskylde sig med at de er embedsmænd og kvinder og derfor gør hvad politikerne bestemmer. Men havde de blot lidt flere nosser og noget ære i livet, ville de om ikke andet så af hensyn til den natur de altid talte så meget om, i det mindste gøre anskrig mod det der foregår i Miljøministeriet i disse tider. Det gør de ikke, de holder kæft og lader en dødende hval synge (pruste) deres dødskamp.

Det er måske i virkeligheden mere sigende end beskæmmende.

Kurt Bertelsen Christensen

Juni 2010

Kronik: Noget om at slå dyr ihjel.

Noget om at slå dyr ihjel.

– Forbud mod import og handel med sælskind er hyklerisk. Kronik i Politiken 12. August. Skrevet af medlem Thyge Jensen, Ribe.
Jeg har dræbt adskillige sælunger – alle sammen ved at knuse kraniet på dyrene. Så er det på plads.

Jeg har altid anvendt en smedehammer med rund spids og ikke som i Canada, hvor man anvender en lang kølle. Årsagen til dette er, at jeg ikke har ønsket at perforere skindet med blødning til følge, da jeg altid har skullet have den døde sælunge med i bilen bagefter.

Canadierne står op, mens de slår med en lang kølle, mens jeg altid har siddet overskrævs på dyret med et håndklæde over dyrets hoved, fastholdt af mine knæ, således at sælungens hoved har været fikseret, inden jeg slog. Det er aldrig sket for mig, at dyret ikke har været dødt i første slag – at slå en sælunge oven i hovedet er som at slå i en flamingokasse.

Den første sælunge aflivede jeg på denne måde i 1988, hvor en epidemi var årsag til, at der på strandene lå adskillige syge sæler og gispede efter vejret på grund af afledte lungebetændelser. Jeg havde og har intet jagttegn og kunne derfor ikke skyde de lidende dyr, men måtte ty til smedehammermetoden.

Selvfølgelig var det aldeles ubehageligt, og jeg var også usikker på juraen. Derfor kontaktede jeg juristerne i Miljøministeriet for at får deres vurdering af min handlemåde, men ikke én i ministeriet ville svare på mine spørgsmål. »Få én til at melde dig til politiet – så skal de udtale sig i en retssag«, var der en ven, der foreslog mig, men efterhånden ebbede epidemien ud, så det blev ikke aktuelt.

Efterfølgende har jeg kølleaflivet sælunger ad hoc, og en dag var en bekendt med på stranden. Forståeligt syntes hun, at hele sceneriet var grusomt og brutalt, så jeg foreslog, at vi i stedet bragte den efterladte sælunge til en dyrlæge, der så skulle aflive dyret med en injektion.

Jeg tog den lille sælunge i favnen og bar den de to kilometer hen til bilen – det var forfærdeligt. Den lille sultne unge rullede rundt i favnen på mig og suttede på alt i håb om at finde en dievorte. Det allerværste var mimikken – sælunger har samme mimik som abeunger – så på den to kilometer lange tur langs stranden kunne jeg i dens ansigt aflæse alle dens håb, forventninger og til sidst skuffelser, når den fandt ud af, at der heller ikke var en livgivende dievorte oppe i min armhule. Jeg gør det aldrig igen. Hen til bilen og en halv times kørsel til dyrehospitalet, hvor den unge assistent, der tydeligvis aldrig havde set en sæl før, løb ud bagved for at slå op, hvordan man afliver en sæl.

Kort efter er han tilbage med en sprøjte pentobarbital (de sæler, jeg selv har været med til at obducere, som har været aflivet med pentobarbital, har alle haft svære ætsninger i bughulen, hvilket kan tyde på, at aflivningsmetoden har været særdeles smertefuld), som blev sprøjtet ind i sælungens bughule – og intet skete.

Ungen kravlede rundt med sin abeungemimik og ledte efter en livgivende dievorte alle steder på den kolde plastikdug. Samtidigt hylede ungen uudholdeligt hjerteskærende, og det lød præcis som barnegråd. Assistenten kom igen med en ny sprøjte, der tømtes i dyrets bughule – og intet skete. Forklaringen er, at sæler har kredsløbsdifferentiering, således at de selv ’bestemmer’, hvorhen blodet skal løbe, og et område af kroppen kan derfor i en periode afskæres fra det normale blodkredsløb, men det skal man ikke belære en ung dyrlægeassistent om.

Endelig kommer assistenten igen med en ny opfyldning af pentobarbital, som blev distribueret direkte i hjertet – og endelig. Efter 15 – 20 minutter på den kolde plastikdug dør sælungen – efter at være kørt i bil i en halv time og efter at være båret to kilometer langs stranden. Sammenlagt 1 1/2-2 timers panik og angst for en sælunge, der kunne have været aflivet på stranden, 3 sekunder efter at den opdagede, at der var en, der satte sig overskrævs og lagde en håndklæde over hovedet på den.

Altså – hvilken af de to aflivningsmetoder er den humane? Jeg mener helt klart, at smedehammeren er mere i overensstemmelse med den danske dyreværnslov end dyrlægens kanyle.

Æstetisk frem for human aflivning
Problemet er, at naturfremmedgjorte mennesker, der intet kendskab har til døden i naturen i dag, ikke stiller krav om, at aflivninger skal være humane, men at de skal være æstetiske – hvis man kan bruge dette begreb i denne sammenhæng. Hensynet til vores æstetik og følelser står således over hensynet til dyret. Det handler alene om, at drab på dyr ikke må være synlige.

Synlighed er to ting. Dels skal selve metoden være usynlig, og dels skal stedet, hvor drabene sker, være gemt bort. Det sidste først.

Vi massemyrder produktions dyr (der tidligere hed husdyr) i hobetal. Af svin myrder vi over 20 millioner om året – det er én hver 1 1/2 sekund, og for mink, der alene anvendes for skindets skyld til pynt og luksus, er tallet ca. 14 millioner dyr, men det hele foregår i det skjulte, så ingen stødes eller konfronteres med ubehagelige billeder.

Helt anderledes med f.eks. den færøske grindefangst. På trods af at denne slagtning er det eneste eksempel, som jeg kan finde i hele verden, på, hvorledes man forvalter en marin ressource bæredygtigt, er alle enige om, at færingerne er grusomme. Koncentrationen af drab i rum og tid – og så ude i naturen!

I øvrigt har jeg selv et par gange praktiseret den færøske metode ved aflivning af syge og strandede marsvin – ikke behageligt, men hurtigt, humant og effektivt.

Om metoden er synlig er for de fremmedgjorte således vigtigere, end om den er human. Dr. Guillotine påstod, at hans faldøkse af delinkventen blot ville opfattes som en let kølighed i nakken – men processen er erkendbar og kan opfattes, gennemskues og forstås, og så er biproduktet masser af blod. Derfor ingen dødsstraf i Frankrig længere.

I USA kan man imidlertid aflive folk ad libitum, da aflivningsprocessen med en dødssprøjte er usynlig, og så skulle det ikke undre mig, hvis amerikanerne – for at det hele skal se pænt ud – blander en sjat immobiliserende curare i giften, for at en dødsdømt ikke skal ligge og spjætte på briksen.

Altså – processen skal være usynlig. Mekaniske aflivningsmetoder som kølle og kniv er synlige og derfor dømt ude. Skydning eller boltpistol er lidt bedre, for kuglen eller bolten kan man jo ikke se, men bedst er injektioner eller måske endnu bedre kvælende gas – som det anvendes i svineslagteriernes slagtegange. Hensynet til os selv står højt over hensynet til dyrene. Basta!

Den canadiske sælfangst på grønlandssælens unger træder på samtlige de emotionelle ligtorne, der kan jokkes på. Metoden er mekanisk og dermed synlig, det foregår synligt ude i naturen, drabet er koncentreret på unger, dyret kan ikke flygte, moderen overværer, at dens barn bliver dræbt, og så udsender en babysæl med sine runde former, hvide uskyldsrene pels og store sorte øjne alle de yngelplejestimulerende signaler, naturen kan diske op med.

At så drabene ikke truer den nordlige halvkugles største sælbestand overhovedet, og at alternativet for de fleste af ungerne er spækhuggerens, grønlandshajens eller isbjørnens flænsende tandsæt, interesserer ingen.

Som nævnt er færøsk grindedrab det eneste eksempel, jeg kan finde i hele verden på en bæredygtig udnyttelse af en marin ressource. Ikke kun mange af hvalbestandene har vi decimeret til ynkelige rester, men også fiskeriet – der mange steder i verden er endt i reje- eller krabbefiskerier. Alligevel overfalder vi færingerne i stedet for at trække deres grindefangst frem som et eksempel til efterfølgelse. (Nu skal man ikke tro, at færingerne er rene engle. De ødelagde selv deres torskefiskeri i slutningen af forrige århundrede, hvilket gav anledning til den økonomiske krise i 1990’erne.)

Vask af oliefugle er organiseret dyrplageri. Bild ikke nogen ind, at dyret kan føle, at det her bli’r gjort for sin skyld. Ligeså med vask af havoddere som ved Alaska efter Exxon Valdez, som i øvrigt kostede 51.250 dollar per dyr. De få individer, der overlever tørretumbleren – fugle eller oddere – betyder intet for den vilde bestand. Men vi synes, at vi har ’gjort noget godt for naturen’.

At anvende 11 mio. engelske pund på at få en berømt spækhugger sat tilbage i naturen var tåbeligt – også selv om dyret ikke var afgået ved døden kort tid efter frigivelsen. Vi projicerer egne behov over på dyrene, så de skal også ha’ ’god plads og selskab og være sammen med familien’ –
altså skulle Willy/Keiko hældes tilbage i havet – ingen anede, hvad den selv havde foretrukket.

Et adfærdsvanskeligt næsehorn – Brutalis – født i en engelsk zoo blev fløjet fra Givskud Zoo til Namibia og sat ud i bushen, hvor den efter kort tid blev slået ihjel af det næsehorn, der regerede over territoriet i forvejen. Hvad ville vi sige til, at der kom et fly fra Namibia og satte vilde dyr – f.eks. ulve – ud i den danske natur?

Fra 1977 og op gennem 1980’erne knoklede jeg selv dag og nat med at redde efterladte sæler eller syge sæler for efterfølgende at sætte dem tilbage i naturen. Jeg vil undskylde mig selv med, at vi i slut-70’erne stod med en rådden sælbestand – ganske bogstaveligt. De sæler, vi fik ind om vinteren, havde for 80 procents vedkommende en tallerkenstor nekrose på bugen med navlen i centrum, og stanken af disse halvrådne, men endnu levende dyr var uudholdelig. I forsommeren blev der fundet sunde og friske sæler nyfødte sælunger på strandene med blot én skavank – de var efterladt af hunnen og derfor overladt til i løbet af ca. en uge at dø af sult, hvis ikke de allestedsnærværende måger forkortede ventetiden.

På denne baggrund reddede vi, hvad reddes kunde, men efterhånden slog effekten af fredning og reservater igennem, og bestanden begyndte at vokse. En genudsætning af en efterladt sælunge eller en syg og kureret sæl kunne nu være til skade for bestanden.

Dels kunne vi risikere at introducere et fremmed patogent agens til den vilde bestand via et af de genudsatte dyr, og dels måtte vi formode, at de sælunger, vi genudsatte i september måned med en vægt på 35 kg, ville have betydelig større chancer for at overleve den kommende truende vinter end en sælunge fra naturen. Vi tog altså eventuelle frasorterede og genetisk ringere individer og genudsatte dem med nogle kraftigt forøgede overlevelseschancer frem for ungerne i den vilde bestand.

Så stoppede vi al opdræt, men sørgede så i stedet for, at alle forladte unger eller syge sæler på strandene blev aflivet straks.

Jagt på bymenneskets principper
Vi har fravalgt jagt på sæler, og i stedet accepterer vi en epidemi ca. hvert 10. år, hvor vi for Vadehavets vedkommende sender ca. 50 ton godt økologisk sælkød til destruktion. En god ven, der er barnefødt i små kår på Mandø, hvor han sammen med sin far skød et par sæler om året, har så vanskeligt ved at forstå, at det er mere korrekt, at han går hen i Brugsens køledisk og køber en argentinsk oksebøf, end det er, at han ror ud til bankerne og bruger en enkelt patron på at skyde en sæl. Er der ikke noget med CO2 og sådan noget …?«.

Leveren var en delikatesse – fortæller han, kødet blev til saftige bøffer, spækket blev kogt af til olie, der gav 6 kroner literen hos maleren under krigen, skindet blev bearbejdet meget omhyggeligt og kunne sælges til Magasin du Nord for 130 kroner, og skroget fik hønsene, der pillede benene fuldstændig rene.

Og sådan kunne man fortsætte, men tilbage til overskriften, ’Forbud mod import og handel med sælskind’, fordi aflivningsmetoden er synlig og stødende for det naturfremmedgjorte foie gras- og kæmpereje-ædende bymenneske.

Loven udtrykker på værste vis dobbeltmoral og afladshandel for en dårlig økologisk samvittighed, så gu’ ve’, hvilket ministerium der skal administrere loven. Miljøministeriet kan det jo ikke være, da det ikke har noget med miljø at gøre, så mon det ikke bli’r Kirkeministeriet? De ved vist også noget om afladshandel i forvejen.

Naturkanon er sløvende medicin

Artikel: Naturkanonen er sløvende medicin udstedt af spindoktorer

Venstres miljøminister Troels Lund Poulsen mener, at vi danskere vil føle medejerskab til vores fælles natur og passe bedre på den, hvis vi får den efterhånden meget omtalte naturkanon. Ministeren mener også, at vi vil få en større viden om og indsigt i vores fælles danske naturarv, bare vi får en kanon. Mage til afledningsmanøvre med afsæt i hykleri over for vores grønne og våde natur skal man efter min mening lede længe efter.

Da den Venstrestyrede regering i 2001 kom til magten forsøgte den fra begyndelsen at bagatellisere vores viden om naturen og skamskyde engagementet i miljøet. Den udnævnte den menneskelige grønthøster fra Vojens, Hans Chr. Schmidt, til den øverstbefalende for natur og miljø.

Og den nedlagde et uafhængigt naturråd, som havde eksisteret siden 1917, og ansatte i stedet Bjørn Lomborg til at så tvivl om det, de fleste kunne se med deres egne øjne. Den nye regering afskaffede også de årlige statusoversigter om miljøets og naturens udvikling, ligesom den skar ned på overvågningen af naturen.

Generelt tog den målrettet fat på at ødelægge forståelsen af det at have en naturarv. Desuden forsøgte regeringen gennem en hidtil uhørt forkørselsret for landbrug og erhvervsliv at fjerne vores lille natur; de sidste rester af uopdyrket landskab.

Til allersidst indførte regeringen så en kanon.

I otte år har den tilsidesat hensynet til naturen, nu forsøger den Gudhjælpemig at kanonisere den. Det svarer til at nedlægge teatrene og landsforvise forfatterne, hvorefter man hylder scenekunsten. Aldrig tidligere i historien er vores natur på så kort tid blevet så forarmet og så presset som i denne regerings tid. Aldrig har så få mennesker – industrilandmændene – lagt så meget beslag på fædrelandets jord, som det nu er tilfældet med regeringens velsignelse.

Aldrig har vores indre havområder, fjorde, søer og åer taget imod så meget næring som de seneste årtier.

Og så koncentrerer Troels Lund Poulsen sig om en naturkanon. Han burde i stedet handle konkret til vandmiljøets og den lille og hidtil vidt udbredte naturs bedste. Den naturfjendske regering har fra dag 1 ladet kortsigtede erhvervsinteresser gå forud for miljøets ve og vel på det lange sigt.

Forklædt som miljøminister begyndte Hans Christian Schmidt at lukke munden på alle dem, som havde faglig forstand på natur og miljø. Ingen måtte vide noget kvalificeret om naturen, for folk, der ved noget, har det med at stille spørgsmål.

Venstres første miljøminister forsøgte i den ånd at stække Danmarks Naturfredningsforening (DN) ved at fjerne foreningens mulighed for at rejse fredningssager. Danmarks største folkelige naturbevægelse skulle have haft sine tænder trukket ud.

Udnævnelsen af Schmidt var et opgør mod Svend Aukens omhu over for vores fælles natur og miljø. Udnævnelsen af en miljøminister, der i funktionen kvalificerede sig til senere landbrugsminister, var en hån mod alle naturvenner i dette land.

Hans Chr. Schmidt var med til at bane markvejen for det industrilandbrug, der har resulteret i, at vi i Danmark er naturmæssigt forarmede og står i gødning til halsen.

De sidste vandhuller er snart væk, læbælter og stier i landskabet er fjernet, små moser er fyldt op, våde oaser er drænet.

Og i 2008 blev brak-ordningen ophævet, så et areal på størrelse med Lolland og Falster blev konverteret fra lærkeland til gylleland.

Landskabets små oaser af natur er gået tabt. Formelt har denne lille natur ganske vist i årtier været beskyttet af Naturbeskyttelsesloven, men der er reelt ingen til at håndhæve reglerne.

Regeringen har nemlig også sørget for at fjerne amterne, der som regionale miljømyndigheder var garanter for et overordnet hensyn til vores fælles natur og miljø.

I stedet er den kommunale købmandsfilosofi trådt ind på naturscenen, når der i harmoni med regeringens erhvervsvenlige linie bliver givet tilladelser til flere grise og byggerier i det åbne land.

Venstres miljøministre synes tilsyneladende, at det er godt med så lidt natur som muligt. Det gør det hele meget lettere at overskue. Det gør det lettere at udpege nogle få nationalparker af navn og sætte dem og resten af naturen i en kanon.

Da Buster Larsen i sin tid i lørdagssatiren ”Hov-hov” kaldte Danmark for et ”lorteland”, anede han næppe en slags profetiens alvor i sit bramfrie udtryk. Men sådan gik det. Hvert år bliver der spredt så meget gødning fra grise ud i vores landskaber, at det svarer til, at 80 millioner mennesker hver dag året rundt forretter deres nødtørft i det fri. Og en stor del af næringsstofferne bliver spildt i det vandmiljø, der er Danmarks mest enestående natur i international målestok. Det er vores sunde og bælter samt lavvandede fjorde og havområder, der er unikke i global sammenhæng.

I virkeligheden ligger Danmark ved et kæmpemæssigt delta eller evigt pulserende strømsted mellem Jordens største indhav, Østersøen, og den fiskerige Nordsøen. Østafrika har sine savanner, Brasilien har sine regnskove, mens Danmark har sin marine verdensarv i vandfuglenes hundredtusindtallige forekomster i havene, bælterne, fjordene og de indre farvande.

Fyld derfor kanonen op med naturvenlig ammunition og sigt mod det horribelt forgældede industrilandbrug, der trækker stadigt dybere og bredere spor i vores fælles natur og vandmiljø.

Det er både fint og godt, at danskerne hylder skønne landskaber som Grenen, Lille Vildmose, Mols Bjerge og Møns Klint. Men Grenen, Vildmosen og Klinten er for længst fredet og beskyttet. Disse prægtige områder får det ikke bedre af at blive udstillet i Troels Lund Poulsens poppede og platte kanon-manøvre, der skal bilde befolkningen ind, at regeringen gør noget aktivt for at passe på den danske natur.

Naturkanonen vil få publikums opmærksomhed, ingen tvivl om det. Men lad os ikke glemme, at den politisk set er blevet ladt af spindoktorer. Kanonen er et blålys. Den danske natur fortjener bedre.

Naturjournalist Jan Skriver

Medlem af Levende Hav marts 2009

Tanker om tungmetaller og grindedrab

Tanker omkring grindedrab, kviksølv, kulkraftværker, liv og død.

Grindehval

Jeg har en dansk-færøsk baggrund. Jeg har som barn og ung mange gange deltaget i grindedrab. Min af mig forgudede og nu for længst afdøde onkel, Arni á Rogvi, var i øvrigt grindeformand.

I aftes hørte jeg i Radioens ”Orientering”, at nu bør det være slut med grindedrab. Denne gang er det ikke, fordi folk udenfor Færøerne væmmes ved de åbenlyse drap af dyr, men fordi disse havets fantastiske, højtudviklede, meget sociale havpattedyr er så opfyldt med kviksølv, at det er uforsvarligt at æde dem. Landslægen Debes Joensen og arbejdsmedicineren Hans Wheie kunne ikke forsvare at lade stå til. De har jo et sundhedsmæssigt ansvar for den færøske befolkning.

Der har været mange angreb på den færøske grindefangst gennem de sidste årtier på en for mig temmelig hyklerisk baggrund. Man har fokuseret på dødsøjeblikket for de stakkels hvaler, men ingen af disse organisationer har bekymret sig om disse hvalers liv. De kom sejlende fra det dengang ekstremt forurenende Storbritannien og allerede dengang var det tilgængelig viden, at tungmetalbelastningen af disse dyr var problematisk. Når mennesker lider ved tungmetalforgiftning, så var det logisk set oplagt, at et pattedyr højt i fødekæden, som grinden, også har lidt gennem livet. Men ingen af disse organisationer rettede skytset mod forurenerne, hvor de selv kom fra.

Men nu er kampen slut! De to læger mener, at det er Verdens kulkraftværker, som i dag har hovedansvaret for havenes kviksølvforurening. Igen er det vor industrialiserede livsform, som er på tværs af livet, der leves, hvilket vi mennesker forbigår, mens vi fokuserer på den synlige død.

Foran os har vi mennesker, sammen med de dyr og planter vi her på kloden bor med, åbenbart store lidelser foran os. For enhver, som følger blot almindeligt med i hvad der foregår omkring os, er det åbenbart, at vi styrer ind i en katastrofe, som synes ufattelig. Den er begyndt så småt. Vore børn vil lide under den og vore børnebørn vil få et helvede, hvis vore ledere ikke formår omgående at ”lægge roret i borde” og styre således, at vi ikke rammer frontalt, men nøjes med at skure op ad isbjerget.

De samme kulkraftværker, som ødelægger livet for grindehvalerne, er også i gang med at ødelægge livet for os alle. De er fredede i langt højere grad end hvalerne. Der må endda også gerne komme flere af dem, og de må gerne bygges af det danske, statsejede DONG og i øvrigt også af det i Danmark opererende Vattenfall. Vore politikere er slappe og ufatteligt uansvarlige. Det viste klimamødet i Poznan.

Kulkraftværkerne dræber vore børn og Verdens børn. Så må de vel stoppes. Det er logisk. Og har vi så ikke ret til at blokere for disse værkers input og output? Når nu Verdens ledere ikke lever op til deres ansvar.

Knud Andersen
formand
Levende Hav, dec. 2008