Levende Hav

Archive for Dagens Nyheder

Levende Havs medlem Neils Jacobsen har på forlaget Vandkunsten udgivet bogen “Fisk fra hav til bord”

Danske fisk er en usædvanlig kogebog, som for hver fiskeart angiver hvilke former for tilberedning, den er særligt egnet til. Ved hver opskrift angiver forfatteren, hvilke fisk man kan anvende som alternativ. Forfatterens naturvidenskabelige baggrund giver sig bl.a. udslag i en række praktiske tabeller for de enkelte arters holdbarhed, fedtholdighed, fasthed og øvrige egenskaber – oplysninger og oversigter, som man ikke finder andre steder!

Niels Jacobsens bog Danske fisk er samtidig en aktivistisk bog, hvis forfatter ønsker at forbedre vores madvaner og vores måde at forvalte havets ressourcer på. Derfor handler bogen om både fangtmetoder, biologi, fiskearter, kvalitet, smag og tilberedning.

Danske fisk er blandt verdens bedste, men vi passer ikke godt nok på dem, og vi udnytter dem heller ikke efter fortjeneste. Det vil Nils Jacobsen lave om på! Hans bog er et opråb til alle der laver mad, til alle landmænd der forurener havet, til alle professionelle fiskere, og til de tusindvis af lystfiskere, der har adgang til frisk og billig fisk.

Bogen er illustreret med 35 stregtegninger af kunstneren Hans Morten Kristensen.

Posted in: Dagens Nyheder, Nyheder

Leave a Comment (0) →

Levende Hav deltog i workshop om Cheminovas alvorlige forurening ved Thyborøn

Høfde 42, et af Danmarks største kemikalieaffaldsdepoter.

Som det er fremhævet i pressen den senere tid, er der i Danmark omkring 15.000 giftgrunde af varierende farlighed, og de midler der er afsat til oprensning af grundene er helt utilstrækkelige. Og at forureneren skal betale lader heller ikke til at være en mulighed, særlig i betragtning af det ofte lange tidsforløb siden forureningen foregik.

I 1950`erne og i 60`erne deponerede Cheminova og senere også Staten kemikalier(bl.a. parathion og kviksølv) i en klitgryde tæt på kysten ved høfde 42 på Harboøre Tange. Efter at lokale beboere, mest kendt er Rav Aage fra Thyborøn, havde påvist omfattende skader på fisk og fugle i området, når havet i stormvejr brød ind på klitten, begyndte man i 1970`erne og 80`erne en sikring af giftdepotet. Store mængder affald blev fyldt i tønder og deponeret i Tyskland, og der blev etableret ekstra kystsikring i området. Til sidst (2006) blev restmængden af affaldet indesluttet bag en spunsvæg af jern, som når ned til et lerlag, så udsivningen til havet nu skulle være stoppet.

Men affaldet ligger der stadig og spunsvæggen har begrænset levetid, hvorfor Region Midtjylland i løbet af 2014/15 skal tage beslutning om depotets fremtid. I den anledning var deltagere med interesse i området, her i blandt Landsforeningen Levende Hav, af Region Midtjylland inviteret til en workshop om giftdepotet den 14. november. Formålet var, at undersøge hvorledes deltagerne vægtede hovedkriterierne for fire forskellige løsningsmuligheder for en fremtidig sikring af området. Man skulle vægte Effekt, Miljø, Samfund, Økonomi og Tid i forhold til hinanden.

De fire forskellige løsningsmuligheder er kort fortalt følgende:

  1. Ex situ løsning: Hele restdepotet bortgraves, og det forurenede materiale behandles på f.eks. Kommunekemi og restaffaldet deponeres.
  2. In situ løsning(a): Termisk oprensning (opvarmning) hvor kemikalierne fordamper og opsamles og renses. Restaffaldet inkl. kviksølv forbliver i jorden.
  3. In situ løsning(b): Basisk

    Hydrolyse hvor en stærk base tilføjes og kemikalierne kan i en mindre skadelig form behandles i et rensningsanlæg. Der laves i øjeblikket forsøg med denne metode. Også her forbliver restaffaldet inkl. kviksølv i jorden.

  4. Fortsat indeslutning: Spunsvæggen og kystsikringen vedligeholdes og man lader det hele ligge.

Selv om deltagerne ikke skulle tage stilling til, hvilken af de fire løsningsforslag man ville foretrække, var der fra flere sider et stærkt ønske om at få hele forureningen fjernet en gang for alle, og dermed få afsluttet en af landets største forureningsskandaler.

Men de mange ubetalte regninger for giftgrundene rundt omkring i landet vil blive udsat for en benhård prioritering, når de helt utilstrækkelige midler til oprensning skal fordeles, og krav om yderligere midler vil blive rejst og en fjernelse af giften ved høfde 42, vil stå højt på listen.

Deltager for LLH: Henning Thøgersen

 

Posted in: Dagens Nyheder, DK Politik 2013, Enkeltsager, Miljødebat 2013

Leave a Comment (0) →

Forundersøgelses- og det fælles færdiggørelsesbesøg i Nagapattinam, 8 timers buskørsel syd for Chennai (Madras), er nu afsluttet.

Levende Havs formand, Knud Andersen, og Eva Munk-Madsen er nu hjemvendt fra kystbyen, Nagapattinam, på Indiens østkyst, hvor NGO-en SNEHA er hjemmehørende. SNEHA står for ”Social Need Education and Human Awareness”.

Levende Hav og SNEHA er blevet enige om at formulere en ansøgning til CISU om støtte til et 3-årigt projekt, der går ud på at bakke SNEHA op i at oprete og udvikle kvindeproduktionskooperativer og netværksgrupper med det formål at styrke kvindernes position i fiskersamfundene, deres indkomstgrundlag, herunder gennem oprettelse af indkøbsforeninger, og deres muligheder for at fremme kvinders rettigheder.

Baggrunden er bl.a., at mens kvinderne før skabte sig deres eget indkomstgrundlag ved at forarbejde og sælge de fisk, som mændene fangede, så bliver mere og mere af fangsterne solgt direkte til eksport (både til udlandet og internt i Indien). Derved er kvindernes position og indflydelse i familierne svækket, hvilket er uheldigt, da kvinderne er centrale, når det gælder at tage vare på ansvaret for familie og børn.

Vi fik de første to dag i Nagapattinam lejlighed til at overvære og deltage i to dages workshop med kvinder fra forskellige fiskersamfund. Det var meget bevægende for os at se, hvor engagerede kvinderne var. De fremkom med mange forslag til produktioner og aktiviteter, de kunne arbejde med. Vi tog også tre interviews med enkelte kvinder, hvor de klart gav udtryk for, at udover, at produktionerne skaffede dem en vigtig supplerende indtægt, så betød samvirket i grupperne særdeles meget i retning fællesskab, netværksdannelse, samt respekt og statusløft for dem.

Fra et SNEHA-kursus for kvinder i kvindenetværkerne

Vi havde også lejlighed til at overvære SNEHA’s kursusvirksomhed.

Jeg havde under besøget lejlighed til at besøge 5 små og større landingspladser og kystsamfund. Disse besøg gennemførtes mest tidligt på dagen, inden workshoppene og det øvrige arbejde.

De sidste dage gik elles med at drøfte et muligt fremtidigt projekt igennem og herunder at formulere et detaljeret budget.

Eva og jeg vurderer, at der kan komme et konstruktivt og meningsfyldt projekt ud af samarbejdet med SNEHA. Nu gælder det om at få lavet en ansøgning, og så må vi se om CISU’s bevilligsenhed er af samme vurdering som os.

Det skal endelig fortælles, at vi både på ud- og hjemrejsen blev godt modtaget på ICSF’s kontor i Chennai. ICSF står for International Collective in Support of Fishworkers. Den kvindelige leder, Chandrika, har vi mødt tidligere i København i forbindelse med en af Fiskerinetværkets konferencer. I den forbindelse var hun også på en mindre sejltur med Anton, mindede hun mig om, mens vi spiste afskedsmiddag i Chennai.

 

Knud Andersen

 

 

Posted in: Dagens Nyheder, EU Politik 2013

Leave a Comment (0) →

Afrikas landbrug må ikke gå i fisk

Produktion af fødevarer forudsætter et marked, men markedsmekanismer kan også ødelægge produktionen af bæredygtige fødevarer. Her er fiskeriet et godt eksempel, og erfaringerne fra fiskeriet er værdifulde i den aktuelle diskussion om bæredygtig vækst i Afrikas fødevareproduktion.

Sidste år modtog fødevareministeren et åbent brev fra danske organisationer, herunder Landsforeningen Levende Hav, der arbejder for et kystnært og skånsomt fiskeri. Brevet kritiserede EU’s og Danmarks politik med fiskerikvoter. For at hindre overfiskeri har vi fiskekvoter, og disse kvoter blev i 2006 omsættelige. De kan købes og sælges.

Tab af havnemiljø

Konsekvensen er, at store fartøjer og kvoteselskaber opkøbte kvoterne, og spekulation i kvoter blev vigtigere end selve fiskeriet. Kvoterne blev hurtigt så dyre, at kun de store og deres banker kunne finansiere købet. Nu er kvoterne blevet samlet på få hænder, og bortset fra de fire store vestjyske fiskerihavne ligger de danske fiskerihavne næsten øde hen. I kølvandet fulgte tabet af levende havnemiljøer og tusinder af arbejdspladser i yderområderne, ligesom det også er blevet vanskeligere at skaffe skånsomt fiskede og dagfangede friske spisefisk.

Det er svært at ændre på denne koncentration, men nu er man allerede gået i gang med at finde ud af, hvordan fiskerisystemet kan blive mere bæredygtigt målt på både fisk og mennesker. I Island er man gået i gang med at føre 5 pct. af de omsættelige kvoter tilbage til kystfiskeriet. I Norge overvejer kommuner at tilbagekøbe kvoter til lokale fiskere, og i Danmark skal fødevareministeren nu præsentere en plan, som kan redde kystfiskeriet.

Handel med jord i Afrika

Udviklingsminister Christian Friis Bach kræver, at småbønderne i Afrika får individuel ejendomsret til deres jord. Et af ministerens argumenter er, at hvis småbønderne må forlade landbruget, vil skødet sikre dem penge for jorden. Han mener bl.a., at afvandring fra landbruget er nødvendig for at tiltrække investeringer og øge produktiviteten.

Men ligesom handlen med fiskekvoter blev vigtigere end fiskeriet, kan handlen med jord i Afrika blive vigtigere end produktionen af fødevarer.

Der investeres allerede voldsomt i Afrikas landbrugsjord. Investorerne er både mellemøstlige sheiker, danske bønder og kinesisk statskapitalisme. Diskussionen om landgrabbing er voldsom, selv om der har været færre afsluttede handler, end man frygtede for et par år siden.

Alt andet end mad

Øgede udenlandske landbrugsinvesteringer kunne være positive, men opgørelser viser, at kun 16 pct. af de seneste års investeringer har været i fødevareproduktion. Der investeres i bioenergi, og hvis det er fødevarer, går de i høj grad hjem til investorlande som Kina. Nogle køber kun jord i forventning om stigende jordpriser. Nogle vil fælde skov, andre gå på jagt. Det handler om alt muligt andet end mad.

Jo lettere jorden omsættes, des lettere får spekulanterne det. Risikoen er, at Afrika får gigantiske godsejere, mens presset på byerne bliver endnu større, og i forvejen vokser slummen i de afrikanske storbyer alt for hurtigt.

Afrikas bønder skal have rettigheder. Også rettigheder, der sikrer fælles ejerskab, for bønderne har brug for rettigheder over for et forældet høvdingesystem og kvindefjendske kulturer, men der må ikke gå fisk i Afrikas landbrug. Landbrug og fiskeri er for vigtige til markedssystemer, der sætter spekulation højere end bæredygtig fødevareproduktion.

Kurt Bertelsen Christensen, medstifter og forhenværende formand af Levende Hav

Se også læserbrevet på Jyllands Posten

Posted in: Dagens Nyheder, Enkeltsager, Miljødebat 2013, Nyheder

Leave a Comment (0) →

Flygtningebåden anløber Kolding

En flygtningebåd med 75 flygtninge om bord anløber Kolding.

Den lægger til kaj fredag den 20. september og bliver der weekenden over.

 

Nej, det er ikke en virkelig flygtningebåd, men en kunstbegivenhed, der skal
mane til eftertanke. De mange flygtninge om bord er kobberskulpturer fremstillet af kunstneren, Jens Galschiøt fra Odense. Denne kunstbegivenhed er et resultat af et samarbejde mellem Landsforeningen Levende Hav og Jens Galschiøt. Det drejer sig om de mange flygtninge, der opholder sig i Europa, eller flygtninge, som banker på ”Europas dør”. Det er mennesker, som befinder sig i en uforskyldt, ekstremt ulykkelig og presset situation.

Målet med ”Flygtningebåden Anton” er at gøre situationen nærværende for den danske befolkning. Vi ønsker at skabe en dialog om dette alvorlige og påtrængende emne. Vi ønsker, at borgerne vil forlange af politikerne, at de skal møde flygtningeproblemet i Europa med humanisme, menneskeværdighed og forståelse. Og desuden bør vi alle påvirke Europas politikere til ikke at opsætte hegn og holde de rigtige flygtningebåde borte fra strandene i Sydeuropa, men handle konstruktivt for at forebygge årsagerne til de stigende flygtningestrømme. Disse mennesker flygter ikke for sjov, men af yderste nød. De gør det pga. krige, religiøs ekstremisme, kampe om stadig knappere resurser og som følge af de menneskeskabte klimaændringer.

 

Oplev en flygtnings rejse til Europa på egen krop! Kom forbi havnen i Kolding lørdag den 21. september mellem kl. 11-16. Her kan du møde DFUNK Outreach, der er en del af Dansk Flygtningehjælps Ungenetværk. De vil fortælle om flygtninges forhold i Europa, og du vil have mulighed for at prøve asylspillet, som tager dig med på en flygtnings rejse
til Europa.

 

Besøget i Kolding er betalt af Europanævnet og Udvalget for Kultur og Fritid i Kolding. Besætningen på Anton stiller gratis sin arbejdskraft til rådighed.

 

Yderligere oplysninger hos skipper Knud Andersen på 2048 7421 og på Facebook: ”Flygtningeskibet MS Anton”

Posted in: Dagens Nyheder, Flygtningeskibet, M/S Anton, Pressemeddelelser

Leave a Comment (0) →

Underskriftssamling: Mod EU-tilskud forbundet med overfiskeri

Der skal til oktober træffes beslutningen, om hvorvidt EU’s fiskeristøtte skal fortsætte som den har gjort de sidste 10 år, eller ej. Denne fiskeristøtte anses som værende en af de største årsager til overfiskeri.

Den britiske forening Marinet har startet en underskriftsamling. Hjælp med til at stoppe denne uhensigtsmæssige udnyttelse af marinmiljøet, giv din underskrift og vær med til at gøre en forskel.

 

October 2013 Decision on EU Fisheries Subsidies 

 

PLEASE watch our three-minute Film and  – We need One Million Signatures to influence President Barroso and the Fisheries Ministers!! 

In October the fate of Europe’s fish stocks and the future health of its seas will be decided with the EU decision on new fishing subsidies.  Intelligent subsidies will restore the stocks, the health of its seas, and the prosperity of its fishing industry.  But powerful voices are already calling for the continuation of those subsidies that for ten years have caused over-fishing and emptied our seas.  They are those which increase fishing capacity and make it profitable to continue fishing when it is clear that the stocks need time to recover: they include fuel-tax exemption, ‘modernisation’ and new-build subsidies.  Their supporters serve the short-term interests of influential sectors within  the fishing industry which will simply move their money into different businesses when the marine environment has been destroyed.

Join us in demanding the introduction of intelligent subsidies that will restore health to our seas, fish stocks and enduring prosperity for the fishing industry.  Please watch the film, sign the petition, and get your friends, families, colleagues and group members to do the same in support of this very important issue.

Thank You for our Shared Marine Environment!!

John Stansfield
MARINET
(The Marine Information Network of UK Friends of the Earth)

 

Du kan læse mere, samt give din underskrift her

Posted in: Dagens Nyheder, Enkeltsager, EU Politik 2013, Miljødebat 2013

Leave a Comment (0) →

Referat fra generalforsamling

Generalforsamling i Landsforeningen Levende Hav, Galschiøts Galleri, Odense

Søndag den 17. marts 2013.

 

Til stede: 23 medlemmer.

 

Dagsorden ifølge vedtægterne.

1. Valg af dirigent og referent

Dirigent: Peter Bo Jensen

Referent: Henrik Jøker Bjerre

Dirigenten konstaterer, at generalforsamlingen er lovligt indkaldt.

 

2. Formandens beretning

Formand Knud Andersen oplæser årsberetningen for 2012. (Denne kan findes som særskilt dokument).

Erik Bjørn Olsen supplerer med oplysninger om vor deltagelse i to internationale organisationer: I. Paraplyorganisationen Seas At Risk (ca. 18 medlemsorganisationer), hvor vi sidder i bestyrelsen v. EBO. Her har været lavet en stor indsats i forbindelse med EU’s kommende fiskeripolitik, og man er nu gået i gang med et nyt om marine litter (affald). II. Long Distance RAC, som er sammensat af industri (2/3) og NGOere (1/3) og rådgiver EU-kommissionen om handelsmæssige og miljø- og fiskerimæssige spørgsmål. F.eks. lovgivning om bundslæbende redskaber, partnerskabsaftaler med tredjeverdenslande. I forbindelse med den nye fiskerireform skulle organisationen af LDRAC ændres. I forbindelse hermed havde sekretæren lavet en udtalelse om, at kystfiskeriet jo ikke var særligt relevant for RACen, eftersom det handler om internationalt fiskeri med store, europæiske trawlere. EBO: ”Her måtte jeg reagere – det kan godt være, det ikke er jo interessant for f.eks. danske kystfiskere, men det er det da bestemt for kystfiskerne i de lande, vi indgår aftaler med”. Et eksempel på, hvordan vores plads i dette udvalg i det mindste giver en stemme til kystfiskerne i en relevant sammenhæng.

Henrik Kuske Schou (Frie Bønder Levende Land) fortæller om sin organisation og om samarbejdsfladerne med Levende Hav: Foreningen opstod i 2003, da nogle mennesker havde fundet ud af, at Dansk Familielandbrug og Gæmelke var blevet enige om at slå de to foreninger sammen og nærmest udelukkende satse på storskalalandbruget. Støtterettigheder i forhold til EU-støtte minder om privatiseringen af kvoter i fiskeriet, og noget lignende gælder for hele mælkekvotesystemet. Det er de store, der får lov til at producere, mens de små højst får lov at leve på tålt ophold. Ligesom det ikke er kystfiskerne, der har ødelagt fiskeriet, er det heller ikke de små landmænd, der har ødelagt landbruget – tværtimod er det dem, der skaber liv ude omkring i randområderne. Vi arbejder for at være med til at skabe flere arbejdspladser i Danmark, f.eks. bliver 1/3 af alle grise sendt ud af landet som smågrise på 30-37 kg. Vi vil rigtig gerne samarbejde med Levende Hav, fordi nogle af de ting, vi arbejder med, er stort set identiske. Vi skal være opmærksomme på, at det gældende fødevareforlig udløber i år, og derfor skal der være nye forhandlinger i løbet af efteråret. Noget af det, vi skal ind med, er, at sikre plads til de mindre fiskere og landmænd. F.eks. skal alle besætninger over 10 dyr betale 873 kroner for velfærdskontrol, derudover salmonellakontrol, gødningsprøver, blodprøver. Produktionen af f.eks. æg havner derfor i større og større enheder (buræg). Noget lignende gælder på fiskeriområdet: Formentlig er der mange kystfiskere, der gerne ville have mulighed for at sælge deres fisk mere direkte til forbrugerne.

Der er ingen øvrige bemærkninger til beretningen.

Den er dermed vedtaget.

 

3. Godkendelse af årsregnskab

Kasserer Erik Bjørn Olsen gennemgår regnskabet.

Der er et underskud på 67.000 for 2012. Det skyldes bl.a., at kalenderen for 2012 først blev betalt i 2012 (så der blev dækket to kalendere i samme år), vi har haft ekstra udgifter til vedligehold og istandsættelse af kutteren, forhøjede rejseudgifter, og samtidig manglet indtægter fra bl.a. administrationsbidragene fra udviklingsprojekter.

Kurt Christensen: Foreligger der et budget for at sikre os mod lignende underskud?

EBO: En del af udgifter såvel som indtægter er enkeltstående og svære at forudsige. De faste indtægter fra medlemskontingent og Antons Venner er til gengæld stabile, og det er der nærmest ingen grund til at lave budget for. Men vi kan jo henstille til bestyrelsen om ikke at bruge penge, før indtægterne er der.

Dette forslag får opbakning og vedtages.

Aase Kristiansen har dog en mindretalsudtalelse, der fremhæver foreningens gode resultater og arbejde, de specielle omstændigheder omkring dette årsregnskab og tillid til, at økonomien grundlæggende forbliver sund.

 

Regnskabet godkendes.

 

4. Evaluering af Havpolitisk Forum

Der kører pt. ikke noget havpolitisk forum.

 

5. Evaluering af igangværende og afsluttede projekter og arbejdsgrupper

Eritrea:

Knud: Der er to projekter i Eritrea, der pt. venter på genoptagelsen af arbejdet i Eritrea efter regeringens blokering i ca. halvandet år. Dels vores efterhånden mangeårige fiskeriprojekt, dels et EU-projekt, der skulle skaffe ferskvand ved hjælp af solenergi til to øer (EUR 225.000). Deadline for genoptagelsen af projekterne er den 1. maj. Hvis det skulle gå igennem, vil foreningens økonomi også forbedres, idet vi er berettiget til 7 % i administrationsbidrag.

Tanzania:

Kurt: Vi havde et projekt under opsejling i Kenya, men måtte aflyse det på grund af tvivl om partnerens troværdighed. I stedet blev vi foreslået at samarbejde med KIMWAM i Tanzania. Det er en lille forening, men vi har indtil videre fået et godt samarbejde omkring et nyt projekt i Mtwara. Ét af målene er at undersøge, om vi kan få sat et fiskeri i gang udenfor koralrevene for at beskytte det kystnære miljø. Det kan ikke gøres over natten, men vi kan være med til at sætte det på dagsordenen, samtidig med at vi støtter med kapacitetsopbygning i KIMWAM.

Kazakhstan:

Henrik: Vi er blevet bedt om at deltage som partnere i et EU-projekt ved Aralsøen, sammen med vores gamle venner i NGO Aral Tenizi. Vores bidrag ville i givet fald bestå i at sende to mand i et par uger i 2014, modtage en mindre delegation i 2015, samt sende en lille gruppe til en afsluttende workshop i 2016.

 

6. Indkomne forslag

Der er ingen indkomne forslag.

 

7. Budget for det kommende år og fastsættelse af kontingent

Ang. budget se pkt. 3. Kontingentsatser fastholdes.

 

8. Valg til bestyrelsen

Jakob Aude, Zhanna Tairova, Steen Thykjær og Henrik Jøker Bjerre er på valg.

H.K. Christoffersen har meddelt, at han ønsker at træde ud af bestyrelsen.

Jakob, Zhanna, Steen og Henrik genvælges for to år.

Som nyt bestyrelsesmedlem vælges Poul Sjørgren Hansen for ét år. (På H.K. Christoffersens plads).

Som suppleanter vælges Tage Chrestensen og Christian Lindhardt.

 

9. Valg af revisor

Der skal ikke vælges revisor.

 

10. Evt.

Knud: Jeg vil gerne understrege, at alle er velkomne til at tage med på de sejladser, der er planlagt og kommer. Se i sejlplanen eller ring til mig. Den 27. april stævner vi ud mod Hamborg, hvor vi skal være i 5-6 dage, hvorefter vi skal til Rendsburg og Slesvig. I øvrigt vil jeg gerne på bestyrelsens vegne udtale en stor tak til Stoffer (H.K. Christoffersen) for hans store bidrag og indsats i Antons virke. Det håber og tror jeg, at han bliver ved med. Han arbejder blandt andet også for at skabe flere medlemsture. Vi skal også have kølhalet skibet her efter påske – der skal vi også bruge så mange som muligt.

Aase: Hvis nogen har tid og lyst er I velkomne til at deltage i et arrangement sammen med Energiakademiet her fra påsken og frem, gerne med flere træskibe, som kan være med eller hjælpe med at sejle skibe til Samsø. Samsø Folkehøjskole er nu lukket, men skal åbnes igen om 14 måneder, og vi er med til at lave nogle arrangementer i mellemtiden. Sted: 8605 Koldby Kaas. Kontakt evt. Aase Kristiansen eller Ole Kempe.

 

Dirigenten takker for god ro og orden og giver ordet til formanden.

 

Knud: Takker for et godt møde og en hyggelig generalforsamling og takker dirigenten for godt arbejde.

 

 

 

Posted in: Dagens Nyheder

Leave a Comment (0) →
Page 4 of 8 «...23456...»